Lovforslaget angår navnlig reglerne om indkomstskattens beregning og dens opkrævning og tilsigter at indføre den såkaldte kildeskat, d. v. s. at skatten beregnes på grundlag af den løbende indkomst og så vidt muligt tilbageholdes i denne.
Til lovforslaget knyttede sig det af indenrigsministeren fremsatte forslag til lov om kommunal indkomstskat, jfr. nedenfor under nr. 16.
De nye regler skal gælde for personer og dødsboer. Aktieselskaber og foreninger m. v. omfattes ikke deraf.
For lønmodtagere betyder nyordningen, at skatten må beregnes og opkræves ved hver lønudbetaling. Beregningen og opkrævningen af lønmodtagerens skat overlades til hans arbejdsgiver, således at denne tilbageholder skatten ved hver lønudbetaling og udbetaler skatteyderen resten.
For erhvervsdrivende skatteydere er det ikke muligt at indeholde skatterne i den løbende indtægt, men de erhvervsdrivende skatteydere skal i princippet ligesom lønmodtagerne betale skatten af den løbende indtægt. Den vil ikke kunne beregnes nøjagtigt forud, og man må derfor efter skøn ansætte den indtægt, der skal betales forskudsskat af. I almindelighed må dette skøn gå ud fra den sidst kendte årsindtægt; men der vil blive mulighed for at regulere skattebetalingen i årets løb under hensyn til ændringer i indkomsten.
Ordningen skal foruden indkomstskatten til staten også omfatte invalide- og folkepensionsbidrag, kommuneskat og kirkelige afgifter samt formueskatten. Det vil sige, at de almindelige skatter m. m., der lignes på indkomst og formue, kommer med under ordningen. Særlig indkomstskat har man fundet det bedst at holde udenfor, og det gælder også sømandsskatten, der i forvejen opkræves ved kilden. Men en række af de nuværende ulemper ved overgang fra sømandsskat til almindelig beskatning og omvendt vil bortfalde.
Indeholdelsen af skat skal først og fremmest ske i lønindtægt, men også andre indtægtsformer kommer i betragtning. Her har man lagt vægt på, om udbetalingen ligesom ved lønindtægt stort set repræsenterer en nettoindtægt. De indtægter, hvori skatten skal indeholdes, benævnes A-indkomst. Det drejer sig ud over lønindtægter navnlig om pensioner, bestyrelseshonorarer o. lign., understøttelser og løbende udbetalinger i henhold til renteforsikringer og indekskontrakter. Indkomster, hvori der ikke skal indeholdes forskudsskat, kaldes B-indkomst.
En særlig kildeskat foreslås for udbytte af aktier eller andelsbeviser. Her skal tilbageholdes 30 pct. af det deklarerede udbytte. For personer, der er skattepligtige her i landet, er udbytteskatten kun foreløbig, idet den modregnes ved den endelige regulering. For personer og selskaber m. v., der har bopæl eller hjemsted i udlandet, er udbytteskatten derimod endelig, men betyder til gengæld på dette område en udvidelse af beskatningen, således at hidtil skattefri indkomster her i landet bringes under beskatning. Vi kommer herved i højere grad på linje med, hvad der gælder i flere andre landes lovgivning.
På samme måde betyder kildebeskatningen, at udlændinge, som i kortere perioder tager lønarbejde her i landet, og som under de nuværende forhold ikke beskattes, drages med ind under beskatningen.
I princippet er de skatter, kaldet A-skat, der under kildeskattesystemet betales i indkomstårets løb, kun forskudsskatter, som skal afregnes i det endelig tilsvar, kaldet slutskat, som opgøres, når året er omme. Hvis det her viser sig, at der er betalt for lidt i skat, må skatteyderen indbetale en restskat. Når denne overstiger 1/5 af slutskatten og udgør mindst 1.000 kr., opkræves et tillæg på 8 pct. Restskat under 100 kr. opkræves ikke. Restskatten skal ikke udredes på én gang, men betales i 4 rater, medmindre der er tale om beløb på under 200 kr. Viser det endelige opgør, at der er betalt for meget i skat, får skatteyderen den overskydende skat tilbage. Der gives normalt et rentetillæg på 6 pct., når tilbagebetalingen er større end 1/5 af slutskatten og mindst 1.000 kr. Der ydes dog ikke rentetillæg af mere end 100.000 kr.
