Ved det forsvarsforlig, som blev indgået i forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 137 om forsvarets organisation m. v. af 31. marts 1960 (årbog 1959-60, side 439-51), forudsattes det, at hjemmeværnsloven og forsvarets personellov begge skulle til revision i folketingsåret 1960-61. Efter ønske fra forsvarets personelorganisationer måtte imidlertid revisionen af personelloven udskydes, til der var foretaget en opgørelse over personelbehovet og en undersøgelse af arbejds- og ansvarsområder for de forskellige personelkategorier, hvilket måtte tage nogen tid. Revisionsforslag vedrørende personelloven kunne derfor først ventes fremsat i folketingsåret 1961-62. Derimod udarbejdede hjemmeværnsledelsen i overensstemmelse med aftalerne i forsommeren 1960 et forslag til revision af hjemmeværnsloven, og efter at lovudkastet derpå havde været forhandlet med forsvarsstyrelsen, de frivillige kvindekorps, der stod tilknyttet hjemmeværnet, og de berørte personelorganisationer, fremsattes det i folketinget, hvor det gennemførtes med ganske enkelte ændringer.
Vedrørende indholdet af lovens kapitel II, organisation, (§§ 2-8) skal bemærkes, at de 3 hjemmeværnsgrene: hærhjemmeværnet, marinehjemmeværnet og flyverhjemmeværnet bliver stillet absolut lige.
Mens kvindernes deltagelse i det frivillige forsvarsarbejde hidtil er sket gennem medlemskab af et af de 3 kvindelige korps: Danmarks Lottekorps, Kvindelige Marinere og Kvindeligt Flyvekorps, knyttet til forsvaret gennem en med forsvarsministeren afsluttet overenskomst af 26. april 1955, gennemføres nu ligestilling for mænd og kvinder i deres deltagelse i det frivillige forsvarsarbejde. Dette sker ved at knytte kvindekorpsene til hver sin hjemmeværnsgren, således at Danmarks Lottekorps knyttes til hærhjemmeværnet, Kvindeligt Marinekorps, til marinehjemmeværnet og Kvindeligt Flyvekorps til flyvehjemmeværnet med luftmeldekorpset. De 3 kvindelige korpschefer gøres i alle korpsanliggender ansvarlige over for hver sin hjemmeværnsinspektør. Samtidig fastslås det, at de virker som rådgivere for hjemmeværnsledelsen i alle særlige anliggender vedrørende deres korps.
Vedrørende de organisatoriske forhold, hvorom ifølge loven de nærmere bestemmelser fastsættes af forsvarsministeren, skal nævnes, at forsvarsministeren ved lovforslagets fremsættelse udtalte, at der ikke forelå planer om større ændringer i hjemmeværnets eksisterende detailorganisation. Regions-, distrikts- og kompagniinddelingen i hærhjemmeværnet, flotilleinddelingen i marinehjemmeværnet og distrikts- og eskadrilleinddelingen i flyverhjemmeværnet påtænktes således ikke ændret.
Vedrørende lovens kapitel III, personellet, (§§ 9-20) skal anføres, at frivillighedsprincippet stærkere end hidtil fremhæves som det bærende i hjemmeværnets organisation, idet der kun regnes med at pålægge det hjemmeværnspligtige personel (hvorved forstås de kategorier af ikke tjenstgørende værnepligtige, som der vil kunne pålægges tjeneste i hjemmeværnet) tjenestepligt ved hjemmeværnet i krig eller under ekstraordinære forhold.
Der indføres nye mellemgrader (halvkompagnifører, halvdelingsfører og tilsvarende), som har været savnet, når det frivillige personel midlertidigt påtager sig fuld tjenestepligt i hjemmeværnet. Mellemgraderne vil specielt finde anvendelse på kontraktantagne instruktører, hvis antal man gerne ser øget med henblik på at forbedre uddannelsen.
Der indføres endvidere militære stillinger som forvaltningsledere. Disse stillinger har hidtil været normeret som civile tjenestestillinger.
