L 111 Lov om ændringer i lov om menighedsråd.

Af: Kirkeminister Bodil Koch (S)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 113 af 15-04-1964
Ved loven, der er en ændring af lov om menighedsråd, jfr. lovbekendtgørelse nr. 167 af 8. juni 1957, forhøjedes maksimumgrænsen for de beløb, der kan stilles til disposition for menighedsrådene til stedlige kirkelige formål, f. eks. til udgivelse af kirkeblade, fra henholdsvis 800 kr. og — hvor forholdene taler for det — 2.000 kr. til 2.000 kr. og 5.000 kr. Som hidtil skal kirkeministeren kunne tillade anvendelse af større beløb under ganske særlige forhold, navnlig når det drejer sig om stærkt voksende bebyggelse med betydelige kirkelige opgaver uden for de sædvanlige rammer.

Lovforslaget, der gennemførtes uden udvalgsbehandling fik en meget velvillig modtagelse fra alle partier, bortset fra socialistisk folkeparti, som ikke ønskede at medvirke til forslagets gennemførelse, bl. a. på baggrund af „den stærke kampagne, som ikke mindst fra menighedsrådskredse, anført af menighedsrådsforeningens formand, er blevet ført med hensyn til spørgsmålet om seksualundervisning i skolen".

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 115 stemmer; 4 medlemmer (SF) tilkendegav, at de hverken ville stemme for eller imod.
Partiernes ordførere
L. Qvist Hansen (S), P. Skov Thulesen (V), Hans Baagø-Hansen (KF), Morten Lange (SF) og Ejnar Bækgaard (U)