Finanslovforslagets drifts- og anlægsbudget udviste ved fremsættelsen indtægter til beløb 8 721 mill. kr. og udgifter til beløb 8 223 mill. kr., så at der var budgetteret et overskud på 498 mill. kr. Disse beløb ændredes under sagens behandling i folketinget til henholdsvis 9 126 mill. kr., 8 528 mill. kr. og 598 mill. kr., hvorved det anslåede overskud forøgedes med 100 mill. kr.
Ved den mundtlige fremsættelse omtalte finansministeren indledningsvis statsregnskabet for 1960-61, der set fra et statsfinansielt synspunkt vel nok var det smukkeste, der her i landet havde været aflagt i mange år. „Det balancerer med et overskud på ikke mindre end 1 100 mill. kr. eller 15 pct. af statens driftsindtægter, og dette overskud har muliggjort finansiering af omfattende investeringer og desuden en reduktion af statsgælden i årets løb med næsten 650 mill. kr.
Dette smukke statsregnskab for 1960-61 udgør i en vis forstand kulminationen på en række regnskaber, begyndende i 1957, som hver for sig viser en stadig forbedring af den finansielle stilling, en forbedring, der er opnået dels i kraft af de ydre gunstige økonomiske vilkår, dels gennem en forsigtig konjunkturstabiliserende finanspolitik. Gennem disse 3-4 år er statsgælden blevet nedbragt med 1½ milliard kr. eller næsten 20 pct., og det er herunder lykkedes at afbetale eller konvertere betydelige kortfristede gældsposter, som under andre forhold kunne have givet problemer i penge- og finanspolitikken."
I finansåret 1961-62 var der imidlertid indtruffet et bemærkelsesværdigt omsving i den finansielle situation. „Overskuddet på drifts- og anlægsbudgettet er gået ned til omkring 300 mill. kr., og det hidtidige kasseoverskud er i fare for at blive afløst af et mindre kasseunderskud. Årsagerne til denne mærkbare forringelse af stillingen er jo bekendt, og jeg behøver ikke at gå stærkt i enkeltheder herom. Langt den vigtigste årsag er den kraftige stigning i statsudgifterne, der er sat ind, og som formentlig vil andrage godt 1 300 mill. kr. eller 20 pct. i sammenligning med i fjor. Vi var naturligvis allerede i foråret vidende om, at der på mange punkter var kræfter i gang, som ville trække i retning af en svækkelse af overskuddet; bl. a. var det klart, at statens lønninger, som havde ligget fast gennem en 3-årig periode, måtte sættes op, og de store indtægtsstigninger i befolkningen i det hele taget gjorde jo også spørgsmålet om folkepensionens størrelse aktuelt.
Alligevel er udgiftsstigningen blevet en hel del større, end man dengang regnede med. Der har været forskellige særlige forhold, der har bidraget hertil, såsom støtteforanstaltninger til SAS og de i dette efterår vedtagne ekstraordinære bevillinger til forsvaret. Men det er jo ikke mindst den store udbetaling til landbruget på i alt 375 mill. kr., der har bevirket, at udgiftsstigningen er blevet så meget større end ventet.
Det må siges at være noget principielt nyt, at statens midler i så stor udstrækning sættes ind til støtte for en aktiv erhvervsgruppe, og selv om jeg meget vel er klar over de fordele, denne fremgangsmåde kan rumme i sammenligning med andre muligheder, så er det en udvikling, man ikke kan se på uden betænkelighed. Jeg tror, vi alle kan være enige om, at det var ønskeligt, om landbrugets økonomiske forhold formede sig således, at disse bevillinger kunne bringes til ophør.
Der er i indeværende år foregået en usædvanlig stærk indkomststigning hos alle de større befolkningsgrupper, og en indkomststigning af sådanne dimensioner kan ikke gå sporløst hen over statens indtægter. For en væsentlig del af indtægterne, nemlig den, som hidrører fra den direkte beskatning, vil påvirkningen dog først komme til næste sommer. For afgifternes vedkommende kunne man derimod nok vente en stigning allerede i år, og de seneste tal peger da også i den retning; men en række forhold, ikke mindst den store arbejdskonflikt i foråret, har alligevel bevirket, at stigningen i indtægterne af de forskellige forbrugsafgifter er kommet noget langsommere, end man ellers skulle have ventet.
