L 60 Lov om midlertidigt tillæg til folke-, invalide- og enkepensionister.

Af: Socialminister Julius Bomholt (S)
Samling: 1960-61 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 198 af 16-06-1961
Loven går ud på, at der med virkning fra 1. april 1961 ydes personer, som oppebærer indtægtsbestemt folkepension, invalide- og enkepension, et midlertidigt tillæg på 15 kr. månedlig til ægtepar, hvoraf begge ægtefæller opfylder betingelserne for at oppebære pension, og 10 kr. månedlig til enlige og til ægtepar, hvoraf kun den ene ægtefælle opfylder betingelserne for at oppebære pension. Det midlertidige tillæg udbetales månedsvis forud sammen med pensionen.

Udgifterne til det midlertidige tillæg finansieres efter samme regler, som gælder for finansiering af vedkommende pension.

Baggrunden for loven er, at det er fundet ønskeligt at give pensionisterne en vis forbedring i betragtning af de indtægtsstigninger, der i den sidste tid har fundet sted for andre befolkningsgrupper.

I oktober 1960 nedsatte socialministeriet et udvalg med den opgave at overveje spørgsmål om ændringer i den gældende pristalsregulering af folke-, invalide- og enkepension, herunder at undersøge mulighederne for en regulering af pensionerne i takt med svingninger i det almindelige indkomstniveau.

Dette udvalg ventes at have afsluttet sit arbejde til efteråret 1961, og regeringen venter på grundlag heraf til den tid at være i stand til at fremsætte forslag til varige forbedringer af pensionisternes forhold.

Det offentliges udgift ved det midlertidige tillæg er anslået til 50 mill. kr. for et år.

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra partiernes ordførere med undtagelse af Iver Poulsen (Uafh.).

Det undergaves ikke udvalgsbehandling og vedtoges ved 3. behandling uforandret med 149 stemmer (S, V, KF, RV og SF). Ingen stemte imod, mens 5 medlemmer (Fanger [KF] og Uafh.) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Niels Mørk (S), Søren Andersen (V), Asger Jensen (KF), Grethe Philip (RV), Chr. Madsen (SF) og Iver Poulsen (U)