De i lovforslaget indeholdte ændringer til lov om valg til folketinget, jfr. lovbekendtgørelse nr. 176 af 22. maj 1964, svarede delvis til bestemmelser i det samtidig fremsatte lovforslag om ændringer i den kommunale valglov (se nærmest foregående sag), dels drog de konsekvensen af forskellige erfaringer fra det sidst afholdte folketingsvalg. Således var bestemmelserne i folketingsvalglovens kap. IV om valgpartier foreslået skærpet og bestemmelserne om stemmeafgivning ved indsendelse af stemmeseddel ændret, hvorved adgangen til sådan stemmeafgivning udvidedes. Herudover var medtaget nogle ændringer af mere valgteknisk art, der ligeledes var begrundet i erfaringerne fra det sidst afholdte folketingsvalg, ligesom der foresloges ændringer i valgkredsinddelingen for hovedstadens storkredse samt for Københavns og Århus amtskredse.
Om de væsentligste af ændringerne anføres:
Ved lov nr. 169 af 31. maj 1961 om offentlig forsorg er indført ændrede bestemmelser med hensyn til retsvirkningen af modtagelse af offentlig hjælp, idet bestemmelserne i § 206, §§ 305-08 og § 309, stk. 1, nr. 1, jfr. § 48, stk. 1, i den hidtidige lov om offentlig forsorg er ophævet fra 1. oktober 1961, således at hverken kommunehjælp eller fattighjælp medfører valgretsfortabelse. Bestemmelsen i § 1, stk. 1, a), i lov om valg til folketinget er herefter uden reelt indhold, og da den kan afstedkomme den fejlagtige opfattelse, at modtagelse af offentlig hjælp fortsat medfører tab af valgret, har man foreslået den udeladt. Efter de gældende regler skal folketingets formand senest 14 dage før valget meddele indenrigsministeren, hvilke partier der da findes i folketinget. Det foreslås nu, at nævnte meddelelse skal gives straks efter valgets udskrivelse, og at nye partier kun kan medtages i meddelelsen, såfremt de består af mindst 3 medlemmer af folketinget.
Bestemmelsen om, at 10.000 vælgere kan anmelde et nyt parti til deltagelse i folketingsvalg, kom ind i folketingsvalgloven ved lov nr. 142 af 10. maj 1915, der trådte i kraft den 21. april 1918. Da vælgertallet siden 1918 er steget til mere end det dobbelte, foreslås det antal vælgere, der kræves til anmeldelse af et nyt parti, forhøjet til 20.000.
Det foreslås endvidere, at der ved anmeldelsen skal benyttes en af indenrigsministeren foreskrevet standardformular.
Ved lov nr. 208 af 16. juni 1961 indføjedes en bestemmelse om, at ingen kan være stiller for kandidater for mere end ét parti. Uanset denne bestemmelse forekom der ved det senest afholdte folketingsvalg tilfælde, hvor en vælger var stiller for kandidater for mere end ét parti. Man har derfor fundet det formålstjenligt i folketingsvalglovens § 24 at fastslå, at såfremt en vælger anbefaler kandidater for flere partier, kan han ikke anerkendes som stiller for nogen af kandidaterne. Endvidere skal valgbestyrelsen kunne forlange dokumentation for, at de på en kandidatanmeldelse anførte vælgere har erklæret at ville være stillere for den pågældende kandidat.
I overensstemmelse med den efterhånden almindelige fremgangsmåde ved besættelse af kommunale hverv foreslås — ligesom i forslaget til ændringer i kommunalvalgsloven — indføjet en bestemmelse om, at valg af valgstyrere sker efter forholdstal og under ét for samtlige de valgstyrere, der skal udpeges i kommunen, såfremt enighed om valget ikke har kunnet opnås i kommunalbestyrelsen. Det samme gælder valg af tilforordnede vælgere.
Mens de diætbeløb, der tilkommer valgstyrerne og de tilforordnede vælgere for deres virksomhed på valgdagen, hidtil i folketingsvalglovens § 29 har været fastsat til 40 kr., foreslås det nu, at diæterne skal være på højde med, hvad der ydes for udførelsen af andre kommunale hverv.
