I henhold til bestemmelserne i § 3, stk. 3, i lov nr. 94 af 20. marts 1963 om bunden opsparing for skatteåret 1963-64 skulle opkrævningen af den bundne opsparing ske i to lige store rater, forfaldende til betaling den 1. oktober 1963 og den 1. februar 1961, med betalingsfrist henholdsvis til den 3. november 1963 og til den 3. marts 1964.

Med det formål at lette indbetalingen af opsparingsbeløbene gennemførtes nærværende lov, der — efter at være undergået en mindre ændring i folketinget — giver forannævnte lovs § 3, stk. 3, følgende affattelse:

„Opkrævningen af den bundne opsparing sker i to lige store rater. Den første rate forfalder til betaling den 1. oktober 1963. Indbetalingen kan ske i tre tredjedele med betalingsfrist for den første tredjedel til den 11. november 1963, for den anden tredjedel til den 10. januar 1964 og for den sidste tredjedel til den 10. februar 1964. Den anden rate forfalder til betaling den 1. februar 1964 og kan ligeledes indbetales i tre tredjedele med betalingsfrist for den første tredjedel til den 10. marts 1964, for den anden tredjedel til den 10. april 1964 og for den sidste tredjedel til den 11. maj 1964. Fremkommer der ørebeløb, fordi en rate af bunden opsparing erlægges med en tredjedel ved hver indbetaling, afrundes beløbet ved de to første indbetalinger nedad til det nærmeste hele kronebeløb, medens resten af raten erlægges ved den sidste indbetaling."

I overensstemmelse hermed ændredes reglerne i § 3, stk. 4, om kommunernes afregning med statskassen.

Som begrundelse for lempelsen i betalingsreglerne anførte finansministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Den bundne opsparing skal efter loven betales i to rater, der forfalder den 1. oktober 1963 og den 1. februar 1964. Første rate er altså nu forfalden til betaling, og den sidste rettidige indbetalingsdag for denne rate er den 4. november 1963.

Der er siden forfaldsdagen sket et meget stort antal henvendelser til myndighederne om muligheden for betaling af den bundne opsparing i afdrag.

I loven om bunden opsparing er der ingen direkte regler for en sådan afdragsvis afvikling. Loven henviser imidlertid til de i statsskatteloven fastsatte regler, og ligesom der for skatterne er adgang til efter ansøgning at få tilladelse til afdragsvis betaling, vil myndighederne også kunne imødekomme ansøgninger om at betale den bundne opsparing i afdrag.

Når henses til det store antal henvendelser, der som nævnt er sket, og til, at bunden opsparing skal betales af ca. 1.200.000 personer, har det måttet befrygtes, at der ville kunne fremkomme ansøgninger til myndighederne i så stort tal, at behandlingen og afgørelsen af andragenderne inden betalingsfristen den 4. november vil vise sig at være uoverkommelig.

Da der utvivlsomt i et meget stort antal tilfælde vil være god grund til at indrømme en indbetaling af den bundne opsparing i afdrag, synes det derfor — for at kunne hjælpe disse opsparingspligtige — påkrævet at løse betalingsspørgsmålet gennem en lovændring. En sådan lovmæssig afdragsordning, der naturligvis efter sagens natur vil kunne komme til anvendelse på samtlige opsparingspligtige, må i det hele forekomme rimelig.

Forslaget går ud på, at hver af de to rater kan indbetales i tre tredjedele. Den første rate forfalder til betaling den 1. oktober 1963, og betalingsfristen for den første tredjedel foreslås fastsat til den 5. november 1963, for den anden tredjedel til den 6. januar 1964 og for den sidste tredjedel til den 5. februar 1964. Den anden rate forfalder til betaling den 1. februar 1964, og betalingsfristen for den første tredjedel foreslås fastsat til den 5. marts 1964, for den anden tredjedel til den 6. april 1964 og for den sidste tredjedel til den 5. maj 1964.

Når der indrømmes afdragsvis betaling som foreslået, vil det ikke kunne undgås, at en del af den bundne opsparing først indgår i næste finansår. Den tilsigtede virkning af den bundne opsparing vil imidlertid, uanset den foreslåede afdragsordning, i hovedsagen være den samme, og man vil ved afdragsordningen have opnået, at det vil være lettere for de opsparingspligtige at klare indbetalingen."

Ved de ændringer, som lovforslaget undergik i folketinget, forlængedes fristerne for de opsparingspligtiges indbetalinger og kommunernes afregninger af praktisk-administrative grunde med ca. 5 dage.

Under lovforslagets behandling i folketinget var der ingen, som gjorde indsigelse imod, at indbetalingspligten blev udstrakt over en længere periode end oprindelig fastsat. Derimod gjordes det fra oppositionens side gældende, at loven om den bundne opsparing, som man i sin tid havde stemt imod, helt burde bortfalde.

Ved lovforslagets 1. behandling stillede Iver Poulsen (Uafh) følgende forslag om overgang til næste sag p.4 dagsordenen:

„Idet folketinget udtaler sin mistillid til regeringen, opfordrer tinget regeringen til at trække det foreliggende forslag til „Lov om ændring i lov om bunden opsparing for skatteåret 1963-64" tilbage og omgående fremsætte forslag om ophævelse af den eksisterende lov om bunden opsparing for skatteåret 1963-64,

og går dermed over til næste punkt på dagsordenen."

