Lovforslaget, der blev vedtaget af folketinget, men derefter forkastet ved en i overensstemmelse med grundlovens § 42 afholdt folkeafstemning, fremsattes som et led i de af regeringen foreslåede jordpolitiske foranstaltninger (jordlovsforslagene), der omfattede i alt 10 lovforslag (se ovenfor under nr. 37).
Om baggrunden for lovforslaget blev det i de ledsagende bemærkninger anført, at den stigende befolkningstilvækst havde medført et øget behov for en rationel placering og udformning af bebyggelsen, for sikring af rekreative og andre frie arealer og for sikring af jorden som grundlag for landbrugserhvervet. Dette i forbindelse med velstandsstigningen og en nærmere økonomisk forbindelse med andre europæiske lande nødvendiggjorde mere generelle reguleringer i adgangen til at udnytte fast ejendom, når denne udnyttelse afviger fra den hidtidige.
Om selve de ændringer, der ved lovforslaget foresloges foretaget i naturfredningsloven, anføres:
Naturfredningslovens § 1, stk. 1, foresloges affattet på følgende måde:
„Efter reglerne i denne lov kan der iværksættes fredning
a) af områder, som på grund af deres skønhed, beliggenhed eller ejendommelighed har væsentlig betydning for almenheden, derunder områder, som på grund af udsigter, beplantninger, træer, trægrupper, stengærder, levende hegn eller lignende eller deres beliggenhed i forhold til opvoksende bysamfund har sådan betydning,
b) af områder, planter og dyr samt geologiske dannelser, hvis bevarelse af naturvidenskabelige, undervisningsmæssige eller historiske hensyn er af væsentlig interesse, og
c) af landskaber, hvis bevarelse og pleje er af væsentlig betydning for almenheden."
Herved var foreslået indført to nye fredningsobjekter. For det første var områder, som efter „deres beliggenhed i forhold til opvoksende bysamfund" har væsentlig betydning for almenheden, medtaget for at muliggøre en planlægning af rekreative områder som et led i en samlet planlægning for en byudvikling. For det andet var medtaget de under c) omhandlede landskaber, der kan sidestilles med andre landes eksisterende national- eller naturparker.
Dernæst foresloges den ved lov nr. 192 af 16. juni 1961 indsatte bestemmelse om ankenævn (naturfredningslovens § 4, stk. 3) ophævet, hvilket må ses i forbindelse med, at afgørelser i henhold til § 22 og § 25, stk. 2 og 4, uden for byudviklingsområderne foresloges henlagt til fredningsplanudvalgene med rekurs til ministeren for kulturelle anliggender.
Videre foresloges en række tekniske ændringer i naturfredningslovens SS 8, 10 og 19 tilsigtende at udbygge hjemmelen for fredningsplanudvalgenes deltagelse i fredningssagernes behandling.
Blandt lovforslagets vigtigste bestemmelser var forslaget om, at naturfredningslovens § 22 skulle ændres til en generel planlægningsbestemmelse, og at den hidtidige særlige erstatningsbestemmelse i paragraffens 2. stykke skulle udgå. Paragraffen foresloges i overensstemmelse hermed affattet således:
„ § 22. Uden for områder
a) omfattet af en godkendt byudviklingsplan eller
b) udlagte til bebyggelse ved byplanvedtægt eller dispositionsplan eller som byggeområde i bygningsvedtægt eller
c) beliggende mellem kysten og den i henhold til § 25, stk. 1, fastlagte byggelinje
må anden bebyggelse end den i stk. 2 nævnte kun opføres, såfremt fredningsplanudvalget meddeler tilladelse hertil.
Uden tilladelse fra fredningsplanudvalget må opføres
a) bygninger til brug for driften af landbrugsejendomme og skovbrugsejendomme samt for udøvelse af fiskerierhvervet
b) bygninger inden for det hidtidige bebyggelsesområde i landsbyer eller andre samlede bebyggelser, når bygningerne tjener til opfyldelse af den stedlige befolknings boligbehov og lokale erhvervsformål.
