L 97 Lov om forlængelse af lov om valutaforhold m. v.

Af: Minister for handel, industri og søfart Hilmar Baunsgaard (RV)
Samling: 1961-62
Status: Stadfæstet
Lov nr. 363 af 20-12-1961
Ved loven opretholdes lov om valutaforhold m. v., jfr. handelsministeriets lovbekendtgørelse nr. 54 af 29. februar 1960, for 2 år indtil 31. december 1963.

Som begrundelse herfor anføres i bemærkningerne til det af handelsministeren fremsatte lovforslag:

„Lov nr. 302 af 21. december 1957 om valutaforhold m. v., der med visse ændringer er forlænget ved lov nr. 352 af 27. december 1958, lov nr. 339 af 22. december 1959 og lov nr. 53 af 29. februar 1960, udløber med udgangen af 1961. Loven med senere ændringer er optrykt ved handelsministeriets bekendtgørelse nr. 54 af 29. februar 1960 og foreslås hermed forlænget uændret indtil udgangen af 1963. Opmærksomheden henledes i denne forbindelse på, at det af statsministeriets bekendtgørelser nr. 154 af 8. april 1960 og nr. 284 af 9. september 1961 om henlæggelse af lovgivningen om Danmarks Nationalbank under finansministeriet, henholdsvis økonomiministeriet følger, at de handelsministeren og den kgl. bankkommissær i henhold til lovens første kapitel påhvilende opgaver er overført til økonomiministeren.

Efter de betydelige frilisteoverførsler, der fandt sted pr. 1. marts 1960, har man gennem fortsatte lempelser af importrestriktionerne tilstræbt at skabe rimelig konkurrence på det danske marked. Frilisten er således blevet yderligere forøget; dog er til støtte for kornordningen foderkorn tilbageført til bunden liste. Listen over lande, for hvilke frilisten er gældende, er udvidet. Bevillingsudstedelsen for de varer, der endnu er under importregulering, er forøget væsentligt. Der er endvidere gennemført lempeligere regler for overførsel af betalinger til udlandet, ligesom bestemmelserne om import og eksport af kapital er lempet.

De senere års afvikling af importrestriktionerne har medført simplificering af administrationen, og indtægterne fra de ekspeditionsgebyrer, som i henhold til lovens bestemmelser opkræves i forbindelse med udstedelse af indførselsbevillinger, overstiger udgifterne til administrationen af handelsministeriets licenskontor. Det er hensigten efterhånden administrativt at lempe gebyrpligten, således at gebyrerne, der hidtil er opkrævet med den i loven fastsatte maksimale promillesats, nedsættes fra 3 promille til 2 promille af indførselsbevillingernes pålydende.

Det er regeringens hensigt at fortsætte lempelserne i restriktionerne i det omfang, dette skønnes forsvarligt og rimeligt. Loven i sin nuværende skikkelse giver bemyndigelse hertil, hvorfor der ikke foreslås realitetsændringer i loven.

Det må forudses, at Danmarks eventuelle tiltræden af det europæiske økonomiske fællesskab senere kan nødvendiggøre visse materielle ændringer i loven. På nuværende tidspunkt er det imidlertid ikke muligt at afgøre, hvilke ændringer der bliver behov for, og hvornår sådanne ændringer vil blive aktuelle."

I sin fremsættelsestale oplyste handelsministeren, at handelsministeriets licenskontor nu kun beskæftigede ca. 110 medarbejdere mod 268 ved udgangen af marts 1960, og at administrationsudgifterne for finansåret 1961-62 var budgetteret til 3,7 mill. kr. mod en anslået gebyrindtægt på 5,3 mill. kr.

Lovforslaget vedtoges — efter en udvalgsbehandling, der resulterede i en ændring af formel karakter — enstemmigt.
Partiernes ordførere
Chr. Christiansen (S), Anker Lau (V), Ove Weikop (KF), Kai Moltke (SF), Helge Larsen (RV) og I. A. Rimstad (U)