Loven, der indgik i den af regeringen tilstræbte helhedsløsning af landets økonomiske problemer, har følgende indhold:

§ 1. Der udskrives for skatteåret 1963-64 bunden opsparing i overensstemmelse med de i denne lov givne regler.

Pligten til at udrede bunden opsparing påhviler personer, der er fuldt skattepligtige til staten for skatteåret 1963-64, og som ved skatteårets begyndelse ikke er fyldt 68 år. Gælder skattepligten kun for en del af det nævnte skatteår, udredes ydelsen med en hertil svarende del af det for hele skatteåret pligtige beløb.

Ifølge § 2 udskrives den bundne opsparing efter følgende skalaer:

Familieforsørgere:

Af en skalaindkomst på:

indtil 8.950 kr. svares 0 kr.
9.000-10.000 kr. svares 100 kr.
over 10.000-15.000 kr. svares 100 kr. af 10.000 kr. + 4 pct. af resten
over 15.000-18.000 kr. svares 300 kr. af 15.000 kr. + 6 pct. af resten
over 18.000-20.000 kr. svares 480 kr. af 18.000 kr. + 18 pct. af resten
over 20.000-24.000 kr. svares 840 kr. af 20.000 kr. + 24 pct. af resten
24.000 og derover svares 1.800 kr.

Andre skatteydere:

Af en skalaindkomst på:

indtil 9.950 kr. svares 0 kr.
10.000-14.000 kr. svares 100 kr. af 10.000 kr. + 3 pct. af resten
over 14.000-18.000 kr. svares 220 kr. af 14.000 kr. + 7 pct. af resten
over 18.000-24.000 kr. svares 500 kr. af 18.000 kr. + 25 pct. af resten
24.000 og derover svares 2.000 kr.

Det efter foranstående regler beregnede beløb afrundes nedefter til det nærmeste med 100 delelige hele kronebeløb.

Opsparingsbeløb under 100 kr. opkræves ikke.

§ 3. Beregningen af den bundne opsparing foretages af de samme myndigheder, som foretager beregning af statsskat.

Den bundne opsparing opkræves af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori den opsparingspligtige er ansat til statsskat for skatteåret 1963-64.

Opkrævningen af den bundne opsparing sker i to lige store rater. Den første rate forfalder til betaling den 1. oktober 1963 med betalingsfrist til den 3. november 1963. Den anden rate forfalder til betaling den 1. februar 1964 med betalingsfrist til den 3. marts 1964.

Kommunerne indbetaler den første rate af den bundne opsparing til statskassen senest den 15. december 1963 og den anden rate senest den 15. marts 1964.

§ 4. For modtagelsen af den indbetalte bundne opsparing udstedes der af kommunerne foreløbige kvitteringer, som vil blive ombyttet med opsparingsbeviser efter regler, som fastsættes af finansministeren.

§ 5. Den opsparingspligtige kan ikke sælge, pantsætte eller på anden måde råde over kvitteringen eller opsparingsbeviset. Så længe opsparingsbeløbet er bundet, jfr. § 11, kan det heller ikke gøres til genstand for udlæg eller udpantning.

Opsparingsbeløbet frigives ved den opsparingspligtiges død eller konkurs samt ved opnåelse af tvangsakkord uden for konkurs. Opsparingsbeløbet frigives endvidere, når en opsparingspligtig godtgør, at han er fyldt 70 år.

§ 6. Såfremt den opsparingspligtige definitivt forlader landet, kan finansministeren eller den myndighed, han dertil måtte bemyndige, tillade, at indbetalt bunden opsparing tilbagebetales.

§ 7. Den bundne opsparing samt det i § 11 omhandlede rentetillæg til denne medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige formue. Rentetillægget medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

§8. Såfremt skalaindkomsten for skatteåret 1963-64 ændres efter den 1. januar 1964, medfører dette ikke påligning af yderligere bunden opsparing.

Nedsættes den bundne opsparing som følge af ændring af skalaindkomsten, tilbagebetales eventuelt for meget indbetalte beløb mod aflevering af den foreløbige kvittering eller det udleverede opsparingsbevis til ombytning.

§ 9. I øvrigt kommer de for indkomstskatten til staten af personer gældende regler, herunder reglerne om påligning, inddrivelse og indbetaling i statskassen, til anvendelse på den bundne opsparing, for så vidt de er forenelige med de i denne lov indeholdte regler.

