Loven har følgende indhold:

§ 1. Under forudsætning af,

at den norske og svenske stat imødekommer henholdsvis A/S Det Norske Luftfartselskaps (DNL) og A/B Aerotransports (ABA) andragender om økonomisk støtte med henblik på videreførelse af konsortiet Scandinavian Airlines System (SAS), som selskaberne driver i forbindelse med A/S Det Danske Luftfartselskab (DDL),

at den nuværende A-aktiekapital i DDL på 36,5 mill. kr. nedskrives med 70 pct. til ca. 11 mill. kr., samt

at der fra privat side tegnes ny præferenceaktiekapital i DDL på 17,5 mill. kr. mod udstedelse af C-aktier,

fastsættes nedenstående bestemmelser.

§ 2. Ministeren for offentlige arbejder bemyndiges til at gennemføre de nedenfor angivne foranstaltninger til støtte for DDL med henblik på selskabets fortsatte deltagelse i konsortiet SAS.

1) Ydelse af et tilskud af statskassens midler til DDL på 27,5 mill. kr.

2) Tegning af ny præferenceaktiekapital i DDL på 17,5 mill. kr. mod udstedelse af C-aktier.

3) Ydelse af et lån til DDL på 19,5 mill. kr. af statskassens midler. Lånet ydes rente- og afdragsfrit indtil den 30. september 1966. Derefter afdrages det over en 20-årig periode med lige store årlige afdrag og forrentes med 5 pct. p. a.

Endvidere bemyndiges ministeren til at afslutte en overenskomst med de norske og svenske regeringer om ændring af den med hjemmel i § 1 i lov nr. 216 af 11. juni 1959 om statsgaranti m. v. i forbindelse med Danmarks deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde indgåede overenskomst om økonomisk garanti til visse luftfartsselskaber således, at garantibeløb til DDL alene vil kunne kræves udbetalt til dækning af underskud efter regnskabsåret 1960-61, og kun i det omfang, dette bringer DDLs indskudskapital i konsortiet SAS ned under 60 mill. kr. eller medfører, at SAS ikke kan opfylde de til konsortiets amerikanske lån knyttede betingelser om egenkapitalens og driftskapitalens størrelse.

§ 3. De i §§ 1 og 2 omhandlede C-aktier har ret til forlods udbytte med 6 pct. Så længe noget af staten til selskabet udbetalt garantibeløb ikke er fuldt tilbagebetalt, kan udbytte dog ikke udbetales uden samtykke fra ministeren for offentlige arbejder og vil ikke kunne overstige 5 pct.

C-aktierne, der har stemmeret, kan med 1/2 års varsel til en 30. september indløses helt eller delvis af selskabet ved kontant betaling af aktiernes pålydende værdi.

C-aktierne har i tilfælde af likvidation ret til dækning forud for de i henhold til § 2 i lov nr. 493 af 20. december 1950 om Danmarks deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde og § 2 i lov nr. 216 af 11. juni 1959 om statsgaranti m. v. i forbindelse med Danmarks deltagelse i det skandinaviske luftfartssamarbejde udstedte B-aktier og selskabets A-aktier:

§ 4. De i §§ 1 og 2 omhandlede C-aktier er stempelfri. De af nærværende lov følgende ændringer i DDLs kapitalforhold m. v. kan anmeldes til og registreres af aktieselskabsregisteret uden gebyr. Den i § 2 omhandlede overenskomst er stempelfri.

§ 5. Det påhviler ministeren for offentlige arbejder hvert år efter afslutningen af regnskabsåret for konsortiet SAS at give folketinget underretning om den økonomiske udvikling inden for konsortiet i regnskabsåret og om den forventede økonomiske udvikling i den nærmeste fremtid.

Såfremt ministeren, der løbende må holde sig underrettet om konsortiets økonomi, inden for et regnskabsår konstaterer en væsentlig forringelse af konsortiets økonomiske stilling, skal han snarest muligt underrette folketinget derom.

