B 10 Folketingsbeslutning i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til statsregnskabet for finansåret 1962-63.

Af:
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Ved folketingsbeslutningen godkendes statsregnskabet for 1962-63.

I udvalgets enstemmige betænkning, der var ledsaget af 10 til dels ret omfattende bilag, hedder det:

„Udvalget har i 6 møder gennemgået hovedbetænkning og tillægsbetænkning over statsregnskabet for finansåret 1962-63. Fra forskellige ministerier er der modtaget besvarelser af en række spørgsmål. Besvarelserne er optrykt som bilag.

Der er således optrykt svar fra handelsministeren til supplering af et tidligere afgivet svar angående betænkning over statsregnskabet for 1961-62 (bilag 1), meddelelse fra statsministeren angående det den 18. maj 1963 nedsatte udvalg vedrørende ubevilgede statsudgifter (bilag 2), svar fra justitsministeren (bilag 3), landbrugsministeren (bilag 4 og 7), ministeren for Grønland (bilag 5 og 11), udenrigsministeren (bilag 6), ministeren for kulturelle anliggender (bilag 8) og finansministeren (bilag 9 og 10).

I forbindelse med gennemgang af tillægsbetænkningen har udvalget haft samråd med ministeren for kulturelle anliggender vedrørende § 21, konto 3.21. Det kgl. teater og kapel. Udvalget har bemærket sig revisionsdepartementets tilkendegivelse side 88 i betænkningen, hvori det hedder: „I forbindelse med udpegningen af revisionsdepartementets repræsentant i udvalget har man i en skrivelse af 5. marts 1964 over for ministeriet af praktiske grunde givet udtryk for, at departementet går ud fra, at grundlaget for udvalgets arbejde ikke vil være begrænset til de foreliggende redegørelser for revisionsdepartementets undersøgelser, men at der vil blive foretaget en tilbundsgående undersøgelse og vurdering af alle problemer i forbindelse med teatrets økonomi." Under samrådet bekræftede ministeren for kulturelle anliggender over for udvalget, at ministeriet bifaldt revisionsdepartementets opfattelse af grundlaget for udvalgets arbejde. Nærværende udvalg lægger for sit vedkommende vægt herpå og ønsker tillige at understrege det af ministeren givne tilsagn om sagens fremskyndelse.

I samme samråd med ministeren for kulturelle anliggender behandledes det i bilag 8 omhandlede spørgsmål vedrørende § 21, konto 2.22. Nationalmuseet. I denne forbindelse drøftedes både de i hovedbetænkningen rejste spørgsmål og det i tillægsbetænkningen under samme konto anførte vedrørende museets forlagsvirksomhed.

Under samrådet bekræftede ministeren for kulturelle anliggender, at der lægges overordentlig vægt på at fremme denne sag, således som det også fremgår af den skriftlige besvarelse i det nævnte bilag.

Udvalget fæstede sig endvidere ved ministerens tilkendegivelse af, at nyordningen skulle sikre den fornødne kontrol med forlagets publikationer og give fornøden regnskabsmæssig oversigt.

Udvalget har i et samråd med udenrigsministeren modtaget udførlige begrundelser for omkostningerne ved forflyttelser inden for udenrigstjenesten og har bemærket sig den kendsgerning, at den tilstræbte rationalisering giver sig udtryk i færre omkostninger pr. flytning, således som det fremgår af bilag 6.

Vedrørende de bemærkninger, som statsrevisorerne i tillægsbetænkningen, side 10, har anført til § 2.A. Statsbanerne, angående aktieselskabsformen for Dampskibsselskabet „Øresund", ønsker udvalget at understrege, at man fuldt ud tilslutter sig statsrevisorernes opfattelse og forudsætter, at spørgsmålet nu aktualiseres med henblik på en snarlig løsning.

Udvalget ønsker at henlede opmærksomheden på de bemærkninger, der i tillægsbetænkningen er anført af revisionsdepartementet vedrørende § 10, konto 2.02. Økonomisk udvikling af underudviklede områder, og tilslutter sig de af statsrevisorerne gjorte bemærkninger, idet man også fremhæver ønskeligheden af at have fuldt indseende med administrationen af midler, hvori indgår beløb fra private og fra samarbejdende nationer.

