Ved loven, der træder i stedet for lov nr. 135 af 25. maj 1956 om indseende med priser, gives der monopoltilsynet mulighed for på eget initiativ at foretage undersøgelser af pris- og avanceforholdene på områder, hvor tilsynet finder, at der er behov for en offentlig redegørelse for prisdannelsen, mens sådanne undersøgelser efter den hidtil gældende lov kun kunne foretages efter anmodning fra forbruger-, producent- eller handelsorganisationer. Forinden der gives offentligheden meddelelse om resultatet af en sådan undersøgelse, skal tilsynet dog give de pågældende organisationer eller enkeltvirksomheder lejlighed til at udtale sig herom (§ 1).

I lovens § 2 er der derefter indsat en bemyndigelse for monopoltilsynet til samtidig med iværksættelse af en prisundersøgelse for perioder af indtil 3 måneder ad gangen at bestemme, at der for bestemte varers eller branchers vedkommende ikke uden tilsynets samtykke må beregnes højere priser eller avancer end de af de pågældende virksomheder på en bestemt dato beregnede. Ligeledes gives der monopoltilsynet en hjemmel til at fastsætte højestepriser og -avancer eller offentliggøre retningsgivende priser, såfremt en undersøgelse af pris- og avanceforholdene viser, at der inden for det pågældende område forekommer urimelige priser. I et særligt stykke fastsættes derefter kriterier for, hvilke omkostninger der ved monopoltilsynets fastsættelse af maksimalpriser og -avancer tillades indregnet i priserne, og der gives — for at modvirke lønglidning — særlige bestemmelser om, hvilke lønomkostninger der kan indregnes.

I §§ 3 og 4 er der fastsat bestemmelser om monopoltilsynets adgang til at fastsætte regler om fakturering, prisskiltning og mængdeangivelse m. v.

Loven, der gennemførtes som et led i helhedsløsningen og under behandlingen i folketinget undergik en række ændringer, blev ved 3. behandling vedtaget med 100 stemmer (S, RV og SF samt Mikael Gam) mod 76 (V, KF og Uafh), mens 2 medlemmer (Rosing og Hans Schmidt) undlod at stemme.