Loven afveg på et enkelt punkt fra det fremsatte lovforslag, idet bestemmelsen i § 5 indsattes efter udvalgsbehandlingen i folketinget, jfr. nedenfor.

Om baggrunden for lovforslaget gav ministeren for offentlige arbejder ved dets fremsættelse en udførlig redegørelse, hvoraf nedenfor gengives nogle uddrag.

Forslaget er udarbejdet på grundlag af beslutninger truffet af de 3 skandinaviske landes regeringer om at yde den økonomiske støtte, som er nødvendig for at videreføre SAS i dets nuværende omfang på forretningsmæssig forsvarligt grundlag og med bibeholdelse af den hidtidige paritet mellem statslig og privat deltagelse i moderselskabernes og konsortiets ledelse.

Forinden jeg redegør for SASs virksomhed gennem de forløbne år, vil jeg gerne gøre et par bemærkninger om den civile luftfarts udvikling i almindelighed inden for den sidste tiårsperiode.

Som bekendt er der på det tekniske område foregået en vældig udvikling inden for luftfarten. Større, hurtigere og dyrere maskintyper har afløst hinanden i et tempo så hurtigt, at det har været forbundet med store økonomiske vanskeligheder for selskaberne at følge med i denne udvikling, som har været en af de væsentligste årsager til selskabernes dårlige driftsresultater.

Et af de vigtigste træk i udviklingen på luftfartsområdet gennem de sidste 10 år er tilkomsten af en række nye luftfartsselskaber og udbygningen af allerede eksisterende selskaber. Denne kraftige ekspansion har på mange ruteafsnit medført et for stort trafikudbud i forhold til efterspørgslen, hvilket er resulteret i en uøkonomisk udnyttelse af flyvemateriellet.

Som modtræk mod denne udvikling har mange stater for at beskytte egne luftfartsselskaber indført restriktioner over for fremmede selskaber i form af nægtelse af eller begrænsning i trafikrettigheder. Denne restriktive, protektionistiske politik er i de sidste år blevet stadigt skærpet og har forvoldt store vanskeligheder, især for de luftfartsselskaber, der kun har et relativt lille nationalt trafikunderlag og således i høj grad er afhængige af trafikmulighederne mellem fremmede lande.

Hvad særlig angår SASs trafikmæssige og økonomiske resultater siden starten i 1950, kan jeg angående trafikproduktionen oplyse, at denne er steget helt i takt med gennemsnittet inden for andre selskaber. Antallet af betalte tonkilometer, der for SASs vedkommende i driftsåret 1950-51 udgjorde 73,4 mill., var i driftsåret 1959-60 steget til 245,6 mill. Antallet af betalende passagerer steg i samme periode fra 482 000 til 1 853 000.

En gennemgang af SASs hidtidige driftsresultater viser, at der i de første fire driftsår fra 1950-51 til 1953-54 stort set opnåedes balance. I de følgende 3 driftsår — 1954-55 til og med 1956-57 — opnåedes et samlet overskud på i alt 104,6 mill. sv. kr., svarende til ca. 139,5 mill. kr.

I de følgende driftsår var driftsresultaterne ugunstige. I 1957-58 var der således et underskud på 16,6 mill. sv. kr., svarende til ca. 22,1 mill. kr., på flyvedriften. I 1958-59 var der balance, men i selskabets seneste driftsår, 1959-60, blev resultatet af flyvedriften et underskud på 42,2 mill. sv. kr., svarende til ca. 56,3 mill. kr. Hertil kom imidlertid en nødvendig hensættelse på 48,1 mill. sv. kr., svarende til ca. 64,1 mill. kr., til en værdireguleringsfond til delvis dækning af tab på visse engagementer med udenlandske luftfartsselskaber samt en ekstraordinær afskrivning på, DC 7-materiel på 8 mill. sv. kr., svarende til ca. 10,7 mill. kr. Konsortiet har i dette driftsår haft en fortjeneste på salg af materiel på 14,3 mill. sv. kr., svarende til ca. 19,1 mill. kr. Det samlede resultat af driftsåret 1959-60 bliver herefter et regnskabsmæssigt underskud på 84 mill. sv. kr., svarende til ca. 112 mill. kr.

