Ved loven, der trådte i kraft den 1. juni 1965, foretoges en lang række ændringer i lov om rettens pleje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 286 af 1. juli 1963.
Således gennemførtes en fuldstændig ændret formulering af retsplejelovens kapitel 18 om vidner. De vigtigste af ændringerne heri i forhold til den tidligere formulering var følgende:
Ifølge de tidligere regler måtte tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt hverv, ikke afkræves vidneforklaring om forhold, der er omfattet af deres tavshedspligt, medmindre vedkommende overordnede myndighed gav sit samtykke. Denne regel er nu begrænset til tilfælde, hvor tavshedspligten er pålagt i det offentliges interesse, og der er givet retten en beføjelse til under visse betingelser at bestemme, at vidneforklaring skal afgives, selv om samtykke til afgivelse af vidneforklaring nægtes, dog ikke hvis nægtelsen begrundes med hensyn til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter.
Bortset fra de særlige regler om vidnepligt for tjenestemænd, præster, læger og advokater savnede man tidligere regler om vidnepligt i tilfælde, hvor lovgivningen pålagde vidnet tavshedspligt. Der er nu indført en regel, som giver retten en almindelig adgang til i de nævnte tilfælde at bestemme, at vidneforklaring ikke skal afgives. Denne regel får navnlig betydning for statsautoriserede revisorer, apotekere og personale ved mødrehjælpsinstitutionerne.
Reglerne om fritagelse for pressens medarbejdere for at opgive, hvem der er forfatter eller kilde til unavngivne artikler og meddelelser, er udvidet, så at de ikke alene skal gælde for redaktører og redaktionssekretærer, men også for journalister og andre, der i kraft af deres tilknytning til vedkommende skrift, trykkeri, nyhedsbureau eller forlag har fået kendskab til forfatterens eller kildens identitet. Samtidig er området for vidnefritagelse udvidet, så at den hidtidige ubetingede pligt til i visse tilfælde at afgive forklaring ophæves og erstattes af en adgang for retten til i disse tilfælde at pålægge vidnepligt.
Den ændring, der vel i praksis vil få den største betydning, er ophævelsen af afstandsgrcenserne for vidners mødepligt. Efter de tidligere regler havde vidner i borgerlige sager som hovedregel ikke pligt til at give møde uden for den underretskreds, hvor de bor eller opholder sig. og vidner i straffesager havde ikke pligt til at give møde uden for den nævnte kreds, hvis de derved ville komme til at rejse mere end 120 km med jernbane, dampskib eller rutebil eller 25 km på anden måde. Selv om der var adgang for retten til at pålægge fjernere boende vidner at give møde for den dømmende ret, når det var ønskeligt af hensyn til sagens oplysning, er det klart, at de tidligere regler betød en begrænsning af bevisumiddelbarheden i retsplejen. Når man tager hensyn til nutidens forbedrede samfærdselsforhold, kan en sådan begrænsning af bevisumiddelbarheden næppe siges at være velbegrundet. Man har derfor nu ophævet afstandsbegrænsningerne, så at vidneforklaring som hovedregel skal afgives for den ret, der behandler sagen. Man vil herigennem også opnå en mere hensigtsmæssig sagsbehandling; bl. a. vil man undgå den forhaling af sagerne, som de subsidiære afhøringer nødvendigvis medfører.
Når et vidne vægrer sig ved at svare, kunne man efter de tidligere gældende regler pålægge vidnet en bøde eller tage vidnet i forvaring. Truslen om bøde vil undertiden være utilstrækkelig til frembringelse af forklaring; på den anden side vil forvaringstagelse ofte forekomme for indgribende. Man har derfor nu som en slags mellemform fastsat regler om anvendelse af løbende tvangsbøder, der i modsætning til almindelige bøder, men i lighed med forvaring virker som en vedvarende tilskyndelse til at opgive vægringen.
I forbindelse hermed er bestemmelserne i §§ 298-300 om modpartens og tredjemands forpligtelse til at fremlægge dokumenter, der skal benyttes som bevis i en retssag, ændret, så at modpartens editionspligt er begrænset efter samme regler, som gælder om partsafhøring, og tredjemands editionspligt undergives samme begrænsninger, som indeholdes i reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse.
En anden vigtig ændring er den ved loven skete ophævelse af reglerne om edsaflæggelse. Reglerne om vidners pligt til at bekræfte deres forklaring med ed har i en lang årrække praktisk talt været ude af brug. Reglerne om partsed har indtil de seneste år været anvendt i beskedent omfang, særlig i faderskabssager, men reglerne har givet anledning til kritik, og det må vel også erkendes, at de betyder et betænkeligt brud på princippet om bevisbedømmelsens frihed og nærmest må betragtes som et levn fra retstilstanden før retsplejeloven.
