Ved loven ændres lov om særlig indkomstskat m.v. , således som denne sidst er ændret ved lov nr 232 af 31. maj 1963 (årbog 1962-63, side 121), jfr lovbekendtgørelse nr 289 af 4. juli 1963. Ændringerne vedrører de nedenfor omhandlede to områder.
1. Beskatningen af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom. Ifølge det samtidig fremsatte lovforslag om udskydelse af 13. alm. vurdering (se nedenfor under nr. 25) skulle denne udsættes et år fra 1. september 1964 til 1. september 1965. Denne udskydelse nødvendiggjorde ændringer i loven om særlig indkomstskat, idet de sidst gennemførte ændringer i denne lov ved lov nr. 232 af 31. maj 1963 gav skatteydere, som har erhvervet deres ejendom før 1. januar 1965, adgang til at opgøre deres fortjeneste med ejendomsværdien ved 13. almindelige vurdering som anskaffelsessum i stedet for det beløb, de faktisk har givet for ejendommen. Denne ordning var forudsætningen for at inddrage også fortjeneste på ejendomme, erhvervet før 1. januar 1949, under beskatning, idet det for sådanne ejendomme ofte vil være vanskeligt at fremskaffe oplysninger om den faktiske anskaffelsessum og navnlig om forbedringsudgifter, der er afholdt siden erhvervelsen. Når 13. alm. vurdering udsattes et år, måtte skæringsdagen for de ved loven af 1963 fastsatte nye regler om særlig indkomstskat — 1. januar 1965 — også udsættes et år. Den her omhandlede lov går da ud på at opretholde de gældende bestemmelser om beskatning af fortjeneste på fast ejendom i den skikkelse, de har i lovbekendtgørelse nr. 289 af 4. juli 1963, med den ændring, at bestemmelserne først skal have virkning for eiendomsafståelser den 1. januar 1966 eller senere. Dette betyder, at fortjeneste på efendomsafståelser til og med 31. december 1965 skal opgøres efter reglerne i lovbekendtgørelse nr. 205 af 13. juni 1961.
I det oprindelige lovforslag var tillige indeholdt forslag om ændringer af 1963-lovens regler om opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste og dens beskatning. Ifølge 1963-loven skal der svares særlig indkomstskat af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, uanset hvornår ejendommen er erhvervet. Også fortjeneste på ejendomme, der er anskaffet før 1. januar 1949, skal således inddrages under loven. Ved opgørelsen af fortjenesten indrømmes der et fradrag på 40 pct. af anskaffelsessummen. Endvidere gives der et fradrag på 6 pct. af anskaffelsessummen for hvert år, hvori den skattepligtige har ejet ejendommen, idet der dog ikke gives 6 pct.s fradrag for tiden forud for skæringsdagen. Endelig skal der gives et fast fradrag på 10.000 kr. Dette gives dog ikke pr. ejendom, men i den samlede fortjeneste, der i løbet af et indkomstår er indvundet ved afståelse af fast ejendom. Den fortjeneste, der er til rest, når fradragene er foretaget, skal forhøjes med 50 pct., hvis den beskattes hos en person eller et dødsbo. Dette virker på samme måde som en forhøjelse af den særlige indkomstskat fra 30 til 45 pct. Selskaber og foreninger skal medregne den særlige indkomst ved opgørelsen af deres almindelige indkomst, men slipper til gengæld for forhøjelsen på de 50 pct.
Med den begrundelse, at den påtænkte fiksering af grundskylden gjorde det ønskeligt til gengæld at skærpe den særlige indkomstskat ved store fortjenester på ejendomssalg, foreslog finansministeren følgende ændringer i reglerne: fradraget på 40 pct. af anskaffelsessummen og 6 pct.s fradraget for hvert år efter skæringsdagen foresloges opretholdt. Derimod foresloges fradraget på 10.000 kr. forhøjet til 40.000 kr. Til gengæld foresloges det at forhøje den fortjeneste, der herefter blev til rest, med 100 pct., hvis den skulle beskattes hos personer eller dødsboer, hvilket gav en faktisk beskatningsprocent på 60. Hvis fortjenesten var indvundet af et selskab eller en forening, foresloges den forhøjet med 662/3 pct.
