Lovforslaget tilsigtede at afskaffe skattefradragsreglen med virkning fra skatteåret 1965-66. Forslaget omhandlede alene de herfor nødvendige ændringer i ligningsloven, nemlig ophævelsen af hovedbestemmelsen om fradrag af skatter i lovens § 14 og af reglen om beregning af et kunstigt skattefradrag for tilflyttere i lovens § 2. Det havde følgende ordlyd:

§ 1.

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten, jfr. lovbekendtgørelse nr. 388 af 4. december 1963, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 5, udgår.

2. I § 14, stk. 1, udgår 2. punktum:

„Endvidere kan fradrages de i indkomståret erlagte personlige skatter, der er pålignet til stat, kommune og kirke."

§ 2.

Bestemmelserne i § 1 finder anvendelse fra og med skatteåret 1965-66.

I bemærkningerne til lovforslaget peges der på, at reformen nødvendiggør ændringer i en lang række love og først og fremmest en ændret udformning af udskrivningslovens skalaer.

Af hensyn til skatteydernes dispositioner må forslaget om selve fradragsinstitutionens afskaffelse forelægges på et tidligt tidspunkt af indkomståret 1964. Derimod kan forslag til lov om udskrivning af statsskatterne for skatteåret 1965-66 ikke behandles allerede nu, og hvad øvrige nødvendige lovændringer angår, kan disse som umiddelbare følger af reformen henskydes til senere korrektioner. Der bliver således tale om at afskaffe forskellige besværlige bestemmelser i sømandsskatteloven, ændre fradragsregel og udskrivningssatser i selskabsskatteloven samt ajourføre en række skattelove og sociale love, der benytter den skattepligtige indkomst som kriterium. Det er endvidere en direkte følge af reformen, at reglerne om merindkomst- fradrag ved skatternes beregning kan ophæves.

Endelig nødvendiggør reformen en ændring af udskrivningsreglerne for kommuneskatten, hvilken ændring må tage sit udgangspunkt i den endelige udformning af udskrivningsreglerne for statsskatterne.

Som begrundelse for lovforslaget anføres i bemærkningerne bl. a.:

„Forslaget motiveres med de gennemgribende skadelige virkninger, som fradragsreglen har for hele indkomstskattesystemet, og for hvilke der allerede er redegjort i den store skattelovskommissions betænkning af 1948 (I. del, siderne 19-29). Den dengang rejste kritik, der med de voksende skatter har fået stedse større gyldighed, skal kort omtales og suppleres.

De gældende skatteprocenter er baseret på en mindre indkomst end den virkelige, nemlig på indkomsten efter fradrag af betalte skatter. Følgelig må procenterne ansættes højere, end det ellers ville være fornødent for at opnå et givet provenu.

Disse kunstigt frembragte høje procenter har en række uheldige og utilsigtede følger.

Når skattebyrden bedømmes af den enkelte skatteyder, sættes den med skattefradraget reducerede indkomst i forhold til den umiddelbart pålignede skat, og der opstår derved urigtige forestillinger om beskatningens højde. Disse forestillinger præger den offentlige debat, hvor man som regel alene omtaler førsteårsskatten, og de må tillige antages at udgøre et vigtigt incitament til skattesnyderi.

De høje procenter er i almindelighed ubehagelige såvel for administrationen som for skatteyderne. Der fremkommer spring i beskatningen, og en rimelig progression i skalaerne udelukkes.

Endnu væsentligere er det imidlertid, at de høje marginalskatter skaber reel ulighed i beskatningen. Indkomststigninger beskattes således hårdere end anden indkomst, idet de høje marginalskatter rammer den fulde stigning, der jo ikke er reduceret med et dertil svarende skattefradrag. Dette forhold er med de voksende skatter blevet så grelt, at man har måttet afbøde de værste virkninger med en regel om fradrag for merindkomst. Denne regel har kompliceret beskatningen uden at afskaffe den voldsomme førsteårsskat...."

Som ordfører for forslagsstillerne gav Aksel Larsen (SF) ved fremsættelsen en udførlig redegørelse for lovforslagets formål. Han udtalte ved slutningen af denne redegørelse:

„Jeg er meget vel klar over, at der med disse ændringer kun er taget de indledende, men mest nødvendige skridt til skattereformen. Det er jo netop karakteristisk for skattefradragsreglen, at den øver sine ødelæggende virkninger overalt i skattesystemet. Den har først og fremmest præget udskrivningslovens skalaer, der må laves helt om. Reglens fjernelse vil afdække skavanker ved de kommunale udskrivningsregler, som derfor må revideres. En række forenklinger følger umiddelbart af reformen. F. eks. kan de efterhånden noget indviklede regler om merindkomstskattefradrag helt undværes. Det samme gælder en række besværlige bestemmelser i sømandsskatteloven, ligesom der må foretages ændringer i loven om selskabsskat. Endelig bliver der tale om ændringer og ajourføringer af en række andre skattelove samt sociale love, heriblandt dem, der opererer med begrebet „skattepligtig indkomst".