Loven indeholdt desuden en række mindre væsentlige ændringer.
Lovforslaget byggede i hovedsagen på den betænkning, som justitsministeriets vidneudvalg afgav i 1962, men indeholdt herudover forskellige mindre ændringer. Ved dets 1. behandling i folketinget blev det modtaget med velvilje af alle partiers ordførere. Fra flere sider rejste man spørgsmålet om en forhøjelse af vidnegodtgørelsen, hvis størrelse ikke fandtes tidssvarende. Ligeledes ønskede man reglerne om statens værneting ændret, idet de gældende regler var for byrdefulde for borgerne. Justitsministeren lovede, at begge disse spørgsmål skulle blive taget op til overvejelse.
Ib Thyregod (V) fandt ikke de foreslåede vidneudelukkelsesregler tilstrækkeligt vidtgående, idet de ikke omfattede socialrådgivere, psykologer o. lign., der ikke var ansat på offentlige institutioner. Kunne man ikke finde frem til en eller anden form for en autorisationsordning og så lade de autoriserede være omfattet af vidneude- lukkelsesreglerne? Endvidere savnede han stadig i retsplejeloven regler om politiafhøring.
Thestrup (KF) kunne ønske, at advokaters fritagelse for at vidne blev lige så absolut som præsters, og han rejste endvidere spørgsmålet om båndoptagelsers anvendelse som bevis.
Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, der i sin betænkning bl. a. anførte:
„Udvalget har over for justitsministeren rejst det spørgsmål, om ikke psykologer, socialrådgivere og pædagoger, der arbejder inden for en af det offentlige godkendt skoleordning, burde medtages under den nye formulering af retsplejelovens § 170, stk. 1. Ministeren har heroverfor oplyst, at bestemmelsen må ses på baggrund af de principielle overvejelser, der ligger til grund for vidneudvalgets udformning af reglerne om vidneudelukkelse. Det var vidneudvalgets opfattelse, at vidneudelukkelse burde være betinget af, at vidnet havde en almindelig tavshedspligt om det pågældende spørgsmål (betænkningens side 7). Vidneudvalget har derfor som almindeligt princip i videst muligt omfang søgt at afgrænse området for vidneudelukkelsen på samme måde som tavshedspligten.
De nævnte socialrådgivere og pædagoger vil være omfattet af § 170, stk. 3, i det omfang lovgivningen pålægger dem tavshedspligt, men også andre regler end § 170, stk. 3, kan udelukke, at vidneforklaring afgives af de pågældende. Er de tjenestemænd, eller handler de i øvrigt i offentligt eller dermed ligestillet erhverv, vil de være omfattet af § 169, såfremt tavshedspligten er pålagt i det offentliges interesse.
Med hensyn til spørgsmålet om vidneafhøringer af psykologer oplyste ministeren, at indenrigsministeriet i 1962 nedsatte et udvalg vedrørende autorisation m. v. af psykologer. Arbejdet i udvalget forventes afsluttet med afgivelse af betænkningen i løbet af efteråret 1965. I det udkast til lov om psykologer, som for øjeblikket tjener som arbejdsgrundlag for udvalget, findes der ingen specielle regler om tavshedspligt. Da lovudkastet imidlertid er baseret på en autorisationsordning for psykologerne, følger det af straffelovens § 263, stk. 2, at der kommer til at gælde de i denne bestemmelse fastlagte regler om tavshedspligt, således at særlige regler herom i lovudkastet er unødvendige. En autorisationsordning som den i lovudkastet foreslåede vil således medføre, at spørgsmålet om vidnepligt for de autoriserede psykologer skal afgøres i henhold til § 170, stk. 3, i forslaget til lov om ændringer i lov om rettens pleje.
Ved sin gennemgang af lovforslaget har udvalget i øvrigt ønsket at udtale, at det er opmærksom på den fare, der kan være ved at lægge bevismateriale til grund, der så let kan forfalskes som båndoptagelser. Justitsministeren har i denne forbindelse oplyst, at retsplejerådet for tiden arbejder med revision af retsplejelovens regler om den borgerlige retspleje, herunder spørgsmålet om anvendelse af båndoptagelser."
I tilslutning til det i betænkningen anførte angående socialrådgiveres og psykologers m. fI.,s stilling oplyste justitsministeren ved lovforslagets 2. behandling, at han havde tilstillet socialministeren materialet angående dette spørgsmål, og at socialministeren havde lovet at tage spørgsmålet om autorisation af socialrådgivere op til overvejelse. Eventuelt ville der blive nedsat et udvalg til undersøgelse af sagen.
Efter en kort udvalgsbehandling efter 2. behandling vedtoges lovforslaget med en enkelt ændring vedrørende lovens ikrafttræden ved 3. behandling enstemmigt.