Man har imidlertid på forskellig vis tilstræbt at gøre beskatningen definitiv, således at det foreløbig betalte skattebeløb i så mange tilfælde som muligt bliver lig med det endelige skattebeløb. Hvor en efterregulering ikke kan undgås, har man søgt en forenkling, således at skattemyndighederne i størst muligt omfang bliver i stand til selv at opgøre det endelige tilsvar på grundlag af de foreliggende oplysninger. Derved begrænser man yderligere det antal tilfælde, hvor skatteyderne bliver nødt til at indgive egentlig selvangivelse.
For at muliggøre det for arbejdsgiverne at foretage fradragene og som et led i bestræbelserne for at gøre kildeskatten definitiv gennemføres en væsentlig standardisering af fradragene. Efter lovforslaget bevares det faste lønmodtagerfradrag, men det skal nu også omfatte udgifter til befordring, faglige kontingenter og arbejdsløshedsbidrag. Fradragsrammen forhøjes til 20 pct. af lønindtægten, dog ikke over 1.500 kr. Hvis en lønmodtager kan godtgøre, at hans udgifter af de nævnte arter tilsammen overstiger beløbsrammen, indrømmes der dog fradrag med det dokumenterede beløb. Fradrag ud over den faste ramme skal imidlertid indgå i det særlige standardfradrag, som indføres. Dette fradrag skal træde i stedet for de fradrag, som ikke henhører under lønmodtagerfradraget. Undtaget er dog fradrag for personlige skatter, for underskud på fast ejendom, for pensionsbidrag m. v. og for underholdsbidrag og andre aftægts- og underholdsydelser. Sådanne fradrag er for store og varierende til, at de kan standardiseres. Som fradrag, der vil blive omfattet af standardfradraget, kan nævnes fradrag for præmier til kapitalforsikring og sygeforsikring, visse renteforsikringer og fradrag for renteudgifter. Standardfradraget kan ikke anvendes, når den skattepligtige har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Det er ikke som lønmodtagerfradraget begrænset til personer, der har lønindtægt, men tilkommer også andre personer, der ikke driver erhvervsvirksomhed, f. eks. pensionister. Standardfradraget foreslås fastsat til 1.800 kr. for sambeskattede ægtefæller og 1.200 kr. for andre skattepligtige. Standardfradraget er ligesom lønmodtagerfradraget kun et mindstefradrag. Kan en person godtgøre, at hans udgifter af den omhandlede art overstiger beløbsgrænsen, får han i stedet fradrag for den faktiske udgift.
Hensynet til at undgå efterreguleringer i videst muligt omfang har også givet sig udtryk i en regel, hvorefter der ved den endelige opgørelse kan ses bort fra eventuelle B-indkomster, f. eks. renter, hvis de tilsammen ikke overstiger 600 kr. Denne regel gælder ligesom standardfradraget ikke, hvis den skattepligtige har indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Reglen gælder heller ikke B-indtægter i form af underholdsbidrag og andre aftægts- og underholdsydelser eller i form af tilbagebetalt skat. Hvis skatteyderen godtgør større fradrag end standardfradraget, skal der som omtalt alligevel ske regulering, og i disse tilfælde kan der efter lovforslaget ikke bortses fra mindre B-indtægter.
Som der tidligere er givet løfte om, er retten til at fradrage de betalte personlige skatter opretholdt ifølge lovforslaget. Man har dog fundet det rimeligt at ophæve retten til at fradrage formueskatten, hvilket må medføre en regulering af formueskattens satser. De skatter, der kan fradrages, er selve de skattebeløb, der betales løbende i indkomståret. Hvis der ud over disse beløb er svaret restskat vedrørende et tidligere år, kan også denne skat fradrages.