Under behandlingen i folketinget udgik imidlertid disse ændringer af reglerne om beskatningen af ejendomsafståelser af lovforslaget.
2. Ændrede skattepligtsregler m. v. Denne del af loven vedrører alle former for særlig indkomst og tager sigte på at hindre den skatteflugt, der finder sted, når skatteydere tager bopæl i udlandet for at slippe for at betale særlig indkomstskat.
Pligten til at svare særlig indkomstskat påhviler i henhold til loven om særlig indkomstskat personer og dødsboer, der er fuldt eller begrænset skattepligtige til staten. Efter de gældende regler, jfr. lovens § 14, ansættes den særlige indkomstskat ligesom den almindelige indkomstskat efter indkomsten i det forud for skatteåret afsluttede kalenderår (eventuelt regnskabsår). Det er derfor ikke tilstrækkeligt for beskatning af særlig indkomst i et bestemt kalenderår, at den pågældende person eller det pågældende dødsbo er skattepligtig til staten, når indtægten erhverves, men personen eller dødsboet skal også være skattepligtig i det følgende skatteår. Det betyder, at en her i landet fuldt skattepligtig person, som f. eks. den 2. januar 1964 har erhvervet en indtægt, hvoraf der skal svares særlig indkomstskat, ikke kommer til at svare denne, såfremt han flytter til udlandet inden den 1. april 1965, og kun kommer til at svare en del af skatten, hvis han fraflytter i løbet af skatteåret 1965-66 (1. april 1965-31. marts 1966). Tilsvarende kommer begrænset skattepligtige, jfr. statsskattelovens § 2, nr. 3, og ligningslovens § 3, stk. 2, ikke til at svare særlig indkomstskat, hvis den pågældende afhændelse bevirker, at den begrænsede skattepligt for så vidt angår denne indkomstkilde ophører.
Efter den her omhandlede lov sker der i forhold til den hidtidige ordning den ændring, at pligten til at svare særlig indkomstskat påhviler personer og dødsboer,der ved erhvervelsen, henholdsvis konstateringen, af de af loven omfattede fortjenester eller tab er fuldt eller begq,ænset skattepligtigetil staten. Det vil sige, at den særlige indkomstskattepligt knyttes til erhvervelsestidspunktet for den pågældende indtægt, hvilket medfører, at den særlige indkomstskat altid skal svares fuldt ud, uanset om fraflytning til udlandet eller ophør af skattepligtig virksomhed senere finder sted, og uanset om den pågældende person eller det pågældende dødsbo kun er skattepligtig for en del af det skatteår, i hvilket fortjenesten eller tabet erhverves eller konstateres.
For fuldt skattepligtige får ændringen virkning for al indtægt, der omfattes af loven om særlig indkomstskat, hvad enten indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet, mens ændringen for begrænset skattepligtige kun får virkning for fortjeneste eller tab ved afhændelse af formuegoder, af hvis afkast de pågældende er indkomstskattepligtige, idet det kun er for disse, der består pligt til at svare særlig indkomstskat, jfr. lovens § 10.
Loven medfører ingen ændring af reglerne om påligning og betaling af den særlige indkomstskat, der fortsat skal ske i overensstemmelse med de almindelige for indkomstskatten til staten gældende regler, jfr. lovens § 14. Det betyder, at bestemmelserne ikke får nogen virkning i de tilfælde, hvor den fulde eller begrænsede skattepligt til staten fortsat består. I disse tilfælde vil der på alle måder være at forholde som hidtil.
De nye regler trådte i kraft den 1. juli 1964.
