Ved lovforslaget tilsigtedes dels en omredaktion og ajourføring af den gældende lov nr. 137 af 12. marts 1918 om bygningsfredning, dels en øget beskyttelse af de i klasse B fredede bygningers facader m. v.; endelig søgtes der gennem oprettelsen af en „Statens bygningsfredningsfond" skabt et sådant økonomisk grundlag for bygningsfredningsarbejdet, at det kunne blive muligt for Det særlige Bygningssyn at hindre nedrivning af i alt fald de klart bevaringsværdige fredede bygninger ved overtagelse af ejendommen, jfr. bestemmelsen i den gældende lovs § 5 og nærværende lovforslags § 12. En sådan ejendomsovertagelse forudsattes dog i almindelighed efterfulgt af videresalg til nye ejere, eventuelt efter fornøden sagkyndig istandsættelse af bygningen og efter tinglysning af en bevaringsservitut.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte ministeren for kulturelle anliggender bl. a.:
„Ved administrationen af loven er fredninger i klasse A kun gennemført i sparsomt omfang, og disse fredninger tør siges at nyde megen respekt fra alle sider. Hvad fredning i klasse B angår, forholder det sig noget anderledes. Ønskes et fredet hus, hvad enten det er fredet i klasse A eller B, nedrevet, kan bevaring sikres, hvis det offentlige erhverver ejendommen, men fredningsmyndighederne kan ikke hindre, at B-fredede huse ombygges og vanrøgtes, og følgen er, at en ejer, om han vil, kan bringe B-fredede huse i en sådan forfatning, at en erhvervelse med bevaring og istandsættelse for øje i praksis bliver uigennemførlig. Reelt er B-fredningen således kun et svagt værn.
I dag, hvor presset mod smukke ældre bygningsværker — beliggende som de ofte er det i centrum af vore gamle byer — er meget stærkt, må det være af største betydning, at mulighederne for at bevare de værdifulde levn af vor nationale arv af tidligere generationers bygningsværker nu søges forbedret. Ikke mindst med henblik på de kommende års storbyggerier i hovedstaden og de mange af vore købstæder er det nødvendigt at tilvejebringe et forsvarligt værn for de bevaringsværdige gamle bygninger.
Der har i de senere år i vide kredse af befolkningen både i byerne og på landet været stærkt voksende interesse og forståelse for bevaringsbestræbelserne. I adskillige af vore købstæder, lad mig til eksempel nævne Haderslev, Ribe, Mariager, Tønder og Odense, er der dannet byforeningerne eller oprettet private fonds med bevaring af arkitektoniske minder for øje. Flere af disse lokale institutioner har taget initiativ til udarbejdelse af bevaringsplaner og hensyntagende saneringsplaner, ligesom man i det omfang, det er lykkedes at skaffe de fornødne midler, har gennemført restaurerings- og istandsættelsesarbejder af enkelte bygninger, der nu som f. eks. i Odense indgår som vigtige bestanddele af det byarkitektoniske særpræg. Denne befolkningens umiddelbare interesse for bevaringen af kulturminder, hvis ødelæggelse er et nationalt tab, må det være statens for mange indlysende opgave at imødekomme og støtte.
Disse forhold er baggrunden for fremsættelsen af det foreliggende forslag til revision af bygningsfredningsloven af 1918. Forslaget følger de hovedlinjer, som de politiske partier dengang var enige om, og indeholder en udbygning af den gældende ordning på de punkter, hvor lovens muligheder for sikring af fredningerne har vist sig utilstrækkelige.