Ifølge lovforslaget opretholdes skattefradragsreglen i den form, at skatterne i indkomstårets løb beregnes ved anvendelse af en særlig oplcrævningsprocent, hvori skattefradraget er indregnet ved hjælp af en ligevægtsskatteberegning. Opkrævningsprocenten vil således være lavere end den tilsvarende udskrivningsprocent. Ved fastsættelsen af opkrævningsprocenten skal der også tages hensyn til kommuneskatten, idet stats- og kommuneskat skal beregnes under et efter en fælles procentsats; opkrævningsprocenten vil på denne måde variere fra kommune til kommune alt efter størrelsen af den i kommunen fastsatte udskrivningsprocent. Ved den endelige skatteberegning efter udløbet af indkomståret anvendes udskrivningsprocenten på den skattepligtige indkomst, hvori skatterne er fradraget. Hvis den endelige skat svarer til den skat, der faktisk er betalt, har skatteyderen dermed fået sit skattefradrag. Er der betalt for lidt i skat, pålignes der som tidligere omtalt skatteyderen en restskat. Denne skat vil først kunne fradrages for det år, hvori den betales. Den forholdsvis lave opkrævningsprocent betyder, at merindkomster ikke beskattes så hårdt som nu.
I overensstemmelse med det tidligere fremsatte forslag om ægtefællers beskatning skal visse former for hustruindtægt, først og fremmest ved lønnet arbejde eller selvstændig erhvervsvirksomhed, beskattes særskilt hos hustruen. Ægtefællernes øvrige indtægter, f. eks. afkast af formue, skal beskattes hos manden, og denne skal svare formueskat af den samlede formue.
For hovedparten af lønmodtagere og pensionister vil ordningen komme til at virke på følgende måde:
Skatteyderen modtager i december måned fra skattemyndighederne et skattekort. Hvor både mand og hustru har lønindtægt, modtager de hver sit skattekort. På skattekortet er anført skatteyderens navn, adresse og registreringsnummer. Endvidere er anført, hvilket samlet fradrag der skal foretages i lønnen eller pensionen, inden skatten beregnes. Dette samlede fradrag omfatter bl. a. de tidligere nævnte lønmodtagerfradrag og standardfradrag. Endvidere skal det samlede fradrag omfatte de skattefri mindstebeløb, de såkaldte personfradrag.
På kortet opføres, hvor stort fradraget er pr. måned, pr. uge og pr. dag. Endelig anføres den procent, hvormed lønindtægten skal beskattes, efter at fradraget er trukket fra. Denne procent omfatter både statsindkomstskat, kommuneskat, kirkeskat og invalide- og folkepensionsbidrag.
For skatteydere, der har A-indkomst fra flere kilder, udstedes bikort. Disse kort indeholder samme oplysninger som skattekortene, bortset fra at fradragsbeløb ikke er anført. Skatteyderen må derfor anvende sit skattekort dér, hvor han bedst kan udnytte fradragene, og bikortet dér, hvor han har biilldtægter. Skattekortet afleveres til skatteyderens arbejdsgiver, der på grundlag af kortets oplysninger fratrækker skatten ved hver lønudbetaling. Hvis skatteyderen skifter arbejdsgiver, får han skattekortet tilbage og afleverer det til den nye arbejdsgiver.
Det er ikke hensigten, at skatteprocenten skal kunne ændres i løbet af et indtægtsår. Derimod vil der være mulighed for at ændre selve grundlaget for forskudsskatten i løbet af betalingsperioden, og den skattepligtige får adgang til at indbetale skat ud over, hvad der afkræves ham ifølge skattekort eller skattebillet. Derved kan han undgå krav om restskat eller formindske et sådant krav. Det har bl. a. betydning, fordi restskatten i visse tilfælde som nævnt opkræves med et tillæg på 8 pct.