§ 10. For arbejdet med beregningen og opkrævningen af den bundne opsparing ydes der de pågældende myndigheder et vederlag, hvis størrelse fastsættes af finansministeren.

§ 11. Opsparingsbeviserne indløses ved årlige udtrækninger med 1/5 hvert år, første gang pr. 1. januar 1966, sidste gang pr. 1. januar 1970. Ved udsættelse af indløsningen bevares retten til de i stk. 2 nævnte rentetillæg.

Ved indløsningen udbetales opsparingsbeløbets pålydende med et eventuelt rentetillæg, således at den samlede udbetaling for hver 100 kr. bunden opsparing bliver:

Ved indløsning

indtil 31. december 1964: 100 kr.
1. januar 1965-31. december 1965: 105 kr.
1. januar 1966-31. december 1966: 110 kr.
1. januar 1967-31. december 1967: 115 kr.
1. januar 1968-31. december 1968: 120 kr.
1. januar 1969-31. december 1969: 126 kr.
1. januar 1970 og derefter: 132 kr.

§ 12. Kravet på opsparingsbeløbet forældes, såfremt opsparingsbeviset ikke er præsenteret til indløsning senest den 31. december 1972.

§ 13. Finansministeren kan fastsætte særlige regler for opkrævningen af den bundne opsparing hos skatteydere, der er omfattet af sømandsskatteordningen. Finansministeren fastsætter i øvrigt de nærmere regler for gennemførelsen af bestemmelserne i denne lov.

Under lovforslagets behandling i folketinget indsattes bestemmelserne om, at skatteydere, som ved skatteårets begyndelse var fyldt 68 år, ikke skal svare bunden opsparing, og om frigivelse af indbetalte opsparingsbeløb, når den opsparingspligtige er fyldt 70 år. Samtidig lempedes skalaen for familieforsørgere noget — den skulle efter det oprindelige lovforslag begynde med 100 kr. af 8.000 kr. og gradvis stige til 2.000 kr. af 22.000 kr. og derover — ligesom § 5 undergik en ændring, bl. a. med henblik på at udelukke en almindelig omsætning af udtrukne opsparingsbeviser.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte finansministeren bl. a.:

„Den foreslåede bundne opsparing vil omfatte ca. 1,2 millioner skatteydere og anslås at ville indbringe ca. 675 mill. kr. Dette beløb svarer til det provenutab, der vil fremkomme i skatteåret 1963-64, såfremt indkomstskatten til staten pålignes efter reglerne i forslaget til udskrivningslov i stedet for efter de for skatteåret 1962-63 gældende regler. I øvrigt er den foreslåede bundne opsparing udformet således, at opsparingsbeløbene for forsørgere med skalaindkomster under ca. 25.000 kr. og for ikke-forsørgere med skalaindkomster under ca. 22.000 kr. er af nogenlunde samme størrelsesorden som de skattelettelser, der vil blive tale om efter forslaget til udskrivningslov."

Forud havde statsministeren i en redegørelse for landets økonomiske situation og for den tilstræbte helhedsløsning om det heromhandlede lovforslag bl. a. udtalt:

"I henhold til den aftale, de fire forligspartier traf i juni måned i fjor, skulle der mellem de fire partier finde en forhandling sted vedrørende den økonomiske situation, og ved denne forhandling skulle der tages endelig stilling til, om det var forsvarligt at gennemføre de foreslåede skattelettelser. Det er regeringens opfattelse, at det på baggrund af den alvorlige økonomiske situation ville være rigtigst at udsætte skattelettelserne et år, og at det ville være ønskeligt, om der havde kunnet tilvejebringes enighed mellem de fire partier herom. Den forhandling herom, som forligsbetænkningen af 3. juni 1962 forudsætter, fandt sted i statsministeriet i fredags, den 22. februar. Forhandlingen fik på dette område et klart og utvetydigt resultat, idet både venstre og de konservative erklærede, at disse partier ikke ville medvirke til nogen udsættelse af skattelettelsen — dette uanset de økonomiske forhold, der gør en sådan skattepolitik betænkelig. Herefter må der skaffes dækning på anden måde; finansministeren har fremsat lovforslag om en bunden opsparing for derigennem at tilvejebringe den fornødne dækning for det kommende finansår. Forslaget er udarbejdet på en sådan måde, at de beløb, der skal svares i bunden opsparing af den enkelte skatteyder, stort set svarer til de skattenedsættelser, der opnås ved at gennemføre udskrivningsloven som foreslået. Dette betyder, at skattelettelsen gennemføres, men at den først bliver effektiv, efterhånden som den bundne opsparing frigives, d. v. s. efter lovforslaget i årene 1966 til 1971."