Sådan som skatteudskrivningen nu engang foregår, er det ikke muligt at foretage disse ændringer under ét. Det har f. eks. ikke noget formål allerede nu at drøfte skalaerne for udskrivning af skatterne for skatteåret 1965-66, dels fordi vi ikke kender statens skattebehov, dels og navnlig fordi man må afgøre, om man vil afskaffe skattefradragsreglen, før man kan udarbejde skalaer, der svarer til denne reform. Falder denne afgørelse positivt ud — og det håber jeg — må tinget sammen med finansministeriet og socialministeriet tage fat på udarbejdelsen af forslag til de nødvendige ændringer af de øvrige love, jeg her har nævnt.

Som det ses af lovforslaget, tænker vi ikke på, at det skal træde i kraft allerede fra begyndelsen af det kommende skatteår. Det vil være umuligt med så kort frist at få udarbejdet og vedtaget alle de ændringer i andre love, som vil følge af eller som må ledsage skattefradragsreglens afskaffelse. Men det er nødvendigt på et så tidligt tidspunkt som muligt at fortælle skatteyderne, at ændringen kommer, så de bliver i stand til at disponere derefter. Må jeg i den forbindelse bemærke, at det bliver langt lettere for skatteyderne at disponere og at beregne, hvad de kommer til at betale i skat, når den reform vi foreslår, gennemføres.

Jeg anbefaler lovforslaget til velvillig, til grundig, men gerne til hurtig behandling i det høje ting. Jeg beder de ærede medlemmer betænke, at 95 pct. at de skatteansatte har indkomster under 25.000 kr., og på dette niveau og langt højere op har fradragsreglen aldeles ingen bremsende virkning, hvad angår beskatningens højde. Man behøver blot at kaste et blik på skalaen i intervallet mellem 22.000 og 30.000 kr. for at konstatere, at her er stigningen ganske skrap. Hvis man — som det desværre synes at være tilfældet — må regne med, at skattefradragsreglens bibeholdelse hidtil har haft flertal her i folketinget, vil det sige, at der er beklageligt mange ærede medlemmer, der har påtaget sig den opgave at repræsentere de ganske få procent af befolkningen, der har indtægter på et så højt niveau, at man med nogen som helst rimelighed kan tale om, at den nævnte bremsende virkning indtræder."

Finansministeren gav ved 1. behandling af lovforslaget udtryk for, at han var enig med forslagsstillerne i, at fradragsreglen medførte en række uheldige forhold i den gældende skattelovgivning, men tilføjede:

„Når jeg alligevel ikke kan anbefale det foreliggende lovforslag til vedtagelse og oven i købet må have mine tvivl om, hvorvidt det er alvorligt ment, så skyldes det, at vi som bekendt for tiden i skattedepartementet er ved at forberede en vidererækkende skattereform, der bl. a. går ud på, at der skal betales skat af den løbende indtægt, det vil sige, at indkomstår og skatteår skal falde sammen, og at der af lønindkomster m. v. skal betales kildeskat. Det er også kendt, at det lovforslag, som er under forberedelse, forudsætter opretholdelse af skattefradragsreglen. De hidtidige undersøgelser viser, at det synes muligt, uden at fradragsreglen derved vil få alle de uheldige virkninger, den har under det nuværende system. Selv om vi ikke i øjeblikket kan vide, om et sådant lovforslag kan vinde fornøden tilslutning, forekommer det dog temmelig urimeligt på nuværende tidspunkt at gennemføre en afgørende omlægning af det gældende skattesystem med alt det lovtekniske og administrative merarbejde, som en sådan omlægning vil medføre. Det kan meget let føre til, at vi inden for relativt kort tid skal gennemføre meget væsentlige omlægninger, og det kan i hvert fald ikke være rationelt.

Jeg må derfor som nævnt komme til den konklusion, at det ikke vil være rigtigt at gennemføre det foreliggende lovforslag, men jeg medvirker naturligvis gerne med oplysninger, såfremt der skulle være ønske om en nærmere undersøgelse gennem et udvalgsarbejde." Peter Nielsen (S) fandt heller ikke forslaget egnet til gennemførelse, hvilket han begrundede i en ordførertale, der mundede ud i følgende: „Når tiden er moden til at afskaffe dette ejendommelige rudiment i vor skattelovgivning, skal vi nok selv stille forslag derom." I overensstemmelse med deres ønske om skattefradragsrettens bevarelse gik såvel venstre som det konservative folkeparti og de uafhængige imod lovforslaget.

Som ordfører for det radikale venstre kunne Axel Sørensen heller ikke anbefale lovforslaget til vedtagelse. Han henledte opmærksomheden på, at det radikale landsmøde i 1963 fastslog, at partiet stod på skattefradragsrettens grund. „Kun under den forudsætning, at der kunne skabes andre og stærke garantier imod de former for skatteudskrivning, som skattefradragsretten skulle værne os imod, ønsker det radikale venstre en ændring gennemført, dog først efter at spørgsmålet har været gjort til genstand for en vejledende folkeafstemning, som tilråder en sådan nyordning."

Efter forhandlingens afslutning begæredes der afstemning om sagens overgang til 2. behandling.

Denne afstemning, der blev udskudt til den følgende dag, gav til resultat, at det med 86 stemmer mod 68 (V, KF og Uafh) vedtoges at lade lovforslaget overgå til 2. behandling. 2 medlemmer (Axel Sørensen (RV) og Rosing (Grl.)) tilkendegav, at de hverken ønskede at stemme for eller imod.

Lovforslaget henvistes derefter uden afstemning til udvalgsbehandling.

Udvalget afgav ikke betænkning.