Ved loven gennemførtes med virkning fra 1. juli 1961 forskellige spredte ændringer af retsplejeloven.

Ved ændring af en række af retsplejelovens bestemmelser ophævedes i overensstemmelse med den almindelige udvikling vedrørende lovgivningens bødebestemmelser de bødeminima, der var fastsat i lovens straffebestemmelser. Endvidere gennemførtes med henblik på en nær forestående ny bekendtgørelse af retsplejeloven en række ajourføringer af lovens bestemmelser under hensyn til stedfundne ændringer i andre love.

Om de væsentligste af de ændringer, som i øvrigt gennemførtes, bemærkes:

I fortsættelse af den i folketingsåret 1959-60 gennemførte forhøjelse af vederlaget til nævninger og domsmænd, jfr. årbog 1959-60, side 360, forhøjedes de i retsplejelovens §§ 192 og 211 omhandlede vederlag til vidner og syns- og skønsmænd.

Ifølge de tidligere gældende regler havde vidner krav på en godtgørelse af 4 kr. for indtil 4 timer og derudover et tillæg af 2 kr. for hver påbegyndt periode af 2 timer, der medgik til opfyldelse af deres vidnepligt. Disse satser er nu forhøjet således, at et vidne fremtidig skal have en godtgørelse af 5 kr. for hver påbegyndt periode af 2 timer, der medgår til opfyldelse af dets vidnepligt, dog mindst 10 kr.

Samtidig er de gældende regler om rejsegodtgørelse til vidner ændret. Reglerne bringes herved i overensstemmelse med de for rejsegodtgørelse til nævninger og domsmænd gældende regler, jfr. retsplejelovens §§ 97, stk. 2, og 98 c, stk. 5.

Syns- og skønsmænd fik tidligere deres vederlag beregnet efter de detaljerede regler i retsplejelovens § 211. Denne bestemmelse har nu fået følgende formulering:

„Efter rettens nærmere bestemmelse tilkommer der syns- og skønsmændene vederlag for forretningens udførelse og møde i retten samt godtgørelse for afholdte udlæg."

I lovforslaget var det foreslået, at syns- og skønsmændenes vederlag for møde i retten skulle fastsættes efter de for vidner gældende regler, jfr. den ændrede § 192. Denne bestemmelse ændredes imidlertid under lovforslagets 2. behandling efter forslag af justitsministeren, efter at man under udvalgsbehandlingen i folketinget fra udvalgets side havde givet udtryk for, at den af ministeren oprindeligt foreslåede affattelse ville medføre store vanskeligheder ved reglens praktisering.

Under lovforslagets 1. behandling rejste Vagn Bro (V) spørgsmål om forhøjelse af godtgørelsen til de særlige vidner ved fogedforretninger, og Thestrup (KF) rejste det tilsvarende spørgsmål med hensyn til godtgørelsen til stævningsmænd. Justitsministeren oplyste i den anledning, at spørgsmålet om forhøjelse af disse godtgørelser blev behandlet i det af finansministeriet nedsatte retsafgiftsudvalg, og at det forventedes, at dette udvalg ville afgive betænkning i foråret 1961.

I forbindelse med de ved lov om ændringer i borgerlig straffelov (ungdomsfængsel, betingede domme m. v.), jfr. nærmest foregående sag, gennemførte nye regler om ungdomsfængsel foretoges en ændring af reglerne om tiltalefrafald.

Med hensyn til de 15-18-årige var det stort set den gældende ordning, at de unge, hvis kriminalitet ikke kunne afgøres med bødestraf, fik tiltalefrafald efter straffelovens § 30. I tiltalefrafaldet fastsattes som vilkår, at den pågældende undergives børne- og ungdomsforsorg, eventuelt på opdragelseshjem, at han retter sig efter forsorgsmyndighedens forskrifter, og at han i den tid, han er under forsorg, fører en straffri vandel. Straffesagen kunne genoptages, hvis han i forsorgstiden begik strafbart forhold eller undlod at rette sig efter forsorgsmyndighedens forskrifter. Herved havde tiltalefrafaldet væsentlige lighedspunkter med en betinget dom.

Denne ordning er i alt væsentligt opretholdt.

