Loven har følgende indhold:
I lov om sparekasser, jfr. lovbekendtgørelse nr. 8 af 15. januar 1960, foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 4. indsættes efter 1. punktum:
„Såfremt det som led i en beslutning om sammenslutning af to eller flere sparekasser til en ny sparekasse måtte være vedtaget, at de hidtidige direktører i disse sparekasser skal indtræde i direktionen for den nye sparekasse, kan handelsministeren dog tillade, at der er flere end 3 direktører, indtil antallet ved afgang eller dødsfald igen er nedbragt til højst 3."
2. § 8, stk. 6, sidste punktum, affattes således:
„Såfremt sparekasseinspektøren finder det i en sparekasse benyttede interne kontrolsystem betryggende, kan han dog tillade, at træk på sparekassens indestående i andre pengeinstitutter kan foretages af én person alene, og at kvittering for indbetalinger kan gives enten af én person ved underskrift eller alene ved maskinafstempling."
Ændringen under nr. 2 indeholder i forhold til de hidtil gældende regler blot den udvidelse, at sparekasseinspektøren bemyndiges til under visse betingelser at godkende, at kvittering for indbetalinger kan gives alene ved maskinafstempling.
Ved fremsættelsen motiverede handelsministeren lovforslaget dels med ønsket om at støtte den koncentration af sparekasser, der for tiden finder sted, dels med ønsket om at få mulighed for en udvidet adgang til anvendelse af tidsbesparende kontormaskiner.
Ved lovforslagets 1. behandling modtoges det med velvilje af alle partiers ordførere, idet man dog fra flere sider gav udtryk for usikkerhed med hensyn til, om den foreslåede ændring af sparekasselovens § 8 i tilstrækkelig grad tilgodeså hensynet til sikkerheden. Lovforslaget henvistes til et udvalg, der i sin betænkning enstemmigt indstillede lovforslaget til vedtagelse med en enkelt ændring, der havde til hensigt at tydeliggøre, at den oprindeligt foreslåede ændring af sparekasselovens § 7, stk. 4, tog sigte på overgangstilfælde. Ved 3. behandling vedtoges det ændrede lovforslag enstemmigt med 93 stemmer.