Loven, der indgik som led i den af regeringen tilstræbte helhedsløsning af landets økonomiske problemer (jfr. nedenfor), har følgende indhold:

§ 1. Samtlige kollektive overenskomster, der er opsagt eller kan opsiges inden udgangen af året 1963, skal fremdeles — med de ændringer, der følger af nedenstående bestemmelser — være gældende for en yderligere periode af 2 år fra det tidspunkt, til hvilket den enkelte overenskomst efter de deri fastsatte regler kan opsiges, dog mindst indtil 1. marts 1965.

Er ny overenskomst ikke tilvejebragt inden den udløbstid, som herefter gælder for de omhandlede overenskomster, men ønsker nogen af parterne desuagtet, at den gældende overenskomst som ændret ved nærværende lov skal ophøre til udløbsdatoen eller en senere dato, må de overenskomstmæssige regler om opsigelse m. v. iagttages.

§ 2. De ændringer i gældende overenskomster, hvorom der inden nærværende lovs ikrafttræden er opnået enighed ved forhandling direkte mellem underorganisationerne, mellem hovedorganisationerne eller under disses medvirken i forligsinstitutionen, indgår som bestanddele af disse overenskomster.

Sådanne specielle spørgsmål inden for de til 1. marts 1963 løbende overenskomster, om hvilke der ikke ved forhandling er opnået enighed, kan, for så vidt de efter forligsinstitutionens opfattelse ikke er færdigbehandlet, af hver af overenskomstparterne gennem vedkommende hovedorganisation indbringes til afgørelse ved et i hvert overenskomstområde oprettet paritetisk sammensat nævn. Spørgsmål, om hvilke der ikke kan opnås flertal i nævnet, afgøres ved, at dette udpeger en opmand, der træffer afgørelsen. Kan enighed om opmand ikke opnås, udpeges en sådan af forligsinstitutionen.

Inden for overenskomstområder med udløbstider tidligere eller senere end den i stk. 2 nævnte afgøres sådanne specielle spørgsmål, om hvilke der ikke opnås enighed inden for et tidsrum af 2 uger henholdsvis efter lovens ikrafttræden og efter overenskomstens normale udløbstid, efter tilsvarende fremgangsmåde som anført i stk. 2 med de modifikationer, der følger af særlige aftaler eller fast sædvane mellem overenskomstparterne.

§ 3. Der ydes af vedkommende arbejdsgivere, organiseret under Dansk Arbejdsgiverforening og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, inden for en beløbsramme på henholdsvis 60 mill. kr. og 8 mill. kr. til de af dem beskæftigede lavtlønnede medlemmer af fagforbund under Landsorganisationen i Danmark tillæg til de overenskomstmæssige lønninger med særlig hensyntagen til bl. a. normalløns- og minimallønssatser samt med hensyntagen til kvindelønningers dyrtidstillæg. Disse tillæg ydes for 1. år af den periode, hvormed overenskomsterne er forlænget i medfør af § 1. De nærmere regler for tillæggenes ydelse aftales mellem hovedorganisationerne; opnås der ikke herved enighed inden 2 uger fra lovens ikrafttræden, fastsættes disse regler inden 4 uger fra lovens ikrafttræden af Overenskomstnævnet af 1939, henholdsvis af tilsvarende ved parternes foranstaltning oprettet overenskomstnævn.

De i henhold til stk. 1 fastsatte tillæg ydes til tilsvarende lavtlønnede lønmodtagere uden for de i stk. 1 nævnte overenskomstområder.

