Lovforslaget gik ud på at give § 14 i lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten, jfr. lovbekendtgørelse nr. 388 af 4. december 1963, folgende tilføjelse som stk. 8-11:

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst indrømmes der fradrag for bidrag, der i indkomståret er udredet til såvel hjemmeværende som ikke-hjemmeværende børn (det er ægtebørn, børn uden for ægteskab for moderens vedkommende, stedbørn, adoptivbørn og plejebørn), som ved begyndelsen af det kalenderår, i hvilket skatten ansættes, ikke er fyldt 28 år, som i hele eller en del af indkomståret har opfyldt de i stk. 9 anførte betingelser for at kunne anses for studerende, og som for det pågældende skatteår skal ansættes selvstændigt til skat. For hjemmeværende barn, der vederlagsfrit modtager fuld kost og logi i hjemmet, anses værdien af fuld kost og logi som svarende til et bidrag på 2.000 kr. Yder barnet delvis vederlag for kost og logi i hjemmet, reduceres nævnte bidragsbeløb med et til det ydede vederlag svarende beløb. Fradrag efter nærværende bestemmelse kan højst gives med et beløb af 3.000 kr. årlig for hvert barn.

Som studerende anses enhver, der følger en uddannelse af mindst 2 års normal varighed ved en af de i henhold til loven om Ungdommens Uddannelsesfond anerkendte læreanstalter m. v., og som ved erklæring fra vedkommende læreanstalt godtgør, at han forbereder sig til en afsluttende eksamen i overensstemmelse med de for den pågældende uddannelse gældende regler og i øvrigt fremmer uddannelsen på behørig måde.

Såfremt en skatteyder foretager fradrag for bidrag i henhold til stk. 8, vil et tilsvarende beløb være at medregne ved opgørelsen af barnets skattepligtige indkomst. Hvis modtageren ikke er fyldt 18 år, skal ved afgørelsen af, om selvstændig ansættelse til indkomstskat skal finde sted, det modtagne ligestilles med indtægt af den i § 26, stk. 2 b), nr. 1-3, nævnte, art.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages beløb, som i det pågældende år er anvendt til afdrag på lån, som skatteyderen eller dennes ægtefælle har modtaget fra Ungdommens Uddannelsesfond og Dansk Studiefond.

Lovforslaget var ledsaget af udførlige bemærkninger.

Ved fremsættelsen påpegede Ninn-Hansen (KF) som ordfører for forslagsstillerne, at lovforslaget tilsigtede 1) gennem skattelettelser for forældrene at fremme den private støtte til studerende og 2) gennem afskrivning af lån at fremme interessen for anvendelsen af lån til studerende.

„Det er", udtalte han, „forslagsstillernes opfattelse, at samfundet har pligt til at forbedre vilkårene for de familier, som med egne midler finansierer børnenes uddannelse. Jeg skal i den forbindelse henlede opmærksomheden på, at medens man her i landet skærper skattebestemmelserne for forældrene på det tidspunkt, hvor børn under videre uddannelse kræver de største ofre af forældrene, gør man i andre lande det modsatte. Det er i samfundets interesse at lette vilkårene for de forældre, der søger at give deres børn den bedst mulige uddannelse med henblik på fremtiden. Ud fra en retfærdighedsbetragtning må det også være rimeligt, at de mennesker, der ikke belaster statskassen, får andre muligheder for at støtte deres børn. Hvis der ikke gennemføres bestemmelser som de her foreslåede, vil der også være en risiko for, at den private støtte ophører, og at uddannelsesfonden udsættes for et øget pres.

Forslagsstillerne betragter uddannelsen som en værdifuld investering og mener derfor, at det vil være ganske rimeligt at give mulighed for skattefri afskrivning på studielån. Afskrivningen er i forslaget begrænset til tilbagebetaling af lån, der er ydet af Ungdommens Uddannelsesfond og Dansk Studiefond, hvilket dels skyldes, at en sådan ordning rent faktisk har vist sig mulig at praktisere i Norge, og dels skyldes, at man i den danske betænkning om de studerendes økonomiske vilkår ikke mente at kunne strække sig videre. Hvis man på anden måde både kan sikre sig, at det er de dertil kvalificerede, som har modtaget lånene, og at tilbagebetaling har fundet sted, ser forslagsstillerne meget gerne, at man undgår denne begrænsning. I lighed med, hvad der er tilfældet med den norske ordning, har man af praktiske grunde foreslået at knytte fradragsretten til de faktiske afdrag. Dette kan også bidrage til en hurtigere tilbagebetaling af lånene, hvilket også må betragtes som en fordel både for den enkelte og for samfundet."

