Loven har følgende indhold:
§ 1. Ved skatteansættelsen af personer, der ved skatteårets begyndelse opfylder aldersbetingelsen for at oppebære folkepension, eller som oppebærer eller er kendt berettiget til at oppebære folke- eller invalidepension, pension i henhold til lov om pension og hjælp til enker m. fl. eller den i § 24, stk. 1, i lov om invalide- og folkepension omhandlede ydelse, skal der i selve ansættelsen gives et nedslag for nedsat erhvervsevne. Nedslag gives dog kun, såfremt den pågældendes skattepligtige indkomst ikke overstiger 11.200 kr. Nedslaget udgør 4.000 kr., dog højst forskellen mellem 11.200 kr. og den pågældendes skattepligtige indkomst.
§ 2. Bestemmelserne i denne lov træder fra og med skatteåret 1965-66 i stedet for bestemmelserne i lov nr. 409 af 18. december 1963 om nedslag i skatteansættelsen for folkepensionister m. fl.
Finansministeren fastsætter de nærmere regler for gennemførelsen af denne lov.
Om formålet med disse bestemmelser anførte finansministeren ved lovforslagets fremsættelse:
„Forslaget går ud på at forøge de nedslag, der gives i den skattepligtige indkomst for invalidepensionister og folkepensionister samt andre ældre medborgere med små indkomster. Efter de gældende regler udgør nedslaget højst 3.500 kr., og det kan ikke overstige forskellen mellem den såkaldte maksimalindkomst på 10.200 kr. og den skattepligtige indkomst. Der gives ikke nedslag i skattepligtige indkomster på 10.200 kr. og derover.
I 1964 er invalide- og folkepensionen noget højere end i 1963, og hvis nedslagsreglerne ikke ændres, vil mange personer, der kun har folkepensionen at leve af, skulle betale højere skat for skatteåret 1965-66 end for skatteåret 1964-65. Det drejer sig fortrinsvis om kommuneskat, idet allerede de gældende regler bevirker, at personer, der ikke har anden indtægt end folkepensionen, slipper for at betale indkomstskat til staten. Hvis kommuneskatten for skatteåret 1965-66 udskrives med samme satser som for indeværende skatteår, vil skattestigningen i mange sognekommuner kunne andrage ca. 140 kr.
For at undgå sådanne skattestigninger foreslås det at forhøje maksimalindkomsten til 11.200 kr. og overgrænsen for nedslaget til 4.000 kr."
Lovforslaget blev i folketinget velvilligt modtaget fra alle sider. Det undergaves såvel mellem 1. og 2. som mellem 2. og 3. behandling en kort udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag.
I et samråd med finansministeren var der, efter hvad Peter Nielsen (S) udtalte ved 3. behandling, enighed om, „at det var bedst at finde frem til en permanent ordning af hele dette spørgsmål, men det må ses i relation til hele vor skattelovgivning, og det må derfor senere tages op her i folketinget."
Lovforslaget vedtoges uændret og enstemmigt.