Lovforslaget gik ud på en nedsættelse af valgretsalderen fra 21 år til 18 år.

I de vedføjede bemærkninger henledtes opmærksomheden på, at ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov, men et af folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med grundlovens § 42, stk. 5, har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.

Som begrundelse for lovforslaget anførte ordføreren for forslagsstillerne, Aksel Larsen (SF), ved fremsættelsen:

„Det var et betydeligt fremskridt, der skete, da valgretsalderen nedsattes til 21 år, og man kan vist sige, at den frygt for følgerne af en lavere valgretsalder, der næredes i visse kredse, af valget den 22. september blev dokumenteret som ubegrundet. Det er imidlertid forslagsstillernes opfattelse, at valgretsalderen bør nedsættes yderligere. 21 års valgretsalder betyder i gennemsnit 23 års valgretsalder, da der ordinært er fire år mellem såvel folketings- som kommunevalg. Derfor foreslår vi, at valgretsalderen fastsættes til 18 år, hvilket efter samme beregningsmåde giver en gennemsnitsalder på 20 år. Der bør ikke herske tvivl om, at Danmarks ungdom er moden og ansvarsbevidst nok til at øve indflydelse på samfundets anliggender, og den ungdom, som samfundet kræver skat af, og som man — så længe et militærvæsen opretholdes — anser for gammel nok til at lære krigstjeneste, bør ikke forholdes retten til at stemme ved offentlige valg."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med en række andre lovforslag, se ovenfor under ikke vedtagne lovforslag nr. 19.

Ved 1. behandling mindede indenrigsministeren om, at valgretsalderen i løbet af de sidste 12 år 2 gange var blevet nedsat, først i 1953 fra 25 til 23 år og derefter i 1961 til 21 år. Videre udtalte ministeren:

„Når det ærede medlem nu har rejst sagen, forstår jeg, at baggrunden herfor er den beslutning, der blev truffet i Nordisk Råd under den 12. session i Stockholm i februar i fjor, hvor rådet med et spinkelt flertal på 29 mod 27 vedtog en rekommandation til regeringerne om at tage spørgsmålet op. Må jeg minde om, at kun 2 af de danske delegerede i Nordisk Råd stemte for rekommandationen — den ene af de pågældende er ikke længere medlem af folketinget, hvilket dog ingen sammenhæng har med hans stilling til sagen i Stockholm — og alle de øvrige danske delegerede stemte imod.

Jeg stiller det spørgsmål til det ærede medlem, om han tror, han bag sig har et krav i befolkningen om en sænkning nu af valgretsalderen. Det ærede medlem bør i så henseende studere de folkeafstemninger, vi allerede har haft omkring valgretsalderen. Jeg for min del tror ikke, at vi står over for et sådant folkekrav, og finder det ikke i øjeblikket rimeligt at rejse et sådant spørgsmål. Jeg finder i øvrigt, at valgretsalderen må have en nærmere forbindelse med den myndighedsalder, der råder her i landet. Bliver der senere tale om en ændring på dette punkt, rejser spørgsmålet om valgretsalderen sig naturligt for os."

I overensstemmelse hermed var det blandt ordførerne for partierne — bortset fra SF — den almindelige opfattelse, at det var den naturligste ordning, at valgretsalderen ikke blev sat lavere end fuldmyndighedsalderen.