Efter lovforslaget skulle der foretages følgende 2 ændringer i lov nr. 171 af 31. marts 1953 om valg til folketinget, jfr. lovbekendtgørelse nr. 176 af 22. maj 1964:

1. § 43, stk. 1, affattes således:

„Derefter opgøres, hvor mange stemmer der er faldet på hvert af de partier, som er kundgjort i overensstemmelse med § 23, sidste stykke, og som enten har opnået mindst ét kredsmandat eller inden for et af de i § 17, stk. 2, omhandlede tre områder har opnået mindst lige så mange stemmer, som der i gennemsnit er afgivet pr. mandat (kreds- og tillægsmandater) i landet som helhed. Det samlede stemmetal for disse partier divideres med et tal, der er lig summen af de kredsmandater, der er tilfaldet disse partier i henhold til § 42, og tillægsmandaterne. Med det herved fremkomne tal divideres partiernes stemmetal, og ved denne beregningsmåde udfindes det, hvor mange af de nævnte mandater hvert parti i forhold til sit stemmetal er berettiget til. Hvis de ved divisionen fremkomne kvotienter ikke er hele tal og derfor, når brøkerne bortkastes, tilsammen ikke giver det hele antal mandater, forhøjes de største brøker, indtil antallet er nået (den største brøks metode)."

Ændringen omhandler den såkaldte spærreregel i lovens § 43, stk. 1, således som den blev affattet ved lov nr. 208 af 16. juni 1961.

Ifølge denne bestemmelse kan et parti, der deltager i et folketingsvalg, kun opnå andel i tillægsmandaterne, hvis det enten 1) har opnået mindst ét kredsmandat eller 2) inden for hvert af to af de tre områder har opnået mindst lige så mange stemmer som det gennemsnitlige antal gyldige stemmer, der i området er afgivet pr. kredsmandat, eller 3) i hele landet har opnået mindst 2 pct. af de afgivne gyldige stemmer.

Forslagsstillerne finder ifølge bemærkningerne til lovforslaget „denne begrænsning i forholdsmæssighedsprincippet alt for vidtgående og mener, at et tilstrækkeligt værn med en for stærk partiopdeling af folketinget opnås ved, at man vender tilbage til den regel, som fandtes i den sidste valglov før grundloven af 1953, nemlig lov nr. 279 af 9. juni 1948 om valg til rigsdagen. Den under nr. 1 foreslåede bestemmelse går da ud på, at et parti vil kunne opnå andel i tillægsmandaterne, hvis det enten har opnået mindst ét kredsmandat eller inden for et af de tre områder har opnået så mange stemmer, som gennemsnitlig er afgivet pr. mandat (kreds- og tillægsmandater) i landet som helhed."

2. Som ny paragraf indsættes i afsnit VIII efter § 92:

„§ 92 A. Ethvert politisk parti, som er repræsenteret i folketinget, eller som agter at deltage i folketingsvalg, er forpligtet til hvert år senest den 1. marts i Statstidende at offentliggøre et regnskab indeholdende en opgørelse over partiets indtægter og udgifter i det foregående kalenderår samt en opgørelse over partiets aktiver og passiver (status) ved kalenderårets udgang. Regnskabet skal være attesteret af de i stk. 2 nævnte revisorer.

Folketinget vælger efter hvert folketingsvalg to statsautoriserede revisorer til at gennemgå de i stk. 1 nævnte regnskaber. Revisorernes honorarer udredes af folketinget."

Som ordfører for forslagsstillerne begrundede Aksel Larsen (SF) ved fremsættelsen lovforslaget således:

"Allerede i begyndelsen af folketingsåret fremsatte den højtærede indenrigsminister et forslag om valglovens ændring. Dette var dog i alt væsentligt af teknisk art, men tilsigtede også gennemførelse af de mest fornødne ændringer af valgkredsinddelingerne, idet hensigten er, at disse meget påtrængende ændringer skal være trådt i kraft inden førstkommende folketingsvalg. Indenrigsministeren overlod dermed til folketinget at tage stilling til, om der bør foretages mere vidtgående ændringer i valgloven, eventuelt beregnet på at træde i kraft på et tidspunkt efter førstkommende valg. Meget taler for denne fremgangsmåde, især når det drejer sig om mere vidtgående ændringer i landets inddeling i opstillingskredse, eventuelt også i amts- og storkredse.