Fredningsplanudvalget skal ved sin afgørelse i henhold til stk. 1 bl. a. tage hensyn til bebyggelsens virkning på det omgivende landskab, ligesom der bør lægges vægt på åbne landskabers friholdelse for bebyggelse og på bebyggelsens hensigtsmæssighed på stedet. Endvidere skal bebyggelse i nærheden af indsøer, større offentlige vandløb og veje samt i eller i nærheden af offentlige eller private skove søges undgået, medmindre arealet, der ønskes bebygget, naturligt hører til en allerede eksisterende bebyggelse, eller andre særlige grunde taler for en tilladelse."
Herved ville man opnå en klarere angivelse af de områder, inden for hvilke fredningsplanudvalgets tilladelse til bebyggelse ikke skulle være nødvendig, ligesom undtagelsesbestemmelsen i stk. 2 foresloges gjort enslydende med den tilsvarende bestemmelse i § 11, stk. 2, i det samtidigt fremsatte forslag til lov om regulering af bymæssige bebyggelser (se side 387).
Efter denne ændrede affattelse af § 22 foresloges indsat følgende nye paragraffer i naturfredningsloven:
„§ 22 a. Uden for de i § 22, stk. 1 a-b, nævnte områder må udstykning ikke foretages uden tilladelse fra fredningsplanudvalget. Dette gælder dog ikke, hvis det udstykkede areal sammenlægges med anden ejendom eller haren størrelse af mindst 5 ha og pålægges opretholdelsespligt som landbrugsejendom.
§ 22 b. Uden for de i § 22, stk. 1 a-b, nævnte områder må oplagspladser o. lign., der tjener andre formål end landbrug, skovbrug og fiskeri, ikke etableres uden tilladelse fra fredningsplanudvalget.
§ 22 c. Fredningsplanudvalgets afgørelser i henhold til §§ 22-22 b kan indbringes for ministeren for kulturelle anliggender af den pågældende grundejer, et ministerium, den kommunalbestyrelse, det amtsråd eller byudviklingsudvalg, inden for hvis område ejendommen er beliggende, samt af de i henhold til § 6 anerkendte foreninger og institutioner inden 4 uger fra den dag, da afgørelsen er meddelt andrageren.
§ 22 d. Ministeren for kulturelle anliggender kan efter forhandling med vedkommende fredningsplanudvalg bemyndige et byudviklingsudvalg til at udøve beføjelserne i henhold til §§ 22-22 b. Byudviklingsudvalgenes i medfør heraf trufne beslutninger kan af vedkommende grundejer indbringes for boligministeren inden 4 uger fra den dag, da afgørelsen er meddelt andrageren."
Af disse var de i §§ 22 a og 22 b foreslåede bestemmelser at betragte som kontrolbestemmelser, mens reglen i § 22 c i det væsentlige svarede til bestemmelsen i lovens § 19, dog at der var indført en adgang til appel til ministeren.
En række forslag om ændringer i naturfredningslovens §§ 25 og 32 samt om ophævelse af § 30 a var af mere teknisk karakter og delvis følger af andre foreslåede ændringer.
Herudover var der foreslået en helt ny affattelse af naturfredningslovens kap. V, der omhandler fredningsplaner. De foreslåede nye bestemmelser havde følgende indhold:
„§ 33. Det påhviler ministeren for kulturelle anliggender at lade udarbejde planer over
a) landskaber, hvis bevarelse og pleje er af væsentlig betydning for almenheden,
b) arealer, der er egnede til udnyttelse som offentlige badestrande, opholds- og parkeringspladser o. lign.,
c) åbne landskaber, der indtil videre ønskes friholdt for bebyggelse,
d) områder, der kan udlægges til sommerhusbebyggelse, private campingspladser m. v.
Udgifterne hertil bevilges på finansloven.
§ 34. Til at udarbejde de i § 33 nævnte planer nedsættes af ministeren for kulturelle anliggender udvalg for en eller flere amtsrådskredse eller for andre nærmere bestemte områder.
Udvalgene kan antage fornøden sagkyndig medhjælp.
§ 35. Fredningsplaner skal godkendes af ministeren for kulturelle anliggender.
Med hensyn til planer om de i § 33 a-b nævnte lokaliteter kan ministeren bestemme, om de skal danne grundlag for rejsning af fredningssager efter naturfredningslovens almindelige regler, eller om lokaliteterne eventuelt skal søges erhvervet. Ministeren kan endvidere bestemme, at bekendtgørelse af sådanne planer skal indrykkes i Statstidende. Inden for byudviklingsområder kan bekendtgørelse dog kun finde sted med boligministerens tilslutning.