For indeværende driftsår regner SAS med et underskud på ca. 40 mill. sv. kr., svarende til ca. 53,3 mill. kr.

Årsagerne til disse utilfredsstillende driftsregnskaber må søges i de foran omtalte forhold. Nævnes kan det i denne forbindelse, at overgangen til jetdrift medfører meget betydelige udgifter, bl. a. til omskoling af personel, nye værkstedsanlæg o. lign., samt at konsortiet har ekstraordinært store udgifter til vedligeholdelsesorganisationen i overgangstiden, hvor såvel propel- som jetdrevne maskiner benyttes på de længere ruter. Endvidere har den springvise overgang til jetdrift medført en stærk værdiforringelse af de hidtil i langdistancetrafik anvendte DC 7-luftfartøjer.

For at imødegå vanskelighederne har SAS i lighed med andre luftfartsselskaber søgt samarbejde med forskellige fremmede selskaber. Visse af disse engagementer har medført betydelige tab, til hvis dækning den tidligere omtalte henlæggelse af et beløb på ca. 64,1 mill. kr. skal bidrage.

Efter at det som følge af disse tab var klart, at SAS måtte tilføres ny kapital, såfremt konsortiet skulle videreføres, besluttede finans- og trafikministrene i Norge i december måned 1960 at nedsætte et skandinavisk embedsmandsudvalg med den opgave at undersøge konsortiets kapitalbehov og dertil knyttede spørgsmål.

Om konsortiets nuværende økonomiske stilling udtaler embedsmandsudvalget i sin beretning, at man under hensyn til driftstabet i 1959-60 på ca. 112 mill. kr. og et forventet betydeligt tab for indeværende år samt til risikoen for tab på konsortiets DC 7-materiel må anse den oprindelige indskudskapitãl på ca. 210 mill. kr. for tabt.

På baggrund af den stærke vækst i SASs virksomhed og den almindelige stigning i pris- og omkostningsniveauet siden 1950 samt de sandsynlige driftsresultater i de nærmeste år finder udvalget, at det for at muliggøre en videreførelse af konsortiet på forretningsmæssigt forsvarligt grundlag vil være nødvendigt, at konsortiet tilføres ny kapital til et beløb, som skønnes at kunne ansættes til 210 mill. sv. kr., svarende til ca. 280 mill. kr.

Embedsmandsudvalget finder, at man for indeværende driftsår må regne med et større underskud end de ca. 53 mill. kr., og at der for de følgende tre driftsår som helhed ikke vil kunne forventes driftsoverskud.

Udvalget har desuden ment at måtte tage i betragtning risikoen for en endnu stærkere forringelse af SASs driftsresultater i forhold til de budgetterede end den, udvalget har regnet med ved fikseringen af den foreslåede kapitaltilførsel, og udvalget har derfor som en supplerende støtteforanstaltning anbefalet til overvejelse i et vist omfang at opretholde den bestående statsgarantiordning.

Embedsmandsudvalget har foreslået, at den nye kapital på 280 mill. kr. tilføres konsortiet gennem moderselskaberne i overensstemmelse med det gældende fordelingsforhold 2:2:3. DDLs andel udgør herefter 80 mill. kr., DNLs 83 mill. n. kr. og ABAs andel 90 mill. sv. kr.

Da DDL er illikvidt, vil det efter udvalgets opfattelse være nødvendigt at tilføre selskabet et beløb af 2 mill. kr. ud over det som ny indskudskapital i SAS nødvendige beløb på 80 mill. kr.

Udvalget foreslår disse 82 mill. kr. tilvejebragt således: der tegnes ny privat aktiekapital for et beløb af 17,5 mill. kr. Staten tegner et tilsvarende aktiebeløb. Endvidere yder staten et tilskud på 27,5 mill. kr. samt et lån på 19,5 mill. kr.

