Luk

Luk
Luk

Luk

L 26 Lov om ændringer i lov om almindelig omsætningsafgift.

Af: Finansminister Poul Hansen (Kalundborg) (S)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 391 af 11-12-1963
Ved loven foretoges en række ændringer i lov nr. 211 af 16. juni 1962 om almindelig omsætningsafgift. Ændringerne er alle af rent teknisk karakter.

Som de vigtigste af ændringerne skal nævnes:

Ifølge § 16, stk. 5, i loven om almindelig omsætningsafgift skal dividende og bonus medregnes til en vares afgiftspligtige værdi. Der var fra flere sider fremsat ønske om, at bestemmelsen blev ophævet, idet det måtte forekomme urimeligt, at kun rabatter, som blev fratrukket omgående, var fri for omsætningsafgift, mens dividende og bonus, som ydedes f. eks. én gang om året, skulle belastes med afgift.

Ønsket er imødekommet ved en ændret affattelse af § 13, der i øvrigt omhandler godtgørelse af afgift af varer, der modtages retur. Ved ændringen gives der hjemmel til fradrag for dividende, bonus o. lign., der er ydet på varer, som tidligere er udleveret i afgiftsberigtiget stand. Efter ønske af Dansk Textil Union stillede finansministeren i folketingsudvalgets tillægsbetænkning forslag om udvidelse af den i lovforslaget foreslåede nye regel, så at afgiftsgodtgørelse også vil kunne opnås for bonus og dividende af såkaldt manufakturafgiftspligtige varer, leveret før 1. april 1963. Denne tilføjelse vedtoges ved lovforslagets 3. behandling uden afstemning.

Det kan endvidere nævnes, at finansministeren i folketingudvalgets betænkning stillede forslag om ændring af lovens § 27, således at der skabtes mulighed for, at også ikke registrerede virksomheder — som allerede efter de tidligere gældende regler registrerede virksomheder — kan opnå fritagelse for afgift af reservedele, som de har indført til levering til deres kunder til opfyldelse af garantiforpligtelser. Ændringen vedtoges ved lovforslagets 2. behandling.

Ved fremsættelsen af lovforslaget gav finansministeren en udførlig redegørelse for den hidtidige administration af loven.

Lovforslaget, der i folketinget behandledes sammen med forslag til lov om ændringer i lov om forskellige forbrugsafgifter (se nærmest efterfølgende sag), modtoges med tilslutning fra alle partiers ordførere med undtagelse af Iver Poulsen (Uafh), der havde indvendinger at gøre mod enkelte af de foreslåede ændringer. Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, i hvis betænkning det bl. a. oplystes, at finansministeren har nedsat 2 udvalg til drøftelse af spørgsmål vedrørende den almindelige omsætningsafgift: et udvalg vedrørende omsætningsafgiften på byggematerialer og et udvalg vedrørende håndværkeres oms-problemer. Der blev i betænkningen
nærmere redegjort for de 2 udvalgs sammensætning og for de kommissorier, udvalgene havde fået.

Ved 2. behandling vedtoges en række af finansministeren stillede ændringsforslag, mens et af Aksel Larsen (SF) i udvalgsbetænkningen stillet ændringsforslag, hvorefter skolemateriel, lærebøger, videnskabelige værker og afhandlinger undtoges fra afgiftspligt, forkastedes.

Lovforslaget henvistes derefter til fornyet udvalgsbehandling, og i udvalgets tillægsbetænkning udtaltes bl. a.:

„Et mindretal (Aksel Larsen), der tiltræder det af finansministeren stillede ændringsforslag [jfr. ovenfor], finder det urimeligt, at man ikke i højere grad har villet imødekomme visse af de henvendelser om fritagelser eller lempelser, som udvalget har modtaget. Da dertil kommer, at finansministeren har afvist ønsket om udarbejdelse af en uforbindende skitseplan for overførelse af omsætningsafgiften til detailleddet, anbefaler mindretallet, at man afholder sig fra at stemme ved den endelige afstemning om lovforslaget."

Efter at Knud Thomsen (KF) ved lovforslagets 3. behandling havde omtalt nogle specielle problemer i forbindelse med afgiftsfritagelsen for driftsmidler, vedtoges lovforslaget med en yderligere ændring, der er omtalt ovenfor, med 98 stemmer, idet 14 medlemmer (SF, Uafh, Aage Fogh (RV) og Rosing (Grønl.)) afholdt sig fra af stemme.
Partiernes ordførere
Emil Retoft (S), Henry Christensen (V), Alfred Bøgh (V), Ove Weikop (KF), Morten Lange (SF), Aksel Larsen (SF), Axel Sørensen (RV), Iver Poulsen (U) og Ejnar Bækgaard (U)