Når bekendtgørelse i henhold til stk. 2 har fundet sted i Statstidende, må, indtil fredning af de pågældende arealer er gennemført eller endeligt opgivet, hvorom bekendtgørelse ligeledes indrykkes i Statstidende, tilstanden på de under planen inddragne områder ikke uden vedkommende udvalgs tilladelse forandres, men de pågældende arealer må udelukkende udnyttes på samme måde som hidtil. Således må der i det omhandlede tidsrum ikke uden udvalgets tilladelse på arealerne anbringes master, boder eller andre indretninger eller foretages beplantninger, der kan ødelægge eller forringe de pågældende områders betydning for almenheden, og ej heller opføres bygninger af den i § 22, stk. 2, nævnte art. Såfremt udvalgets tilladelse nægtes, kan ejeren kræve fredningssag rejst i overensstemmelse med lovens almindelige bestemmelser.
Fredningsplaner tjener i øvrigt som vejledning for fredningsplanudvalgenes eller byudviklingsudvalgenes behandling af ansøgninger om tilladelse til udstykning og bebyggelse.
§ 36. I forbindelse med den i § 35, stk. 2, omhandlede bekendtgørelse foranlediger det udvalg, der har udarbejdet fredningsplanen, denne tinglyst på de ejendomme, som helt eller delvis omfattes af planen. Aflysning skal ligeledes ved udvalgets foranstaltning finde sted, når planerne er endeligt opgivet.
§ 37. Såfremt det kan forventes, at en ejendom, der påtænkes omfattet af en under udarbejdelse værende plan, vil blive anvendt på en måde, der må antages at komme i strid med planen, kan ministeren for kulturelle anliggender efter begæring af et fredningsplanudvalg nedlægge forbud mod en sådan anvendelse. Forbud kan kun nedlægges for ét år, men kan dog, hvor særlige omstændigheder taler herfor, forlænges for yderligere ét år. Fredningsplanudvalget foranlediger forbuddet tinglyst og aflyst.
§ 38. Bestemmelserne i § 7 og § 32, sidste stykke, finder anvendelse på de i § 34 omhandlede udvalg."
Endelig indeholdt lovforslaget en række overgangsbestemmelser, hvoraf den betydningsfuldeste blev indsat under udvalgsbehandlingen mellem lovforslagets 2. og 3. behandling. Bestemmelsen var sålydende:
„Såfremt det godtgøres, at en ejendom inden fremsættelsen i folketinget af forslaget til nærværende lov er erhvervet med henblik på bebyggelse til beboelse for ejeren, kan ansøgning om tilladelse til sådan bebyggelse i henhold til § 22 i naturfredningsloven i tiden indtil I. september 1964 af ejeren kræves behandlet efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 194 af 16. juni 1961. Ansøgningen indsendes gennem fredningsplanudvalget."
Ved denne bestemmelse var der således sikret de ejere, der inden reglernes ikrafttræden havde erhvervet en ejendom i den hensigt at opføre en helårs- eller sommerbolig til dem selv, enten en tilladelse til det omhandlede byggeri eller en erstatning for den ved afslaget forvoldte værdinedgang.
Ved lovforslagets fremsættelse omtalte ministeren for kulturelle anliggender især den hidtidige lovs § 22 og denne bestemmelses begrænsede anvendelighed. Ministeren udtalte i denne forbindelse bl.a.:
„§ 22 i sin nuværende skikkelse har altså ikke givet nogen støtte for fredningsplanlægningsarbejdet, og med hovedudgangspunkt i, at en effektiv planlægning, der tilgodeser samfundets interesser, er uforenelig med erstatninger for de ved planlægningen foretagne reguleringer, er dette måske ikke så mærkeligt.
Under hensyn hertil har regeringen udarbejdet forslag til en ændring af § 22 og heraf følgende ændringer af enkelte af lovens øvrige bestemmelser. Der er ikke herved tilsigtet en gennemgribende revision af naturfredningsloven. Det forberedende arbejde til en sådan vil blive fortsat af den i bemærkningerne til lovforslaget nævnte naturfredningskommission på grundlag af de principper, der søges knæsat ved det foreliggende lovforslag.