Udvalgets finansieringsforslag er begrundet i de aktuelle muligheder for opnåelse af privat aktiekapital og baseret på forudsætningen om, at det måtte anses for ønskeligt at bevare pariteten mellem statens og det private erhvervslivs deltagelse i moderselskabernes og SASs ledelse. Når tilskuddet er fastsat til 27,5 mill. kr., er det sket ud fra et ønske om at bevare B-aktiekapitalen og i et vist omfang begrænse nedskrivningen af A-aktiekapitalen. Tilskuddet ligger i øvrigt nogenlunde på linje med det, der ydes DNL af den norske stat.

Det resterende kapitalbehov for DDL foreslås dækket ved ydelse af et lån.

Regeringernes beslutning om fremlæggelse af forslag til ydelse af den fornødne statsstøtte hviler på den forudsætning, at der fra privat side i de 3 lande tegnes den i refinansieringsplanen forudsatte aktiekapital.

Regeringerne har under de overvejelser, der er gået forud for beslutningen om en så betydelig økonomisk støtte til moderselskaberne, været fuldt opmærksomme på de store usikkerhedsmomenter, der knytter sig til konsortiets fremtid.

Når regeringen trods den usikkerhed, der som nævnt er knyttet til SASs fremtid, har fundet det rigtigt, at den danske stat sammen med Norge og Sverige deltager i en refinansiering af SAS med så store beløb, som her er tale om, må denne beslutning ses på baggrund af ønsket om at bevare de særlige fordele, som SAS på mange områder tilfører de 3 skandinaviske samfund.

For Danmarks vedkommende kan særlig nævnes den valutaindtægt, landet opnår gennem SASs virksomhed, og den valutabesparelse, der opnås derved, at befolkningen benytter SAS fremfor et udenlandsk luftfartsselskab.

Som bekendt er turistbesøgene steget stærkt gennem de senere år, og de udgør i dag en af landets vigtigste valutaindtægtskilder. Hvor stor en del af denne stigning i antallet af turistbesøg der direkte kan henføres til SASs virksomhed, kan ikke oplyses, men det må anses for givet, at SAS gennem sine 50 kontorer fordelt over hele jordkloden udfører et betydeligt propagandaarbejde for turismen i hjemlandene. Ligeledes har de mange muligheder for direkte luftbefordring med moderne maskintyper til og fra Danmark utvivlsomt bidraget til stigningen i turisttrafikken.

For landets egne borgere og for danske samfund og virksomheder i udlandet er det naturligvis også en fordel at have gode, direkte flyveforbindelser til og fra Danmark.

I nogle afsluttende bemærkninger udtalte ministeren:

„Det er givet, at Danmark ikke ville være uden flyveforbindelser med udlandet, såfremt SAS ikke fandtes, men det er også givet, at disse flyveforbindelser ville blive væsentligt færre og mindre direkte end i øjeblikket, hvor SAS udfører ca. 80 pct. af den totale regelmæssige lufttrafik på Danmark.

De indirekte fordele af SASs verdensomspændende virksomhed for det danske erhvervsliv, kulturliv og samfund som helhed lader sig vanskeligt konkretisere. Det er sagt om skibsfarten, at handelen følger flaget, og dette gælder også til en vis grad luftfarten, hvor SAS har søgt i tråd med de skandinaviske landes søfartstraditioner at hævde de skandinaviske flag ude i verden.

Sidst, men ikke mindst, må beslutningen ses på baggrund af regeringernes ønske om at bevare dette mest betydningsfulde eksempel på praktisk skandinavisk økonomisk samarbejde.

