Lovforslaget havde følgende indhold:

Kapitel I.

Indledende bestemmelser.

§ 1. Lovens formål er gennem lån med fast lav rente at sikre befolkningens tilstrækkelige forsyning med boliger til en rimelig boligafgift og af en sådan standard, at den tillige må antages at tilfredsstille fremtidens boligstruktur.

§ 2. Boligministeren skal udarbejde særlige byggeprogrammer til finansiering efter denne lov.

Der skal ved planlægningen af byggeprogrammer især lægges vægt på en teknisk rationalisering af byggeriet under udnyttelse af indvundne erfaringer inden for bygge- og boligforskningen.

§ 3. Der skal sikres byggeprojekter, der kan finansieres efter denne lov, fortrinsstilling ved tilrettelæggelse af byggeprogrammer og langtidsplanlagte boligbyggerier.

Kapitel II.

Boligfondens økonomiske og administrative opbygning.

§ 4. For at sikre billige og stabile finansieringsvilkår for det almennyttige boligbyggeri oprettes en boligfond, hvis administration, herunder den kasse- og regnskabsmæssige forvaltning, varetages af Kongeriget Danmarks Hypotekbank.

Boligfonden er et selvstændigt statsligt prioriteringsinstitut, der ledes af en bestyrelse udnævnt af boligministeren. Formanden og et medlem, der skal repræsentere boligministeriet, udnævnes direkte. De øvrige medlemmer udpeges efter indstilling således:

1 repræsentant for hvert af de i folketingets finansudvalg repræsenterede partier,

2 repræsentanter for det almennyttige boligbyggeri,

2 repræsentanter fra lejerorganisationerne og

1 repræsentant for statens byggeforskningsinstitut efter indstilling fra instituttets ledelse.

Udnævnelser sker ordinært for en 4 års periode. Genudnævnelse kan finde sted.

Boligfondens bestyrelse udarbejder vedtægter, der skal indeholde nærmere regler for fondens administration. Vedtægterne skal godkendes af boligministeren.

§ 5. Fondens midler tilvejebringes således:

1. ved bevilling på den årlige finanslov,

2. ved provenuet af skatter og afgifter efter herom trufne bestemmelser i de pågældende love,

3. ved indsættelse i boligfonden af provenuet af visse opsparingsordninger, herunder 1.-3. rate af den bundne opsparing for 1963-64, og beløb, der indbetales under boligopsparingsordningen,

4. ved indsættelse i boligfonden af midler fra offentlige pensionsfonds,

5. ved indsættelse i boligfonden af dele af visse offentlige institutioners kapitalbeholdning.

§ 6. I det omfang midler er indbetalt til fonden som lån, garanterer statskassen for rentebetaling og eventuelle afdrag.

Kongeriget Danmarks Hypotekbank er bemyndiget til ved modtagelse af lånemidler på statskassens vegne at afgive garantierklæringer i henhold til stk. 1.

Kapitel III.

Fondens udlånsvirhsomhed.

§ 7. Lån af boligfonden kan ydes til sociale boligforetagender, hvis vedtægter er godkendt af boligministeren i henhold til bestemmelserne i §§ 103-104 i lov nr. 356 af 27. december 1958 om boligbyggeri, jfr. lovbekendtgørelse nr. 203 af 2. juni 1961.

Sammen med foranstående prioriteter kan lån højst udgøre 95 pct. af ejendommens anskaffelsessum eller værdi.

§ 8. Grundkøbslån, forskud på lån samt a conto-beløb kan udbetales efter de i § 42 i lov om boligbyggeri fastsatte bestemmelser.

§ 9. Lån af boligfonden kan ydes til enfamilieshuse, når opførelsen sker til eget brug eller af kommuner med salg for øje.

Lånet, der sammen med foranstående prioriteter skal ligge inden for 90 pct. af anskaffelsessummen eller værdien, kan højst udgøre 30.000 kr. Dette beløb kan dog efter indstilling fra boligministeren af fondens bestyrelse reguleres med ændringer i byggeomkostningerne.

§ 10. Lån skal sikres ved oprykkende panteret i ejendommen næst efter størst mulige lån af offentlige midler eller sådanne midler, der kan godkendes af fonden.

Lånene ydes kontant til parikurs og forrentes med en fast rente på 4 pct. p. a.

Afdragsvilkår og administrationsgebyrer fastsættes af boligfondens bestyrelse efter forhandling med boligministeren. Afdragstiden for lån til enfamilieshuse kan dog ikke overstige 30 år.

Fondens pantebreve skal indestå gensidigt uopsigeligt fra ejer til ejer. Ejerskiftevilkår skal godkendes af fonden.

