Loven svarer med uvæsentlige ændringer til den for skatteåret 1963-64 gældende udskrivningslov, lov nr. 93 af 20. marts 1963, der findes omtalt i årbog 1962-63, side 109 ff.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte finansministeren om dets bestemmelser:

„Det drejer sig om forslag til den årlige udskrivningslov. Denne lov indeholder bl. a. de skalaer, hvorefter indkomst- og formueskatten udskrives hos personer og dødsboer, medens udskrivningsreglerne for selskaber og foreninger m. v. findes i selskabsskatteloven.

Efter forslaget skal statsskatterne for skatteåret 1964-65 udskrives efter samme regler som for indeværende skatteår. Dette betyder, at de indkomstskatteskalaer, der blev fastlagt i forbindelse med omsforliget, også skal gælde for det kommende skatteår. Da skatteydernes indtægter i 1963 foreløbig skønnes at blive 7-8 pct. højere end i 1962, må indkomstskatten for skatteåret 1964-65 selv med uforandrede udskrivningsregler indbringe mere end for skatteåret 1963-64. Stigningen kan foreløbig anslås til omkring 530 mill. kr. Den væsentligste del af dette beløb vil indgå i finansåret 1964-65 og resten i det følgende finansår.

Udskrivningsloven indeholder tillige regler om børnetilskud. Også disse regler foreslås gennemført uændret for det kommende skatteår. Børnetilskud gives med samme beløb uanset størrelsen af forældrenes indkomst; og antallet af børn, der giver ret til tilskud, er nogenlunde uændret fra år til år. Man kan derfor regne med, at udgiften til børnetilskud for skatteåret 1964-65 bliver omtrent den samme som for indeværende skatteår."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra regeringspartierne og — omend med væsentlige forbehold — fra socialistisk folkeparti, mens venstre, det konservative folkeparti og de uafhængige ikke kunne stemme for en ordning, der ville medføre yderligere stigning i den direkte beskatning, og som ikke betød noget skridt i retning af en tiltrængt skattereform.

I det folketingsudvalg, der fik lovforslaget til behandling, stillede finansministeren med tilslutning fra hele udvalget et ændringsforslag, som ifølge betænkningen var nødvendiggjort af de seneste ændringer i kontrolloven (lov nr. 23 af 30. januar 1964). „Herefter medfører" — hedder det i betænlmingen- "for sen indgivelse af selvangivelse ikke længere forhøjelse af den skattepligtige indkomst (eller formue), men alene forhøjelse af det skattebeløb, der skal opkræves. Efter kontrolloven skal forhøjelsen mindst andrage 10 kr. Ændringsforslaget tager sigte på at sikre, at kontrollovsforhøjelse altid kommer til opkrævning. Af praktiske administrative grunde mener man derimod fortsat at måtte undlade opkrævning af indkomstskattebeløb under 20 kr. også i de tilfælde, hvor en kontrollovsforhøjelse bringer det samlede skattebeløb op over 20 kr."

Herudover indeholdt betænkningen et par ændringsforslag af formel karakter.

Med disse ændringer indstillede et flertal bestående af regeringspartiernes og socialistisk folkepartis medlemmer lovforslaget til vedtagelse. Flertallet havde, efter hvad der anføres i betænkningen, over for finansministeren rejst spørgsmålet om forskellige ændringer, der i og for sig kunne være ønskelige, derunder en forhøjelse af børnetilskuddene. „På grund af det dermed forbundne provenutab har finansministeren imidlertid ikke fundet det muligt at gennemføre sådanne ændringer på nuværende tidspunkt.

Et mindretal inden for flertallet (Herluf Rasmussen) kan stemme for lovforslaget og de af finansministeren stillede ændringsforslag, men beklager, at der ikke kunne opnås tilslutning fra regeringen til en forhøjelse af børnetilskuddene. Principielt er mindretallet af den opfattelse, at børnetilskud ikke bør modregnes i skatterne, men udbetales kontant til de tilskudsberettigede i lighed med den i Sverige gældende ordning, hvorefter børnebidragene udbetales af barnavårdsnåmnden. I konsekvens heraf måtte bestemmelserne i
udskrivningslovens afsnit IV ophæves, og i stedet måtte der gives særlige regler om udbetaling af børnetilskud enten ved særlig lov eller indpasset i det sociale lovkompleks. Mindretallet har ikke på nuværende tidspunkt fundet det hensigtsmæssigt at fremsætte et hertil sigtende forslag.

Et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) kan tiltræde de af finansministeren foreslåede ændringer, men kan ikke medvirke til lovforslagets vedtagelse."

Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene uden afstemning, mens lovforslaget som helhed ikke mødte større tilslutning end ved 1. behandling.

