Loven har følgende indhold:

§ 1. Der oprettes en stilling som vicebiskop for Færøerne. Samtidig nedlægges stillingen som provst for Færøernes provsti, og de forretninger, som hidtil har været henlagt til provstestillingen, overdrages til vicebiskoppen. Kirkeministeren fastsætter, hvilke yderligere beføjelser der skal tillægges vicebiskoppen.

§ 2. Stillingen som vicebiskop for Færøerne forbindes med embedet som sognepræst for Sydstrømø præstegæld.

§ 3. Kirkeministeren kan bestemme, at reglerne i lov om bispeembeders besættelse og om adgang til stiftsbåndsløsning, jfr. lovbekendtgørelse nr. 159 af 1. april 1950, skal finde anvendelse med hensyn til besættelse af stillingen som vicebiskop for Færøerne. Ministeren kan fastsætte sådanne afvigelser fra reglerne, som øernes særlige forhold tilsiger.

§ 4. Vicebiskoppen bispevies af biskoppen over Københavns stift.

§ 5. Stillingen som vicebiskop for Færøerne og sognepræst for Sydstrømø præstegæld henføres til 14. lønningsklasse i lov nr. 155 af 7. juni 1958 om folkekirkens lønningsvæsen m. v., jfr. lovens § 34.

I repræsentationstillæg tillægges der vicebiskoppen 3.000 kr. årlig.

Vicebiskoppens lønning dækkes på samme måde som lønninger til folkekirkens præster. Repræsentationstillæg, kontorholdsvederlag og befordringsgodtgørelse vedrørende vicebispestillingen afholdes af statskassen.

Lovforslagets bestemmelser begrundedes af kirkeministeren ved fremsættelsen således:

„Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, har kirkeministeriet gennem rigsombudsmanden på Færøerne modtaget meddelelse om, at Færøernes lagting den 21. april 1961 har vedtaget et af det færøske landsstyre fremsat forslag til beslutning om, at der oprettes en stilling som vicebiskop for Færøerne.

Færøerne udgør for tiden et særskilt provsti under Københavns stift med en provst, der har bopæl i Thorshavn og samtidig er sognepræst for Sydstrømø præstegæld. Jeg har drøftet sagen indgående både med provsten på Færøerne og biskoppen over Københavns stift.

Man kunne måske spørge, om det nu også kan være rigtigt, at man opretter en sådan stilling netop nu, da man på alle områder inden for den offentlige administration nødsages til at vise sparsommelighed. Hertil er at sige, at forslagets økonomiske konsekvenser er meget små, nærmest ubetydelige. Forslaget går kun ud på, at den nuværende stilling som provst for Færøerne og sognepræst for Sydstrømø præstegæld omdannes til en stilling som vicebiskop og sognepræst for Sydstrømø præstegæld. Det er jo indlysende, at et så lille område som Færøerne ikke vil kunne give en biskop tilstrækkelig beskæftigelse, hvis han kun var biskop, og der har derfor under forhandlingerne i alle instanser været enighed om, at vicebiskoppen skulle betjene et præstegæld samtidig. Da stillingen som provst nedlægges, bliver der kun tale om en meget ringe lønningsmæssig udgift, nemlig svarende til forskellen mellem, hvad den nuværende provst har i indtægt, og hvad han vil få i løn som vicebiskop, hvorved bemærkes, at stillingen som vicebiskop tænkes normeret i 14. lønningsklasse i henhold til lov af 7. juni 1958 om folkekirkens lønningsvæsen m. v., jfr. lovens § 34 — den lønningsklasse, hvori landets domprovster er placeret — mens den nuværende provst er normeret i nævnte lovs 13. lønningsklasse og dertil oppebærer et honorar på 4.800 kr. årlig som provst. Vicebiskoppens lønning foreslås dækket på samme måde som præstelønninger i almindelighed, altså ikke som biskoppernes lønninger, der udredes fuldt ud af statskassen. Derimod har jeg fundet det rimeligt, at et repræsentationstillæg samt kontorholdsvederlag og befordringsgodtgørelse vedrørende bispestillingen afholdes af statskassen ligesom for biskoppernes vedkommende.

