Luk

Luk
Luk

Luk

L 96 Lov om ændring i lov om arbejdstageres opfindelser.

Af: Minister for handel, industri og søfart Hilmar Baunsgaard (RV)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 41 af 14-02-1964
Ved lovændringen udskydes revisionen af lov nr. 142 af 29. april 1955 om arbejdstageres opfindelser, således som denne er ændret ved lov nr. 336 af 19. december 1959, til folketingsåret 1965-66.

Om motiveringen for fremsættelsen af lovforslaget udtalte handelsministeren ved forelæggelsen i folketinget:

„I § 14 i loven om arbejdstageres opfindelser af 29. april 1955 blev det under hensyn til, at det her drejede sig om et nyt lovgivningsområde, bestemt, at loven skulle forelægges folketinget til revision i folketingsåret 1959-60, således at ændringer, som de i tidens løb indvundne erfaringer kunne nødvendiggøre, blev foretaget. Denne bestemmelse blev ændret ved lov af 19. december 1959, således at tidsfristen blev udskudt til folketingsåret 1963-64. Motiveringen herfor var dels, at loven synes at have fungeret tilfredsstillende, og dels at der på foranledning af Nordisk Råd var iværksat et arbejde med en revision af de nordiske patentlovgivninger med henblik på en eventuel ordning af et system med nordisk patent, således at hver enkelt af de nordiske patentmyndigheder kunne udstede patent med gyldighed for Danmark, Finland, Norge og Sverige. Dette omfattende revisionsarbejde inden for patentlovgivningen gjorde det uhensigtsmæssigt at tage stilling til spørgsmålet om ændringer i loven om arbejdstageres opfindelser, så længe man ikke kunne vide, hvorledes den egentlige patentlovgivning skulle udformes.

Det nordiske komitéarbejde vedrørende patent.lovgivningen kan ventes afsluttet inden for den nærmeste fremtid med udsendelsen af en fællesnordisk betænkning, der antagelig vil foreligge i næste måned. Betænkningen og de deri indeholdte lovudkast må imidlertid forelægges en række institutioner og organisationer til udtalelse, og forslag til en ny patentlov kan derfor ikke forventes fremsat i indeværende samling. De grunde, der i 1959 talte for en udsættelse af revisionen af loven om arbejdstageres opfindelser, gør sig således stadig gældende.

Hertil kommer, at der også inden for dette specielle område har været et vist nordisk samarbejde i gang. I Norge, hvor man ikke
i dag har nogen lovgivning om arbejdstageres opfindelser, arbejder en kommission på et lovudkast, og både i Sverige og i Finland er de gældende regler på dette område for tiden under revision. Der er såvel fra norsk som fra svensk side i sin tid fremsat ønske om, at arbejdet finder sted i samarbejde mellem de nordiske lande, og der har derfor inden for det sidste par år været afholdt en række møder, hvori vi også fra dansk side har deltaget med henblik på at nå frem til ensartede lovforslag på dette område. Disse drøftelser kan antagelig være tilendebragt i løbet af nogle måneder, men et eventuelt heraf følgende forslag til ændringer i vor lov om arbejdstageres opfindelser må derefter sendes til udtalelse i de interesserede institutioner og erhvervsorganisationer, og et lovforslag vil derfor tidligst kunne fremsættes i den kommende folketingssamling og måske først i folketingssamlingen 1965-66. Under hensyn hertil har jeg anset det for rigtigst at foreslå en yderligere udskydelse af revisionen af denne lovgivning i 2 år."

Lovforslaget gennemførtes uden udvalgsbehandling og vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
S. Lund Jensen (S), Conrad Kofoed (V), Knud Thomsen (KF), Arne Larsen (SF), Jacob Kirkegaard (RV) og I. A. Rimstad (U)