Vedrørende hjemmeværnspersonellets gradsbetegnelser bestemmer lovens § 11 ifølge en affattelse, som paragraffen fik under behandlingen i folketinget, at regionsledere, korpschefer, distriktsledere, regionslotter og sektionschefer ved fast ansættelse tillige udnævnes til de tilsvarende værnsgrader. Dette har hidtil kun været tilfældet for regionsledere og distriktsledere. Frivillige befalingsmænd/befalingshavende, der kun midlertidigt bestrider deres befalingsmandsgerning, får derimod tillagt den tilsvarende militære grad, så længe de bestrider hvervet. Herefter kan samtlige hjemmeværnsbefalingsmænd/befalingshavende fremtidig vælge enten at benytte deres hjemmeværnsgrad eller de værnsgrader, som korresponderer med disse.
Om hjemmeværnspersonellets distinktionering, som fastsættes af forsvarsministeren, udtales i folketingsudvalgets betænkning, at forsvarsministeren efter at have drøftet dette spørgsmål med udvalget havde meddelt, at han agtede at gennemføre samme distinktionering for hjemmeværnspersonellet som for værnenes personel, suppleret med en særlig hjemmeværnsafmærkning på ærmet.
I kapitel V, personellets pligter, rets- og straffeforhold (§§ 29-32) er det bestemt, at fastansat militært personel henføres under den militære straffelovs bestemmelser.
De fremtidige driftsudgifter for hjemmeværnet beregnedes på grundlag af det nuværende pris- og lønniveau og en mandskabsstyrke på 69 000 mænd og kvinder til ca. 48 mill. kr. Hertil kommer en investeringsudgift anslået til 2 mill. kr. I finansåret 1960-61 var der til hjemmeværnets drift bevilget 42 mill. kr., hvortil kom 2 mill. kr. til investeringsudgifter.
Ved 1. behandling blev lovforslaget velvilligt modtaget af alle partiers ordførere undtagen O. Mathiasen (SF), der gik imod det ud fra den opfattelse, at et militært forsvar i atomalderen ikke var muligt.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, hvori et flertal, omfattende alle udvalgsmedlemmer undtagen O. Mathiasen (SF) indstillede det til vedtagelse med enkelte ændringer, navnlig af bestemmelserne vedrørende hjemmeværnspersonellets gradsbetegnelser, jfr. foran.
I betænkningen tilsluttede udvalgsflertallet sig nogle af forsvarsministeren fremførte principper vedrørende regionsforsvarets interne struktur, gående ud på, at det er regionschefen, der har den operative ledelse af regionsforsvaret, og at han udøver denne over for regionsforsvarets enkelte bestanddele: lokalforsvarsenheder, hjemmeværnsenheder, pladskommandantskaber m. v., endvidere at regionslederen under øvelser og i krigstid indgår som faglig rådgiver i regionschefens stab.
Med hensyn til placeringen af de kvindelige korps tilsluttede udvalgsflertallet sig den i lovforslaget indeholdte ordning med bl. a. følgende bemærkninger:
„Forsvarsministeren har over for udvalget givet udtryk for, at han var enig i, at det i tjenestebestemmelserne for de tre kvindelige korpschefer bør fastslås, at de har ret til at deltage direkte i alle hjemmeværnsinspektørens forhandlinger med værnene vedrørende det personel af deres respektive korps, der er designeret til værnene.
Ministeren har endvidere erklæret sig enig i flertallets opfattelse af, at de kvindelige korpschefers rolle som rådgivere for hjemmeværnsledelsen forudsætter, at de har ret til at deltage i hjemmeværnsinspektørens forhandlinger med hjemmeværnsledelsen (hjemmeværnschefen) om uddannelsesspørgsmålene inden for kvindekorpsene." Vedrørende uddannelsen af det kvindelige personel i korpsene havde ministeren udtalt følgende, som flertallet tilsluttede sig:
„Det forudsættes, at uddannelsen af kvindeligt personel i videst muligt omfang forestås af kvindelige befalingshavende, og hvis der i fremtiden eventuelt bliver tale om indførelse af kvindeligt personel ansat i militære stillinger under forsvaret, er det fundet naturligt for dette personel — da det er forudsat at skulle stå tilknyttet et af kvindekorpsene — at en del af uddannelsen for de pågældende kan foregå ved de respektive korps."
Ved 2. behandling vedtoges de af forsvarsministeren med udvalgsflertallets tilslutning stillede ændringsforslag, og lovforslaget henvistes til fornyet udvalgsbehandling, der ikke gav anledning til ændringer.
Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 156 stemmer mod 11 (SF).