Som ordfører for venstre anførte Foged bl. a., at hans parti ikke havde stillet ændringsforslag, men alligevel gerne ville have haft en skatteomlægning. „Vi har diskuteret det i udvalget, men der var ikke nogen mulighed for at nå frem til enighed eller for i det hele taget at finde nogen positiv indstilling hos regeringen, og derfor har vi som sagt undladt at stille ændringsforslag.

Vi er fortsat af den mening, at forholdet mellem direkte og indirekte skatter ikke bør forrykkes til ugunst for den direkte beskatning. Under omsforhandlingerne nåede vi frem til et bestemt forhold mellem den direkte og den indirekte beskatning: 40 pct. direkte beskatning og 60 pct. indirekte beskatning. Regeringen har imidlertid ved at fremsætte udskrivningslovforslaget i uændret skikkelse forrykket forholdet således, at procenterne nu bliver henholdsvis ca. 42 og 58, d. v. s. en forringelse i forhold til omsforliget. Vi finder, at dette er et skridt i uheldig retning. Vi havde håbet, at netop omsforliget ville betyde et vendepunkt i den forstand, at vi sammen med socialdemokratiet kunne føre en ændret politik på dette område.

Venstre er klar over, at regeringen ønsker at føre en såkaldt konjunkturregulerende finanspolitik, og vi har jo også lagt mærke til, på hvilken måde man ønsker at gøre det. Vi anerkender, at de indirekte beskatninger på den måde er indgået i regeringens overvejelser; men når i de seneste dage — og for øvrigt også i den seneste tid — tillige kildeskat har været nævnt som en konjunkturregulerende faktor, finder jeg anledning til i dag at gøre nogle bemærkninger ...".

I overensstemmelse hermed udtalte Poul Møller (KF) bl. a.:

„Jo tungere skattebyrden bliver — jeg skal ikke sige noget om, hvor grænsen for skattebyrden er, hvis der skal siges noget om det, vil jeg lade andre tale på mine vegne og ikke selv udtale mig om det, for de grænser, man har sat, er gang på gang blevet overskredet — des vigtigere er det at få den fordelt rigtigt, des vigtigere er det, at, man virkelig overvejer, i hvilket forhold den skal bæres af de enkelte befolkningsgrupper, og i hvilke forhold den skal bæres af de forskellige skattemuligheder, der findes, om det skal være skat på arbejde, på indkomst og på opsparing, eller om det skal være skat på forbrug, der skal foretrækkes. Det er givet, at det må folketinget være mere og mere opmærksom på og ikke efter inertiens lov drive videre i et forældet skattesystem, fordi det nu engang er det nemmeste at bevare skattelovene, som de er, og ikke gå i gang med at ændre dem."

Mose Hansen (Uafh) var heller ikke tilfreds med lovforslaget. „Mit parti er", sagde han, „tilhænger af, at forbruget kommer til at bære en større part af beskatningen, men som udskrivningsskalaen foreligger, vil der efter de foreliggende oplysninger ske en forskydning, således at det bliver de direkte skatter, der kommer til at bære en forholdsvis større part af statens indtægter end tidligere på grund af de stigende indtægter i 1963 og den uændrede udskrivningslov. Det vil sige, at der i det kommende skatteår vil ske en relativ formindskelse af de indirekte skatter set i forhold til de direkte skatter. En sådan forskydning kan mit parti ikke tiltræde eller medvirke til. For at fremme produktion og produktivitet, så fremgang i produktionen kan bære de stigende udgifter, må der i de kommende år føres en skattepolitik, der fremmer opsparing og kapitaldannelse og styrker borgernes lyst til øget arbejdsindsats. Den foreslåede udskrivnings- skala med stigende vægt lagt på de direkte skatter fremmer ikke disse mål."

I øvrigt drejede debatten sig for en stor del om kildeskatten, som oppositionspartiernes ordførere udtalte sig skeptisk over for, mens finansministeren gjorde gældende, at man næppe i længden her i landet kunne komme udenom „et skattesystem, der i princippet ligner, hvad man har i vore nabolande. Med det stedse stigende samkvem landene imellem er det overordentlig upraktisk og giver en masse problemer, når man har to så vidt forskellige systemer. Jeg tror simpelt hen, at hvad enten man kan lide det eller ej, vil man i langt bredere kredse end nu, og måske langt hurtigere end nogen forestiller sig, erkende, at en sådan ændring må ske. Det er nok muligt, at vi skal over et valg, inden der kan blive en sådan mere almindelig erkendelse, og inden der også på det grundlag kan komme frugtbare forhandlinger. Men indtil da synes jeg, det under hensyn til den samlede økonomiske politik er rigtigt at gennemføre skatteudskrivningen som her foreslået."

I tilslutning hertil var man også inde på slcattefradmgsretten.

Ved 3. behandling, der også gav anledning til nogen debat, vedtoges lovforslaget enstemmigt med 88 stemmer, idet 59 medlemmer (V, KF og Uafh) afholdt sig fra at stemme.