Dette forhold, at stigningen i statens indtægter slæber bag efter stigningen i udgifterne, er en anden vigtig årsag til det kraftige omsving, der er sket i den finansielle stilling i dette år; det betyder dog samtidig, at 1961-62 i en vis forstand kan betragtes som en overgangsperiode, således at vi for det kommende år må forvente en ny tendens til forbedret statsfinansiel stilling.
Dette kommer da også til udtryk på det foreliggende budgetforslags indtægtsside, hvor der budgetteres med en stigning på godt 675 mill. kr. ud over, hvad vi må regne med at indtægterne vil udgøre i indeværende år. En væsentlig del af denne stigning skyldes netop indkomstbeskatningen, som under forudsætning af uændrede satser skønnes at indbringe ca. 400 mill. kr. mere end i år. Også for afgifternes vedkommende har vi imidlertid ment det forsvarligt at regne med et betydeligt merprovenu i forventning om, at det vil lykkes at holde produktion og beskæftigelse på et højt og tilfredsstillende niveau i det kommende år. Jeg skylder at tilføje, at vi ved dette indtægtsoverslag naturligvis ikke har kunnet indarbejde de i dette efterår vedtagne forhøjelser af forskellige afgifter så lidt som de foreslåede takstforhøjelser i banerne og postvæsenet. Regner vi disse med, vil den samlede indtægtsstigning formentlig udgøre næsten 900 mill. kr. Det er en væsentlig større stigning, end vi har set i de senere år, og der skulle således efter min opfattelse være tale om en realistisk budgettering af statens indtægter i det kommende år."
Statsudgifterne udviste på drifts- og anlægsbudgettet for 1962-63 en stigning på godt 450 mill. kr. i sammenligning med de forventede udgifter i 1961-62. „Dette er jo en væsentlig mindre udgiftsstigning end den, vi har haft fra 1960-61 til i år, og den svarer vel i det store og hele til den udgiftsforøgelse, vi har set i årene forud for 1961.
Skønnet over udgifterne bygger som altid på den lovgivning, der er i kraft ved budgetforslagets udarbejdelse, men indeholder derudover en reserve på 200 mill. kr. til dækning af de sædvanlige mindre tillægsbevillinger og den ventede dyrtidsregulering til april, ligesom der på anlægsbudgettet er optaget 50 mill. kr. til dækning af udgifterne ved nye bygge- og anlægsarbejder.
Ligesom for indtægternes vedkommende må jeg imidlertid for udgifterne minde om, at senere lovgivning kan ændre billedet. Vi kan således se frem til en forhøjelse af folke- og. invalidepensionerne, der i det kommende finansår antagelig vil medføre betydelige merudgifter for staten, og der ligger også i øvrigt forskellige forslag om større udgifter til behandling i tinget. Hertil kommer — det er ikke nogen hemmelighed — at vi må forvente øgede bevillinger såvel til forsvaret som til civilforsvaret, og disse forskellige nye udgiftsposter er ikke indregnet i det foreliggende budgetforslag.
Noget sikkert skøn over, om den samlede udgiftsstigning vil blive så stor, at der selv efter afgiftsforhøjelserne ikke er mulighed for at fastholde det overskud på drifts- og anlægsbudgettet, som det fremsatte forslag udviser, har vi således ikke i dag. Alt taget i betragtning tror jeg dog, at det anslåede budgetoverskud på knap 500 mill. kr., der skulle give kassemæssig balance, giver et ret realistisk udgangspunkt for budgetdebatten."
