Lovforslaget tilsigtede sammen med de af finansministeren samtidig fremsatte forslag til lov om ændring i lov om nedslag i skatteansættelsen for renteindtægter m. v. (se nærmest efterfølgende sag) og forslag til lov om ændring af lov om skattelettelse for visse indskud m. v. (se nedenfor under nr. 6) samt det af indenrigsministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lov vedrørende personlig skat til kommunen (om særskilt beskatning af gifte kvinder) (se nedenfor under nr. 17) at ændre reglerne om ægtefællers beskatning således, at visse hustruindtægter blev gjort til genstand for særskilt beskatning.
Reglerne om ægtefællers beskatning blev undersøgt i et af finansministeren den 8. marts 1961 nedsat udvalg, der afgav betænkning i marts 1963 (betænkning nr. 327). I udvalget var der enighed om, at de gældende regler om ægtefællers beskatning må ændres således, at der i højere grad tages hensyn til den forskellige økonomiske bæreevne i ægteskaber, hvor manden alene udfører erhvervsmæssigt arbejde, og ægteskaber, hvor hustruen også har sådant arbejde. Der var ikke enighed om, hvorledes en sådan ændring burde gennemføres. Et mindretal i udvalget gik ind for at opretholde den bestående sambeskatning, men foretage en forhøjelse af hustrufradraget. Et andet mindretal fandt, at ægtefæller bør beskattes selvstændigt af hver sine indtægter og af hver sin formue. Ægtefællerne skulle efter dette forslag beskattes efter en fælles skatteskala, der også skulle gælde for enlige. Hustrufradraget skulle afskaffes. I ægteskaber, hvor hustruen medvirker i mandens erhvervsvirksomhed, skulle alle indtægter af virksomheden fortsat beskattes på mandens hånd; men han skulle til gengæld have dobbelt så stort skattefrit bundfradrag som andre skattepligtige. Et tredje mindretal var enig i, at man enten måtte overgå til særbeskatning eller ændre reglerne om hustrufradrag, men tog ikke stilling til, hvilken af disse fremgangsmåder der burde anvendes.
Regeringen havde ikke ment at kunne bygge på noget af forslagene fra dette udvalg, men havde fundet, at afgørende hensyn talte for at afgrænse sambeskatningen til visse former for hustruindtægt.
Ifølge lovforslaget skal hustruen derfor kun ansættes særskilt til skat af følgende indtægter: a) Indkomst ved selvstændig virksomhed. b) Indkomst ved arbejde for fremmede. c) Arbejdsløshedsunderstøttelse. d) Sygeløn og sygedagpenge. e) Invaliderente. f) Egenpension, der oppebæres i henhold til en pensionsordning, hvortil hustruens arbejdsgiver har ydet bidrag, g) Invalidepensionsbeløb, der alene tilkommer hustruen.
Derimod skal hustruens øvrige indtægter fortsat beskattes på mandens hånd sammen med hans indtægter. Det gælder således hustruens indtægt ved arbejde i mandens eller den fælles bedrift og hendes formueindtægter i form af renter og aktieudbytter. Som en naturlig konsekvens heraf skal den foreslåede ordning ikke omfatte formuen og dennes beskatning. Dette motiveredes dels med praktisk-administrative hensyn, dels med ønsket om at undgå, at ægtefællerne gennem en vilkårlig fordeling af formuen og dermed af dens afkast opnåede en særlig gunstig beskatning.
Den ene ægtefælle beskattes som forsørger og den anden som ikke-forsørger. Den, der har den højeste skattepligtige indkomst, stilles som forsørger, hvilket er det gunstigste for ægtefællerne som helhed. Det skattefri bundfradrag deles ligeligt mellem ægtefællerne og omdannes til et personfradrag., Dog foreslås, at hvis den ene ægtefælle ikke kan udnytte fradraget fuldt ud, overføres den overskydende del til den anden ægtefælle.
Det gældende hustrufradrag, der foretages i indkomsten, omdannes efter forslaget til et fradrag i den særskilt ansatte hustrus skatter til staten. Fradraget beregnes kun af hustruens indkomst ved arbejde for fremmede eller ved selvstændig virksomhed og udgør 20 pct. heraf, dog højst 800 kr. Hvis fradraget overstiger hustruens statsskat, får manden det overskydende fradrag i sin indkomstskat til staten.
Visse indtægter, der omfattes af lov om særlig indkomstskat, foreslås ligeledes beskattet hos hustruen. Det er for det første godtgørelser, som hun får i anledning af fratræden af stilling, og gaver og gratialer fra hendes arbejdsgiver, for det andet fortjeneste ved afståelse af formuegoder, der hører til hendes selvstændige virksomhed.