Efter folketingsvalglovens § 55 er det en betingelse for at kunne afgive stemme pr. brev, at vælgerne på grund af ophold uden for den kommune, hvor de er opført på valglisten, vil være forhindret i at indfinde sig på afstemningsstedet inden for de for afstemningen fastsatte tidsfrister. Herudover kan vælgere, der har bopæl på afsides beliggende øer, der ikke udgør et selvstændigt afstemningsområde, afgive stemme pr. brev, såfremt de kun med uforholdsmæssig vanskelighed kan nå frem til afstemningsområdet. Da en del vælgere vil være forhindret eller dog kun med uforholdsmæssig vanskelighed kan indfinde sig på afstemningsstedet på afstemningsdagen, selv om de opholder sig i den kommune, hvor de er optaget på valglisten, foreslås adgangen til at afgive stemme pr. brev udvidet, så også sådanne vælgere vil kunne afgive stemme pr. brev.
Ved lov nr. 59 af 4. marts 1964 udvidedes den gældende tidsfrist for afgivelse af stemmeseddel pr. brev fra 3 søgnedage til 7 søgnedage forud for et valg. Erfaringerne forud for det senest afholdte folketingsvalg har imidlertid vist, at også den nugældende frist på grund af den stærkt øgede rejsetrafik til udlandet er utilstrækkelig. En del vælgere har således ikke kunnet afgive stemme ved valget, fordi de var rejst til udlandet før 7 søgnedage forud for valget og opholdt sig på steder, hvor der ikke fandtes nogen dansk repræsentation, eller hvor den danske repræsentation ikke havde mulighed for at nå at tilbagesende de afgivne brevstemmer så betids, at de kunne komme i betragtning ved valget. Det foreslås derfor at udvide fristen til 3 tiger forud for et valgs afholdelse, hvorved de fleste vælgere vil have mulighed for at kunne stemme her i landet, således at stemmeafgivning i udlandet, der erfaringsmæssigt kan være behæftet med visse mangler, kan indskrænkes betydeligt. Også disse bestemmelser svarer til, hvad der foreslås i forslaget til ændringer i kommunalvalgloven.
Efter bestemmelsen i folketingsvalglovens § 75, stk. 1, 3. pkt., regnes tiden for valgets gyldighed, når de almindelige valg foregår imellem 1. oktober og 31. december, fra 1. oktober. Det foreslås at ophæve denne bestemmelse, hvis forhold til grundlovens § 32, hvorefter folketingets medlemmer vælges for 4 år, har givet anledning til tvivl.
Med hensyn til landets inddeling i valgkredse foreslås nogle omlægninger i hovedstaden samt i Københavns og Århus amter. Forslaget herom går for hovedstadens område ud på at nedlægge 2 opstillingskredse i Søndre storkreds og at oprette 2 nye i Østre storkreds samt foretage en regulering af grænsen mellem 2 opstillingskredse i Vestre storkreds. I Københavns og Århus amter foreslås oprettet 2 henholdsvis 1 ny opstillingskreds. Forslaget følger det udkast, som indenrigsministeriet i foråret 1963 har fremsendt til det udvalg, der behandlede valglovsforslaget, og det er i øvrigt udarbejdet efter udvalgets retningslinjer og med bistand fra de statistiske kontorer i København og Århus.
Ved fremsættelsen gjorde indenrigsministeren opmærksom på, at han havde overvejet, hvorvidt man burde foreslå, at vælgernes erklæring om at ville deltage i anmeldelsen af et nyt parti burde underskrives i overværelse af folkeregisterføreren. „Det viser sig nemlig ved hver partianmeldelse, at der er et antal erklæringer, der er udfyldt og underskrevet af en anden person end den, erklæringen angiver at hidrøre fra. Ved at kræve underskrift i overværelse af folkeregisterføreren kunne man få sikkerhed for, at de afgivne erklæringer hidrørte fra de pågældende vælgere. Jeg er dog veget tilbage fra at foreslå dette, idet en sådan bestemmelse ville virke meget restriktiv, men jeg er positiv indstillet på forhandling om dette punkt."