Ud over de i stk. 1 omhandlede tillæg ydes der for den resterende del af den periode, hvormed overenskomsterne er forlænget i medfør af § 1, inden for en beløbsramme på henholdsvis 120 mill. kr. og 19 mill. kr. af vedkommende arbejdsgivere organiseret under Dansk Arbejdsgiverforening og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger tillæg til de overenskomstmæssige lønninger til de af dem beskæftigede medlemmer af fagforbund under Landsorganisationen i Danmark. De nærmere regler for tillæggenes ydelse aftales mellem hovedorganisationerne under særlig hensyntagen til normalløns- og minimallønssatser samt til de under overenskomstforhandlingerne i januar 1963 af hovedorganisationerne udtagne sociale krav. Opnås der ikke herved enighed, fastsættes disse regler på samme måde og inden for tilsvarende tidsfrister som omtalt i stk. 1, sidste punktum.

De i henhold til stk. 3 fastsatte tillæg ydes til tilsvarende lønmodtagere uden for de i stk. 3 nævnte overenskomstområder.

§ 4. I forbindelse med de ved nærværende lov gennemførte forlængelser af de gældende overenskomster ændres udgangspunktet for de hidtil i overenskomsterne hjemlede dyrtidsreguleringer således, at det ved lov om beregning af et reguleringspristal fastsatte pristal, der har januar 1963 = 100, benyttes ved dyrtidsreguleringer af de overenskomstmæssige lønninger i den periode, hvormed overenskomsterne er forlænget i medfør af § 1.

Ved overgang til den i stk. 1 omhandlede ordning foretages sådanne tilpasninger af de pågældende overenskomstbestemmelser, som parterne finder nødvendige; tvivlsspørgsmål i denne henseende kan indbringes til afgørelse ved Overenskomstnævnet af 1939, henholdsvis ved overenskomstnævn oprettet ved parternes foranstaltning.

§ 5. Det påhviler arbejds- og socialministeren i folketingsåret 1963-64 for folketinget at fremsætte lovforslag om gennemførelse af en tillægspensionsordning, der baseres på indbetalinger fra arbejdsgivere og lønmodtagere med virkning fra 1. marts 1964.

Til forberedelse af det i stk. 1 nævnte lovforslag nedsætter arbejds- og socialministeren et sagkyndigt udvalg, bestående af en af arbejds- og socialministeren udnævnt formand samt 2 medlemmer udpeget af Dansk Arbejdsgiverforening (hvoraf det ene skal repræsentere arbejdsgivere inden for butiks-, handels- og kontorvirksomhed), 1 medlem udpeget af Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, 3 medlemmer udpeget af Landsorganisationen i Danmark (hvoraf et medlem skal repræsentere lønmodtagere inden for butiks-, handels- og kontorvirksomhed og et medlem repræsentere lønmodtagere på landbrugsområdet), 1 medlem udpeget af Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer, 1 medlem udpeget af Fællesrepræsentationen for Danske Arbejdsleder- og Tekniske Funktionærforeninger samt 4 medlemmer udpeget af henholdsvis handelsministeriet, finansministeriet, socialministeriet og arbejdsministeriet. Udvalget afgiver indstilling senest 1. december 1963.

§ 6. For den periode, hvormed overenskomsterne er forlænget i medfør af § 1, skal iværksættelse af arbejdsstandsning (strejke, blokade, lockout eller boykot) være forbudt efter samme regler, som gælder, når der er indgået kollektiv overenskomst.

§ 7. Sager vedrørende brud på de ved nærværende lov fornyede og ændrede overenskomster afgøres ad sædvanlig fagretlig vej.

§ 8. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, kan stadfæstes straks efter vedtagelsen, jfr. grundlovens § 42, stk. 7, og træder i kraft straks.

Ved fremsættelsen af lovforslaget påpegede arbejdsministeren, at lovforslaget måtte ses på baggrund af det hidtidige forløb af overenskomstforhandlingerne. „Siden december 1962 har overenskomstparterne inden for industri, håndværk m. v. forhandlet om de rejste krav. Trods mangelen af egentlige forhandlingsregler har man herved stort set fulgt den i tidligere overenskomstsituationer anvendte fremgangsmåde; de to hovedorganisationer har udtaget og derefter forhandlet de generelle krav, og i begyndelsen af februar kom forligsinstitutionen ind i billedet. Hvad de specielle krav angår, har disse allerede siden midten af januar været forhandlet i forligsinstitutionen, og der er under disse forhandlinger, som stadig foregår, opnået ikke ubetydelige fremskridt. Det samme har ikke været tilfældet med hensyn til de generelle krav, hvilket må ses i forbindelse med den rådende usikkerhed om løsningen af en række andre vigtige samfundsspørgsmål.