Det er regeringernes opfattelse, at der henset til de nævnte vanskeligheder, som rammer SAS udefra, må gøres det yderste for inden for konsortiets egen virksomhed at skabe den mest økonomiske drift. Trafikministrene har derfor aftalt, og regeringerne har tiltrådt, at staternes medvirken ved SASs refinansiering bl. a. gøres betinget af, at konsortiet i sin virksomhed skal følge strengt forretningsmæssige principper, også selv om dette måtte medføre, at det enkelte lands andel af virksomheden bliver mindre end oprindeligt forudsat. Der er endvidere enighed om, at der efter nærmere drøftelse mellem staterne og de private aktiegrupper nedsættes et hurtigt arbejdende skandinavisk udvalg, som skal foretage en engangsundersøgelse af hovedpunkter i konsortiets organisation, administration og driftsformer med henblik på fremsættelse af forslag til øgelse af konsortiets effektivitet og konkurrenceevne."

Lovforslaget fik ved dets 1. behandling en velvillig modtagelse af regeringspartiernes ordførere, mens de andre partiers ordførere udtrykte sig med forbehold. Horn (S) fremhævede SASs store betydning for Danmark, men betonede, at der var en betydelig risiko forbundet med konsortiets fortsatte drift. Vagn Bro (V) mente, at man fra ministerens side for sent havde reageret ved nedsættelse af embedsmandsudvalget, der ikke havde fået tilstrækkelig tid til sine undersøgelser, ligesom folketinget havde fået forelagt lovforslaget på et for sent tidspunkt. Før venstre kunne tilslutte sig lovforslaget, måtte man efter en nøje undersøgelse gøre sig målsætningen klar. Det var et spørgsmål, om man ikke i højere grad måtte tage hensyn til, at de nordiske lande er små lande. Også Gottschalck-Hansen (KF) påpegede det uheldige i, at et så vidtrækkende lovforslag så sent præsenteredes for folketinget. Efter hans mening var konsortiets drift blevet for kostbar i forhold til den betydning, konsortiet valutamæssigt og reklamemæssigt havde for Danmark, og indenrigsflyvningen, som kunne have været betydningsfuld, var blevet forsømt af konsortiet. Man skulle ikke for sikkert regne med det konservative folkepartis medvirken til lovforslagets fremme. Kirkegaard (RV) fremhævede ligesom Horn SASs betydning for landet, men kunne på den anden side tiltræde de fremsatte bemærkninger om indenrigsflyvningen. Da SAS efter hans opfattelse ville være et aktiv for landet, hvis dets ledelse viste forsigtighed og agtpågivenhed, sluttede han med at udtale sin velvilje over for lovforslaget. Morten Lange (SF) mente, at SASs investeringer i DC 7-maskiner på bekostning af DC 6-maskiner havde medført store driftsmæssige vanskeligheder, der var blevet forøget ved, at SAS ikke havde opbygget et chartermarked, hvor man kunne have fundet anvendelse for DC 6-maskinerne. For ham var det i den foreliggende situation ganske afgørende, at staten, samtidig med at den indskød yderligere penge, nu fik den fulde indsigt og kontrol med DDL og dermed med SAS. Der måtte skabes garanti for, at luftfarten ikke blev en boldbane for privatkapitalistisk spekulation. Han kunne ikke give tilsagn om sit partis stilling til lovforslaget. Rimstad (Uafh.) stillede sig ikke afvisende over for lovforslaget. SAS havde stor betydning for landet, men det var vigtigt, at loven ikke bandt staten til tilskud i fremtiden. Man burde måske lette SAS for de byrder, som koncessionerne til indenrigsflyvningen havde lagt på konsortiet, der efter hans mening ikke havde benyttet koncessionerne på tilfredsstillende måde. Andre kunne måske gøre det bedre. Inden han tog endelig stilling til lovforslaget, ønskede han imidlertid at se resultatet af udvalgsbehandlingen. Ministeren for offentlige arbejder kunne ikke give Vagn Bro og Gottschalck-Hansen ret i, at lovforslaget kunne være fremkommet på et tidligere tidspunkt. Han var først i eftersommeren 1960 blevet klar over, at SAS ville få et stort underskud, og så snart det var muligt efter valget, var embedsmandsudvalget blevet nedsat. Med hensyn til indenrigsflyvningen udtalte han, at det kunne tænkes, at SASs underskud var blevet endnu større, hvis man i højere grad havde trafikeret indenlandske ruter.

Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, der i sin betænkning rettede en skarp kritik af forskellige af dispositionerne i SAS, således bygningen af SAS-huset i København og engagementerne med Thailand Airways International Ltd. (THAI) og det mexicanske luftfartsselskab Guest Aerovias Mexico S.A. (GAMSA).

Navnlig det sidstnævnte engagement blev gjort til genstand for indgående omtale i betænkningen, hvor et flertal af udvalget (socialdemokratiets, venstres, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget samt Jørgen Jørgensen [Ullerup] (KF)) udtalte:

„Engagementet med GAMSA har efter de foreliggende oplysninger påført konsortiet tab, der antages at kunne beløbe sig til 70-80 mill. kr. For udvalget, der kommer ind i sagen, efter at de forskellige aftaler er truffet, forekommer dispositionerne uforståelige. Det synes, som om alle dispositionerne er baseret på håb og ønsker, som ikke havde særlig meget med realiteter at gøre. Udvalget forstår ikke, hvorledes et i virkeligheden falleret selskab, der ud over at have tabt aktiekapitalen havde et betydeligt underskud, skulle kunne drives rentabelt med maskiner, SAS ikke mente selv at kunne trafikere langruter med, og til sidst erkendtes det da også, at GAMSAs langruter kræver jetmaskiner.

SASs administrerende direktørs første indstilling til konsortiets arbejdsudvalg vedrørende dette engagement var negativ. Bestyrelsens formand, bankdirektør Marcus Wallenberg, var imidlertid ikke enig med ham i dette skøn og opfordrede til, at sagen blev gennemarbejdet igen, og beklageligvis var der kun ét af bestyrelsens medlemmer, der gik imod, da man endelig skulle træffe beslutningen, nemlig det norske medlem, højesteretsdommer E. F. Eckhoff.

Af det foreliggende materiale ses det ikke, med hvilken saglig begrundelse direktøren skiftede mening. Så vidt det er muligt for flertallet at se, vedrørte de under forhandlingerne med GAMSA ændrede vilkår kun placeringen af risiko, men naturligvis var denne i virkeligheden afhængig af selskabets evne til at indtjene penge.

Det er vanskeligt for flertallet at lægge ansvaret for de trufne dispositioner på bestemte personer eller bestemte organer, men man mener dog at burde pege på, at der påhviler arbejdsudvalget et større ansvar end bestyrelsen. Arbejdsudvalget holder hyppigt møder, bearbejder sagerne og gør dem klar til indstilling til bestyrelsen, og de bestyrelsesmedlemmer, der ikke har deltaget i dette intensive arbejde, er derfor ringere stillet med hensyn til muligheden for at bedømme, om konsortiet skal indgå i et engagement, end de bestyrelsesmedlemmer, der sidder i arbejdsudvalget eller som suppleanter deltager i arbejdsudvalgets møder.

Uden at ville fratage de øvrige medlemmer i arbejdsudvalget deres andel i ansvaret er det rimeligt at gøre opmærksom på, at direktør Marcus Wallenberg til stadighed og langt ind i engagementet med GAMSA udviste en optimisme, som forekommer uforståelig, og det er indlysende, at direktør Wallenberg med den autoritet, som hans position og hele stilling har givet ham, har fået indflydelse på de øvrige bestyrelsesmedlemmers standpunkter.

Det er fastslået, at der i arbejdsudvalgets møde den 7. marts 1960 forelå sådanne regnskabsmæssige oplysninger, at den danske stats repræsentant i udvalget, departementschef Palle Christensen, fandt det nødvendigt at gå ind for en øjeblikkelig afbrydelse af engagementet med GAMSA, et standpunkt, som han fastholdt og udførligt begrundede i et samme dag afholdt bestyrelsesmøde. Palle Christensen havde forud for bestyrelsesmødet redegjort for sine synspunkter for de øvrige danske statsrepræsentanter i bestyrelsen, og udvalgsflertallet beklager, at disse repræsentanter ikke fandt anledning til at følge ham, og at Palle Christensen ikke derefter fandt anledning til at give ministeren for offentlige arbejder oplysning om den alvorlige situation, SAS nu var kommet ind i.