Som nævnt skal selvstændige erhvervsdrivende ikke omfattes af ordningen med indeholdelse af skat. Disse skatteydere må som efter de gældende regler selv indbetale skatten i henhold til skattebilletter, som de modtager fra de skattelignende myndigheder. Denne skat benævnes B-skat og pålignes på grundlag af et skøn over den forventede indkomst. Når året er gået, indgives selvangivelse på sædvanlig måde, og skatten beregnes på dette grundlag. I de fleste tilfælde skal den erhvervsdrivende skatteyder enten have et beløb tilbagebetalt eller indbetale en restskat. Der vil som nævnt være adgang til i årets løb at forlange forskudsskatten sat ned eller op, hvis indtægten udvikler sig dårligere eller bedre end forventet.
Også for lønmodtagere og pensionister m. fl. skal i alle tilfælde foretages indkomstopgørelse og endelig skatteberegning efter indkomstårets udløb; men lønmodtagere og pensionister vil i de normale tilfælde ikke behøve at indgive selvangivelse, når året er gået. Det vil som regel være tilstrækkeligt at afgive en kort erklæring til skattemyndighederne. Erklæringen skal gå ud på at fastslå, at skatteyderen ikke har haft sådanne indtægter eller særlige fradrag, som gør det nødvendigt, at selvangivelse indsendes. Selv om betingelserne for at nøjes med den korte erklæring ikke er opfyldt, skal der dog være mulighed for at undgå fuldstændig selvangivelse, således at der kun kræves selvangivelse vedrørende de bestemte forhold, der forhindrer anvendelsen af den nævnte erklæring.
Lovforslaget indeholder ikke regler om, hvilke beskatningsprocenter der skal anvendes. Det hænger sammen med, at nyordningen først kan sættes i kraft nogen tid efter vedtagelsen. Det er tanken, at størrelsen af personfradrag og beskatningsprocent skal fastsættes forud for hvert indkomstår ved en særlig lov, der kommer til at svare til de nuværende årlige udskrivningslove. For skattepligtige indkomster indtil et vist højere beløb skal den skat, der beregnes med en fast procent, være den eneste indkomstskat. Overstiger den ansatte indkomst denne beløbsgrænse — som også tænkes fastsat i den årlige særlige lov — skal der efter forslaget svares tillægsskat ved siden af den almindelige skat. Tillægsskatten skal beregnes efter skatteskalaer, som også fastsættes ved lov for det enkelte indkomstår. Den indtægtsgrænse, hvor tillægsskatten sætter ind, vil blive lagt højere end indtægtsgrænsen for den såkaldte proportionalbeskatning. Denne grænse ligger i dag for forsørgere ved en skalaindkomst på 22.000 kr. svarende til en bruttoindtægt på omkring 30.000 kr. Den endelige fastsættelse af indtægtsgrænsen for tillægsskatten må selvfølgelig afhænge af provenumæssige overvejelser og af hele forholdet mellem den direkte beskatning og forbrugsbeskatningen. Tillægsskatten skal efter lovforslaget normalt opkræves i henhold til udstedte skattebilletter og ikke indeholdes ved lønudbetalinger.
Lovforslaget forudsætter, at den kommunale indkomstskat opkræves sammen med statsskatten. Det vil ikke være praktisk at afregne kommuneskatten løbende. I stedet skal kommunerne efter forslaget have udbetalt månedlige forskud, således at det endelige opgør sker i forbindelse med slutskatteberegningen.