Som den højtærede statsminister oplyste [se nedenfor], meddelte forligsmanden den 18. februar 1963, at han måtte anse det for formålsløst i øjeblikket at fortsætte mæglingen om de generelle spørgsmål.

Den således foreliggende situation i forbindelse med bestræbelserne for tilvejebringelse af en helhedsløsning har nødvendiggjort, at regeringen — uanset at forhandlingsmulighederne heller ikke for de generelle spørgsmåls vedkommende kan anses for udtømt — må anse det for nødvendigt at fremsætte nærværende lovforslag.

Med henblik herpå foreslås principielt forlængelse for en 2-årig periode af samtlige kollektive overenskomster på arbejdsmarkedet. I denne periode er iværksættelse af arbejdsstandsninger forbudt efter samme regler, som gælder, når der er indgået kollektiv overenskomst mellem parterne.

For dog ikke at gribe mere end højest nødvendigt ind i parternes traditionelle forhandlingsret foreslås det, at de ved parternes forhandlinger opnåede resultater indgår som bestanddele af de ved lovforslaget forlængede overenskomster; der åbnes endvidere mulighed for forhandling om og afgørelse af specielle spørgsmål.

Under hensyn til den løn- og prisudvikling, der har fundet sted siden sidste overenskomstfornyelse, foreslås endvidere — og dette er en afvigelse fra den principielt uændrede forlængelse af overenskomsterne — at der gennemføres en begrænset lønforbedring. Denne er for det første år indskrænket til kun at omfatte de lavtlønnede, medens der for resten af den periode, hvormed overenskomsterne forlænges, åbnes mulighed for forbedringer for løn- og arbejdsvilkår over en noget bredere front.

Endvidere foreslås en ændring af grundlaget for pristalsreguleringen i overensstemmelse med det af regeringen den 8. februar d. å. fremsatte forslag om beregning af et reguleringspristal.

Af særlig socialpolitisk interesse er endvidere den bestemmelse i forslaget, hvorefter regeringen forpligter sig til i folketingsåret 1963-64 at fremsætte forslag om gennemførelse af en tillægspensionsordning. Det er tanken, at et sagkyndigt udvalg, der skal afgive indstilling den 1. december d. å., skal forberede ordningens gennemførelse, idet det står fast, at indbetalinger fra både arbejdsgivere og lønmodtagere påbegyndes fra 1. marts 1964."

Forud for fremsættelsen af dette og en række andre lovforslag havde statsministeren givet folketinget en redegørelse for disse lovforslags baggrund og formål.

Statsministerens redegørelse, af hvilken nogle hovedpunkter i det følgende refereres, indledtes således:

„Det har længe kunnet forudses, at der omkring det tidspunkt, vi befinder os på i dag, ville komme store og vanskelige problemer til afgørelse.

Problemerne samlede sig omkring arbejdsmarkedets overenskomster, der skulle fornys, og i hvilken forbindelse faren for en omfattende storkonflikt ikke på forhånd kunne afvises, omkring vor anstrengte økonomiske situation med prisstigninger og valutavanskeligheder, på baggrund af hvilken der skulle træffes afgørelse om den skattelettelse, de fire partier i juni måned sidste år traf aftale om, men hvis økonomiske virkninger måtte svare dårligt til den økonomiske stabilisering, forliget i øvrigt tilstræbte.

Der vil i dag skriftligt blive fremsat 12 lovforslag her i tinget, lovforslag, som i samlet sum giver regeringens forslag til løsning af de problemer, som jeg her så kort har karakteriseret, og som det af samfundsmæssige grunde er nødvendigt for regeringen at anvise vejen til løsning af."