Lovforslaget behandledes ved 1. behandling sammen med forslag til lov om forlængelse af kollektive overenskomster m. fl. lovforslag (jfr. herom, hvad der er anført side 230-235). Det mødte tilslutning hos regeringspartierne, men ikke hos venstre, det konservative folkeparti, socialistisk folkeparti og de uafhængige.

I betænkningen fra det udvalg, der fik sagen til behandling, indstilledes lovforslaget til vedtagelse af regeringspartiernes udvalgsmedlemmer med de foran omtalte ændringer, som ingen gik imod.

Venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer gik imod lovforslaget, fordi de ikke kunne tiltræde regeringens økonomiske politik som helhed, mens socialistisk folkepartis medlem af udvalget (Aksel Larsen) i betænkningen anfører, at han „anbefaler at opretholde udskrivningen af indkomst- og formueskatten til staten stort set uforandret og til gengæld undlade at vedtage forslaget til lov om bunden opsparing, hvilket forslag kun tilsigter at skaffe staten en midlertidig indtægt svarende til den ved forslaget til udskrivningslov forudsete mindreindtægt.

Mindretallet kan derfor ikke støtte lovforslaget, også af den grund, at provenuet af den bundne opsparing skal indgå i statens driftsindtægter, og at tilbagebetaling i årene 1966-71 kun vil være mulig ved til den tid at forhøje skatterne."

Af betænkningen fremgår, at de stillede ændringsforslag skønnedes at ville nedbringe den bundne opsparings samlede beløb fra 675 mill. kr. til 520 mill. kr. og antallet af opsparingspligtige fra 1,2 million til 1,1 million.

Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene uden afstemning, og lovforslaget gik til en fornyet udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag.

Ved 3. behandling udtalte Henry Christensen (V) bl. a.:

Den form, som den bundne opsparing nu har fået, er en form, som i meget høj grad netop vil bevirke, at det, der vil ske for den bundne opsparings vedkommende, fordi den er lagt så højt opad, vil være, at den for en meget stor dels vedkommende blot vil betyde overflytning til bunden opsparing af den frivillige opsparing, som private ville have foretaget selv. Hvis det er det ene led, og det næste led efter regeringens indforståelse er, at i samme omfang som der på denne måde drages købekraft ind, skal der føres en pengepolitik, der øger købekraften tilsvarende, så spørger jeg den højtærede finansminister, hvilken begrænsning der finder sted i den økonomiske politik overhovedet. Det måtte da være nogle af de forhold, der måtte indgå i overvejelserne, hvis vi skulle være nået til en fornuftig vurdering af tingene."

Som ordfører for det konservative folkeparti anbefalede Poul Møller at stemme for forslaget til udskrivningslov, fordi hans parti mente, at det indeholdt mange værdifulde fremskridt for skatteborgerne og for skattelovgivningen i almindelighed. „Vi må til gengæld med så meget desto større styrke anbefale at stemme imod forslag til lov om bunden opsparing for skatteåret 1963-64, da dette lovforslag vil gøre fremskridtene ved det førstnævnte forslag ganske illusoriske."

Aksel Larsen (SF) fandt det fuldstændig tåbeligt, at man på den ene side vil lette statsskatterne og på den anden side vil opkræve et omtrent tilsvarende beløb i bunden opsparing, som man derpå om nogle år vil begynde at tilbagebetale på den måde, at man til den tid opkræver nogle flere penge i skat for at få penge til at tilbagebetale den bundne opsparing med. Det er os umuligt at se visdommen i den slags.

Iver Poulsen (Uafh.) tog ligeledes afstand fra lovforslaget, som hans parti ville stemme imod.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget ved navneopråb med 89 stemmer (regeringspartierne og minister for Grønland Mikael Gam) mod 87 (V, KF, SF og Uafh.). Fraværende var Johan Poulsen (V), Rosing (Grønland) og Hans Schmidt (SI.).