Forslaget går derfor — ud over en redaktionel modernisering — for det første ud på, at der oprettes en fond, statens bygningsfredningsfond, der i størst mulig udstrækning skal varetage statens opgaver som garant for bevaringen af vore gamle bygninger. Til varetagelse af disse opgaver, hvis karakter nærmere omtales i bemærkningerne til lovforslaget, har man fra bygningsfredningsmyndighedernes side skønnet at ville få behov for i hvert fald 400.000 kr. årlig. Dette beløb tænkes anvendt til overtagelse af nedrivningstruede, fredede ejendomme, istandsættelse af overtagne bygninger samt som tilskud til istandsættelse af fredede bygninger i øvrigt ud over hele landet. Beløbets størrelse må derfor forekomme moderat ikke mindst på baggrund af det høje prisniveau for faste ejendomme og de store priser på bygningsarbejder. Det må derfor også forudsættes, at der i givet fald vil kunne blive tale om, at statskassen som sådan må træde til, såfremt større fredede bygningsværker forlanges nedrevet eller trues af uopretteligt forfald. Jeg tænker i denne forbindelse bl. a. på historiske herregårdsbygninger, private slotte og palæer o. lign. Sådanne situationer må man dog formode vil være relativt fåtallige. Derimod er de talrige mindre ejendomme, som enkeltvis repræsenterer mere beskedne kapitalværdier, i højere grad udsatte, og her er det, at statens bygningsfredningsfond skal have sit hovedarbejdsfelt. De opnåede praktiske resultater af fondens bevaringsarbejde vil blive sikret gennem lysning af en særlig bevaringsservitut, som i det væsentlige vil være enslydende med de fra 1918-loven kendte § 7-deklarationer. Jeg henviser herom til forslagets §§ 12 og 14 og bemærkningerne hertil.
Jeg har nævnt den store interesse, der er i befolkningen for dette bevaringsarbejde, og det er da også tanken, at statens bygningsfredningsfond skal kunne være behjælpelig med råd og tilskud til private eller kommunale institutioner, som søger at gennemføre mere eller mindre omfattende arbejder såsom udarbejdelse af bevaringsplaner for bykerner eller kvarterer, restaureringer eller istandsættelser. Der er for mig ikke tvivl om, at en sådan vejledende og støttende virksomhed fra bygningsfredningsfondens og bygningssynets side vil kunne få stor betydning, ikke mindst på baggrund af den i februar 1962 i byplanloven indførte adgang for kommunerne til at optage bestemmelser i byplanvedtægterne tilsigtende en bevaring af karakteristiske gamle bybilleder og kvarterer.
Forslagets andet hovedpunkt går ud på en styrkelse af B-fredningerne. Indholdet af en B-fredning efter 1918-loven er som nævnt i realiteten en mulighed for hindring af nedrivning gennem statens overtagelse af den fredede bygning. Ødelæggende ombygninger kan derimod ikke hindres. At flere af vore fredede bygninger ikke allerede er blevet udsat for ødelæggende forandringer eller forfald, skyldes, at så mange ejere har vist respekt for selve fredningstanken. For at imødegå en svækkelse af denne respekt må det anses for nødvendigt, at lovens værn for bygninger fredet i klasse B fæstnes og styrkes."
Lovforslaget fik i folketinget en stort set velvillig modtagelse, selv om der var enkeltheder, som kritiseredes eller ønskedes nærmere overvejet i et udvalg. I Forhandlingerne deltog foruden partiernes ordførere såvel Knud Hertling (Grønl) som Westerby (uden for partierne).
Det udvalg, hvortil sagen henvistes, afgav ikke betænkning, men udtaler i en beretning:
„Udvalget har holdt 9 møder og har herunder haft samråd med ministeren for kulturelle anliggender, som endvidere skriftligt har besvaret en række spørgsmål fra udvalget.
Der er i udvalget modtaget henvendelser fra Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, Foreningen Det gamle Københavns Venner og Det gamle Københavns Venners Ejendomsaktieselskaber, Foreningen af Skov- og Landejendomsbesiddere i Danmark og De samvirkende danske Landboforeninger.
Det har ikke været muligt at opnå enighed i udvalget om en gennemførelse af lovforslaget i dette folketingsår, men udvalget forventer, at lovforslaget vil blive genfremsat i det kommende folketingsår."