Det har naturligvis under drøftelserne været et problem, hvilke beføjelser der skulle tillægges vicebiskoppen. Jeg har ikke fundet det lovteknisk rigtigt at søge detaljerede bestemmelser herom optaget i selve loven, hvorfor det i forslagets § 1 kun siges, at han overtaler de forretninger, der hidtil har været henlagt til provstestillingen, og at kirkeministeren fastsætter, hvilke yderligere beføjelser der skal tillægges ham. Jeg vil her bemærke, at provsten på Færøerne som følge af øernes fjerne beliggenhed hidtil rent faktisk har haft noget videregående beføjelser end provster i almindelighed, og at de yderligere beføjelser, der bliver tale om, er meget begrænsede. På grundlag af de stedfundne forhandlinger er der udarbejdet forslag til bestemmelser herom, hvilket forslag ligeledes har været forelagt Færøernes landsstyre og har opnået dettes tilslutning."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider og gennemførtes uden udvalgsbehandling.

Under sagens behandling bad Johan Poulsen (V) kirkeministeren tage stilling til, om hun var enig med ham i, at 1) den færøske kirke fortsat henhører under biskoppen over Københavns stift, at 2) biskoppen over Københavns stift fortsat vil være forpligtet til at foretage visitatsrejser til Færøerne, og at 3) biskoppen over Københavns stift bevarer sin ret til personlig at foretage indvielse af kirker på Færøerne, hvad enten det sker på eget initiativ eller efter derom fremsat ønske fra kompetent færøsk side.

Kirkeministeren besvarede disse spørgsmål således:

"Jeg kan besvare de 3 spørgsmål fra det ærede medlem hr. Johan Poulsens side med al ønskelig tydelighed, tror jeg.

Når der bliver spurgt, hvorvidt Færøerne fortsat hører under Københavns stift, kan jeg svare ja. Det er der ingen tvivl om, og det fremgår også med al ønskelig tydelighed af det udkast til regulativ vedrørende biskoppens beføjelser, som er udarbejdet i kirkeministeriet. Her figurerer Københavns biskop også som biskop over Færøerne, og i regulativets punkt 7 er det slået fast, at vicebiskoppen ordinerer efter bemyndigelse fra biskoppen over Københavns stift.

Så var der spørgsmål om, hvorvidt biskoppen over Københavns stift fremdeles har pligt til at foretage visitatsrejser til Færøerne. Jeg har tidligere fra denne talerstol haft lejlighed til at uddybe spørgsmålet om biskoppernes visitatspligt. Det er fastsat i Danske Lov fra 1683, hvortil jeg kan henvise, ligesom jeg henviser til Folketingstidende for 1957-58 sp. 321-22. Biskoppen skal efter denne forordning visitere så meget, han kan overkomme, dog må ingen kirke være ubesøgt i mere end 3 år. Denne visitatspligt gælder stadig, men er jo i praksis betydeligt lempet. Visitatser kræves ikke overholdt som i gamle dage; det siger sig selv, at under vore dages forhold kan man komme helt anderledes i forbindelse med de enkelte stifter end i sin tid forudsat i Danske Lov. Men visitatspligten gælder stadig, og den gælder for Københavns biskops vedkommende også fremdeles for Færøerne. Dog er det indlysende, at visitatspligten for Færøernes vedkommende ikke kan forventes at blive udøvet så omfattende som i resten af landet; det følger bl. a. af afstanden. Men det er også en af grundene til, at man har søgt vicebiskopstillingen oprettet på Færøerne, en vicebiskop, der kan bistå biskoppen og udøve bl. a. visitatsfunktionen for Københavns biskop.

Så spørges der endelig, om Københavns biskop har samme ret som hidtil til at indvi kirker, hvis der fremkommer ønske derom fra færøsk side, eller om han i det hele taget har den ret. Det mener jeg ubetinget han har. Ifølge det føromtalte regulativudkast skal vicebiskoppen kunne indvi kirker i henhold til den hidtil gældende tradition - der sigtes hermed til den praksis, at Færøernes provst hidtil har kunnet indvi kirker, hvilket ellers alene biskoppen kan. Denne ret for provsten skal overføres til den kommende vicebiskop, men det er ikke meningen, at vicebiskoppen skal have en videregående ret dertil, end provsten har haft. Det vil med andre ord sige, at biskoppen over Københavns stift er beføjet til selv at foretage indvielse af en kirke på Færøerne, dersom han opfordres dertil fra færøsk side, og uden tvivl også hvis han selv fremsætter ønske om at indvi en kirke. I praksis vil afgørelsen i de enkelte tilfælde naturligt komme til at bero på forhandling mellem vicebiskoppen og biskoppen.

Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.