De 12 lovforslag bestod af 4 fra arbejds- og socialministeren [foruden forslaget til nærværende lov de nedenfor under nr. 68, 69 og 75 omtalte lovforslag], 3 fra landbrugsministeren [se ovenfor under nr. 34, 35 og 36], 2 fra handelsministeren [se nedenfor under nr. 94 og 95], 2 fra finansministeren [se ovenfor under nr. 20 og 32] og 1 fra boligministeren [se ovenfor under nr. 63].

„Som resultat af et bredt politisk forlig" — udtalte statsministeren i tilslutning hertil — „vedtog folketinget i juni måned i fjor en række love, der sammen med regeringens sparebestræbelser skulle afdæmpe den økonomiske aktivitet og tilstræbe en bedre balance i vor økonomi. Virkningerne af disse foranstaltninger har gradvis sat sig igennem.

De tal, der foreligger vedrørende forbruget, tyder på, at stigningslinjen i det private forbrug nu er så godt som ophørt, og igangsætningen af nyt offentligt byggeri har siden i sommer været af minimalt omfang. Som et meget positivt træk i billedet kan fremhæves, at industrieksporten helt frem til årsskiftet fortsat har vist god fremgang — omend ikke god nok til at skaffe dækning for udgifterne til den stigende import.

I den økonomiske oversigt fra det økonomiske sekretariat, som regeringen forelagde folketinget i slutningen af november, blev det klart påpeget, at udsigterne for den danske økonomi i 1963-64 indebar visse faremomenter dels som følge af et stort indre efterspørgselspres, dels som følge af risikoen for en ny bølge pris- og omkostningsstigninger i 1963, som ville belaste erhvervenes konkurrenceevne."

I den redegørelse til regeringen, som formandskabet for det økonomiske råd afgav den 18. december 1962, blev denne problemstilling yderligere uddybet, og formandskabet sluttede med at henstille, at „man i den nuværende situation søger en samlet løsning på de foreliggende fordelingspolitiske spørgsmål. Dette vil formentlig betyde, at overenskomstforhandlingerne må udskydes og koordineres med overvejelserne om støtten til landbruget og fastlæggelsen af finanspolitikken. En sådan løsning vil kun kunne tilvejebringes ved en politisk forhandling med arbejdsmarkedets parter."

Regeringen kunne ganske tilslutte sig det synspunkt, at fastsættelsen af arbejdernes løn, af funktionærernes løn, af tjenestemændenes løn, af en ordning for landbruget, af statens udgifter til pensionisterne og til andre formål samt skattelettelsesforslaget måtte overvejes som et samlet hele.

„Regeringen var imidlertid" — udtalte statsministeren — „af den opfattelse, at man i stedet for at udskyde overenskomstfornyelserne burde opnå den nødvendige tidsmæssige koordination ved at fremskynde de øvrige forhandlinger, således at man så hurtigt som muligt fik en samlet afklaring af alle spørgsmålene. Denne måde at nå samtidigheden på havde formandskabet intet at erindre imod.

Ud fra denne vurdering tog regeringen straks efter nytår et initiativ til at sammenkalde arbejdsmarkedets parter og erhvervenes hovedorganisationers formænd til en drøftelse af situationen. Denne drøftelse, hvori også formanden for det økonomiske råd, professor Carl Iversen, deltog, fandt sted den 4. januar, og der blev her fra alle sider givet tilslutning til tanken om en sådan samlet løsning. Der blev specielt givet tilsagn om at søge forhandlingerne mellem landbrugets arbejdere og arbejdsgivere — hvor skæringsdagen var den 1. april og ikke den 1. marts som for den største del af overenskomsterne — fremskyndet og om, at landbrugsorganisationerne ville fremskynde deres overvejelser vedrørende landbrugsstøtten.