At ministeren ikke blev underrettet, bliver navnlig uforståeligt på baggrund af den vedtagelse, som det i anledning af det ovennævnte lovforslag om statsgaranti nedsatte folketingsudvalg traf i sin betænkning af 21. maj 1959. Vedtagelsen har følgende ordlyd:

„Udvalget er klar over, at den omstændighed, at SAS er hjemmehørende i tre lande og i visse situationer skal forhandle med disse tre landes bevilgende myndigheder, giver vanskeligheder, men alligevel er der i udvalget enighed om at henstille til SAS, at det i fremtiden, når det træffer økonomiske dispositioner, der kan indebære øget statsgaranti for Danmarks vedkommende, i forvejen forhandler med finansministeren og ministeren for offentlige arbejder."

Selv om denne vedtagelse formelt kun vedrører engagementer indledet efter 21. maj 1959, er der for udvalgsflertallet ingen tvivl om, at almindelige forværringer af konsortiets økonomiske situation, som kunne indebære risiko for øgede krav til statskassen, burde give konsortiet anledning til forhandling med finansministeren og ministeren for offentlige arbejder, i hvert fald efter en nærliggende analogislutning fra vedtagelsens ordlyd.

Hvis ministeren havde modtaget fornøden underretning, kunne efter flertallets opfattelse en undersøgelse være blevet foretaget i så god tid, at det var muligt for folketinget at stå frit, når der skulle træffes en beslutning. I stedet ser folketinget sig nu nødsaget til at træffe en hastebeslutning, fordi SASs likviditet kræver hurtig støtte.

Departementschef Dige har i en skrivelse oplyst, at han, da engagementet med GAMSA udviklede sig så uheldigt, har givet finansministeren mundtlige oplysninger om sagernes stilling, men han har ikke notater om, hvilke oplysninger han har givet, eller på hvilke tidspunkter de er givet. Også dette forhold finder flertallet i allerhøjeste grad uheldigt, og da ministeren for offentlige arbejder i udvalget har hævdet det synspunkt, at departementscheferne ingen pligt havde til at holde ham underrettet, idet SAS juridisk set er et privat selskab, der drives selvstændigt, og at departementscheferne derfor på eget ansvar må tage stilling, finder flertallet det nødvendigt, at der ikke kan finde en gentagelse sted. Udvalgets mindretal har tilsluttet sig dette synspunkt."

Udvalget stillede herefter forslag om, at der i lovforslaget indføjedes en ny paragraf (§ 5), og det udtaltes i tilslutning til dette ændringsforslag:

„Udvalget har derfor stillet nedenstående af ministeren tiltrådte ændringsforslag til det fremsatte lovforslag, hvorefter det pålægges ministeren dels efter afslutningen af hvert regnskabsår at give folketinget underretning om den økonomiske udvikling i SAS og om den forventede økonomiske udvikling i den nærmeste fremtid, dels at give folketinget underretning om væsentlige forringelser af konsortiets økonomiske stilling i årets løb. Ministeren må herefter gennem instrukser til statens repræsentanter i bestyrelsen sikre sig, at de oplysninger, der tilflyder ham, er så indgående, at han virkelig kan følge den økonomiske udvikling i konsortiet og rettidigt få oplysninger om, hvilke engagementer ud over den almindelige drift konsortiet måtte overveje at gå ind i.

Det er således ikke udvalgets mening, at ministeren skal blande sig i SASs drift. Ministeren skal blot følge udviklingen, således at minister og folketing kan tage stilling, inden en eventuel uheldig udvikling har bundet deres hænder.

