Lovforslaget var udarbejdet på grundlag af den i 1961 afgivne betænkning fra justitsministeriets udvalg vedrørende de erstatnings- og forsikringsretlige spørgsmål i forbindelse med atomreaktordrift m. v. Forslaget var i alt væsentligt overensstemmende med udvalgets lovudkast.

Ved lovens gennemførelse er der skabt det fornødne grundlag for Danmarks ratifikation af den i betænkningen omhandlede konvention af 29. juli 1960 om civilretligt ansvar på den nukleare energis område, der er gengivet i betænkningen side 94 ff. Ratifikationen vil dog muligvis blive udskudt, indtil konventionen er ratificeret af lande, hvis tilslutning til konventionen er af særlig interesse for Danmark, således England og de øvrige nordiske lande.

I lovens kapitel I er samlet forskellige definitioner og enkelte andre bestemmelser, der er af betydning ved fastlæggelsen af lovens område.

Ved bestemmelserne i kapitel II fastslås, at nukleare anlæg kun må bygges og drives med statsministerens godkendelse, og at der i forbindelse med godkendelsen kan stilles en række vilkår, navnlig af hensyn til sikkerheden. De nukleare anlæg skal ud over det almindelige tilsyn, der udøves navnlig i medfør af arbejderbeskyttelseslovgivningen, undergives et særligt tilsyn af atomenergikommissionen og sundhedsstyrelsen, og der er i undtagelsestilfælde åbnet adgang til at tilbagekalde en meddelt godkendelse.

Kapitel III indeholder regler om erstatning og forsikring. Et nukleart anlæg kan, når uheldet er ude, medføre skade af meget betydeligt omfang. Risikoen for skader er dog efter sagkyndiges opfattelse yderst ringe, men netop den omstændighed, at der kan blive tale om meget alvorlige skader, gør det nødvendigt, at de erstatningsretlige problemer i denne forbindelse overvejes nøje. I konventionen og dermed i loven er det bestemt, at indehaveren af det nukleare anlæg som almindelig regel skal være erstatningspligtig, selv om der ikke foreligger holdepunkter for, at der er udvist fejl eller forsømmelse fra indehaveren eller f. eks. hans personale.

Ligeledes i tilknytning til konventionen er der i loven optaget bestemmelser om en maksimumsgrænse for ansvaret, der for skader, som er en følge af en og samme nukleare ulykke, er fastsat til 70 mill. kr. Endelig findes i kapitlet bestemmelser om forsikringspligt og om pligt for staten til i visse tilfælde at udrede erstatning til skadelidende.

I lovens kapitel IV findes samlet forskellige bestemmelser om lovens forhold til andre love samt straffe- og slutningsbestemmelser. Af særlig interesse er bestemmelsen i lovens § 38, stk. 4, hvorefter indehaveren af et nukleart anlæg kan pålægges bødeansvar, selv om lovovertrædelsen ikke kan tilregnes ham som forsætlig eller uagtsom.

Under udvalgsbehandlingen i folketinget stillede venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget forslag om, at denne bestemmelse udgik, jfr. herom nedenfor.

Loven trådte i kraft den 1. juli 1962.

Ved lovforslagets 1. behandling gav alle partiers ordførere tilsagn om en hurtig og velvillig behandling. Man erkendte nødvendigheden af en lovgivning på dette nye område og udtalte anerkendelse over for den sagkundskab, der lå til grund for lovforslagets udarbejdelse. Lovforslaget henvistes til et udvalg.

Under udvalgsbehandlingen gav et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) udtryk for betænkeligheder over den ovenfor omtalte regel om objektivt straffeansvar i lovforslagets § 38, stk. 4, og i udvalgets betænkning stillede mindretallet forslag om, at reglen udgik af forslaget. Det hedder herom i betænkningen:

„Om bestemmelsen i lovforslagets § 38, stk. 4, 1. punktum, der svarer til § 39, stk. 3, 1. punktum, i udkast til lov om nukleare anlæg (atomanlæg), udtales i den af det af justitsministeriet nedsatte udvalg den 16. juni 1961 afgivne betænkning om adgangen til at drive nukleare anlæg (atomanlæg) og erstatningsansvaret for skade forvoldt af nukleare ulykker p. 92:

„Reglerne i stk. 3. giver mulighed for at pålægge indehaveren bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes ham, men da således, at der ikke fastsættes nogen forvandlingsstraf. Reglerne er i overensstemmelse med straffebestemmelserne i en række nyere love, f. eks. lov nr. 213 af 16. juni 1958 om afsætning af danske landbrugsvarer § 5, stk. 2, lov nr. 214 af 16. juni 1958 om tilvirkning og forhandling m. m. af ost § 6, stk. 2, lov nr. 215 af 16. juni 1958 om udførsel af kød m. m. § 5, stk. 2, lov nr. 217 af 16. juni 1958 om slagtning, forhandling, udførsel og indførsel af fjerkræ m. v. § 9, stk. 2, lov nr. 57 af 4. marts 1959 om udførsel af frisk dansk frugt § 5, stk. 2."

I bemærkningerne til lovforslagets § 38 ses ikke anført yderligere begrundelse for denne bestemmelse, men justitsministeren har over for udvalget oplyst, at bestemmelsen ønskes indført dels af bevismæssige grunde, fordi det navnlig for store virksomheders vedkommende ofte vil være vanskeligt for anklagemyndighen at finde frem til den over- eller underordnede funktionær, der bevisligt forsætligt eller uagtsomt har begået den pågældende lovovertrædelse, dels fordi det er ønskeligt ad denne vej at indskærpe indehaveren hans ansvar.

Mindretallet finder ikke, at de anførte begrundelser er tilstrækkelige til at fravige dansk rets almindelige regel, hvorefter bøde alene idømmes for forsætligt eller uagtsomt forhold. Mindretallet foreslår derfor i ændringsforslaget, at lovforslagets § 38, st. 4, 1. punktum, udgår.

Justitsministeren har heroverfor med den i mindretalsudtalelsen omtalte begrundelse, der er tiltrådt af et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget), fastholdt den nævnte bestemmelse."

Ved lovforslagets 2. behandling forkastedes mindretallets ændringsforslag med 57 stemmer mod 37, mens et af hele udvalget stillet ændringsforslag af redaktionel karakter vedtoges uden afstemning. Det ændrede lovforslag vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 114 stemmer.