Loven er sålydende:

I lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 265 af 15. september 1953, foretages følgende ændringer:

1. § 448 d affattes således:

„Ægteskabssag kan anlægges her i ringet:

1) Såfremt sagsøgte har bopæl her.

2) Såfremt sagsøgeren har bopæl her og enten har boet her i de sidste to år eller tidligere har haft bopæl her.

3) Såfremt sagsøgeren er dansk statsborger og det godtgøres, at han på grund af sit statsborgerskab ikke vil kunne anlægge sag i det land, hvor han har bopæl.

4) Såfremt begge ægtefæller er danske statsborgere og sagsøgte ikke modsætter sig sagsanlæg ved dansk domstol.

Sag angående et ægteskabs beståen eller dets omstødelse kan anlægges her i riget, når ægteskabet er indgået her.

Reglerne i stk. 1 og 2 kan fraviges ved overenskomst med fremmed stat."

2. § 448 e affattes således:

„Sagen anlægges ved sagsøgtes hjemting.

Har sagsøgte ikke hjemting her i riget, anlægges sagen ved sagsøgerens hjemting.

Kan intet andet værneting påvises, anlægges sagen ved den ret, som justitsministeren bestemmer."

De nye bestemmelser i retsplejelovens § 448 d, stk. 1, nr. 4, og § 448 d, stk. 2, hvorved de gældende bestemmelser i retsplejelovens § 448 d, stk. 2 og 5, i det væsentlige opretholdes, blev indføjet efter lovforslagets behandling i det af folketinget nedsatte udvalg, mens lovens indhold i øvrigt er i overensstemmelse med det fremsatte lovforslag.

Ved fremsættelsen af lovforslaget gav justitsministeren følgende begrundelse for de nye regler:

Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 448 d om domstolenes internationale kompetence i ægteskabssager stammer til dels fra den ændring i de processuelle regler, som fandt sted samtidig med gennemførelsen af den nugældende lov om ægteskabs indgåelse og opløsning i 1922. Som der nærmere er redegjort for i bemærkningerne til lovforslaget, er bestemmelsen imidlertid i strid med de grundsætninger, som vi i øvrigt plejer at følge her i landet, og jeg fandt det derfor naturligt at tage spørgsmålet om en ændring af loven op, da problemet blev rejst af mine kolleger i de andre nordiske lande. Det er da også lykkedes at opnå fuldstændig overensstemmelse med det forslag, som fremsættes i Norge i disse dage. Derimod har det ikke været muligt for Finland og Sverige at bryde så radikalt med de grundsætninger, man i disse lande følger inden for den internationale privatret, at der har kunnet opnås fuldstændig retsenhed. Der er imidlertid grund til at tro, at de forslag, man venter at nå frem til, i deres praktiske virkninger vil komme til at ligge nær op ad det danske og norske lovforslag.

Den vigtigste ændring i forhold til gældende ret er, at der nu under visse betingelser åbnes mulighed for at anlægge ægteskabssag i Danmark, når blot sagsøgeren har bopæl her i landet. Det er jo i vor tid desværre således, at flygtninge, herunder politiske flygtninge, langtfra er et ukendt begreb. Der kan, selv om en flygtning har opholdt sig i længere tid her i landet, være forhold, der bevirker, a han ikke bliver naturaliseret, og det er efter min mening i hvert fald ikke rimeligt at gøre hans adgang til at få separation eller skilsmisse ved dansk domstol afhængig af, om han har erhvervet dansk indfødsret. Ikke mindst for disse personer vil den regel, der foreslås i § 448 d, nr. 2, få betydning. Jeg tror, at det samtidig er lykkedes at give bestemmelsen en sådan udformning, at Danmark ikke med rette kan blive betegnet som et „skilsmisseland" - noget, naturligvis ingen ønsker."

Lovforslaget mødte ved dets 1. behandling velvilje fra alle partiers side. Flere af ordførerne udtrykte dog betænkeligheder over den som § 448 d, stk. 1, nr. 2, foreslåede bestemmelse, der befrygtedes at kunne give anledning til misbrug. Under forhandlingerne i det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, udtalte justitsministeren imidlertid i et samråd, at han ville mene, at domstolene i tilfælde, hvor det må anses for tvivlsomt, om sagsøgeren har en fastere tilknytning til landet, vil statuere, at den pågældende kun har haft ophold her i landet, men ikke bopæl og derfor ikke vil kunne påberåbe sig den nævnte adgang til at anlægge ægteskabssag.

Udvalget mente herefter ikke, der var tilstrækkeligt grundlag for at ændre den foreslåede bestemmelse.

Om et andet spørgsmål, der havde givet anledning til drøftelse oplyses det i udvalgets betænkning:

"Justitsministeren har over for udvalget oplyst, at det er pålagt de bevilgende myndigheder ved meddelelse af bevilling til separation eller skilsmisse i tilfælde, hvor en af parterne enten er bosat i udlandet eller er udenlandsk statsborger, at tilkendegive, at der intet hermed er afgjort om bevillingens gyldighed eller retsvirkning uden for Danmarks grænser. Justitsministeren har endvidere erklæret at være opmærksom måtte på, om der i retspraksis måtte forekomme tilfælde, der måtte give anledning til en tilsvarende henstilling til domstolene.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med de ovenfor omtalte ændringer enstemmigt.