Ved loven gennemføres i første række ved en ændret formulering af retsplejelovens første bog, andet afsnit, en væsentlig forenkling af reglerne om nævningers og domsmænds udtagelse. Efter de tidligere regler sker udtagelsen til retternes nævninge- og domsmandslister på den måde, at et udvalg på fem medlemmer — grundlisteudvalget — hvert år udarbejder en grundliste, hvorefter et andet fem mands udvalg — årslisteudvalget — ved lodtrækning mellem de på grundlisten optagne udtager de personer, der skal optages på retternes lister. Den nu gennemførte ændring forlænger listernes gyldighedsperiode, således at der kun skal udarbejdes nye lister hvert 4. år. Grundlisteudvalgene bevares, medens årslisteudvalgene afskaffes, således at deres opgave henlægges til landsrettens præsident.

Som nævnt bibeholdes grundlisteudvalgene, men der sker dog en ændring i udvalgenes sammensætning. Efter de hidtidige regler består udvalgene af 1 af landsrettens præsident udnævnt medlem, 1 af vedkommende underretsdommer udnævnt medlem og 3 af kommunalbestyrelsen valgte medlemmer. Efter de nye regler skal udvalgene bestå af 5 af kommunalbestyrelsen valgte medlemmer.

Justitsministeren udtalte herom ved lovforslagets fremsættelse:

„Tanken om at henlægge valget til grundlisten til de kommunale myndigheder er ikke ny. Efter det i januar 1914 fremsatte retsplejelovforslag skulle grundlisterne udarbejdes af kommunalbestyrelsen, idet man nævnte „folkevalg af nævninger" som et hovedpunkt i reformen ved siden af retsplejens adskillelse fra forvaltningen og anklageprincippets indførelse. I retsplejeloven af 11. april 1916 valgte man imidlertid den nugældende ordning. I dag er der næppe nogen, der vil mene, at det er betænkeligt at overlade udtagelsen til grundlisten til personer, der alene er valgt af kommunalbestyrelsen."

I det fremsatte lovforslag var antallet af medlemmer i grundlisteudvalget foreslået begrænset til 3. Ved lovforslagets 1. behandling udtrykte flere af ordførerne imidlertid betænkeligheder over denne begrænsning. For at opnå mulighed for en mere alsidig sammensætning af udvalget og dermed også af grundlisten forhøjedes ved lovforslagets 2. behandling medlemstallet til 5 efter forslag fra det udvalg, hvortil lovforslaget var henvist.

Også for så vidt angår udtagelsen til den enkelte sag, betyder de nye regler en rationalisering. Til domsforhandling i en nævningesag skal der efter de hidtil gældende bestemmelser indkaldes mindst 16 nævninger, selv om der kun skal deltage 12 nævninger i behandlingen af sagen, idet tiltalte og anklagemyndigheden hver kan udskyde 2 nævninger. I de nye regler bibeholdes udskydningsretten, men det bestemmes, at udskydningsretten skal udøves forinden domsforhandlingen, således at man ikke behøver at indkalde flere nævninger end dem, der skal deltage i sagens behandling.

Ud over ændringerne i reglerne om nævningers og domsmænds udtagelse indeholder loven en række mindre ændringer i retsplejeloven.

Således er ved en ændring af retsplejelovens §§ 22-23 den særlige tingordning for nævningesager ophævet. Det overlades fremtidig til landsretterne i hvert enkelt tilfælde at fastsætte tidspunktet for sagernes behandling.

De hidtil gældende regler om, i hvilke tilfælde nævninger og domsmænd kan eller skal vige deres sæde, er ikke ens. § 66 gør de for dommere i §§ 60 og 62 givne forskrifter anvendelige på domsmænd, hvorimod den tilsvarende bestemmelse om nævninger i § 855 kun henviser til de i § 60 nævnte inhabilitetstilfælde og ikke til reglen i § 62, hvorefter en dommer bør vige sit sæde, når der foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om hans fuldstændige upartiskhed. Selv om man tager i betragtning, at parterne har adgang til at foretage udskydning af nævninger, er denne forskel næppe velbegrundet. Den nye lov udvider derfor reglen i § 66 om domsmænd til også at gælde for nævninger, så at bestemmelserne om nævningers inhabilitet i §§ 855 og 856 herefter kan udelades.