Hustruen skal efter forslaget have fradragsretten for de udgifter, der er knyttet til hendes arbejde eller virksomhed. Dette gælder også fuldt fradragsberettigede præmier eller bidrag til en pensionsordning med løbende udbetalinger. Derimod har man fundet det nødvendigt, at fradragsretten for bidrag til kapitalpensionsordninger kun udøves af manden. Sådanne bidrag kan sammen med en række andre beløb, f. eks. indskud på kapitalbindingskonti og præmier til kapitalforsikringer, kun fradrages inden for en fast beløbsramme, og det ville være alt for besværligt at dele fradragsretten for sådanne indbetalinger mellem ægtefællerne. Efter forslaget til lov om ændring af lov om skattelettelse for visse indskud m. v. skal indskud m. v., der omfattes af denne lov, behandles på samme måde som kapitalbinding skonti. Det vil sige, at skattelettelsen altid indrømmes manden.
Den særskilt ansatte hustru skal efter forslaget i sin indkomst fradrage de personlige skatter, som pålignes hende. Dette skal også gælde ved hustruens selvstændige skatteansættelse efter skilsmisse, separation eller faktisk adskillelse. Ved overgangen til det nye system skal hustruen have fradragsretten for en forholdsmæssig andel af de skatter, som manden har betalt. Fradragsretten for de skatter, som hustruen har betalt før indgåelsen af ægteskabet, foreslås af praktiske grunde tillagt hende fuldt ud, selv om en del af skatten vedrører hendes formue eller formueafkast. Nedslaget for små rente- og pensionsindtægter skal efter forslaget til lov om ændring af lov om nedslag i skatteansættelsen for renteindtægter m. v. gives til den af ægtefællerne, der skal beskattes af renterne eller pensionen.
Eventuelt underskud hos den ene ægtefælle skal efter forslaget udlignes i positiv indkomst hos den anden. Ellers kunne man komme ud for, at den ene ægtefælle skulle svare skat af en høj indtægt, uanset at den anden ægtefælle havde så meget underskud, at de tilsammen ikke havde nogen skattepligtig indkomst. Man har ikke fundet det rimeligt at drage en så vidtgående konsekvens af den særskilte beskatning. En tilsvarende udligningsregel foreslås med hensyn til særlig indkomst.
De hidtidige regler om "nygiftelempelse" og om beskatningen ved ægteskabets ophør på grund af skilsmisse m. v. opretholdes med de ændringer, der er en følge af den særskilte beskatning.
Det samme gælder reglerne om beskatningen af enker og enkemænd. Hvor hustruen har været særskilt ansat og en af ægtefællerne dør, har man fundet det mest praktisk at lade den særskilte skatteansættelse ophøre at have virkning med kvartalets udgang. Fra begyndelsen af det følgende kvartal beskattes den efterlevende ægtefælle så efter de hidtidige almindelige regler, altså med adgang til nedsættelse af indkomster, der var bortfaldet på grund af dødsfaldet.
Som følge af den særskilte beskatning af hustruen skal hun efter forslaget til ændring af kommuneskatteloven hæfte for betalingen af de skatter, der pålignes hende. Skatten skal dog subsidiært kunne inddrives hos manden på tilsvarende måde, som inddrivelse af mandens skat kan ske subsidiært hos hustruen.
Da man ikke på forhånd kan udskille de hustruer, der har særskilt indkomst, medfører ordningen, at der skal udsendes selvangivelsesblanketter til alle gifte kvinder. Hustruer, der har haft særskilt indkomst, skal ifølge forslaget indsende deres egen selvangivelse. Andre hustruer kan, hvis de ønsker det, indgive deres egen selvangivelse, hvor de så blot oplyser, at de ikke har haft indkomst, der skal beskattes særskilt. Hvis disse hustruer foretrækker at slippe for at indgive en egentlig selvangivelse, kan de dog i stedet afgive en kort erklæring om, at de ikke har haft sådanne indtægter. Efter de gældende regler har hustruen ingen pligt, men alene en ret til at skrive under på mandens selvangivelse. Hvis hun skriver under, betyder det ikke noget forøget ansvar for selvangivelsens rigtighed, og det har altså ingen nævneværdig betydning, om hun skriver under eller ej. Hvis hustruen efter den foreslåede ordning indgiver sin egen selvangivelse, må hun underskrive denne eller den lige omtalte erklæring under sædvanligt ansvar for rigtigheden efter reglerne i kontrolloven. Da den ene ægtefælle kan have interesse i, hvorledes den anden ægtefælle skatteansættes, gives der efter forslaget hver af ægtefællerne mulighed for at deltage i forhandling med myndighederne om den andens skatteansættelse og til at klage over den.
