B 5 Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen, 1960.

Af: Minister for handel, industri og søfart Hilmar Baunsgaard (RV)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Ved folketingsbeslutningen giver folketinget tilslutning til, at ovennævnte konvention ratificeres.

På en i London i dagene 17. maj-17. juni 1960 mellem repræsentanter for 45 søfartslande afholdt konference vedtoges en international konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen, dateret den 17. juni 1960. Konventionen, som skal erstatte den hidtil gældende, også af Danmark ratificerede internationale konvention af 10. juni 1948 om sikkerhed for menneskeliv på, søen, tilsigter på basis af de siden 1948 indvundne erfaringer en ajourføring og videreudvikling af de gældende sikkerhedsbestemmelser for skibe.

Af de vigtigste ændringer i forhold til den nugældende konvention kan nævnes: Bestemmelserne om skibskonstruktion, der tidligere kun var gældende for passagerskibe, er udvidet til også at omfatte lastskibe, idet der for disse skibe indføres et nyt sikkerhedscertifikat, kaldet konstruktions-sikkerhedscertifikat for lastskibe; oppustelige eller faste redningsflåder indføres som obligatorisk supplement til de eksisterende redningsmidler og i visse passagerskibe som delvis erstatning for redningsbåde; der gennemføres regler for atomskibe, herunder om udfærdigelse af sikkerhedscertifikater for sådanne skibe. Yderligere kan nævnes, at pligten for lastskibe til at være udstyret med radioanlæg udvides, og at der gennemføres visse lempelser i reglerne for transport af løst korn.

Som begrundelse for fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning anføres i bemærkningerne til dette forslag:

„Under hensyn til Danmarks hidtidige stilling til og deltagelse i såvel forhandlingerne på den ovennævnte konference som i det internationale arbejde på disse områder i almindelighed og under hensyn til dansk skibsfarts internationale karakter må det findes naturligt, at den danske regering tiltræder denne for sikkerheden til søs og for skibsbygningsindustrien vigtige konvention. Spørgsmålet har været behandlet i en af handelsministeriet nedsat kommission med repræsentanter for såvel redernes som de søfarendes organisationer. Der er inden for kommissionen enighed om, at Danmark bør tiltræde konventionen. En sådan ratifikation vil ikke nødvendiggøre ændringer i de gældende love om tilsyn med skibe og om forholdsregler til skibsfartens betryggelse, begge af 28. marts 1951, men konventionen er af en sådan betydning for sikkerheden til søs, at folketingets tilslutning til dens ratifikation er anset for ønskelig.

Konventionen træder i kraft 12 måneder efter den dato, på hvilken mindst 15 tiltrædelsesdokumenter, herunder 7 fra lande, der hver har en tonnage på mindst 1 million bruttotons, er blevet deponeret hos Den mellemstatlige rådgivende Søfartsorganisation (IMCO). Det bemærkes herved, at konventionen indtil nu er blevet ratificeret af 15 stater, nemlig Norge, Frankrig, De Forenede Stater, Spanien, Grækenland, Japan, Haiti, Viet Nam, Ghana, Peru, Madagascar, Marokko, Tunesien, Cuba og Paraguay, hvoraf de 6 førstnævnte har en tonnage på mindst 1 million bruttotons. Danmarks ratifikation kan således bevirke konventionens ikrafttræden."

Særtryk af den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv på søen, 1960, med en dertil knyttet, af handelsministeriet foranstaltet oversættelse til dansk medfulgte forslaget som særskilt bilag.

Forslaget til folketingsbeslutning mødte i folketinget tilslutning fra alle sider. Det vedtoges uændret og enstemmigt.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Viggo Hauch (V), Ove Weikop (KF), Holger Vivike (SF), Aage Fogh (RV) og I. A. Rimstad (U)