Ved loven gives der § 62, stk. 1, 2. punktum, i lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri, jfr. lovbekendtgørelse nr. 203 af 2. juni 1961, følgende affattelse:

„Endvidere kan boligministeren i tilfælde, hvor tilsagn om driftstilskud eller forhåndstilsagn om statsstøtte i henhold til § 121, stk. 1, er meddelt inden 1. januar 1963, forhøje det tilsagte driftstilskud med et tillæg, der højst kan udgøre 1 kr. pr. m2 bruttoetageareal for hver fulde kvarte procent, den effektive forrentning af de i forbindelse med ejendommens fuldførelse optagne prioritetslån overstiger 6,5 pct. p. a. Tillægget ydes kun fuldt ud til begyndelsen af den første terminsperiode i året 1967 og nedsættes derefter i de efterfølgende år med 1 kr. årligt. Tillægget bortfalder senest ved begyndelsen af den første terminsperiode i året 1974. I øvrigt omfattes tillægget af de om det pågældende driftstilskud gældende regler."

Efter den hidtil gældende ordning kunne der ikke ydes noget tillæg til de driftstillæg, der udredes i henhold til loven.

Som begrundelse for lovændringen anførte boligministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Da folketinget sidst behandlede boligloven i foråret 1961, blev der på baggrund af reglen om, at tilskuddet ikke kan overstige 8 kr. 50 øre pr. m2 etageareal, fra flere sider rejst spørgsmål om administrationen af disse regler. Forhandlingerne herom mundede ud i, at folketingsudvalget i sin betænkning af 9. maj 1961 udtalte, at udvalget var blevet gjort bekendt med, at driftstilskuddets fastsættelse til 8 kr. 50 øre pr. m2 måtte ses i relation til et renteniveau for langfristede statsobligationer på ca. 5 1/4 pct. p. a., og at udvalget gik ud fra, at der ikke som følge af ændringer i renteniveauet blev taget skridt til nedsættelse af driftstilskuddet, før renteniveauet måtte være lavere end 5 1/4 pct.

Ved den ændring i lov om boligbyggeri, som folketinget derefter vedtog, blev det tilstræbt at forøge byggeriet for de mindrebemidlede familier. Der blev således skabt mulighed for at opføre 20 000 lejligheder årligt til sådanne familier, og ved reglerne om støtte til dette byggeri søgte man at sikre byggeriet gennemført til en leje, der i kraft af reglerne om kontrol med projekter og med priser kunne holdes på et rimeligt niveau.

Ved lovændringen blev der imidlertid ikke taget stilling til den midlertidige rentestigning, som allerede da var under udvikling. Siden er renten steget yderligere. Den rentestigning, der er indtrådt, siden boligloven trådte i kraft den 1. april 1959, har i alt medført en forøgelse af lejen i det støttede boligbyggeri på ca. 10-12 kr. pr. m2. Det driftstilskud, som folketinget i sin tid anså for tilstrækkeligt til at nedbringe lejen til et rimeligt niveau, har derfor ikke den tilsigtede virkning for det byggeri, der skal endeligt finansieres under det midlertidigt højere renteniveau.

På denne baggrund har regeringen anset det for hensigtsmæssigt som bebudet i den højtærede statsministers åbningstale her i folketinget — at skabe hjemmel for at yde et særligt tillæg til driftstilskuddet for det støttede boligbyggeri, der finansieres under det nuværende ekstraordinært høje renteniveau.

Den foreslåede regel udformes således, at tillægget kun kan ydes, når renteniveauet er over 6,5 pct. p. a., og det vil således efter sin udformning kun have betydning for byggeri, der opføres og finansieres, når renteniveauet er særlig højt, medens reglen automatisk træder ud af kraft, når renteniveauet bliver mere normalt.

Ved fremsættelse af dette forslag går regeringen ud fra, at renteniveauets nuværende højde er af en midlertidig karakter, og at renteniveauet på ny vil komme ned i et mere normalt leje. Som følge heraf er forslaget begrænset til at have virkning for det byggeri, der inden 1. januar 1963 har opnået tilsagn om støtte."

Lovforslaget mødte kun delvis tilslutning i folketinget. Det henvistes efter 1. behandling til et udvalg, hvis flertal, bestående af regeringspartiernes repræsentanter, indstillede det til vedtagelse i uændret form, mens venstre og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer gik imod det. Kai Moltke (SF) stillede ændringsforslag om, at „6,5 pct. p. a." i 2. punktum skulle ændres til „4,5 pct. p. a.", og at tidsbegrænsningen og aftrapningen af tillægget skulle bortfalde.

Ved lovforslagets 2. behandling forkastedes Kai Moltkes ændringsforslag med 120 stemmer mod socialistiske folkepartis 11 stemmer, idet 1 i Grønland valgt medlem afholdt sig fra at stemme.

Regeringspartiernes ordførere anbefalede at stemme for lovforslaget, som det forelå, mens ordførerne for venstre, det konservative folkeparti og de uafhængige gik imod det.

Finn Poulsen (V) gjorde gældende, at de foreslåede bestemmelser ikke løste noget problem, og at de i flere henseender kunne få uheldige virkninger. Hvad der tiltrængtes, var en tilbundsgående revision af boligproblemet. Det var ikke forsvarligt at skyde forsøget på at etablere et samarbejde med oppositionen om boligproblemet og huslejeproblemet længere ud.

Thestrup (KF) udtalte, at hans parti var villigt „til at være med til i en samlet ordning af boligpolitikken at tage de mest vidtgående sociale hensyn, men regeringen ønsker ikke denne samlede ordning af boligpolitikken. Den ønsker at løse spørgsmålene — hvis den overhovedet løser spørgsmålene — enkeltvis, så at den kan gøre sin stilling som en art flertalsregering gældende, hvergang der er tale om noget vedrørende boligpolitikken. Vi kan alle se, at den boligpolitik, der i øjeblikket føres, ikke alene ikke er retfærdig, men heller ikke er fornuftig. Det, der karakteriserer den nuværende boligpolitik, er jo netop, at der vel er en del lejligheder, der er meget billige i forhold til det nuværende prisniveau, men til gengæld bliver der flere og flere, der er for dyre i forhold til prisniveauet. Dette ønsker regeringen ikke at rette — eller rettere sagt, den har ikke mod til at rette det."

Lovforslaget støttedes heller ikke af de uafhængige, hvis ordfører, Rimstad, fandt det forfejlet at give befolkningen tilskud til „noget så normalt som udgiften til dens boliger." De foreslåede bestemmelser ville gøre problemet større i stedet for at reducere det.

Kai Moltke (SF) fandt lovforslaget ganske utilstrækkeligt, men ville dog støtte det. Han anbefalede det af ham stillede ændringsforslag til vedtagelse.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med en formel ændring med 91 stemmer mod 53 (V, KF og Uafh.), idet 1 i Grønland valgt medlem afholdt sig fra at stemme.