Ved loven foretages forskellige ændringer i færdselsloven — lovbekendtgørelse nr. 231 af 27. juni 1961 som ændret ved lov nr. 123 af 6. april 1963. Det drejer sig hovedsagelig om I. traktorreglerne, II. periodiske hastighedsgrænser og III. maksimalhastigheden for busser. Desuden foretages mindre ændringer i bestemmelserne om hestes og kreaturers færdsel på vej, og der gives civilforsvarets personel en tilsvarende adgang til under særlige omstændigheder at regulere færdselen, som tilkommer det militære personel.
I. Traktorreglerne. Ved loven udvides adgangen til at benytte traktorer uden at lade disse registrere.
Efter færdselslovens § 12, stk. 1, kan traktorer, der ganske overvejende anvendes uden for vejene som træk- eller drivkraft for arbejdsredskaber, uden registrering og uden særlig godkendelse benyttes også på vejene, når dette alene sker på visse nærmere angivne måder. Herunder nævnes i bestemmelsen bl. a. de pågældende traktorers benyttelse som trækkraft for arbejdsredskaber til og fra arbejdssted.
I færdselslovens § 12, stk. 3, er det bestemt, at traktorer af den i stk. 1 omhandlede art, såfremt de ønskes anvendt til transport af produkter, kan godkendes hertil, for så vidt traktoren tilhører ejeren af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom. Godkendelsen giver ret til transport af produkter, der hidrører fra eller skal benyttes i den pågældende virksomhed, til og fra ejendommen samt mellem dele af denne. Benzindrevne traktorer må ikke anvendes ud over en afstand af 10 km fra ejendommen til transport til industriel brug af produkter, der hidrører fra virksomheden; dog kan sådan transport altid ske til nærmeste jernbanestation. — § 12, stk. 3, omfatter ikke transport af arbejdsredskaber. Med hensyn hertil gælder således også for landbrugsejendomme m. v. alene den ovenfor omtalte almindelige regel i § 12, stk. 1.
De nye regler indebærer følgende udvidelse af de hidtidige bestemmelser:
1) Det bestemmes (§ 12, stk. 3, a), at traktorer efter godkendelse skal kunne benyttes til transport af arbejdsredskaber mellem dele af en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsejendom, selv om traktoren ikke, som det kræves efter § 12, stk. 1, ved arbejdsredskabernes anvendelse benyttes som træk- eller drivkraft. Dette gælder, selv om traktorens ejer ikke er ejer eller bruger af ejendommen. Herved åbnes der mulighed for, at landbrugsvirksomheder m. v. kan benytte deres godkendte traktorer til transport af f. eks. transportable malkemaskiner og tærskeværker, ved hvis anvendelse der benyttes anden drivkraft end de pågældende traktorer.
2) Det bestemmes endvidere (§ 12, stk. 3, b), at traktorer efter godkendelse skal kunne anvendes til transport af produkter, der hidrører fra eller skal benyttes i en landbrugs-, gartneri- eller skovbrugsvirksomhed, til og fra en sådan ejendom og mellem dele af den. Traktoren må dog ikke anvendes til samtidig transport af produkter fra flere virksomheder, medmindre disses ejere eller brugere alle er medejere af traktoren. Det bliver herved muligt for landbrugsvirksomheder m. v. at yde hinanden bistand ved udlån eller udleje af godkendte traktorer til kørsel med produkter. I det fremsatte forslag angik udvidelsen alene transport mellem dele af landbrugsejendomme m. v., men bestemmelsen ændredes under behandlingen i folketinget.
3) Efter den hidtidige regel i færdselslovens § 12, stk. 3, og efter § 12, stk. 4, som affattet i det fremsatte lovforslag kunne der ikke meddeles godkendelse af traktorer i sameje mellem ejere eller brugere af flere ejendomme, hvis samejet omfatter mere end én traktor. Dette ændredes under behandlingen i folketinget således, at samejet kan omfatte 2 traktorer.
11. Periodiske hastighedsgrænser. Ved lov nr. 61 af 25. marts 1961 indsattes som stk. 4 i færdselslovens § 35 en regel, der bemyndigede justitsministeren til at fastsætte midlertidige bestemmelser, hvorefter kørehastigheden ikke matte overstige bestemte grænser. Samtidig indsattes i lovens § 77, stk. 4, en regel, hvorefter bestemmelsen i § 35, stk. 4, kun havde gyldighed indtil den 31. januar 1962. Ved lov nr. 130 af 13. april 1962 blev bestemmelsens gyldighed forlænget til den 31. januar 1963 og ved lov nr. 123 af 6. april 1963 til den 31. januar 1964.