Finansministeren udtalte ved fremsættelsen, at han ikke havde fundet det muligt allerede nu at fremsætte lovforslag om udskrivningsreglerne for skatteåret 1966-67, hvor den særskilte beskatning skulle træde i kraft, idet der da formentlig ville blive tale om yderligere lempelser i indkomstbeskatningen. For at undgå urimelige virkninger af den særskilte beskatning ville en vis stramning af ikke-forsørgerskalaen i forhold til forsørgerskalaen være nødvendig. Det var imidlertid regeringens forudsætning med hensyn til den ordning, som til sin tid måtte blive gældende, at den nuværende beskatning af ikke-forsørgere ikke forøges, medmindre det drejer sig om helt store indkomster.
Ministeren sluttede sin fremsættelsestale således:
„Skal jeg i få ord sammenfatte, hvad der opnås ved at gennemføre den foreslåede særskilte beskatning af hustruindtægter, må det for det første blive, at gifte kvinder med selverhverv vil få ret og pligt til at indgive egen selvangivelse og vil få deres egen skattebillet. Dernæst vil ordningen betyde, at den gifte kvinde fremtidig kan søge beskæftigelse uden for hjemmet uden risiko for at blive beskattet særlig hårdt, fordi hendes mand i forvejen har en god indtægt. Jeg må dog tilføje, at det hidtil kun har været et mindretal af de gifte kvinder, som er blevet ramt af denne form for merbeskatning.
Over for fordelene ved en særskilt beskatning står imidlertid en række åbenbare ulemper, som jeg allerede har omtalt. Det drejer sig bl. a. om en stærk forøgelse af antallet af selvangivelser og skattebilletter. Der er ingen tvivl om, at en arbejdsopgave af dette omfang vil stille meget store krav til vore i forvejen hårdt belastede skattemyndigheder, og for skatteyderne bliver der heller ikke tale om nogen forenkling. Dette understreger som tidligere nævnt, at en overgang til særskilt beskatning af selvstændige hustruindtægter bedst kan ske i forbindelse med indførelse af en kildeskatteordning.
Jeg skal med disse bemærkninger anbefale lovforslagene som grundlag for folketingets behandling af spørgsmålet om ægtefællers beskatning."
Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af Peter Nielsen (S), der dog betonede, at det måtte underkastes en grundig udvalgsbehandling. Foged (V) fandt, at lovforslaget var så uoverskueligt, at kun et fåtal af særligt uddannede ville kunne klare alle de skattemæssige problemer, det ville medføre. En uhyre vækst i skatteadministrationen ville blive nødvendig. Forslaget gav kun en halv løsning ved alene at omhandle den udearbejdende hustru. Også problemerne omkring de medhjælpende hustruer og de hjemmearbejdende hustruer måtte klares. Hvis den proportionale skala blev ført væsentligt højere op, ville de fleste sambeskatningsproblemer være løst. Venstre var villig til positiv forhandling om problemet, men henstillede, at alle de forskellige familiepolitiske hensyn toges op til samlet drøftelse. Hagen Hagensen (KF) kunne godtage forslaget som et oplæg, men det løste ikke sambeskatningens problemer. Den af det konservative folkeparti tidligere rejste tanke om splitting burde med i overvejelserne. Han kunne tænke sig en valgfrihed for hustruen mellem sambeskatning med hustrufradrag og særbeskatning uden noget sådant fradrag. Man burde ikke beslutte sig til nogen bestemt løsning uden i forbindelse med en skattereform. Det ville være en væsentlig forbedring at udvide området for proportionalbeskatningen. Baunsgaard (RV) erklærede, at hans parti var tilhænger af sambeskatningens ophævelse. Han kritiserede, at forslaget ikke medtog ægtefæller i fællesbedrift, men tilsagde positiv medvirken til en forhandling. Morten Lange (SF) troede ikke, at lovforslaget kunne løse problemerne. Man måtte have fat i en hel række af skattelovgivningens regler, først og fremmest skattefradragsreglen og forsørgerbegrebet, for at kunne komme til ende med en ophævelse af sambeskatningen. Det var uholdbart ikke at medtage de medhjælpende hustruer. Det værste var den kolossale forøgelse af skattevæsenets byrder, som forslaget ville medføre. Anne Feldt-Rasmussen (Uafh) mente, at sambeskatningsproblemet kunne løses ved at føre proportionalskatten til tops, give de skattefri bundbeløb som personfradrag, indføre væsentlige børnefradrag inden ligningen samt ligne efter samme skala. Uden tor ordførerrækken talte Hanne Budtz (KF), Nathalie Lind (V), Grethe Philip (RV) og Lis Groes (S).
Lovforslaget henvistes tillige med de andre lovforslag vedrørende ægtefællers beskatning til et udvalg, der ikke afgav betænkning.