Ved 1. behandling fik den del af lovforslaget, der tog sigte på at hindre skatteflugt, tilslutning fra alle partier. Lovforslagets bestemmelser om beskatning af fortjeneste ved ejendomsafståelse fik tilslutning af Ove Hansen (S), Helge Larsen (RV) og Herluf Rasmussen (SF), mens Viggo Hauch (V) og Haunstrup Clemmensen (KF) ikke kunne gå med til denne del af lovforslaget. De mente, at prisstigningen på jord til bebyggelse først og fremmest burde bekæmpes ved en ændret zone- og byggemodningspolitik, men var i øvrigt villige til at medvirke til inddragelse af en væsentlig part af fortjenesten på jord, der overgik til anden anvendelse, og henviste her til de tanker om en frigørelsesafgift, de to partier havde fremsat under behandlingen af forslaget til 1963-loven om ændringer i loven om særlig indkomstskat. Mose Hansen (Uafh) gav udtryk for tilsvarende synspunkter.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, som i sin betænkning oplyste, at man ikke havde afsluttet arbejdet med den del af lovforslaget, som omhandlede beskatningen af fortjeneste ved ejendomsafståelse. Under forhandlingerne var der af venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget fremlagt en skitse til en frigørelsesafgift og et dertil knyttet udkast til ændring af vurderingsloven. Skitsen og lovudkastet var optrykt som bilag til betænkningen.
Om skitsen anførtes i bilaget bl. a.:
„Skitsen vil gå ud på, at ejendomme, der dyrkes, ved overgang fra dyrkning til andet brug, skal svare en frigørelsesafgift, der ansættes til 30 pct. af forskellen mellem salgsprisen og en samtidig med ejendomsvurderingen ansat brugsværdi plus forbedringer plus 6 pct. p.a. siden ansættelsen plus 100 pct. heraf plus et yderligere tillæg. Brugsværdien vil, hvor der ikke er en særlig beliggenhedsværdi, være deli samme som den ved alm. vurdering til ejendomsskyld ansatte ejendomsværdi.
Det skal dog være således, at hvor en køber af en jordbrugsejendom udsteder erklæring om, at han køber ejendommen for fortsat at dyrke den, skal der ikke betales frigørelsesafgift, uanset at salgsprisen overstiger brugsværdien plus forbedringer plus 6 pet. p.a. siden vurderingen plus 100 pet. heraf plus det særlige tillæg.
Overholdes denne erklæring ikke, således at ejendommen anvendes til andet brug, skal køberen betale den afgift, sælgeren ellers skulle have betalt. Overholdes erklæringen, vil ejendommen efter at være anvendt som dyrkningsejendom blive behandlet som en almindelig dyrkningsejendom ved videresalg. ^
Derudover belægges ubebygget jord med en fortsat afgift ved ejendomshandel på 30 pct. af forskellen mellem afståelsesvederlaget og anskaffelsessummen plus 10 pct. p.a. for det antal år, vedkommende har ejet ejendommen.
For en bebygget ejendom, der ikke er en dyrkningsejendom, betales ved ejerskifte afgift af den del af arealet, der kan betegnes som overskydende ud over et friareal. Friarealet er mindst 2500 m og ellers et areal, hvis afståelsesværdi er lig bygningernes
afståelsesværdi. Anskaffelsesværdi og afståelsesværdi opdeles i bygningsværdi og grundværdi i samme forhold, som sidste vurdering til ejendomsskyld har delt ejendommens værdi i jordværdi og bygningsværdi under hensyn til forbedringer siden sidste vurdering.
Hvor en ejer af en dyrket ejendom bebygger grundene og sælger disse, skal frigørelsesafgiften beregnes som af ubebygget grund ved i afståelsesbeløbet at fradrage de faktiske byggeudgifter. Fra en landbrugsejendom kan altid sælges en grund på indtil 2500 m hvert 5. år, uden at der svares frigørelsesafgift."
Udvalget og finansministeren var enedes om, at skitsen til en frigørelsesafgift skulle indgå i de fortsatte overvejelser af den endelige udformning af reglerne om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom. Disse overvejelser ville det ikke være muligt at afslutte i folketingssamlingen.