Af lovtekniske grunde er reglen i straffelovens § 30 overført til retsplejelovens § 723 og § 723 a. Samtidig er foretaget enkelte mindre realitetsændringer med hensyn til tiltalefrafaldene.

Af disse realitetsændringer kan navnlig peges på den nu hjemlede mulighed for at kombinere vilkåret vedrørende børne- og ungdomsforsorg med et vilkår, hvorefter den pågældende skal betale en af retten godkendt bøde. Denne bestemmelse må tillægges stor betydning. Man kan ikke helt afvise, at et tiltalefrafald mod børne- og ungdomsforsorg, når den pågældende ikke fjernes fra hjemmet, men alene undergives børneværnstilsyn, undertiden kan savne fornøden effektivitet. I sådanne tilfælde vil det være hensigtsmæssigt at kombinere forsorgsvilkåret med bøde, hvis den pågældende er betalingsdygtig, hvad han under de nuværende forhold ofte vil være.

Herudover kan det nævnes, at den tidligere stive regel, hvorefter prøvetiden, d. v. s. den tid, hvori den pågældende skal holde sig straffri for at undgå genoptagelse af sagen, altid var identisk med forsorgstiden, er ændret, således at prøvetiden kan fastsættes frit inden for de grænser, der gælder for prøvetiden i betingede domme.

For aldersgruppen 18-21 år kunne tiltalefrafald mod børne- og ungdomsforsorg anvendes i et vist begrænset omfang i medfør af forsorgslovens § 150, der angik unge, der er på opdragelseshjem eller er udskrevet derfra under tilsyn. Også denne regel er nu overført til retsplejeloven, hvor den indgår i § 723 og § 723 a. Der er samtidig sket en vis udvidelse af bestemmelsen, hvilket dog vil være uden nævneværdig praktisk betydning.

Den nye regel i § 723 a har imidlertid også betydning for andre lovovertrædere end de nævnte, idet bestemmelsen indeholder de almindelige regler om, hvilke vilkår der kan fastsættes ved tiltalefrafald. For personer over 21 år er den væsentligste nydannelse bestemmelsen om, at det i forbindelse med andre vilkår kan fastsættes som yderligere betingelse, at sigtede i retten vedtager at betale en bøde. Denne bestemmelse er på linje med den samtidig ved straffelovsændringen gennemførte nye regel i straffelovens § 58, stk. 2, hvorefter der kan idømmes bøde i forbindelse med betinget dom.

De unge lovovertræderes forhold blev også på et andet område berørt af ændringerne i retsplejeloven. Ved loven indførtes der regler om en vis beskæftigelses- og undervisningspligt for unge sigtede, der undergives varetægtsfængsel. Efter de tidligere gældende regler havde varetægtsfanger hverken arbejdspligt eller pligt til at modtage undervisning. Efter de nye regler i retsplejelovens § 784, stk. 1, nr. 5, har varetægtsfanger under 18 år i almindelighed arbejdspligt og varetægtsfanger under 21 år i almindelighed pligt til at deltage i undervisning, såfremt der gennemføres undervisning i fængslet. Disse regler er begrundet i de betænkeligheder, der kan være forbundet med fængsling af unge. Samtidig indførtes, for så vidt angik undervisning og arbejde under direkte tilsyn, en adgang til at fravige den hidtil gældende regel om, at varetægtsfanger under 18 år ikke må sættes sammen med fanger over denne alder.

I folketingsudvalget gjorde sig betænkeligheder gældende i anledning af den sidstnævnte ændring. Man fremhævede fra udvalgets side særligt, at de foreslåede regler skabte mulighed for en uheldig kontakt mellem de unge og ældre fanger, hvilken kontaktmulighed man ikke fandt fuldstændig forhindret derved, at det var bestemt, at undervisningen og arbejdet skulle ske under direkte tilsyn.

Justitsministeren fremhævede heroverfor betydningen af, at der skabtes en vis beskæftigelses- og undervisningspligt for de unge varetægtsfanger, hvilket gjorde de foreslåede bestemmelser praktisk påkrævede. Ministeren ville dog tiltræde, at de alvorligst belastede af de ældre fanger blev holdt afsondret fra de unge.