På et følgende møde den 15. januar, også i statsministeriet, gjorde jeg over for repræsentanter for de 4 forligspartier rede for regeringens synspunkt og for forløbet af mødet med arbejdsmarkedets og erhvervenes formænd den 4. januar. Jeg anmodede her repræsentanterne for partierne om at udtale sig om, hvorvidt de kunne give tilslutning til regeringens ønske om at efterkomme henstillingen fra formændene for det økonomiske råd om en samlet løsning på de foreliggende fordelingsmæssige spørgsmål.

Fra alle de fire partier blev der givet principiel tilslutning til tanken om, at man søgte at nå frem til en samlet løsning, og det er klart, at partierne samtidig understregede, at de ikke dermed på forhånd havde forpligtet sig til at acceptere en bestemt løsning. Fra oppositionspartierne understregede man, at sagen måtte ligge i regeringens hånd, og når tiden var inde, måtte regeringen fremlægge sine forslag."

I den følgende tid viste det sig, at hovedorganisationerne var ude af stand til at finde et forligsgrundlag, og at det samme var tilfældet med forligsinstitutionen. Under henvisning hertil henstillede forligsmanden til regeringen at overveje, hvorvidt det måtte være hensigtsmæssigt, at statsministeren optog forhandlinger med parterne.

Sådanne forhandlinger fandt derefter sted, og man nåede under disse frem til en sådan afklaring af mulighederne, at regeringen så sig i stand til at udforme forslag til en ordning af overenskomstspørgsmålet.

Dansk Arbejdsgiverforening kunne ikke tilslutte sig denne løsning, men havde tværtimod i en enstemmig vedtagelse i Arbejdsgiverforeningens forretningsudvalg advaret mod dens gennemførelse. Landsorganisationen De samvirkende Fagforbund havde derimod stillet sig bag regeringens løsning, uanset at man principielt var imo politiske indgreb over for arbejdsmarkedet.

Det må erkendes, at forslagene ikke indebærer en så fuldstændig indkomstpause, som bl. a. arbejdsgiverne har udtrykt ønske om, men de foreliggende forslag tilstræber en stabilisering af indkomster og priser, som dog fraviges, hvor der er tale om befolkningsgrupper, der ligger på et særlig lavt indkomstniveau, og hvis indtægter ikke er fulgt med i den stærke velstandsstigning i de sidste år. Det er regeringens opfattelse, at forslagene er i overensstemmelse med de synspunkter, som blev fremlagt i redegørelsen fra formandskabet for det økonomiske råd før jul. Sideløbende med de forhandlinger, i eg sammen med arbejds- og socialministeren har haft med arbejdsmarkedsorganisationerne, har finansministeren forhandlet med repræsentanter for statstjenestemændene, og finansministeren har opnået statstjenestemændenes enstemmige tilslutning til de fremsatte lovforslag.

Landbrugsministeren har haft en række møder med landbrugets repræsentanter, som nu kan videreføres på basis af lovforslaget. Opfyldelse af alle krav og ønsker fra interessegrupperne ville ikke være forenelig med hensynet til den stabilisering af udviklingen i valuta, priser og indkomster, som er ubetinget nødvendig."

Statsministeren omtalte derefter de forskellige lovforslag, som indgik i ordningen, og sluttede sin redegørelse således:

"Den samlede løsning har en indre sammenhæng og en social balance, der må respekteres under forhandlingerne om den. Det vil ikke være muligt at fjerne enkelte dele af løsningen eller at ændre den på en sådan måde, at denne balance går tabt. Forslagene går ud på en social helhedsløsning inden for samfundsøkonomisk forsvarlige rammer. Og som sådan må den gennemføres. Men med disse synspunkter lagt til grund er det en forhandlingsvillig regering, der fremsætter sine forslag."

Lovforslaget mødte ved 1. behandling tilslutning fra regeringspartierne, mens ordførerne for venstre, det konservative folkeparti, socialistisk folkeparti og de uafhængige gik imod det.