Det er imidlertid vor opfattelse, at der er reformer, som trænger sig på, og som ikke bør vente til efter et valg, men gennemføres forinden. Derfor fremsætter vi vort selvstændige lovforslag, idet vi regner med dets hurtige behandling, hvilket skulle være muligt, da folketinget allerede har nedsat et udvalg til at behandle spørgsmålet om valglovsændringer.

Forslaget tilsigter en ophævelse af de spærreregler, der indførtes i valgloven i 1950. Medens det før 1953 var sådan, at et parti kunne tilgodeses ved fordelingen af tillægsmandaterne, hvis det enten havde opnået et tillægsmandat i en amts- eller storkreds, eller hvis det i et af de tre områder, landet er opdelt i — hovedstaden, øerne og Jylland — havde opnået et antal stemmer, svarende til det stemmetal, der i gennemsnit for hele landet er afgivet pr. mandat, bestemtes det i valgloven af 1953, at et parti for at kunne opnå tillægsmandater skulle opfylde en af tre betingelser: enten have opnået et kredsmandat i en amts- eller storkreds eller i hvert af landets tre områder have et stemmetal, svarende til det antal stemmer, der i pågældende område udkræves til et kredsmandat, eller i hele landet have opnået mindst 60.000 stemmer. Dette betød i praksis, at et parti, der ikke opnåede stemmer til mindst fire mandater, slet ingen mandater fik.

11961 lempedes disse spærreregler noget, men efter vor opfattelse ikke tilstrækkeligt. Det bestemtes ved en valglovsændring, at det skulle være tilstrækkeligt, når et parti i to af landets tre områder opnåede et stemmetal svarende til, hvad der i gennemsnit udkræves til 1 kredsmandat i pågældende område, eller når partiet i hele landet opnåede mindst 2 pct. af de afgivne stemmer. Dette gør et parti berettiget til at deltage i fordelingen af tillægsmandaterne. I praksis betyder det, at hvis et parti har færre stemmer, end der udkræves til 3 mandater, kan det ikke opnå repræsentation i folketinget.

Vort forslag går ud på at føre valgloven tilbage til den skikkelse, den havde før 1953. Jeg anbefaler dette forslag til hurtig og velvillig behandling i tinget.

I vort lovforslag foreslår vi endvidere en ændring af valgloven, hvorved der indføres en helt ny og — som det synes os — nødvendig demokratisk bestemmelse. Vi er opmærksom på, at partier, andre organisationer såvel som enkeltpersoner ved grundloven har fået tilsikret retten til gennem udgivelse af tryksager i tale og skrift at fremlægge deres meninger for befolkningen, men at den praktiske udøvelse af denne ret i vort samfund, som det er indrettet, er et spørgsmål om penge. Den eller de, der har flest penge, har også mest trykke- og ytringsfrihed. Dette forhold, som unægtelig indskrænker demokratiet i praksis, belyses særlig grelt for den politiske agitations og propagandas område og ikke mindst under valgkampe, under kampagner forud for folkeafstemninger o. lign.

Totalt at ændre dette forhold vil formentlig under de givne omstændigheder være en umulighed, men der kan gøres meget for at modvirke de uheldige, de udemokratiske, virkninger heraf. Det kan gøres derved, at politiske partier oplyser offentligheden og dermed også deres egne mulige vælgere om, hvor mange penge de anvender til agitation såvel som til partiets og partipressens administration, samt hvorfra de modtager disse pengemidler. Man kan vel jævnt hen gå ud fra, at den eller de, der yder kontingent, tilskud eller gaver til et politisk parti, er interesseret i dette partis trivsel og i, at det får så mange stemmer og derved så megen indflydelse som muligt. Det vil absolut være rimeligt, at vælgerne får oplysning om, hvilke personer, organisationer eller foretagender der er så interesseret i et partis trivsel, at de vil finansiere dets agitation.

Derfor stiller vi forslag om, at der i valgloven indføjes en ny paragraf, hvorved ethvert politisk parti, der er repræsenteret i folketinget eller agter at deltage i folketingsvalg, er forpligtet til hvert år senest den 1. marts i Statstidende at offentliggøre et regnskab over partiets indtægter og udgifter i det foregående kalenderår, hvilket regnskab skal være revideret og kontrolleret af statsautoriserede revisorer, som ansættes af folketinget.

