Loven har virkning for de to første regnskabsår, der udløber efter 28. februar 1963, og den gennemførtes som et led i den såkaldte helhedsløsning (se ovenfor under nr. 65).

Dens hovedbestemmelser i § 1 går ud på, at der i de to nævnte regnskabsår ikke må anvendes større beløb til udbytte end svarende til gennemsnittet af de i de tre før 1. marts 1963 senest afsluttede regnskabsår anvendte beløb. I modsætning til principperne i tidligere udbyttebegrænsningslove, hvorefter det var udbytteprocenten, der begrænsedes, er der således tale om en begrænsning af udbyttebeløbet. Begrundelsen herfor er, at aktionærerne i de selskaber, der i de senere år har udstedt friaktier, ellers ville blive gunstigere stillet end aktionærer i selskaber, i hvilke dette ikke er sket.

Efter tilsvarende regler er der i § 4 indført et forbud mod forhøjelse af de samlede beløb, der af erhvervsdrivende selskaber, stiftelser, fonds og lignende selvejende institutioner anvendes til udbetaling af vederlag til medlemmer af virksomhedernes bestyrelser o. lign. samt til tantieme til medlemmer af direktion. Selskaberne er derimod inden for det herefter disponible beløb frit stillet med hensyn til beløbets fordeling blandt medlemmer af de nævnte selskabsorganer.

Endelig er der i § 2 indført et forbud mod udstedelse af friaktier, der ikke modsvarer tidligere stedfunden nedskrivning. Forbudet er gældende indtil 1. marts 1965 og kan således være til hinder for udstedelse af friaktier også efter udløbet af de regnskabsår, for hvilke de fastsatte regler om udbyttebegrænsning er gældende.

Om baggrunden for disse bestemmelser udtalte handelsministeren ved lovforslagets fremsættelse bl. a.:

„Lovforslaget er et led i den helhedsløsning, som regeringen ved fremsættelse af en række lovforslag tilstræber med henblik på gennemførelsen af en sanering af landets økonomi. En sådan helhedsløsning må naturligt også sikre en rimelig tilbageholdenhed med udbytter og visse andre indkomstformer inden for de selvstændige erhverv. Inden for disse indkomstgrupper, hvor forskellen i indtægt naturligvis kan være betydelig, findes vel også nogle af de bedst aflønnede i samfundet, og ikke mindst disse dele af befolkningen må kunne forstå, at der ikke med nogen vægt vil kunne stilles krav til andre befolkningsgrupper, hvis man ikke selv vil være villig til at acceptere mådeholdets linje.

Lovforslaget tager sigte på en del af den indkomstdannelse, der foregår ved selvstændig erhvervsvirksomhed, nemlig den del af overskuddet i de erhvervsdrivende selskaber, der giver sig udtryk i udlodning af udbytter samt i vederlag og tantiemer til virksomhedernes ledelse. Denne del af indkomstdannelsen er af ikke uvæsentlig betydning for helheden, hvortil kommer, at de virksomheder, som forslaget tager sigte på, gennem højkonjunkturen i de senere år inden for mange områder "har haft betydelige overskud med deraf følgende mulighed for at udlodde øgede udbytter m. v. I det omfang, disse muligheder aktualiseres, vil tendensen til opskruning af samfundets indkomstniveau blive yderligere forstærket, og man må i denne forbindelse heller ikke være blind for de psykologisk uheldige virkninger, som øgede udbytter i vore selskaber vil kunne få på et tidspunkt, hvor man må appellere til resignation hos andre befolkningsgrupper.

Regeringen har af disse grunde set med tilfredshed på det af Danmarks nationalbank udfoldede initiativ med henblik på at hindre øgede udbytter inden for bankverdenen og har med glæde bemærket, at nationalbankens henstilling er blevet fulgt af erhvervsbankerne. Det er ligeledes med stor tilfredshed, at regeringen har bemærket, at formændene for nogle af vore store erhvervsorganisationer over for offentligheden har givet udtryk for synspunkter, der ligger på linje med nationalbankens henstilling til bankverdenen, og der er vel grund til at tro, at de pågældende har været talerør for en opfattelse, der finder bred tilslutning inden for organisationernes medlemskreds.

Selv om sådanne henstillinger i ikke ringe udstrækning må antages at blive fulgt, har regeringen dog fundet det påkrævet gennem fremsættelsen af nærværende lovforslag at tilvejebringe det fornødne grundlag for, at den udbyttepolitik, der må anses for nødvendig for en økonomisk helhedsløsning, sikres gennem en herpå sigtende lovgivning."

Lovforslaget blev ligesom de øvrige lovforslag, der indgik i helhedsløsningen, genstand for en omfattende og kritisk behandling i folketinget og gennemførtes alene med støtte fra regeringspartierne.

I den af det nedsatte udvalg afgivne betænkning udtalte et mindretal bestående af venstre og de konservative dog, at de under forudsætning af enighed om en helhedsløsning, som effektivt sikrede imod generelle indkomststigninger, ville have været villige til forhandling om et forslag om udbyttebegrænsning, men at de gik imod forslaget, som det forelå, da de ikke fandt forudsætningen indfriet.

Socialistisk folkepartis medlem af udvalget udtalte i sin mindretalsudtalelse, at han fandt, at der ikke med lovforslaget tilsigtes eller kan opnås udbyttebegrænsning, men kun en midlertidig toårig begrænsning af det udbytte, aktieselskaberne udbetaler til aktionærerne. Hvis der herved spares noget, vil de opsparede beløb efter udløbet af to års perioden kunne udbetales under en eller anden form til aktionærerne. Da regeringen ikke har fremsat forslag om, hvad de opsparede beløb ellers skulle anvendes til, bliver der altså højst tale om en meget mild og kortvarig bunden opsparing.

Også partiet de uafhængige gik imod lovforslaget, hvilket ordføreren (Rimstad) under 1. behandling begrundede med, at det ikke var et led i et samlet og absolut løn- og prisstop.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget, der under behandlingen i tinget kun var undergået mindre ændringer, med 89 stemmer (S og RV samt Mikael Gam) mod 76 (V, KF og Uafh), mens 13 medlemmer (SF, Rosing og Hans Schmidt) undlod at stemme.