Af Hans Rasmussen (S) stilledes på regeringspartiernes vegne følgende forslag til motiveret dagsorden:

„Folketinget giver sin tilslutning til, at de foreliggende problemer af økonomisk og fordelingsmæssig art søges løst i overensstemmelse med hovedlinjerne i regeringens helhedsløsning omfattende alle 12 lovforslag som fremlagt og motiveret af regeringen, og at dette sker så hurtigt, som hensynet til de for hele befolkningen så afgørende beslutninger vedrørende arbejdsmarkedet og eksporten nødvendiggør. Folketinget fortsætter derefter behandlingen af de foreliggende lovforslag."

Dette forslag vedtoges ved forhandlingens slutning med 89 stemmer (S, RV og minister Mikael Gam) mod 17 (SF og Uafh.), idet 67 medlemmer (V, KF, Rosing (Grønland) og Hans Schmidt (Sl.)) afholdt sig fra at stemme.

Derved bortfaldt et af Chr. Madsen (SF) stillet dagsordensforslag, der havde følgende ordlyd:

"Idet folketinget bemærker, at der ikke har været ført virkelige forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter om vilkårene i de kommende overenskomster, opfordrer det regeringen til at trække forslaget om forlængelse af kollektive overenskomster tilbage. Folketinget henstiller på det alvorligste til Arbejdsgiverforeningen at indhente det forsømte og gå ind i reelle forhandlinger med fagforbundene om løn- og arbejdsvilkår.
Folketinget fortsætter derpå behandlingen af lovforslagene."

Det udvalg, der fik dette og tre andre lovforslag — angående pris- og avancestop, udbyttebegrænsning og ændringer i tjenestemandsloven — til behandling, afgav en af talrige bilag ledsaget betænkning.

I dennes indledende bemærkninger hedder det:

„Et flertal (socialdemokratiet og det radikale venstres medlemmer af udvalget) fremhæver følgende:

Ved statsministerens drøftelse med arbejdsmarkedets parter og hovederhvervene den 4. januar 1963 blev der fra alle sider givet tilslutning til tanken om en samlet løsning af forårets økonomiske problemer.

Flertallet finder, at regeringen med sine forslag til en helhedsløsning har fulgt denne linje, således at der søges tilvejebragt en løsning, der har social balance og indre sammenhæng og ligger inden for de grænser, de økonomiske forhold sætter.

Flertallet fremhæver navnlig, at det tilsigtes, at ingen samfundsgruppe, bortset fra de lavtlønnede og de socialt svagest stillede, får mulighed for øgede indkomster.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) udtaler:

Mindretallet beklager, at der ikke under udvalgsbehandlingen har været mulighed for at forhandle andet end forslagenes principper. Mindretallet erkender, at den økonomiske politik, som har været ført igennem en årrække, nødvendiggør indgreb. Mindretallet har derfor været rede til en realitetsbehandling af regeringsforslagene med hensyntagen til de synspunkter og forslag, mindretallet selv har fremført under udvalgsbehandlingen.

Dette har på grund af flertallets holdning vist sig umuligt, da dette krævede stillingtagen til forslagene efter en udelukkende principiel drøftelse, og inden det fornødne materiale til forslagenes belysning var tilvejebragt. Mindretallets tanker er alle blevet afvist af flertallet, der har dikteret en hastig gennemførelse af regeringsforslagene uden væsentlige ændringer."

Mindretallet ville derfor stemme imod lovforslagene om kollektive overenskomster, om pris- og avancestop samt om udbyttebegrænsning.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) henviste til sine bemærkninger vedrørende de enkelte lovforslag.

Om det heromhandlede lovforslag udtales i betænkningen:

„Arbejdsministeren har under forhandlingerne i udvalget stillet et ændringsforslag om en ny affattelse af lovforslagets § 3, stk. 3, 1. punktum, hvorved det tydeliggøres, at de i § 3, stk. 1, omtalte beløbsrammer på i alt 68 mill. kr. for 1963-64 ifølge stk. 3 for 1964-65 suppleres med yderligere beløbsrammer på i alt 139 mill. kr., således at den samlede beløbsramme for 1964-65 bliver 207 mill. kr. og den samlede beløbsramme for de 2 år tilsammen 275 mill. kr.