Det kan endvidere nævnes, at bestemmelsen i retsafgiftslovens § 28 om stævningsmændenes vederlag for foretagelse af forkyndelse ved den nye lov flyttes til retsplejelovens § 153. Samtidig er bestemmelsen ændret, så at det overlades til justitsministeriet at fastsætte størrelsen af vederlaget. Vederlaget har ikke været ændret siden 1949, og en forhøjelse vil derfor være nødvendig.

Yderligere sker der en ændring i det sagsområde, inden for hvilket nævninger skal medvirke, idet sager om overtrædelse af straffelovens §§ 172 og 173 (visse dokumentforbrydelser) undtages fra nævningebehandling.

Om baggrunden for denne ændring udtalte justitsministeren ved lovforslagets fremsættelse:

„Det er yderst sjældent, der foreligger en isoleret overtrædelse af disse bestemmelser. Som oftest vil der samtidig foreligge bedrageri, underslæb eller andre berigelsesforbrydelser, og dokumentfalskforbrydelsen er oftest den mindst alvorlige af de begåede overtrædelser. Det er i sådanne tilfælde mindre heldigt, at dokumentfalskforbrydelsen bevirker, at hele sagen skal behandles af nævninger, således at disse skal tage stilling til de meget indviklede regnskabstekniske spørgsmål, som bedrageri- og underslæbssager ofte indeholder. Jeg skal her minde om, at da man i 1932 udvidede området for nævningebehandlingen til sager, hvor der var hjemmel til straf af fængsel i 8 år eller derover, undtog man sager om underslæb, bedrageri, mandatsvig og skyldnersvig. Baggrunden herfor var netop, at disse sager ofte kan være særdeles indviklede, således at det kan volde vanskeligheder at få dem forelagt på en for nævningene tilstrækkelig overskuelig og forståelig måde. Nævningerne har ingen juridisk eller anden sagkyndig vejledning under deres votering."

Herudover foretages ved loven en række mindre ændringer i retsplejeloven, til dels af teknisk karakter.

Mens loven som hovedregel først træder i kraft den 1. januar 1964, er det om enkelte af dens bestemmelser, således de ovenfor omtalte ændringer vedr. stævningsmændenes vederlag og om dokumentforbrydelser, bestemt, at de træder i kraft allerede den 1. juli 1962.

Lovforslaget modtoges ved 1. behandling med velvilje af alle partiers ordførere. Flere af ordførerne var dog usikre over for enkelte af lovforslagets bestemmelser, som de ønskede at drøfte nærmere i et udvalg. Således udtaltes usikkerhed med hensyn til den foreslåede bestemmelse om, at anklagemyndighedens og tiltaltes ret til at udskyde nævninger skulle udøves, forinden nævningerne indkaldes, idet man ikke burde se bort fra, at tiltaltes ret ifig. de gældende regler til at udskyde nævninger efter sit indtryk af dem i retten kunne være af værdi.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, i hvis betænkning der fremsattes en række ændringsforslag, der bortset fra det ovenfor omtalte hovedsagelig var af teknisk karakter. Om et spørgsmål, der havde været drøftet i udvalget i forbindelse med lovforslaget, udtaltes i betænkningen:

„Udvalget har med ministeren drøftet spørgsmålet om, hvorvidt afgørelse i nævningesager om straffens bortfald bør træffes af nævningerne alene, jfr. retsplejelovens § 886, eller om reglen bør ændres, således at sådan afgørelse træffes af de juridiske dommere eller af disse og nævningerne i forening. Ministeren har over for udvalget redegjort for lovgivningen på dette område i en række fremmede lande og har givet udvalget tilsagn om at indhente en udtalelse fra retsplejerådet om spørgsmålet."

Efter at ændringsforslagene alle var vedtaget ved lovforslagets 2. behandling, vedtoges det ændrede lovforslag ved 3. behandling enstemmigt.