Der har i udvalget været indgående drøftelser af, til hvem ministeren skal videregive oplysninger om eventuel ugunstig udvikling i SASs økonomi. Man enedes om den i ændringsforslaget indeholdte bestemmelse om, at oplysningerne skal gives til folketinget, idet man ved anvendelsen af dette udtryk ikke har villet udelukke, at ministeren afgiver sin redegørelse over for folketingets finansudvalg eller over for et eventuelt særligt i dette øjemed nedsat folketingsudvalg.

På udvalgets opfordring har ministeren for offentlige arbejder givet tilsagn om, at han vil optage forhandling med trafikministrene i Norge og Sverige dels om nedsættelse af et svensk-norsk-dansk juristudvalg, der skal have til opgave at analysere SASs engagementer med GAMSA med henblik på en påvisning af fejl og placering af ansvar, dels om forståelsen af de i § 15 i konsortialoverenskomsten af 8. februar 1951 indeholdte udtrædelses- og opgørelsesregler."

Flertallet anstillede i betænkningen nogle betragtninger over SASs fremtidsudsigter, som man fandt meget usikre. Flertallet mente dog at måtte kunne støtte sig på embedsmandsudvalgets analyse, hvorefter der skulle være en mulighed for, at SAS efter nogle års forløb skulle kunne svare sig. Flertallet udtalte herefter:

„Det har for flertallets stillingtagen været afgørende, at en tvangslikvidation af SAS ikke bør finde sted, hvorfor staterne under de givne forhold nødvendigvis må forsyne konsortiet med pengemidler. Herefter kan ministeren for offentlige arbejder og folketinget få frist til at gennemarbejde stillingen og derefter tage endelig stilling til, under hvilke former konsortiet skal føres videre.

På denne baggrund mener flertallet at måtte indstille lovforslaget til vedtagelse med den af udvalget foreslåede ændring, som er tiltrådt af ministeren."

Et mindretal inden for flertallet (venstres medlemmer af udvalget samt Jørgen Jørgensen (Ullerup (KF)) fremsatte med tilslutning af udvalgets mindretal (Fanger (KF) og Gottschalck-Hansen (KF)) en supplerende bemærkning til flertalsudtalelsen, hvorefter de — ikke mindst med fremtiden for øje — henstillede, at folketingets ombudsmand foretog en undersøgelse af det forhold, at statens repræsentanter i SASs bestyrelse ikke havde holdt ministeren underrettet i fornødent omfang, hvilket jo beklagedes af hele udvalget. Mindretallet fandt det nødvendigt, at der kunne finde placering sted af ansvaret ved offentlig virksomhed.

Et andet medlem af flertallet, Morten Lange (SF), gav i en supplerende udtalelse bl. a. udtryk for det ønskelige i, at SAS fuldt ud måtte blive underkastet statslig kontrol. Allerede den nuværende aktieplacering gav imidlertid efter hans mening mulighed for en mere effektiv indgriben i DDLs ledelse fra statens side.

Udvalgets mindretal (Fanger (KF) og Gottschalck-Hansen (KF)) kunne tiltræde såvel den af flertallet afgivne udtalelse, for så vidt angik de kritiske bemærkninger om SASs virksomhed, som den af venstres medlemmer af udvalget og Jørgen Jørgensen (Ullerup) (KF) afgivne særudtalelse. Mindretallet delte derimod ikke den optimistiske vurdering af konsortiets fremtid og kunne derfor ikke medvirke til lovforslagets fremme.

Udvalgets ændringsforslag vedtoges ved lovforslagets 2. behandling uden afstemning, og ved 3. behandling vedtoges det således ændrede lovforslag med 119 stemmer mod 2 (Sinnbeck (V) og Storgaard (SF)). 24 medlemmer (medlemmer af venstre, det konservative folkeparti, socialistisk folkeparti og de uafhængige) undlod at stemme.

Det kan tilføjes, at venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget ved skrivelse af 14. juni 1961 indgav klage til folketingets ombudsmand over det forhold, at statens repræsentanter i SASs bestyrelse i utilstrækkeligt omfang havde holdt ministrene underrettet om den økonomiske udvikling inden for konsortiet i tiden fra slutningen af 1959 til slutningen af oktober måned 1960.