Ministeren har over for udvalget tilkendegivet, at denne forståelse af bestemmelsen har været lagt til grund ved samtlige de forhandlinger, der er gået forud for lovforslagets udarbejdelse, ligesom arbejdsministeriet har anset det for den eneste praktisk mulige fortolkning, jfr. herved udtrykket i bemærkningerne: „for den resterende del af forlængelsesperioden er der i stk. 3 fastsat yderligere beløbsrammer". Denne opfattelse blev bekræftet ved en før lovens fremsættelse foretagen teknisk gennemgang med bistand fra arbejdsmarkedets hovedorganisationer.

Et flertal (socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget) har fundet det hensigtsmæssigt, at det i lovforslagets § 5, stk. 2, omhandlede sagkyndige udvalg vedrørende en tillægspensionsordning udvides til også at omfatte 1 medlem udpeget af Fællesrepræsentationen for Danske Arbejdsleder- og Tekniske Funktionærforeninger. Dette er tiltrådt af arbejdsministeren.

Herefter indstiller flertallet lovforslaget til vedtagelse med såvel den af arbejdsministeren som den af flertallet foreslåede ændring.

Flertallet finder i øvrigt, at derved lovforslaget er taget et skyldigt hensyn netop til de lavestlønnede, da lovforslagets § 3, stk. 1, giver udtryk for, at der af det anførte beløb på 68 mill. kr. skal finde en forhøjelse sted af de i overenskomsterne fastsatte normalløns- og minimallønssatser (mindstelønssatser) samt af kvindernes dyrtidstillæg.

Forudsætningerne for disse forhøjelser er, at der ikke sket 7 en almindelig forhøjelse af lønniveauet, hvilket arbejdsministeren under udvalgsbehandlingen har meddelt er accepteret af Landsorganisationen De Samvirkende Fagforbund.

Der er fra alle sider givet udtryk for, at de lavestlønnede burde komme i betragtning ved denne overenskomstsituations afslutning, og der har fra enkelte sider været henvist til sociale tilskud, hvilket flertallet imidlertid har afvist ud fra den betragtning, at en så elementær omkostning som arbejdslønnen må bæres af produktionen. Det er ikke flertallets opfattelse, at et lavtlønstillæg vil sætte bevægelse i lønmassen, som det kunne være tilfældet, når der inden for de forskellige faggrænser gives stærkt varierende generelle løntillæg, som det netop har været tilfældet ved de seneste overenskomstafslutninger i 1958 og 1961.

Endelig bør det også bemærkes, at de samlede indkomstforhøjelser for begge overenskomstårene ligger inden for den ramme for forventede produktivitetsstigninger, som formandskabet inden for det økonomiske rad har peget på som realisable.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker angående dette lovforslag at bemærke:

Et væsentligt spørgsmål, der har været drøftet i udvalget, er med hvilket beløb købeevnen forhøjes ved den forlængelse af overenskomsterne og de lønstigninger, forslaget medfører. En forhøjelse af købeevnen sker i et marked, hvor købeevnen i forvejen er for høj i forhold til produktionens størrelse, og den vil derfor skabe et yderligere pres med lønglidning og prisstigning til følge. Derfor er dette beløb afgørende for bedømmelsen af lovens virkninger, uanset hvad man kalder lønstigningerne. Da de i loven fastsatte stigninger for det udefinerede begreb "lavtlønnede" må medføre en afsmitning opad, bl. a. fordi de arbejdere, der herved får højere timeløn, også ofte udfører akkordarbejde, må fortjenesten stige tilsvarende for at opretholde den nødvendige afstand imellem de to lønningsformer. Al erfaring viser i øvrigt, at afsmitning finder sted. Da lovens 68 mill. kr. til lavtlønnede kun dækker mindre end halvdelen af hele arbejdsområdet, vil lavtlønstillægget inkl. en afsmitning formentlig beløbe sig til 250-300 mill. kr. Hertil kommer dyrtidstillægget fra 1. marts 1963 med ca. 550 mill. kr. og specielle tillæg ifølge lokale aftaler, der må anslås til omkring 50 mill. kr. Lønstigningen pr. 1. marts 1963 skulle herved blive ca. 800-900 mill. kr., hvilket er en meget betydelig forøgelse af købeevnen, der vil medføre prisstigninger og derfor sandsynliggør yderligere dyrtidstillæg pr. 1. september 1963. Det forannævnte gælder indeværende år. For det næste år skal der gives yderligere lønstigninger på 278 mill. kr., eventuelt flere dyrtidstillæg, forhøjet sygeløn, der koster erhvervene 27 mill. kr. om året, samt indbetalinger til efterløn, der må anslås til 80 mill. kr. årligt. Ud over disse betydelige lønstigninger må det erindres, at forslaget opretholder retten for de store områder, der har minimal- og mindstelønssystem, til i en overenskomstperiode at forhandle om lønnens højde, og erfaringen viser, at dette normalt betyder ikke uvæsentlige lønstigninger. Denne ret kræver fagforeningerne klart opretholdt og udnyttet.

Bortset fra tjenestemændenes område er der derfor ikke i forslaget skabt sandsynlighed for, at man kan standse løn- og prisstigningerne; tværtimod sandsynliggøres en fortsættelse af den hidtidige tilstand med forringelse af vor konkurrenceevne til skade for alle.

Mindretallet må derfor indstille lovforslaget til forkastelse.

Et andet mindretal (socialistisk folkepartis medlem af udvalget) henviser til det af mindretallet under lovforslagets 1. behandling fremsatte dagsordensforslag og anser det stadig for rigtigst, at folketinget opfordrer Arbejdsgiverforeningen til at optage reelle forhandlinger med fagforbundene for at få løst overenskomstsituationen på normal måde.

Regeringens besvarelse af udvalgets spørgsmål viser, at lovforslaget i ingen henseende er alvorligt forberedt eller gennemarbejdet. Det fremgår dog af besvarelserne, at den foreslåede samlede lønforhøjelse på 68 mill. kr. for det første år fra 1. marts 1963 ikke på langt nær gør det muligt at fyldestgøre de beskedne krav om en mindsteugeløn for voksne mandlige arbejdere på 275 kr. og at sikre de kvindelige arbejdere samme dyrtidstillæg (efter pristallet) som de mandlige arbejdere.

Mindretallet kan derfor ikke anbefale lovforslaget til vedtagelse. "

Ved 2. behandling stillede Rimstad (Uafh.) følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

"Idet folketinget udtaler, at der efter tingets opfattelse ikke er skabt sandsynlighed for, at man gennem regeringens tolv kriselovsforslag kan standse de løn- og prisstigninger, som er forslagenes målsætning, men at en fortsættelse af den hidtidige tilstand med stadig forringelse af vor konkurrenceevne over for udlandet til skade for alle samfundsgrupper er sandsynlig, og at regeringen derved har vist manglende evne og vilje til at føre en politik til gavn for helheden,

går tinget over til næste punkt på dagsordenen."

Efter at dette forslag var forkastet med 88 stemmer (S, RV og minister Mikael Gam) mod 70 (V, KF og Uafh.), idet 10 medlemmer (SF) afholdt sig fra at stemme, vedtoges de stillede ændringsforslag uden afstemning. Lovforslaget gik derefter tilbage til udvalget, hvis tillægsbetænkning ikke indeholdt ændringsforslag.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget ved navneopråb med 90 stemmer (S, RV, minister Mikael Garn og Rosing (Grønland)) mod 87 (V, KF, SF og Uafh.), idet Hans Schmidt (Sl.) undlod at stemme og Johan Poulsen (V) var fraværende.