Loven har til formål i videst muligt omfang at få den færøske invalidepensionsordning bragt på linje med den almindelige danske ordning.
De på dette område gældende færøske regler fandtes tidligere i lov nr. 147 af 31. marts 1949 som ændret ved senere love, senest lov nr. 209 af 11. juni 1959 (årbog 1958-59, side 301).
Ved sidstnævnte lov blev den færøske invalideforsikringslovgivning bragt i overensstemmelse med lov for Færøerne om folkepension af samme dato. Lovens satser blev således forhøjet til de dagældende satser i landkommunerne i den øvrige del af riget, samtidig med at beregningsreglerne ajourførtes. Der indførtes endvidere bestemmelser om, at ydelsen i henhold til loven benævnes invalidepension, og at pensionen under hensyn til den betydelige størrelse, den nu var nået op på, skulle udbetales månedsvis. Endelig gennemførtes en automatisk pristalsregulering af ydelserne i samme forhold som af de tilsvarende beløb i danske landkommuner med pristallet for januar 1956 som udgangspunkt.
Ved lov af 11. juni 1960 om invalide- og folkepension indførtes i den øvrige del af riget en række principielle ændringer i betingelserne for adgangen til invalidepension, og ved en række ændringslove er der senere sket forhøjelser af pensionernes grundbeløb og forskellige tillæg.
Tilsvarende ændringer gennemføres for Færøernes vedkommende ved nærværende lov, hvis bestemmelser den 18. september 1961 blev tiltrådt af det færøske lagting.
Betingelserne for at kunne opnå invalidepension er herved bragt i overensstemmelse med, hvad der gælder efter invalide- og folkepensionsloven af 1960.
Dette betyder, at der indføres en automatisk sikring ved invaliditet for alle mellem 15 og 67 år, idet der ikke længere stilles krav om forudgående medlemskab af sygeforsikringen, ligesom de hidtil gældende værdighedsbetingelser for adgangen til pension bortfalder. Adgangen til pension gøres dog betinget af mindst 1 års forudgående ophold i riget. Som modstykke til disse ændringer afløses den tidligere invalidepræmie — ligesom det er sket i den øvrige del af riget — af et invalidepensionsbidrag på 1/4 pct. af den skattepligtige indkomst.
Også reglerne om invaliditetsbegrebet bringes ved loven i overensstemmelse med reglerne i invalide- og folkepensionsloven. Ved bedømmelsen af, om en person anses for invalid i lovens forstand, skal der således ikke længere alene ses på, om erhvervsevnen er nedsat til 1/3, men der skal anlægges en smidigere bedømmelse, så der kan tages hensyn til, om der er udsigt til forbedring eller forværring af tilstanden, og om erhvervsindtægten er nedsat til et beløb af størrelse som invalidepensionen, og pension skal ikke kunne tilkendes, hvis der er mulighed for ved revalidering varigt at bringe erhvervsevnen op over invaliditetsgrænsen.
Samtidig har man — som det tidligere er sket i den øvrige del af riget — forhøjet grundbeløbene for pensionen og tillæggene noget.
Yderligere skal nævnes, at loven indeholder bestemmelser, som tilsigter at hjælpe personer, der har en alvorlig lægelig invaliditet, men som på grund af erhvervsmæssigt arbejde er afskåret fra at få invalidepension. Sådanne personer vil kunne opnå invaliditetsydelse, bistandsydelse eller plejeydelse efter de samme kriterier som i det øvrige rige.
Endelig indeholder loven bestemmelser, der svarer til en del af reglerne i lov nr. 170 af 29. april 1960 (årbog 1959-60, side 263). Sidstnævnte lov gælder ikke for Færøerne, men man har fundet det rimeligt at skabe mulighed for et revalideringsarbejde også på Færøerne. Ifølge nærværende lov vil der således kunne ydes tilskud til oprettelse og drift af revalideringsforanstaltninger. Desuden gives der invaliderede personer udvidet adgang til visse hjælpeforanstaltninger såsom sygevogne og høreapparater, hvilket gælder uanset hjælpeforanstaltningernes erhvervsmæssige betydning.
Loven trådte i kraft den 1. april 1962, men forhøjelsen i pensionsydelserne gennemføres i 3 etaper, således at disse først pr. 1. april 1963 når op til det niveau, der til den tid ifølge den nugældende lovgivning vil være gældende i det øvrige rige.
Merudgifterne i forbindelse med loven forventes, når pensionerne er ført op til de pr. 1. april 1963 gældende beløb, at ville andrage omkring 570 000 kr. årligt. Heraf dækkes halvdelen af statskassen, og den anden halvdel afholdes efter det færøske hjemmestyres nærmere bestemmelse.
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med tre andre Færø-forslag (jfr. de nærmest efterfølgende sager) og mødte ligesom disse tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af de uafhængige.
Fra færøsk side takkede Johan Nielsen, der var socialdemokratiets ordfører i sagen, socialministeren, fordi han fortsat fulgte udviklingen op ved fremsættelsen af sådanne lovforslag. I overensstemmelse hermed udtalte den anden Færø-repræsentant, Johan Poulsen, der var venstres ordfører, en tak til partierne for den „forståelse og velvilje, der altid er blevet vist under behandlingen af tilsvarende færøske lovforslag", ligesom han gav udtryk for sin „påskønnelse til de skiftende socialministre af udvist interesse og energi til fremme af sociallovgivningen på Færøerne".
De uafhængige kunne som nævnt ikke stemme for lovforslaget, men ville dog heller ikke stemme imod det. Som begrundelse herfor udtalte deres ordfører Iver Poulsen, ved lovforslagenes 1. behandling:
„Hvad enten man nu synes om denne lovgivning eller ej, er det klart, at vi i videst muligt omfang må søge at bringe lovgivningen i rigets forskellige dele i overensstemmelse med hinanden. Ud fra den opfattelse vil vi ikke stemme imod de foreliggende lovforslag, men da vi er imod det forsørgelsesprincip, hvorpå alderdomsforsorgen herhjemme er opbygget, og da vi hverken har lod eller del i denne lovgivning og derfor heller ikke har noget medansvar for den, vil vi undlade at stemme."