Ved lov nr. 192 af 16. juni 1961 om ændring i lov om naturfredning, jfr. nu lovbekendtgørelse nr. 194 af 16. juni 1961, fik lovens § 22 følgende affattelse:
„Uden for byer og bymæssige bebyggelser og uden for områder, der er omfattet af en godkendt byudviklingsplan eller byplan (dispositionsplan), må der ikke uden fredningsnævnets tilladelse opføres bygninger bortset fra sådanne, der alene tjener landbrugs-, skovbrugs-, fiskerierhvervet eller andet på stedet naturligt erhverv samt lokal helårsbeboelse. Nævnets afgørelse skal træffes inden 6 måneder fra begæringens modtagelse i nævnet.
Såfremt tilladelse i henhold til stk. 1, jfr. § 19, nægtes og ejendommen derved falder i værdi, er ejeren berettiget til erstatning for den ved afslaget forvoldte værdinedgang. Fredningsnævnet fastsætter så vidt muligt med ejerens tilslutning erstatningen ved kendelse. Om kendelsens indbringelse for overfredningsnævnet gælder lovens almindelige regler. Erstatningen udredes som i § 17 anført."
Nærværende lovforslag gik ud på, at stk. 2 i § 22 skulle udgå.
Som begrundelse herfor udtalte Vivike (SF) som ordfører for forslagsstillerne ved fremsættelsen:
„Når vi fremsætter dette lovforslag på nuværende tidspunkt, skønt loven blev ændret i juni 1961, er grunden den, at § 22, stk. 2, ved ændringen fik en formulering, som medfører, at der er stor tvivl og uenighed om dens fortolkning angående erstatningspligt, idet mange jurister mener, at stk. 2, formuleret som det er, giver grundspekulanter ret til erstatning. Dette synes at forøge udstykningstilladelserne og er dermed medvirkende til den om sig gribende afspærring af vore mest naturskønne områder.
Da det må formodes at ville tage flere år, inden den nedsatte naturfredningskommission bliver færdig med sit arbejde, er det nu, der må bremses for i hvert fald at hæmme udstykningen af sommerhusgrunde, hvor dette er til stærk gene for offentligheden. Byggerestriktionerne for sommerhuse vil så godt som ingen betydning have i den retning, da der fortsat er tilladelse til selvbyggeri og opstilling af fabriksbyggede huse uden standardmål. Grundopkøbere, herunder udenlandske, og sommerhusudlejere vil udmærket kunne klare sig med disse.
Vi befinder os ikke alene i den ellevte time, men klokken er 5 minutter i 12, når det drejer sig om at redde, hvad der reddes kan for almenhedens adgang til og udsigt til vore smukkeste landskaber."
På grund af det sene tidspunkt for fremsættelsen nåede lovforslaget ikke at komme til behandling.