Dette forslag afvistes af finansministeren på regeringens vegne, og der blev af Peter Nielsen (S) peget på, at var der i folketinget vedtaget en mistillidserklæring mod regeringen, kunne denne kun fungere som forretningsministerium (jfr. grundlovens § 15), hvilket Helge Larsen (RV) sluttede sig til. Såvel Henry Christensen (V) som Poul Møller (KF) erkendte, at forslaget var mangelfuldt affattet. De ville dog anbefale at stemme for det for derved at tage afstand fra regeringens politik på dette område. Iver Poulsen ville heller ikke benægte, at der var „en formel fejl i affattelsen af dagsordensforslaget", men han var glad ved at kunne konstatere, at ingen i folketingssalen var i tvivl om, hvad meningen med forslaget var. Aksel Larsen (SF) fandt derimod forslaget så ufornuftigt, at han måtte stemme imod det uanset sin modvilje mod den bundne opsparing.

Resultatet blev da, at dagsordensforslaget forkastedes med 94 stemmer (regeringenspartierne og SF) mod 71, idet 2 medlemmer (Viggo Hauch (V) og Rosing (Grønl.)) afholdt sig fra at stemme.

Til 2. behandling stillede Aksel Larsen ændringsforslag om, at loven om bunden opsparing skulle ophæves. Som begrundelse herfor anføres i den af udvalget afgivne betænkning, at han „beklager, at regeringen har afslået enhver forhandling såvel om virkelig lempelse af den bundne opsparing som om eventuel anvendelse af provenuet til billiggørelse af boligbyggeriet. Mindretallet finder, at opkrævning af den bundne opsparings beløb kan og bør undlades, og stiller i overensstemmelse hermed ... ændringsforslag nr. 1 om bortfald af lov nr. 94 af 20. marts 1963 om bunden opsparing."

Ved afstemningen forkastedes dette ændringsforslag ved navneopråb med 84 stemmer (S, RV og minister for Grønland Gam) mod 83 (V, KF, SF og Uafh), idet Rosing (Grønl.) afholdt sig fra at stemme. 11 medlemmer var fraværende med anmeldt forfald.

Et par af finansministeren stillede ændringsforslag, som ikke var af principiel karakter (jfr. ovenfor), vedtoges derefter uden afstemning.

Ved 3. behandling udtalte finansministeren:

„ I anledning af spørgsmål, som er rejst her i salen ved anden behandling og drøftet under udvalgsbehandlingen mellem anden og tredje behandling, vil jeg gerne sige følgende:

Under behandlingen af lovforslaget er der fremsat ønske om, at der skal kunne indrømmes lempelse i betalingen af den bundne opsparing for opsparingspligtige, hvis økonomiske forhold er blevet forringet. Der er som begrundelse bl. a. nævnt arbejdsløshed af en vis varighed, men der må også være mulighed for lempelse, hvor der af andre årsager er indtrådt en væsentlig indtægtsnedgang, der vanskeliggør indbetaling. En særlig lovbestemmelse om sådanne tilfælde vil efter min mening ikke være nødvendig. I lovens § 9 bestemmes det, at de regler, der gælder om indkomstskat til staten for personer, også kommer til anvendelse på den bundne opsparing, for så vidt de i øvrigt er forenelige med denne lovs regler. Herefter finder den almindelige bestemmelse i statsskattelovens § 27 om bevillingsmæssig lempelse af skat også anvendelse på bunden opsparing. Dette er allerede udtalt i det cirkulære, som skattedepartementet har udsendt om loven, og ansøgning om lempelse af den bundne opsparing behandles af de samme myndigheder, som behandler andragender om lempelse af statsskatten. Hovedretningslinjen må være den samme som for skattelempelse, men jeg vil dog finde det naturligt, at myndighederne administrerer lempeligt i disse sager, og jeg vil foranledige, at dette tilkendegives dem.

Vedrørende spørgsmålet om tilbagebetaling af allerede indbetalt bunden opsparing skal jeg udtale, at jeg vedblivende tvivler på, at spørgsmålet har stor praktisk betydning Men hvis en opsparingspligtig gør krav på tilbagebetaling, vil han få det. Der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt en særlig lovbestemmelse herom burde gives. Som forholdene ligger, mener jeg, at de, der allerede har foretaget indbetaling, bør have krav på tilbagebetaling. Det er mit indtryk, at der er tilslutning til dette synspunkt, og under de foreliggende omstændigheder finder jeg, at en bestemmelse om tilbagebetaling må indgå i de nærmere regler for lovens gennemførelse, som finansministeren fastsætter med hjemmel i lovens § 13. Det må være en forudsætning for tilbagebetaling, at indbetaling er sket inden lovens ikrafttræden, og der kan ikke blive tale om tilbagebetaling af den første tredjedel af første rate.

De ændrede regler vil naturligvis medføre, at der må træffes forskellige foranstaltninger med henblik på indbetaling i rater, herunder udfærdigelse af vejledning til de opsparingspligbige og et cirkulære til myndighederne m. v. Man er i fuld gang med dette arbejde, men der må nødvendigvis gå nogle dage, før det er tilendebragt. Der kan følgelig heller ikke straks ske tilbagebetaling, hvor dette måtte blive begæret, idet man må afvente den nærmere instruks til myndighederne herom."

Lovforslaget vedtoges derefter enstemmigt med 80 stemmer, idet 60 medlemmer (V, KF, SF, Uafh og Rosing (Grønl.)) afholdt sig fra at stemme.