Adskillige af lovforslagets paragraffer tager sigte på beskatningen i tilfælde af dødsfald. Efter de gældende regler sker der et væsentligt brud i beskatningen, når en skatteyder afgår ved døden, idet afdødes skattepligt ophører med udgangen af det kvartal, hvori dødsfaldet finder sted. Dette betyder, at indkomsten omkring 1½ år før dødsfaldet ikke kommer til beskatning fuldt ud. I de tilfælde, hvor afdøde efterlader sig en ægtefælle, fortsætter beskatningen af afdødes indtægter dog principielt hos den efterlevende; men denne vil ofte kunne få en nedsættelse af indkomstansættelsen, så at den svarer til den fremtidige indtjening. Skiftes dødsboet efter den afdøde offentligt, bliver der tale om en yderligere skattefri periode, idet boet ikke bliver indkomstskattepligtigt af indtægterne i den første tid efter dødsfaldet. Dør en person f. eks. i februar 1965, vil et offentligt skiftet bo efter ham ikke blive skattepligtigt for skatteårene 1965-66 og 1966-67. Hvis boet afsluttes inden begyndelsen af skatteåret 1967-68, altså den 1. april 1967, bliver det slet ikke undergivet beskatning.
De gældende regler medfører desuden, at store varelagernedskrivninger og skattepligtige avancer ved salg af formuegoder kan tages hjem uden beskatning under boets behandling. Dette beror på, at afdødes formuegoder, såsom varelagre og driftsmidler, uden skattemæssig virkning kan opskrives i boets åbningsstatus i forhold til de af afdøde anvendte nedskrevne værdier. Reglerne i lovforslagets afsnit II og III tager navnlig sigte på at gøre beskatningen kontinuerlig, således at man undgår de nævnte urimelige følger af den gældende ordning. På grund af de forskellige situationer, der opstår ved dødsfald, og de forskellige måder at behandle boet på har det været nødvendigt at gøre de nye regler på dette område meget udførlige.
Det er som omtalt et vigtigt led i nyordningen, at det overlades til arbejdsgiverne at indeholde skatten hos lønmodtagerne. For at lette arbejdsgiverne arbejdet med skattens beregning er det tanken at forsyne arbejdsgiverne med tabeller, der viser størrelsen af de beløb, der ved forskellige beskatningsprocenter skal indeholdes i lønninger af forskellig størrelse. De indeholdte skatter skal månedsvis indbetales til det offentlige. Fristerne for indbetaling tænkes fastsat således, at indbetalingerne spredes. Derved undgås spidsbelastninger hos postvæsenet og oppebørselsmyndighederne. Arbejdsgiverne skal endvidere indsende redegørelser for de foretagne indeholdelser til det offentlige, således at der kan føres den fornødne kontrol.
Indførelsen af kildeskat forudsætter en vis omlægning af den offentlige administration. Der skal oprettes særlige registre, og kontrolforanstaltninger må gennemføres. De skattelignende myndigheder skal fastsætte grundlaget for den foreløbige beskatning både ved lønindeholdelse og af de erhvervsdrivende. Til gengæld vil visse dele af det nuværende arbejde i forbindelse med opkrævningen blive af væsentlig mindre omfang. Antallet af skatterestancer vil således gå meget betydeligt ned, og trangen til bevillingsmæssig lempelse eller henstandsordninger vil blive meget mindre under en kildeskatteordning. En vis omlægning og udbygning af skatteadministrationen vil dog blive nødvendig. Det er også i denne henseende en fordel, at der allerede er en betydelig udvikling i gang i retning af styrkelse af den lokale administration, bl. a. ved den sammenlægning af kommuner, der i stigende omfang finder sted. Med hensyn til arbejdet i den centrale forvaltning er det tanken, at kildeskatten straks fra begyndelsen skal baseres på anvendelse af elektronisk databehandling. Derved vil en række mere rutineprægede arbejdsopgaver kunne løses og arbejdskraft frigøres til andre arbejdsområder.
En væsentlig del af det administrative arbejde med omlægning til kildeskattesystemet kan først sættes i gang, når der er truffet beslutning om ordningens gennemførelse. Det er således ikke muligt nu at fastlægge det tidspunkt, da ordningen skal træde i kraft. Dette er begrundelsen for, at det foreslås, at tidspunktet for lovens ikrafttræden skal fastsættes senere ved lov. I denne lov må der også tages stilling til de overgangsproblemer, som må rejse sig. Det drejer sig navnlig om indkomsterne i den sidste periode, før nyordningen begynder. For at undgå, at der i den første tid under kildeskatten skal svares skat både af den løbende indtægt og af den tidligere indtjente, må man antagelig undlade opkrævning af en del af de skatter, der er pålignet, og som skal betales efter nyordningens begyndelse. Herudover må man undlade at påligne skat for det sidste indkomstår før nyordningens begyndelse. Der må dog gives regler, som tager sigte på at imødegå dispositioner, hvorved indkomster vilkårligt placeres i den „skattefri" periode, der således bliver tale om.