Udvalget har bemærket sig de revisionsmæssige betragtninger i betænkningen vedrørende § 15, konto 6. Særforsorgen, og tilslutter sig statsrevisorernes antegninger. Udvalget ønsker i denne forbindelse at understrege det i udvalgets betænkning over den af statsrevisorerne afgivne betænkning over statsregnskabet for 1961-62 af socialministeren givne tilsagn, hvorefter „de pågældende spørgsmål er taget op til nærmere forhandling og foretagelse mellem forsorgen og revisionsdepartementet med det formål at tilvejebringe en ordning, der imødekommer de i revisionsbetænkningen anførte anskuelser."

Udvalget ønsker at understrege den af statsrevisorerne i tillægsbetænkningen, side 99 til § 25, konto 6. Bidragsfonden, anførte bemærkning, idet man må skønne, at administrationsudgifterne forekommer at være af en betænkelig størrelse i forhold til fondens pengemæssige bevægelser.

I anledning af det i tillægsbetænkningen, side 90, anførte vedrørende § 22, konto 17.24. Rådgivende ingeniører m. v., har udvalget fæstet sig ved de af revisionsdepartementet givne oplysninger tillige med det fra forsvarsministeren oplyste og vil være opmærksom på sagens videre forløb i kommende revisionsbetænkninger.

Udvalget har haft samråd med ministeren for Grønland i anledning af de i bilag 11 omhandlede forhold vedrørende vareforsendelser og har herunder over for ministeren fremhævet det ønskelige i, at kammeradvokaten får adgang til det foreliggende materiale for at danne sig et skøn over, hvorvidt der i forbindelse med sagen måtte være foretaget handlinger eller sådanne undladelser heraf, at en retslig prøvelse er påkrævet. Ministeren har tilsluttet sig udvalgets opfattelse.

Efter gennemgang af både hoved- og tillægsbetænkning er det på ny udvalget magtpåliggende over for folketinget at fremhæve, at bestræbelserne for at udvikle fuldt betryggende kontrol med givne bevillinger må fortsættes.

Udvalget har taget den som bilag 2 optrykte meddelelse af 28. april fra statsministeren om ændringer i det i betænkningen over den af statsrevisorerne afgivne betænkning over statsregnskabet for finansåret 1960-61 nævnte udvalg til efterretning og forventer, at det omhandlede udvalg inden for rimelig tid afslutter arbejdet med henblik på at lette folketinget i dets anstrengelser for at sikre sig, at den almindelige bevillingspraksis bliver nøje fulgt.

Udvalget anerkender værdien af bestræbelserne for at fremskynde revisionsbetænkningerne, men ønsker at henlede opmærksomheden på det ønskelige i, at denne fremskyndelse også kommer til at omfatte tillægsbetænkningerne."

Ved sagens 1. behandling fremsatte H. Larsen (Bjerre) nogle principielle betragtninger angående statsrevisionens betydning i en redegørelse, der sluttede således:

„Når det næste statsregnskab, altså regnskabet for 1963-64, foreligger, står vi i det høje ting med det første regnskab hvilende på budgetter udformet efter den dag, da folketinget i fuld enighed stod fast i beslutningen om bevillingernes overholdelse, og derfor må det være rimeligt allerede nu at sige: der vil næppe være nogen lynafleder på Christiansborg slot, hvis alvorlige overskridelser findes på kommende statsregnskaber; lynet vil uhindret søge direkte mod den pågældende paragraf.

Med fremlæggelse af denne betænkning og forslag til folketingsbeslutning angående statsregnskabet for 1962-63 er et betydningsfuldt mål blevet nået, idet tinget, jeg tror for første gang, har kunnet tage stilling til et statsregnskab for en periode, der ikke ligger mere end et år tilbage. Det er mig særdeles kært ved denne lejlighed, hvor det er sidste gang, den højtærede formand bivåner begivenheden, at give udtryk for taknemlighed over for den højtærede formand, hr. Gustav Pedersen, fordi han i sin egenskab af statsrevisor har presset på for at få disse anliggender ind i det rette leje. Nu er det meget betydningsfulde mål nået, at folketinget kan godkende statsregnskabet på en af sine sidste mødedage, før sommeren giver pause i lovgivningsarbejdet. Det er særdeles rimeligt at lade statsregnskabets godkendelse danne punktum.

I vore bestræbelser for at overholde grundlovens § 46, stk. 2, om bevillingspraksis er det af stor værdi at kunne virke ud fra en enig opfattelse i det høje ting, og derfor er det mig en ære på et enigt udvalgs vegne at indstille statsregnskabet til godkendelse, således som det er forelagt os af de valgte statsrevisorer."

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges enstemmigt.
Partiernes ordførere
Hans Larsen (Bjerre) (S)