L 16 Lov om ophævelse af lov om skattelettelse for visse indskud m. v.

Af: Finansminister Poul Hansen (Kalundborg) (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 205 af 04-06-1965
Ved loven ophæves lov nr. 372 af 1. december 1962 om skattelettelse for visse indskud m. v. (årbog 1962-63, side 83), således at skattelettelse i medfør af denne lovs regler sidste gang indrømmes ved skatteberegningen for skatteåret 1965-66.

Loven må ses i sammenhæng med de to samtidig gennemførte love: lov om indskud på etableringskonto (se nærmest foregående sag) og lov om ændring af lov om beskatningen af renteforsikringer m. v. (se ovenfor under nr. 13). Forslagene til disse love var udarbejdet på grundlag af betænkning nr. 378 1964 fra det af finansministeren den 27. april 1964 nedsatte udvalg vedrørende skattebegunstigelse for opsparing.

Ved fremsættelsen af lovforslaget motiverede finansministeren det således:

"Det tredje lovforslag — forslaget til lov om ophævelse af lov om skattelettelse for visse indskud m. v. — går ud på at ophæve adgangen til at opnå den såkaldte 21 pct.s skattelettelse for indskud på særlige konti, afdrag på prioritetsgæld og udgifter til anskaffelse af egen bolig. De bestemmelser, der fortrinsvis har været udnyttet, nemlig reglerne om skattelettelse for afdrag på prioritetsgæld, for kontante købesummer og boligindskud m. v., har ingen eller kun ganske ringe opsparingsfremmende virkning. Bestemmelserne om skattelettelse på særlige konti i pengeinstitutter er kun udnyttet i beskedent omfang. Hertil kommer, at det er forvirrende for skatteyderne og belastende for skattemyndighederne at arbejde med to forskellige sæt regler for skattebegunstigende indskudskonti.

Disse erfaringer taler afgjort for at søge denne ordning ophævet. De opsparingsfremmende hensyn, som ordningen tilgodeser, må i så fald søges fremmet på anden måde, og det er dette, der sker ved de to andre lovforslag."

Lovforslaget, der på sin vej gennem folketinget fulgte de to andre nævnte lovforslag og henvistes til samme udvalg som disse, vedtoges uden ændringer enstemmigt ved 3. behandling med 164 stemmer, mens de 2 grønlandske medlemmer undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), J. E. Foged (V), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), J. Skræppenborg-Nielsen (SF), Axel Sørensen (RV) og Johan Asmussen (U)