Vi går ud fra, at intet af folketingets partier har noget imod at give vælgerne fornødne oplysninger om, hvorfra de modtager de penge, der sætter dem i stand til at opretholde en presse og at agitere ved tryksager, møder o. lign. forud for folketingsvalg, kommunevalg og folkeafstemninger. Naturligvis kunne dette gøres på frivillig basis af partierne selv, men det vil dog nok være rimeligt at have en lovbestemmelse herom, og jeg går ud fra, at intet parti kan have noget imod at lade regnskabet over sine indtægter kontrollere."

Indenrigsministeren tog ved 1. behandling afstand fra lovforslagets 1. del, idet han fandt de gældende spærreregler rimelige. Ministeren gjorde i den forbindelse opmærksom på, at den foreslåede ordning i realiteten ikke betød en tilbagevenden til 1948-loven, men en nedsættelse af det antal stemmer, som kan berettige til et tillægsmandat, da folketingets medlemstal siden 1948 er forøget fra 149 til 175 og det gennemsnitlige stemmetal pr. mandat derfor bliver lavere.

Med hensyn til lovforslagets 2. del pegede ministeren på, at det deri indeholdte problem adskillige gange havde været drøftet i folketinget, uden at man havde fundet tilstrækkelig anledning til at give særlige regler herom. „Da der ikke tidligere er kommet resultater af disse drøftelser, kan jeg kun finde det helt rimeligt, at vi på ny får lejlighed til at forhandle om disse spørgsmål, som rummer både reelle problemer og en række rent tekniske problemer, idet der ikke i valgloven så lidt som andetsteds findes nogen nærmere regler for partiernes indre organisation og opbygning, hvilket i nogen grad måtte synes at være en forudsætning for, at man kan fastsætte regler om en forpligtelse til offentliggørelse af deres regnskaber. Men jeg finder som sagt, at det vil være rimeligt og ønskeligt at drøfte hele dette problem i udvalget vedrørende valgloven, hvor man foruden en række tekniske valglovsændringer, som jeg har foreslået — jeg har fornemmelsen af, at betænkningen er ved at være på vej — også drøfter andre større og mindre principielle problemer."

Holger Eriksen (S) var ligesom ministeren imod at lempe spærrereglerne. Man måtte have erfaring for, hvordan den i 1961 ændrede ordning virker i praksis, før den tages op til revision. Med hensyn til lovforslagets 2. del var han i princippet enig med forslagsstillerne i, at det ville være rart, om der fandtes en effektiv kontrol som den foreslåede. Sagen var imidlertid ikke så ligetil. F. eks. kunne en organisation meget vel tænkes at drive en propaganda, som var til fordel for et politisk parti, uden at dette fik pengene overdraget.

Harald Nielsen (V) og Poul Sørensen (KF) kunne heller ikke støtte lovforslaget, men var som den foregående taler villig til at drøfte det i et udvalg.

Helge Larsen (RV) anså det for rimeligt, at de nye spærreregler blev prøvet i praksis ved det forestående valg, før man gik til en revision af dem. Spørgsmålet om kontrol med partiernes regnskaber ville han meget gerne være med til at drøfte i et udvalg.

Iver Poulsen (Uafh) henviste til, at lovforslagets 1. del havde en væsentlig lighed med et lovforslag, som de uafhængige fremsatte i 1961 (årbog 1960-61, side 401). Der var imidlertid en forskel, som bevirkede, at partiet ikke kunne give fuld tilslutning til det foreliggende lovforslag, hvilket nærmere begrundedes. Lovforslagets 2. del syntes taleren ikke om. „For det første er det ikke mere statskontrol, vi trænger til, og for det andet kan vi ikke se, at det kan have nogen nævneværdig interesse for vælgerne at få en detaljeret opgørelse over, hvorfra partierne får deres penge, og hvad de bruger dem til. Der er mange politisk interesserede mennesker — det er også blevet berørt tidligere i dag — der gerne vil støtte et politisk parti og dets arbejde også på anden måde end netop med krydset på valgdagen, f. eks. økonomisk, og den støtte bør enhver naturligvis have lov til at yde på de samme betingelser, hvormed vedkommende støtter partiet på valgdagen, nemlig i hemmelighed. Hvis ikke det var sådan, ville det svække den politiske interesse og aktivitet ude i befolkningen. Der er mange politisk interesserede vælgere, som af forskellige grunde ikke ønsker deres politiske sympatier offentligt registreret...."

Det folketingsudvalg, som lovforslaget henvistes til, afgav ikke betænkning angående sagen.