Som ordfører for forespørgerne begrundede Ole Bjørn Kraft (KF) forespørgslen, der var stillet for at forsvarsministeren kunne få lejlighed til at give tinget en redegørelse, som han havde stillet i udsigt ved besvarelsen af et spørgsmål af Poul Sørensen (KF) den 21. februar 1962 (F. sp. 3085). „Nu er der, udtalte ordføreren, „gået nogen tid, siden spørgsmålet blev stillet til den højtærede forsvarsminister, og ministeren har formodentlig haft tid til at føre visse forhandlinger, og da ministeren var rede til at ville give en redegørelse, har det konservative folkeparti og venstre nu villet give den højtærede minister en lejlighed dertil. Tinget har et rimeligt krav på at få de ønskede oplysninger om forsvarets materielbehov, og hvilke foranstaltninger regeringen har truffet for at afhjælpe dette behov. Det er forespørgslens mening og hensigt, og jeg håber, at ministeren nu kan give os den redegørelse, som vi i virkeligheden længe har ønsket at få."
Forsvarsministeren gav derefter den bebudede redegørelse, der belyste forsvarets materielbehov og mundede ud i, at det var regeringens opfattelse, at dette behov måtte søges imødekommet ved en kombination af øgede bevillinger og våbenhjælp. „Regeringen forestiller sig, at ligesom det har været muligt at opnå en såkaldt cost-sharing aftale for det igangværende skibsbygningsprogram, vil vi søge en tilsvarende aftale under en eller anden form — og naturligvis så omfattende som muligt — for det materiel, der yderligere er behov for.
Såvel af tekniske som af økonomiske grunde er det nødvendigt, at anskaffelserne udstrækkes over nogle år, og jeg anser det ikke for muligt på forhånd nøje at fastsætte de beløb, som årligt skal bevilges. Det afgørende i denne forbindelse er imidlertid, at bevillingerne kan overføres fra år til år, og at forsvaret vil blive i stand til at foretage sine bestillinger noget frem i tiden. Derved bliver det muligt for såvel forsvaret som leverandørerne at disponere på den økonomisk mest hensigtsmæssige måde.
Der skal nu som omtalt føres forhandlinger mellem den amerikanske og den danske regering om et våbenhjælpsprograms nærmere form og omfang. Det er derfor hverken muligt eller rigtigt i dag at gå mere i enkeltheder eller at angive konkrete beløbsstørrelser for det kommende års bevillinger. Disse forhold må jo nødvendigvis i nogen grad afhænge af udfaldet af de nævnte forhandlinger."
Ordføreren takkede for redegørelsen, der „på en række områder bragte værdifulde oplysninger om rent faktiske forhold, oplysninger, som vil være af værdi for den videre drøftelse af disse spørgsmål, og som vi faktisk har savnet i længere tid." Om regeringens politik på dette område savnede man imidlertid mere konkrete oplysninger, og ordføreren fandt det meget ønskeligt, at man snart fik klarhed over regeringens planer i så henseende.
I den efterfølgende diskussion deltog foruden ministeren og ordføreren tillige Victor Gram (S), From (V), Else-Merete Ross (RV), O. Mathiasen (SF), Iver Poulsen (Uafh.), Vivike (SF) og Poul Sørensen (KF).