Lovforslaget blev i folketinget behandlet i forbindelse med flere andre valglovsforslag (jfr. nærmest foregående sag) og henvistes sammen med disse til et udvalg, der ikke nåede at få afgivet betænkning om nogen af lovforslagene inden folketingssamlingens slutning.
Holger Eriksen (S) gav ved 1. behandling udtryk for, at han anså det for et skridt i den rigtige retning, at der efter forslaget skulle 3 folketingsmedlemmer til at anmelde et nyt parti i folketinget. Principielt kunne man dog spørge, om folketingsmedlemmer overhovedet burde have en særstilling ved anmeldelse af nye partier, som ønskede at komme i betragtning ved fordelingen af tillægsmandaterne. At de 10.000 underskrifter, der krævedes af andre, blev sat op til 20.000, fandt han rimeligt, mens der efter hans opfattelse knyttede sig visse problemer til den udvidelse af afstemningstiden, der foresloges for vælgere, som ønskede at stemme pr. brev. Han mente også, det burde overvejes at begrænse retten til at stemme i forvejen til bortrejste personer og sådanne vælgere, der var alvorligt hindret i at stemme på sædvanlig måde. Betingelserne for at opnå tillægsmandater var der ingen grund til at lempe. Efter talerens personlige opfattelse havde man i forvejen lempet dem i alt for betydelig grad.
Harald Nielsen (V) mente, at man kunne komme bort fra al spekulation angående spærrereglerne ved at indføre en lignende ordning, som man har i Sverige og Norge, uden tillægsmandater. Det måtte naturligvis ske under fornøden hensyntagen til den ligelige repræsentation. Med hensyn til bestemmelserne gjorde Harald Nielsen gældende, at der vist måtte opstilles ganske bestemte regler for, i hvilke tilfælde vælgere, der opholder sig i den kommune, hvor de har stemmeret, kan få adgang til at stemme pr. brev.
Poul Sørensen (KF) kunne i hovedsagen tiltræde lovforslaget. Med hensyn til partianmeldelser var det hans personlige opfattelse, at folketingets medlemmer burde være stillet som andre borgere; men bestemmelsen om de 3 medlemmer kunne overvejes. Spørgsmålet om overgang til et nyt valgsystem burde optages til fornyet overvejelse.
Skytte (RV) fandt, at kravet om 20.000 underskrifter ved partianmeldelser var for vidtgående. Desuden mente han, at man kunne lade underskrifterne gælde for hele valgperioden. Om 2 eller 3 folketingsmedlemmer skulle kunne anmelde et nyt parti i folketinget, måtte overvejes under de forestående udvalgsbehandlinger, men den bestående ordning burde i hvert fald ændres.
Aksel Larsen (SF) fandt det også rimeligt at skærpe kravet i så henseende; man kunne godt gå op til at kræve, at der skulle 3 medlemmer til anmeldelse af et nyt parti i folketinget. At kravet om 10.000 underskrifter blev sat op, var der heller ikke noget at sige til, selv om 20.000 syntes at være vel højt. Til gengæld burde man lempe de i 1953 fastsatte spærreregler væsentligt som foreslået i det fra socialistisk folkepartis side fremsatte lovforslag om ændringer i folketingsvalgloven.
Rimstad (Uafh) gik ligeledes stærkt imod de gældende spærreregler, bl. a. fordi de kunne udnyttes i en stemmespildskampagne. Kravet om 20.000 underskrifter betegnede Rimstad som overdimensioneret, og han mente som Skytte, at underskrifternes gyldighedstid burde forlænges. Den særlige bestemmelse om folketingsmedlemmernes adgang til at anmelde nye partier burde helt afskaffes. Endelig skal nævnes, at Rimstad ønskede indført en regel om, at folketingsmedlemmer, der udnævnes til ministre, skulle ophøre med at være medlemmer i deres ministertid, ligesom tilfældet er i Norge.