Kapitalposterne var på finanslovforslaget optaget med nettoudbetalinger på omkring 350 mill. kr. „Det er en del mindre end i de nærmest foregående år — en bevægelse, som delvis afspejler den nedadgående tendens i statens lånudbetalinger. På nogle punkter er det dog meget vanskeligt at give et nøjagtigt skøn over kapitaludgifterne, således at det nævnte tal vel nok ligger noget i underkanten. Med et overskud på drifts- og anlægsbudgettet på omkring 500 mill. kr. er selve forslaget således nærmest udtryk for, at der skulle kunne ventes kassemæssig balance på statsbudgettet i 1962-63, eventuelt et beskedent kasseoverskud. Dette er helt i overensstemmelse med regeringens opfattelse, således som den også er kommet til udtryk i de nye afgiftslove, nemlig at det under de herskende økonomiske vilkår ville være helt uforsvarligt, om statsbudgettet viste en varig tendens til kassemæssigt underskud."
Finansministeren omtalte i denne forbindelse den nedadgående tendens, der prægede valutastillingen, og den høje rentefod, hvis uheldige virkninger viste sig på flere områder.
„Begge disse forhold taler for at søge opnået en lidt bedre balance i samfundsøkonomien, og jeg tror ikke, der kan være tvivl om, at dette hellere må ske ved en forøgelse af opsparingen end ved en begrænsning af investeringerne.
Det står for mig som noget ganske indlysende, at staten under disse vilkår så vidt muligt må undgå at lægge beslag på kapitalmarkedet til finansiering af sine egne investeringer; det er samtidig ikke mindre nødvendigt, at den private opsparing øges i takt med erhvervenes kapitalbehov. Vi har en stigende privat opsparing, men den er ikke tilstrækkelig. Der er ikke nogen politisk strid om, at den private opsparing må fremmes, må begunstiges. Der skulle heller ikke være noget i vejen for, at man i fællesskab kunne finde frem til et initiativ fra samfundets side, sådan at man kunne øge den private opsparing uden at begrænse statens opsparing og konsolidering tilsvarende."
Ved finanslovforslagets 1. behandling havde — foruden partiernes ordførere — i alt 15 andre medlemmer samt 10 af ministrene ordet. Efter at lovforslaget var overgået til 2. behandling, henvistes det til finansudvalget, hvis betænkning indeholdt svarene på en række skriftlige spørgsmål til ministrene samt oplysning om samråd, der havde været afholdt med ministrene. Arbejdet med gennemførelsen af en hensigtsmæssig og ensartet opstilling af finanslovens drifts- og anlægsbudgetter var blevet fortsat og havde givet sig udslag i 15 ændringsforslag, der var stillet af de pågældende ministre og tiltrådt af udvalget eller for nogle forslags vedkommende af udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis udvalgsmedlem, der gik imod de militære bevillinger og hverken ville stemme for eller imod civilforsvarets budget. De fra ministrene i øvrigt modtagne ændringsforslag ville — tillige med ændringsforslag fra udvalget — som i tidligere år af tekniske grunde blive stillet som ændringsforslag til lovforslagets 3. behandling.
Ved 2. behandling havde kun Kaj Andresen (S) og finansministeren ordet, idet de stillede ændringsforslag alle var af formel karakter. Efter at ændringsforslagene og lovforslagets paragraffer var vedtaget med eller uden afstemning, henvistes lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling.
Mellem 2. og 3. behandling afgav finansudvalget en tillægsbetænkning med i alt 913 ændringsforslag. Af disse var 897 stillet af ministrene og tiltrådt af hele udvalget eller i nogle tilfælde af et flertal inden for udvalget, mens 4 ændringsforslag var stillet af venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer, 1 af venstres udvalgsmedlemmer alene og 11 af socialistisk folkepartis udvalgsmedlem.
Ved 3. behandling førtes der en forhandling om ændringsforslagene, som derefter sattes under afstemning i nummerorden. Resultatet blev, at samtlige af ministrene stillede ændringsforslag vedtoges, mens de øvrige forkastedes.
Ved den afsluttende debat, der fandt sted dagen efter, fremsattes kun et par kortfattede udtalelser af Kaj Andresen (S) og Slcræppenborg-Nielsen (SF).
Finanslovforslaget vedtoges derefter enstemmigt med 123 stemmer, idet 15 medlemmer (SF og Uafh.) afholdt sig fra at stemme.