Sælgeren af et enfamilieshus skal ved salg alene kunne beregne sig salgssummen reguleret i det omfang, hans eget indskud er blevet forringet i pengeværdi efter en pristalsberegning. Det samme gælder udgifter, som han i sin besiddertid har afholdt til forbedringer, som kan godkendes af fonden. Deklaration herom med køberet for fonden skal tinglyses.

§ 11. Lån efter denne lov bevilges af boligfonden. Boligministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for behandling af låneansøgninger, herunder at bestemme, i hvilket omfang kommunalbestyrelsen skal deltage i behandlingen af lånesager.

§ 12. Lån af boligfonden ydes fortrinsvis til opførelse af lejligheder og andre boliger af sådan størrelse, at den tilfredsstiller en families boligbehov.

Uanset bestemmelserne i § 66, stk. 2, i lov om boligbyggeri har ejere af enfamilieshuse finansieret af boligfonden ret til huslejetilskud efter reglerne i samme lovs kapitel X og XIII.

§ 13. Lejen i byggeri finansieret af boligfonden skal ved første udleje godkendes af boligministeren, og senere lejeforhøjelser skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Deklaration herom skal tinglyses.

Der skal i forbindelse med ydelse af lån til enfamilieshuse lyses deklaration på ejendommen, hvorefter denne ikke uden samtykke af boligministeren kan behæftes med eller gøres til genstand for arrest eller udlæg for en personlig fordring.

§ 14. Byggeprojekter, der finansieres efter denne lov, skal lægges til rette med hensyntagen til arten af det registrerede behov.

Boligministeren foranlediger, at der foretages en central registrering af boligefterspørgslen i de større byer og andre steder, hvor boligbehovet giver anledning hertil. Registreringen foretages af folkeregistrene.

Registreringen skal foretages på godkendte formularer, der giver oplysning om, hvilke af de boligsøgende der har forpligtet sig til en fast boligopsparing efter reglerne i § 15, samt navnet på det pengeinstitut, der modtager opsparingen. Endvidere skal der gives oplysning om, på hvilket tidspunkt opsparingsbeløbet forventes fuldt indbetalt. Der gives bygherrerne adgang til ved henvendelse til kommunen at gøre sig bekendt med registreringen.

§ 15. Der etableres med henblik på at fremme opsparing til boligformål en særlig opsparingsordning, der giver ret til at få anvist bolig i byggeri finansieret af boligfonden.

Boligspareren skal tegne sig for et mindstebeløb, der modsvarer eget indskud i finansieringsplanen for planlagt byggeri, der finansieres med boligfondsmidler. Sparetiden skal være mindst 3 år.

Indbetalinger sker til bank eller sparekasse. Der oprettes en kontrabog, der af opspareren skal forevises ved registreringsanmeldelsen.

Opsparingsordningerne tilrettelægges af boligministeren efter forhandling med bankernes og sparekassernes organisationer.

§ 16. Der skal ved tilsagn om lån af boligfonden lægges vægt på byggeriets kvalitet. Der skal tillige sikres en effektiv kontrol med arbejdets udførelse under byggeriet.

Boligministeren udarbejder i samarbejde med de sociale boligforetagender særlige normer for kvalitetskravet til byggeri, der finansieres efter denne lov.

§ 17. Boligfondens bestyrelse skal påse, at mindst 10 pct. af fondens samlede udlån medgår til erstatningsbyggeri for saneringer.

Der kan ikke ydes lån af fondens midler til modernisering af ældre ejendomme.

§ 18. I hvert af finansårene 1964-65 og 1965-66 kan boligfonden yde lån til byggeri i henhold til §§ 7-10, nemlig for finansåret
1964-65: inden for et beløb af 400 mill. kr.; for finansåret 1965-66: inden for et beløb af 500 mill. kr.

§ 19. Denne lov, der ikke gælder for Grønland og Færøerne, træder i kraft den 1. april 1964.

Lovforslaget tilsigtede, efter hvad Arne Larsen (SF) ved fremsættelsen udtalte som ordfører for forslagsstillerne, at yde et effektivt bidrag til løsning af boligproblemet — i modsætning til hvad regeringen havde bragt i forslag. „Det af regeringen den 7. november fremsatte forslag til lov om ændringer i lov om boligbyggeri kan vi i bedste fald kun betragte som lapperi på et system, som vi aldrig har haft tillid til. For anden gang siden december 1958 forsøger den højtærede boligminister med ændringsforslag til boligloven at lappe på en elendig lov, som aldrig burde have været gennemført; alene dette viser denne lovs umulighed."

