Luk

Luk
Luk

Luk

L 113 Lov om ændringer i lov om brandvæsenet i købstæderne og på landet.

Af: Justitsminister K. Axel Nielsen (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 190 af 26-05-1965
Ved loven ændres § 9 i lov nr. 247 af 10. juni 1960 om brandvæsenet i købstæderne og på landet. Lovændringen byggede på et udkast udarbejdet af det af justitsministeren i 1963 nedsatte udvalg, der havde til opgave at stille forslag om uddannelse af brandvæsenernes personel. Ved de omhandlede ændringer af den gældende lovs § 9 gennemførtes en ordning, hvorefter brandinspektører og andre befalingsmænd, brandmandskab med kvalificeret arbejde og alt heltidsbeskæftiget brandmandskab skal gennemgå en særlig uddannelse, som med enkelte undtagelser skal foregå på en central brandskole.

I forbindelse med spørgsmålet om oprettelse af den centrale brandskole oplyste justitsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget, at der samtidig med nyordningen af brandvæsenerne i København var blevet lokaler ledige på Gentofte brandstation, som ville egne sig udmærket til formålet.

Ved behandlingen i folketinget modtoges lovforslaget med velvilje af alle partiers ordførere, idet dog Ejner Kristensen (V) og Adolph Sørensen (KF) rejste spørgsmål om koordinering på væsentlige områder mellem civilforsvarsundervisningen og den brandtekniske uddannelse, ligesom de rejste spørgsmål om at placere brandskolen ude i landet. Med hensyn til en i det oprindelige lovforslag indeholdt bestemmelse om et skoleråd på 8 medlemmer til at føre tilsyn med brandskolens virksomhed ytrede Adolph Sørensen betænkelighed ved oprettelsen af et så omfattende tilsynsråd, og Morten Lange (SF) satte spørgsmålstegn ved, om rådet havde den rette sammensætning.

Lovforslaget henvistes til en udvalgsbehandling, der resulterede i, dels at den foreslåede bestemmelse om oprettelse af skoletilsynsrådet udgik af lovforslaget, dels at der i lovforslaget indsattes en bestemmelse, som gav justitsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere bestemmelser om brandskolens organisation og virksomhed. I udvalgets enstemmigt afgivne betænkning blev det i øvrigt fremhævet, at man ikke fandt at burde binde sig til den af ministeren foreslåede placering af skolen hos Gentofte brandvæsen for et længere åremål end 5 år, men at man måtte holde muligheden åben for senere at flytte skolen til et centralt sted uden for Storkøbenhavn.

Ved anden behandling vedtoges de af udvalget foreslåede ændringer, og det således ændrede lovforslag vedtoges enstemmigt ved tredje behandling.
Partiernes ordførere
Eigil Schytt (S), Ejner Kristensen (V), Jens Peter Jensen (V), Adolph Sørensen (KF), Morten Lange (SF), Jens Peter Jensen (RV) og Erik Østergaard (U)