Ved udarbejdelsen af lovforslaget var der ikke taget hensyn til de forslag om ændring i de skattemæssige opsparingsordninger, som for tiden var til behandling i folketinget. Ændringer her og på andre områder må til sin tid indpasses under behandlingen af kildeskatteforslaget.
Selv om det som anført er nødvendigt at henskyde fastsættelsen af skattesatser, personfradrag og grænsen for tillægsskattens indtræden til en særlig årlig lov på linje med den nuværende udskrivningslov, var der dog i finansministeriet gjort et forsøg på at illustrere virkningerne for de enkelte skatteydere og de provenumæssige virkninger af en overgang til en kildeskatteordning. Resultatet heraf forelå i et bilag om udskrivningsregler for den foreslåede kildeskat.
Grundlaget for de foretagne opstillinger af udskrivnings- og opkrævningsskalaer m. v. var forholdene i kalenderåret 1964. Der fremkom et provenutab, som efter et skøn, der ifølge sagens natur måtte være meget usikkert, var anslået til 600 mill. kr.
Finansministeren sluttede sin fremsættelse af lovforslaget således:
„Tanken om at indføre kildeskat er ikke ny her i landet. Allerede i skattelovskommissionen var man inde på overvejelser herom, og der blev i betænkningen af 1948 optaget en skitse til et kildeskattesystem. Siden er der foretaget yderligere indgående undersøgelser, og man har studeret de ordninger, der efterhånden er indført i en række af de fremmede lande, som det er naturligt for os at sammenligne os med. Spørgsmålet om kildeskat har været genstand for stadig stigende interesse i den stående debat i dagblade og på talerstole. Det er min faste opfattelse, at der efterhånden er et stort flertal i befolkningen for at gå over til kildeskatteordningen. Regeringen har fundet, at tiden nu er inde til at lægge et konkret forslag på folketingets bord. Jeg er ganske klar over, at lovforslaget ikke kan gennemføres i dette folketingsår, men må genfremsættes til efteråret. Imidlertid har det alligevel sin store betydning, at lovforslaget fremkommer allerede nu, så folketingets medlemmer og den øvrige befolkning kan få lejlighed til at sætte sig grundigt ind i de mange regler og deres indbyrdes sammenhæng, inden forslaget tages op på ny til efteråret. Det er også af vigtighed, at diskussionen omkring kildeskatten på denne måde får et mere konkret grundlag end hidtil.
Der vil vel stadig blive fremført mange indvendinger mod kildeskatten, men det er min og regeringens sikre overbevisning, at kildeskatten rummer så indlysende fordele både for samfundet og for skatteyderne; at der ingen tvivl er om, at den bør indføres. Jeg har omtalt en række af fordelene og skal ikke gentage.
Til slut kun dette: hvis der ikke var betydelige fordele forbundet med kildeskatten, ville den næppe være blevet indført i vore nabolande. Både i England, Vesttyskland, Sverige, Norge og Finland har man kildeskat. Systemerne er forskellige, og i Danmark har vi nu mulighed for på grundlag af de gjorte erfaringer at indrette vort kildeskattesystem så enkelt og rationelt som muligt med hensyntagen til vore specielle forhold, og som allerede fremhævet kan man i længden vanskeligt tænke sig en tilstand, hvor der er kildeskat i alle vore nabolande, men ikke i Danmark.
Med disse bemærkninger skal jeg anbefale lovforslaget til folketingets velvillige behandling."
Lovforslaget nåede ikke at komme til behandling i folketingsåret.