Lovforslagets kerne er således § 22, der er blevet udvidet med § 22 a-22 d. Ændringen er foretaget i nært samarbejde med boligministeriet og navnlig søgt koordineret med det fremsatte forslag til lov om regulering af bymæssige bebyggelser, således at en samarbejdet planlægning med gensidig hensyntagen til de forskellige interesser, lovforslagene varetager, kan finde sted over hele landet i medfør af de to love.
Hovedlinjerne i den foreslåede nye § 22 med tilføjelser er altså, at denne bestemmelse gøres til et led i en almindelig bebyggelsesregulerende planlægning, dels formelt ved at myndigheden i henhold til bestemmelsen overgår til planlægningsorganerne, nemlig fredningsplanudvalgene, dels ved at denne planlægnings effektuering som nævnt ikke bliver forbundet med erstatningsregler. Det vil herefter blive en vigtig opgave for fredningsplanudvalgene konstruktivt ikke alene at beskæftige sig med de specielle fredningsobjekter, men tillige at fastsætte, hvor bebyggelse, herunder specielt sommerhusbebyggelse, er ønskelig og hensigtsmæssig."
Under 1. behandling blev lovforslaget stærkt kritiseret af Jens Chr. Christensen (V), der især gik imod den foreslåede ændring af naturfredningslovens § 22, ligesom han kritiserede, at der i det hele taget fremsattes forslag om ændringer i loven, mens denne behandledes i den siddende naturfredningskommission. Han sluttede med at erklære, at regeringen ikke skulle vente sig nogen som helst støtte fra venstre til gennemførelse af lovforslaget. Thestrup (KF) kunne derimod tilsige sit partis medvirken til en behandling af lovforslaget, men for ham var det vigtigt, at fredningen ikke gik så vidt, at man standsede den naturlige samfundsudvikling, og han ønskede derfor begrænsninger i de foreslåede fredningsmuligheder og en forsigtig administration. Videre erklærede han, at hans parti stod fast på, at der måtte gives erstatning, og endelig fastslog han i spørgsmålet om lovens administration, at hans parti ikke ville være med til at lægge de egentlige afgørelser over til fredningsplanudvalgene og ministeren. Iver Poulsen (Uafh) gik stærkt imod lovforslaget, som han betegnede som en udhuling af den private ejendomsret, ligesom han fremhævede, at det gav ministeren alt for store beføjelser.
I den af udvalget afgivne betænkning blev der givet en redegørelse for naturfredningskommissionens arbejde og fremtidige opgaver, og med hensyn til kritikken af den foreslåede ændring af § 22 og den planlagte administration anførtes følgende:
„Med henblik på, at den foreslåede bestemmelse i § 22 i en overgangsperiode ikke skal kunne virke ubillig over for enkelte grundejere, er det ministerens hensigt at søge den administreret så lempeligt som muligt i en sådan periode. Det bemærkes herved, at de foreslåede ændringer i naturfredningsloven for så vidt udgør en midlertidig lovgivning, som naturfredningsproblemerne som nævnt vil blive taget op i naturfredningskommissionen i forbindelse med arbejdet med den foran omtalte lovrevision.
Blandt andet på foranledning af henvendelsen til udvalget fra de kommunale organisationer har ministeren for kulturelle anliggender endvidere tilkendegivet over for udvalget, at ministeriet har arbejdet med tanken om en bykommunal repræsentation i fredningsplanudvalgene, og at man nu vil drage omsorg for en omdannelse af fredningsplanudvalgene med henblik på at imødekomme de fremsatte ønsker."
I tilknytning til disse bemærkninger indstillede udvalgets flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse, mens venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget tilkendegav deres stilling til lovforslaget med følgende mindretalsudtalelse:
„Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kan ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, idet mindretallet navnlig må modsætte sig den foreslåede ophævelse af erstatningsbestemmelsen i naturfredningslovens § 22. Spørgsmålet om lovforslagets grundlovsmæssighed i denne henseende er forelagt de juridiske fakulteter ved Københavns og Århus universiteter til udtalelse. Mindretallet må endvidere modsætte sig den indskrænkning, der foreslås i de folkevalgte organers — fredningsnævnenes og overfredningsnævnets — kompetence, og må i øvrigt være af den opfattelse, at lovforslagets gennemførelse bør udsættes, idet dets indhold bør indgå som led i et samlet lovforslag om landsplanlægning m. v. Mindretallet har tilbudt i tiden, indtil et sådant lovforslag kan vedtages, at gennemføre en lovgivning, der forhindrer evt. spekulation i udsættelse af det foreliggende lovforslag".