Ved den heromhandlede lov genindføres og opretholdes indtil 31. januar 1965 justitsministerens adgang til at fastsætte midlertidige hastighedsgrænser, dog med den ændring at der ikke kan fastsættes lavere grænse end 90 km i timen. Dette motiveredes med, at en fortsat anvendelse af de hidtidige, midlertidige hastighedsgrænser på 80 km i timen kunne have uheldige virkninger med hensyn til overhaling af busser, for hvilke den særlige hastighedsgrænse forhøjedes fra 60 til 70 km i timen jfr. nedenfor. Endvidere fastsættes, at bestemmelser om periodiske hastighedsgrænser ikke kan omfatte motorveje. I tidligere år var grænsen for disse sat til 100 km i timen.
I bemærkningerne til denne del af lovforslaget anførtes bl. a.:
„I 1963 har der været fastsat hastighedsbegrænsning for følgende perioder:
10.-16. april (påsken),
31. maj-5. juni (pinsen),
22. juni-11. august og
21. december 1963-3. januar 1964.
Som anført i bemærkningerne til det lovforslag, der fremsattes i 1963, viste undersøgelserne for 1961 og 1962, at der i perioderne med hastighedsbegrænsning i sommermånederne skete en væsentlig nedgang i antallet af uheld med personskade på de 2-sporede hovedveje og på landevejene (amtsveje, der ikke er hovedveje). Denne nedgang var — beregnet i forhold til det uheldstal, som man efter den almindelige udvikling med hensyn til færdselsuheld måtte have forventet — på ca. 30 pct. (fra 460 til 314 uheld). En tilsvarende nedgang skete ikke for så vidt angår uheld på de 3- og 4-sporede hovedveje eller på bivejene. Undersøgelsen for 1963 [der ligesom de tidligere undersøgelser var foretaget af transportforskningsudvalget] viser i hovedsagen de samme tendenser. For så vidt angår sommermånederne synes effekten i weekend-dagene ligesom i 1961 og 1962 at være størst på de 2-sporede hovedveje og landevejene, medens den for de øvrige dage er jævnere fordelt på de forskellige typer af veje uden tæt bebyggelse. Undersøgelserne for 1963 viser en mindre nedgang i uheldstal lene end de tilsvarende undersøgelser for 1961 og 1962. For alle veje uden tæt bebyggelse er nedgangen i forhold til 1961, beregnet som omtalt ovenfor, på ca. 12 pet. (fra 733 til 647). For så vidt angår de 25 dage med hastighedsbegrænsning i 1963, der modsvarer dage uden hastighedsbegrænsning i 1962, og som derfor kan sammenlignes med dette år, viser undersøgelsen en nedgang på omkring 20 pct. fra 1962 til 1963.
Hovedresultatet af undersøgelserne for 1961-63 er, at der i perioder med hastighedsbegrænsning er sket en ikke ubetydelig nedgang i uheldstallene. Herefter synes det ikke rigtigt at afskrive de midlertidige hastighedsbegrænsninger som et led i bestræbelserne på at begrænse færdselsulykkernes antal, og det foreslås derfor, at der i færdselsloven optages en bestemmelse, hvorefter justitsministeren kan fastsætte midlertidige bestemmelser om, at kørehastigheden ikke må overstige bestemte grænser. På den anden side synes det påkrævet fortsat nærmere at følge hastighedsbegrænsningernes virkning. Det foreslås derfor at begrænse bestemmelsens gyldighed til perioden indtil den 31. januar 1965."
III. Maksimalhastigheden for busser. Ifølge færdselslovens
§ 44, stk. 1, litra a, må kørehastigheden for motorvogne, hvis tilladte totalvægt overstiger 3500 kg, ikke overstige 60 km i timen. Ved den heromhandlede lov forhøjes denne grænse for busser personmotorvogne, hvis tilladte totalvægt overstiger 3500 kg — til 70 km i timen.
I bemærkningerne til lovforslaget udtaltes herom: „Spørgsmålet om en forhøjelse af maksimalhastigheden for busser og lastvogne har været genstand for undersøgelser og overvejelser i justitsministeriet. Resultatet heraf er blevet, at det nu under hensyn til bussernes tekniske udstyr tør anses for forsvarligt at forhøje maksimalhastigheden for busser til 70 km i timen. Derimod må det anses for betænkeligt samtidig at tillade en tilsvarende forhøjelse af hastigheden for lastvogne. Efter de oplysninger, der foreligger om lastvognenes udstyr, navnlig deres bremser, synes det rigtigst, at spørgsmålet om en sådan forhøjelse stilles i bero på spørgsmålet om en udbygning af den i færdselslovens § 13 omtalte ordning vedrørende kontroleftersyn af motorkøretøjer."