Under hensyn til, at 13. alm. vurdering var udskudt 1 år, var man under disse omstændigheder enedes cm at søge de gældende regler om særlig indkomstskat af fortjeneste på fast ejendom opretholdt endnu et år indtil 1. januar 1966, og udvalget tiltrådte derfor de af finansministeren stillede ændringsforslag, hvorved de gældende bestemmelser om beskatning af fortjeneste ved ejendomsafståelse opretholdes i den skikkelse, de har i lovbekendtgørelse nr. 289 af 4. juli 1963, men således at de først får virkning for ejendomsafståelser den 1. januar 1966 eller senere. Endvidere stilledes et ændringsforslag vedrørende ikrafttrædelsestidspunktet for de nye ændrede skattepligtsregler. Det udtaltes, at der var enighed om, at de nu foreslåede skattepligtsregler burde optages til revision i forbindelse med revisionen af bestemmelserne om beskatning af fast ejendom. Formålet hermed skulle bl. a. være at søge tilvejebragt en ordning, der så effektivt som muligt sikrer erlæggelsen af skatter i tilfælde af fraflytning.
Udvalget indstillede herefter lovforslaget til vedtagelse med de foreslåede ændringer, idet dog venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget fremhævede, at „de to partier ikke derved ændrer deres principielle stilling til kapitalvindingsskatten, som er tilkendegivet ved, at de to partier sidste år stemte mod loven.
Venstre og det konservative folkeparti vil medvirke til at hindre kapitalflugt, men stemmer derudover alene for forslaget for at sikre den fornødne tid til gennem drøftelse af deres forslag om en frigørelsesafgift til afløsning af kapitalvindingsskatten ved salg af fast ejendom."
Ved 2. behandling tiltrådte Mose Hansen (Uafh) ændringsforslagene og erklærede, at så vidt han kunne se, var den skitserede frigørelsesafgift en mulig løsning.
Ændringsforslagene vedtoges, og lovforslaget gik til fornyet udvalgsbehandling. I tillægsbetænkningen udtaltes bl. a.:
„Udvalget har holdt et møde efter lovforslagets anden behandling og har i dette drøftet bestemmelsen i § 4 i lov om særlig
indkomstskat. Efter denne sidestilles erstatnings- og forsilcringssurnmer med salgssummer ved beskatningen af særlig indkomst.
Dette indebærer, at en ejer af en fast ejendom, som i anledning af en skade på ejendommen får en erstatnings- eller forsikringssum udbetalt, kan blive stillet over for et skattekrav, selv om hele erstatnings- eller forsikringssummen medgår til udbedring af den skete skade.
Der er i udvalget enighed om, at den særlige indkomstskat ikke bør besværliggøre genanskaffelsen i disse tilfælde. Der bør derfor udformes en ordning, hvorefter særlig indkomstskat ikke skal opkræves, når en erstatnings- eller forsikringssum for skade på en bygning medgår til genanskaffelse. Til gengæld må det overvejes at tage den fortjeneste, der således undgår beskatning, i betragtning ved senere salg af den genanskaffede bygning. Hvis der er tale om en bygning, som er genstand for skattefri afskrivning, bør afskrivningsgrundlaget principielt kun forøges med de beløb, som skatteyderen har investeret ud over erstatnings- eller forsikringssummen.
Der er i udvalget ligeledes enighed om, at ekspropriation ikke bør medføre pligt til at svare skat af særlig indkomst i henhold til § 2, nr. 13.
Finansministeren har givet tilsagn om, at han i den kommende folketingssamling vil fremsætte forslag om ændrede regler på de nævnte punkter i forbindelse med revisionen af reglerne om beskatning af fortjeneste på fast ejendom. Der er mellem udvalget og finansministeren enighed om, at de regler, som til sin tid gennemføres, skal have virkning for det kommende skatteår, skatteåret
1965-66. For skatteydere med kalenderåret som regnskabsår betyder dette, at de ny regler vil kunne anvendes på fortjenester, der indvindes i 1964."
Udvalget indstillede lovforslaget til endelig vedtagelse uændret, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 124 stemmer, idet 3 (Uafh) undlod at stemme.