Ved 1. behandling kritiserede finansministeren på flere punkter lovforslaget, som efter hans opfattelse havde social slagside i den udformning, forslagsstillerne havde givet det. Regeringen var „ikke uenig i det synspunkt, at man bør overveje en udvidelse af rammerne for statens støtte til ungdom under uddannelse, og i denne forbindelse melder naturligvis det spørgsmål sig, efter hvilke principper denne støtte i fremtiden bør ydes. Hele dette spørgsmål må dog underkastes en nærmere undersøgelse, og jeg skal ikke ved denne lejlighed gå nærmere ind herpå. En udvidelse af støtten efter de retningslinjer, som er nedlagt i det foreliggende forslag, finder regeringen imidlertid ikke hensigtsmæssig, i hvert fald ikke som en isoleret foranstaltning. Det samme standpunkt blev allerede tilkendegivet af den daværende finansminister, den nuværende økonomiminister, med hensyn til et tilsvarende forslag, som blev fremsat her i tinget i februar 1961. Jeg skal ikke gentage hele den argumentation, som den daværende finansminister dengang anvendte, men kun gøre opmærksom på, at det foreliggende forslag indeholder en tendens til at gøre støtten større, jo mindre behov der foreligger, altså det modsatte af det princip, som hidtil er fulgt. Det er muligt, at vi med tiden skal arbejde os bort fra det princip, at forældrenes indkomst skal være lige så afgørende som nu for den støtte, der ydes til ungdom under uddannelse. Med forslaget her havner vi imidlertid i den modsatte grøft, nemlig den grøft, vi på et andet område møjsommeligt har arbejdet os op af, da vi ændrede den tidligere ordning med børnefradrag i den skattepligtige indtægt til en børnetilskudsordning. Som følge af progressionen i indkomstskatten betyder nemlig fradraget en større skattebesparelse for skatteydere med store indkomster end for skatteydere med mindre indkomster."

Ordførerne for socialdemokratiet, det radikale venstre og socialistisk folkeparti havde ligeledes adskillige indvendinger at rette mod lovforslaget, som de i hvert fald ikke kunne tiltræde i den foreliggende form. De uafhængige mente, at sagen kunne overvejes, omend Mose Hansen gav udtryk for, at hans parti ikke var særlig begejstret for den foreslåede ændring i ligningsloven. Fra venstres og det konservative folkepartis side imødegik man den kritik, lovforslaget havde mødt, og erklærede sig i øvrigt tilfreds med, at der var villighed til forhandling om sagen.

Efter forhandlingens slutning henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg. Dette afgav ikke betænkning, men udtaler i en beretning:

„Udvalget har holdt 6 møder og herunder haft samråd med såvel finansministeren som undervisningsministeren. Udvalget har ikke haft mulighed for at afslutte arbejdet i indeværende folketingsår.

I. For så vidt angår forslaget om skattelempelse for forældre i anledning af afholdte udgifter til deres børns uddannelse, jfr. den i lovforslagets § 1 foreslåede nye § 14, stk. 8, har forskellige ændringer været drøftet, herunder at man i stedet for et fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst gav et nedslag i de pålignede skatter.

Socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget har givet udtryk for sympati for i forbindelse med en skattereform at gennemføre visse lempelser i det omfang, dette kan ske uden at ødelægge den progressive virkning af beskatningen.

Socialistisk folkepartis medlem af udvalget fastholder sin ved 1. behandling af lovforslaget indtagne afvisning af enhver form for medvirken til forslagets gennemførelse på dette punkt.

Forslagsstillerne har i håb om et resultat erklæret sig villige til at stille ændringsforslag til den af dem foreslåede bestemmelse, men
må med beklagelse konstatere, at heller ikke tilbuddet herom har kunnet føre til et resultat i indeværende folketingsår.

II. Med hensyn til spørgsmålet om skattelettelse for afdrag på studielån bemærkes, at der efter den nyordning vedrørende statsgaranti for studerendes studielån hos banker og sparekasser, der indførtes ved den af folketinget den 28. maj 1964 vedtagne ændring i loven om Ungdommens Uddannelsesfond, er enighed i udvalget om, at en lettelse med hensyn til tilbagebetaling af lån bør omfatte såvel lån ydet af Ungdommens Uddannelsesfond og Dansk Studiefond som de lån, der ydes af banker og sparekasser i henhold til den vedtagne ændring i loven om Ungdommens Uddannelsesfond.