Ved lovforslaget foresloges en lang række ændringer i lov om afgift af arv og gave, jfr. lovbekendtgørelse nr. 138 af 29. april 1957.

Forslagets fremsættelse skyldtes de ændringer i arvelovgivningen, der træder i kraft den 1. april 1964, jfr. ovenfor side 307.

De af arveloven motiverede ændringer i arveafgiftsloven er optaget i lovforslagets § 1 under nr. 1, nr. 5, nr. 10, stk. 1, nr. 22 og nr. 30.

Det er i forslagets § 1, nr. 1, foreslået, at arv, der tilfalder arveladerens afdøde barns eller stedbarns ægtefælle — det samme gælder arv, der tilfalder et afdødt adoptivbarns ægtefælle — skal beregnes efter arveafgiftslovens lempeligste skala. Det er den samme skala, hvorefter der svares afgift af arv, der tilfalder arveladerens ægtefælle og livsarvinger m. v. Den foreslåede ændring er en følge af bestemmelsen i arvelovens § 19, jfr. omtalen af denne bestemmelse (folketingsårbog 1961- 62, side 442-443).

På linje hermed er det ved ændringsforslaget i § 1, nr. 30, foreslået, at gaveafgiftsreglerne fremtidigt skal være anvendelige på gaver ydet giverens afdøde barns eller stedbarns ægtefælle.

Disse forslag, hvorefter ægtefællen til et afdødt barn eller stedbarn fremtidig i henseende til arveafgift og gaveafgift ligestilles med nærbeslægtede til arveladeren, respektive gaveyderen, begrundes ved det nære svogerskabsforhold, der her er tale om.

Det tilføjes, at de foreslåede ændringer ikke omfatter det afdøde barns eller stedbarns fraseparerede eller fraskilte ægtefælle.

De i forslagets § 1, nr. 5, foreslåede regler er motiveret ved reglerne i arvelovens § 7, stk. 2.

Arvelovens regler om ægtefællens arv efter loven går ud på, at arveladerens ægtefælle fremtidig er eneste arving, når arveladeren ikke efterlader sig livsarvinger. Dør den længstlevende ægtefælle uden at have indgået nyt ægteskab og uden at efterlade sig livsarvinger, deles boet med halvdelen til hver ægtefælles arvinger. Er der ved den længstlevende ægtefælles død kun arvinger efter en af ægtefællerne, arver de det hele, jfr. arvelovens § 7, stk. 2.

De i forslagets § 1, nr. 5, foreslåede regler følger samme princip, som har fundet udtryk i arveafgiftslovens § 7, stk. 1 og 2. Dette princip går ud på, at arveafgiften af erhvervelser af fællesbomidler, der tilfalder personer, som er nærmere beslægtet med den førstafdøde ægtefælle end med sidstafdøde, skal beregnes efter erhververnes slægtsskabsforhold til den førstafdøde og således efter en lempeligere skala.

Ved forslagets § 1, nr. 22, foreslås arveafgiftslovens § 31, stk. 3, ophævet. Herved bortfalder den i denne bestemmelse foreskrevne opgørelse over fællesboets aktiver og passiver, som den længstlevende ægtefælle, der forbliver hensiddende i uskiftet bo, skal indgive til skifteretten.

Forslaget står i forbindelse med den i arvelovens § 13 foreskrevne pligt for den efterlevende ægtefælle, der får fælles- boet udleveret til hensidden i uskiftet bo, til at indgive den dér foreskrevne opgørelse over fællesboet til skifteretten. Denne opgørelse vil danne et lige så brugbart grundlag for den afgiftsmæssige kontrol som den, der føres på grundlag af fællesboopgørelsen i henhold til arveafgiftslovens § 31, stk. 3.

De øvrige i forslagets § 1 foreslåede ændringer tilsigter i det væsentlige kun en ajourføring af de heraf berørte bestemmelser i arveafgiftsloven og er for så vidt nærmest af redaktionel karakter.

I § 2 foresloges, at lovforslaget skulle træde i kraft 1. januar 1964, men det var hensigten, at lovforslaget med hensyn til ikrafttræden skulle følge arvelovsforslaget.

Ved 1. behandling i folketinget fik lovforslaget en stort set velvillig modtagelse fra alle partiers side. Ib Thyregod (V) og Erna Sørensen (KF) savnede dog bestemmelser, der forhindrede visse afgiftsmæssigt uheldige konsekvenser af, at man ved arveloven havde ophævet instituttet uskiftet bo med udarvinger. Hvis arveafgiftsloven ikke blev ændret, skulle der herefter i modsætning til tidligere betales arveafgift 2 gange i et sådant tilfælde, først ved førstafdøde ægtefælles død og derefter ved den længstlevendes død. Rimstad (Uafh) gjorde sig til talsmand for, at den som § 7, stk. 2, foreslåede regel, hvorefter arveafgiften af fællesbomidler, der tilfalder personer, der er nærmere beslægtet med den førstafdøde ægtefælle end med den sidstafdøde, skal beregnes efter slægtsskabsforholdet til førstafdøde, udvidedes til også at gælde særejemidler.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til det udvalg, der behandlede forslag til arvelov m. fl. lovforslag. Udvalget nåede ikke at afslutte sit arbejde med lovforslaget inden samlingens slutning.