Ved 1. behandling fik lovforslaget en velvillig modtagelse, dog med kritik af de foreslåede regler om periodiske hastighedsbegrænsninger og om bussers maksimalhastighed.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, der indstillede de foreslåede ændringer i traktorreglerne til vedtagelse med de tidligere nævnte ændringer.
I øvrigt anføres af betænkningen:
„Vedrørende den i § 1, nr. 5 og 8, foreslåede bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte midlertidige hastighedsgrænser er der ikke enighed i udvalget.
Et mindretal (Horn, Erhard Jakobsen, Axel Ivan Pedersen, Else-Merete Ross, Helga Pedersen, Foss og Herluf Rasmussen) tiltræder den foreslåede udformning af lovens § 35, stk. 4, således at der indtil videre ikke kan fastsættes lavere grænse end 90 km i timen, og således at hastighedsgrænser ikke kan omfatte motorveje. Mindretallet kan i øvrigt henholde sig til den argumentation, som er anført i ministerens fremsættelsestale vedrørende en 90 km hastighedsgrænse, der er eller vil blive anvendt i Sverige og Finland.
Et andet mindretal (Dalsgaard, Holmberg, Marie Antoinette von Lowzow og Reedtz-Thott) finder, at efter at der periodevis i tre år har været fastsat almindelige hastighedsgrænser, vil det nu være rimeligt at lade et år hengå uden sådanne hastighedsgrænser. Derved vil der kunne tilvejebringes et nyt grundlag til sammenligning med tidligere og eventuelt kommende perioder med hastighedsgrænser, idet det sidste år uden hastighedsgrænser — 1960 — efterhånden må anses for forældet på grund af den i de senere år skete stærke
forøgelse af antallet af motorkøretøjer. Mindretallet foreslår derfor ved ændringsforslag nr. 3 og 6, at den foreslåede bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte midlertidige hastighedsgrænser udgår.
Et tredje mindretal (Boye Hansen, Waldemar Laursen, Aage Knudsen, Helge Nielsen, P. A. Rasmussen og Vagn Bro) deler justitsministerens opfattelse, at det ikke vil være forsvarligt at undlade a,t gøre brug af periodiske hastighedsgrænser som led i bestræbelserne på at nedbringe ulykkestallene, idet erfaringerne tyder på en vis effekt. Mindretallet savner imidlertid tilstrækkelig motivering til at sætte hastighedsgrænsen op fra hidtil 80 til 90 km i timen og finder, at man for bedre at kunne sammenligne erfaringerne fra kommende hastighedsbegrænsningsperioder med tidligere års bør fastholde grænsen på 80 km i timen. Mindretallet frygter endvidere, at en forhøjelse af hastighedsgrænsen til 90 km i timen vil kunne virke som incitament til en almindelig forhøjelse af tempoet på vejene, hvilket mindretallet anser for farligt. Mindretallet stiller derfor nedenstående ændringsforslag nr. 4, hvorefter justitsministeren alene kan fastsætte en maksimalhastighed på 80 km i timen i fremtidige hastighedsbegrænsningsperioder. Mindretallet accepterer den i lovforslaget indsatte bestemmelse, hvorefter hastighedsbegrænsningerne ikke kan omfatte motorveje.
Vedrørende den i § 1, nr. 6, foreslåede forhøjelse af hastighedsgrænsen for busser — personmotorvogne over 3.500 kg — fra 60 til 70 km i timen er der heller ikke enighed i udvalget.
Et flertal (Boye Hansen, Horn, Erhard Jakobsen, Waldemar Laursen, Aage Knudsen, Helge Nielsen, P. A. Rasmussen, Axel Ivan Pedersen, Else-Merete Ross, Helga Pedersen, Vagn Bro, Foss og Herluf Rasmussen) tiltræder den foreslåede ændring.
Et mindretal (Dalsgaard, Holmberg, Marie Antoinette von Lowzow og Reedtz-Thott) finder det forsvarligt ikke alene for busser, men også for andre tunge motorvogne — lastvogne, motorvogne med påhængsvogn m. v. — hvis maksimale hastighed nu er fastsat til 60 km i timen, at gå med til en forhøjelse til 70 km i timen. Mindretallet stiller herom ændringsforslag nr. 5."
Ved 2. behandling vedtoges de af justitsministeren stillede ændringsforslag (vedr. traktorreglerne samt ikrafttrædelsen), mens samtlige mindretalsændringsforslag forkastedes.
Den fornyede udvalgsbehandling gav ikke anledning til ændringsforslag, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.