Efter nærmere at have motiveret det heromhandlede forslag sluttede ordføreren sin udførlige fremsættelsestale således:

„Lovforslaget er, hvad vi med egne kræfter er nået frem til, men forhåbentlig er der mange andre, også i det høje ting, som vil yde en indsats for at gøre vort forslag endnu mere fuldkomment. Vi håber i alle tilfælde på et positivt medarbejderskab fra alle folketingets partier."

Boligministeren gjorde ved 1. behandling rede for sin stilling til lovforslaget. Han erkendte, at de nuværende finansieringsvilkår for byggeriet ikke var blevet mødt med udelt tilfredshed; men der var ikke politisk mulighed for at opretholde 1946-lovens finansieringsform, og der har heller ikke senere været mulighed for at ændre de finansieringsvilkår, der blev fastlagt i 1958-loven. Den gældende boligbyggerilov var en kompromislov, og den havde haft et andet indhold, hvis den var blevet udfcrmet af en socialdemokratisk flertalsregering. Ministeren fandt det ikke nødvendigt at komme ind på alle enkeltheder i lovforslaget, men omtalte bl. a. lovforslagets § 5. „Det er her, vi har bestemmelserne om fondens tilvejebringelse. Hovedideen bag disse bestemmelser er, at man skal udnytte tillægspensionsfondens midler, men her tror jeg at man har gjort regning uden vært; de penge har man taget med i puljen og man går uden videre ud fra, at man kan overføre disse midler til den foreslåede boligfond. Det tror jeg ikke er så ligetil". Ministeren pegede i denne forbindelse på, at man ved midlernes placering skulle tilstræbe den bedst mulige forrentning for tillægspensionsfonden. Yderligere understregede han, at der kun var mulighed for at øge byggeriet, hvis vi havde en tilstrækkelig samfundsmæssig opsparing. „Der tilvejebringes ikke en krone mere i kapitaldannelse, hvis man som angivet i lovforslaget blot „sætter" sig på midler, der er — eller skal — tilvejebringes efter det forslag, der er angivet i tillægspensionsudvalgets betænkning. Hvis vi ikke tilvejebringer tilstrækkelige finansielle midler gennem øget opsparing, må vi fremskaffe midlerne gennem udskrivning af skatter, der kan sikre det påtænkte provenu, nemlig 500 mill. kr., som anført i forslagets § 5, sammenholdt med § 18.

Hvis staten skal skaffe disse 500 mill. kr., må det som nævnt ske enten gennem nye skatteudskrivninger eller ved udstedelse af statsobligationer, og hvorledes det igen vil påvirke det traditionelle obligationsmarked, det skal der vist ikke megen fantasi til at forestille sig, og så er vi altså tilbage, hvor vi var for ikke så længe siden, nemlig i den situation, der kendetegnes ved faldende kurser og stigende effektiv rente. Mon denne udvikling er vel gennemtænkt?

Men selv under den forudsætning, at man kunne disponere frit over fondsdannelserne, måtte staten alligevel tilgodese formålet med disse fondes hensigt, nemlig den bedst mulige forrentning, det vil sige sikre disse midler i hvert fald markedsrenten, hvilket ville betyde, at man måtte yde en rente på, lad os sige 6% pet., soir er renten for statsobligationer efter dagens kurser. Heraf følger altså, at staten måtte betale forskelsrenten fra de 4 pct. til de 6 3/4 pct., altså betale 2 3/4 pct. af 500 mill. kr., det vil sige et kapitalbeløb på knap 14 mill. kr.

Mere drejer lovforslagets realitet — så vidt jeg kan forstå — sig ikke om, og man kunne derfor have sparet sig en hel del ved at koncentrere sig om et årligt tilskud af denne størrelsesorden fremfor at opbygge hele det påtænkte apparat i forbindelse med etablering af en særlig boligfond.

Hvad kan man så få for dette beløb på knap 14 mill. kr. om året? Efter forslagets indhold skal den påtænkte subvention i form af den lave rente jo ydes til boligen og ikke til boligtageren. Forslagsstillerne ønsker altså, at subventionen skal ydes til alle boliger uden hensyn til den enkelte boligtagers sociale behov, d. v. s. uden hensyn til, om han er mindstbemidlet, mindrebemidlet eller måske ligefrem velhavende. Jeg har svært ved at se noget socialt sigte i dette forslag ..."

I overensstemmelse hermed gav Axel Ivan Pedersen (S) udtryk for en skeptisk indstilling over for lovforslaget, som ban dog gerne så henvist til behandling i et udvalg. Ordførerne for venstre, det konservative folkeparti, det radikale venstre og de uafhængige kunne heller ikke støtte lovforslaget. Ved forhandlingens slutning henvistes dette til et udvalg, som ikke afgav betænkning.