Udvalget tiltrådte herefter de foreslåede bestemmelser.

Ved loven foretoges endvidere efter indstilling af straffelovskommissionen en mindre ændring af reglerne om nævningers kompetence, jfr. retsplejelovens §§ 886, 892, 897 og 945. I straffelovens § 17, stk. 1, bestemmes, at retten, såfremt den tiltalte på gerningstidspunktet befandt sig i en ved mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af sjælsevnerne betinget, varigere sindstilstand, skal afgøre, om han kan anses for egnet til påvirkning gennem straf. I benægtende fald kan andre retsfølger anvendes over for ham efter straffelovens § 70.

Såfremt det nævnte spørgsmål foreligger i nævningesager, var det efter de tidligere gældende regler nævningerne, der afgjorde, om tiltalte havde befundet sig i en tilstand som den i straffelovens § 17, stk. 1, angivne, medens de juridiske dommere og nævningerne i forening afgjorde spørgsmålet om strafegnethed. Denne processuelle deling var uhensigtsmæssig, og begge de nævnte afgørelser er derfor nu henskudt til afgørelse af dommere og nævninger i fællesskab, jfr. retsplejelovens § 906 a.

I forbindelse med de samtidig ved straffelovsændringen gennemførte nye regler om betingede domme, jfr. nærmest foregående sag, indførtes i retsplejelovens § 1004 nye regler om anholdelse og fængsling af personer, der har gjort sig skyldig i overtrædelse af vilkår i betingede domme eller resolutioner om benådning eller prøveløsladelse, eller som har tilsidesat bestemmelser om tilsyn m. v. i domme eller kendelser efter straffelovens § 70, herunder navnlig kendelser om prøveudskrivning fra psykopatforvaring. Bestemmelsen vil i det væsentlige kun få selvstændig praktisk betydning med hensyn til vilkårsovertrædelser, der ikke i sig selv indebærer et strafbart forhold.

I tilfælde, hvor en person, der er prøveløsladt, betinget benådet eller prøveudskrevet fra hospital eller anstalt i medfør af straffelovens § 70, gør sig skyldig i en vilkårsovertrædelse, herunder eventuelt strafbart forhold, der vil medføre indsættelse (genindsættelse) i fængsel eller anden anstalt, er det af behandlingsmæssige grunde vigtigt, at han snarest muligt anbringes i anstalten. Med henblik herpå er i § 1005 optaget en bestemmelse, hvorefter retten, når den pågældende fængsles på grund af vilkårsovertrædelsen, kan træffe bestemmelse om, at han under fængslingen skal anbringes i den anstalt, hvori han kan forventes genindsat.

Endelig er reglerne om erstatning for uforskyldt anholdelse, fængsling og strafudståelse omformuleret i en klarere affattelse, idet der samtidig er gennemført nogle mindre realitetsændringer, hvoraf den vigtigste er ophævelsen af retsplejelovens § 1018 b, stk. 2, hvorefter den, der tidligere er straffet med fængsel i 8 måneder, arbejdshus eller sikkerhedsforvaring, i almindelighed var afskåret fra erstatning, medmindre der var forløbet 3 år fra løsladelsen. Denne regel var principielt betænkelig og kunne føre til urimelige resultater, navnlig når den kriminalitet, der fører til varetægtsfængsling, er af en anden art end den, den pågældende i sin tid blev dømt for.

Lovforslaget, der behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m. v.) og forslag til lov om ændring i loven om ikrafttræden af borgerlig straffelov m. m., fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse af alle partiers ordførere med undtagelse af Grøndahl (Uafh.), der især vendte sig mod de nye regler om tiltalefrafald. Efter hans mening burde anklagemyndigheden have pligt til at indbringe alle sager undtagen bagatelsager for domstolene. Anklagemyndigheden burde ikke selv kunne bestemme, hvad den ville forelægge domstolene. Det var i det hele hans inddtryk, at denne lovgivning var for blødsøden. Efter at den ovenfor omtalte ændring af forslaget til en ny formulering af retsplejelovens § 211 var vedtaget ved 2. behandling, vedtoges det ændrede lovforslag ved 3. behandling med 154 stemmer mod 4 (Uafh.).