Under lovforslagets 2. behandling afviste ministeren for kulturelle anliggender tanken om en udsættelse af lovforslagets gennemførelse med den begrundelse, at det var nødvendigt, at folketinget traf en afgørelse nu (med hensyn til § 22), for at arbejdet med den egentlige revision af naturfredningsloven kunne fortsætte, så forslag herom kunne fremsættes i folketingsåret 1964-65, hvilket er foreskrevet i lovens § 43. Ministeren kom til slut ind på spørgsmålet om forholdene i overgangstiden og nævnte specielt de personer, der havde engageret sig i jordkøb med specielle formål for øje i tiden forud for lovforslagets fremsættelse. Herom udtalte han:
„Jeg har i betænkningen tilsagt i overgangsperioden — det drejer sig jo her om en midlertidig lovgivning — en velvillig administration, en administration så lempelig som muligt i denne periode, altså også sigtende på ved hjælp af dispensationer at klare visse problemer, og jeg ville mene, at en hensyntagende administration i den relativt korte overgangsperiode, der her bliver tale om, må være tilstrækkelig betryggende. Endvidere vil jeg altså pege på, at naturfredningskommissionens første arbejdsfelt er at finde frem til en eventuelt ændret struktur. Men skulle der her være ønsker om forhandlinger om specielle enkeltheder vedrørende overgangsbestemmelserne, vil jeg naturligvis gerne høre derom."
Under de fortsatte forhandlinger i udvalget mellem 2. og 3. behandling stillede ministeren i tillægsbetænkningen et ændringsforslag om indføjelse af den foran omtalte overgangsbestemmelse. I tilknytning hertil udtalte udvalgets flertal følgende:
„Et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller herefter lovforslaget til vedtagelse med nedenstående af ministeren for kulturelle anliggender foreslåede ændring, der tilsigter at imødekomme i udvalget fremsatte ønsker om en særlig hensyntagen til parcelkøbere, der før lovforslagets fremsættelse i forventning om byggemuligheder har erhvervet en grund med henblik på at opføre en helårs- eller sommerbolig til eget brug, og om, at dette praktiseres ved en generel regel som den foreslåede i modsætning til en som under de tidligere samråd tilsagt lempelig administration. De pågældende grundejere vil efter ændringsforslaget kunne kræve ansøgninger i henhold til § 22 behandlet efter de hidtidige regler, således at der gives erstatning i henhold til den hidtil gældende § 22, stk. 2, eller eventuelt egentlig fredningserstatning, hvor fredningssag rejses under andragendets behandling."
Udvalgets mindretal fremsatte derimod følgende udtalelse:
„Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) har under forhandlingerne i udvalget efter lovforslagets 2. behandling søgt at opnå tilslutning til en regel, der ville sikre en tilfredsstillende erstatning til de ejere, der lider tab ved lovforslagets gennemførelse. Da de herom førte forhandlinger imidlertid ikke har ført til et for mindretallet tilfredsstillende resultat, idet det af ministeren for kulturelle anliggender stillede ændringsforslag ikke i tilstrækkeligt omfang imødekommer mindretallets synspunkter, vil mindretallet ikke kunne stemme for den af ministeren foreslåede ændring og vil i øvrigt stemme imod lovforslaget ved dettes tredje behandling."
Efter vedtagelsen af det nævnte ændringsforslag om indsættelse af den omhandlede overgangsbestemmelse vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 97 stemmer (S, RV og SF) mod 72 (V, KF og Uafh), mens 2 medlemmer (Rosing og Hans Schmidt) undlod at stemme.
Efter vedtagelsen begærede samtlige 71 medlemmer af venstres og det konservative folkepartis folketingsgrupper, at der i henhold til grundlovens § 42, stk. 1, afholdtes folkeafstemning om lovforslaget.
Ved den derefter følgende folkeafstemning den 25. juni 1963 opnåede lovforslaget 937.259 jastemmer, mens nejstemmernes antal var 1.261.545. Da nejstemmerne således udgjorde 57,4 pct. af samtlige gyldige stemmer og 41,5 pct. af det samlede antal stemmeberettigede, var lovforslaget dermed forkastet.