Lovforslaget byggede på tilsvarende grundsynspunkter og principper som det i november 1963 af de samme forslagsstillere fremsatte forslag til lov om oprettelse af en boligfond (årbog 1963-64, side 457). Ved genfremsættelsen havde man dog såvel i formel som i reel henseende omarbejdet lovforslaget.

Formålet med boligfondens oprettelse skulle — som kort udtrykt i indledningen til de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget — være „at sikre en varig ordning med lavtforrentede lån til det samfundsnyttige boligbyggeri og ligeledes sikre, at den nødvendige kapital til ydelse af sådanne boliglån altid vil være til stede. Det forudsættes, at ca. halvdelen af den til det pågældende boligbyggeri nødvendige kapital tilvejebringes på traditionel vis gennem kredit- og hypotekforeninger eller tilsvarende pengeinstitutter. Det anses for nødvendigt, at der skabes en fælles, uafhængig institution til den derudover nødvendige finansiering af de sociale boligselskabers, eventuelt kommunernes, boligbyggeri for at hindre en urimelig fordyrelse af byggeriet.

Lovforslaget, der altså sigter på at løse boligbyggeriets finansieringsproblemer på lang sigt, går således videre end tidligere lovgivning om statslån, statsgarantier m. v. og end forskellige tilskudsordninger, der har karakter af midlertidige løsninger...."

Lovforslaget fremsattes i folketinget på forslagsstillernes vegne af Aksel Larsen, der udførligt gjorde rede for indholdet af og formålet med de foreslåede bestemmelser.

Af den skriftlige fremsættelsestales slutningsbemærkninger anføres:

„Vi tvivler ikke om, at det langtfra er fuldkomment, hvad den tekniske og juridiske udformning angår, og nærer en tryg forventning om at man nok, når det kommer til behandling her i tinget, skal hjælpe os med at blive klar over dets mangler. Vi håber også, at man vil være behjælpelig med ideer og forslag til positive forbedringer af det, og vil modtage sådanne med taknemlighed. Det må vel så også være tilladt at erindre om, at vi ikke er regeringsparti og ikke råder over det materiale og den nationaløkonomisk-juridisk-tekniske sagkundskab, der i så rigt mål står til en regerings rådighed, så det er vel forklarligt, om vi ikke i alle henseender skulle have ramt det helt ideelle og lydefri....

Man må imidlertid ikke opfatte dette sådan, at vi har fremsat vort lovforslag som et diskussionsgrundlag og kun som et sådant. Vi har udarbejdet og fremsat det, fordi vi er overbevist om, at der nu må gøres noget alvorligt ved boligproblemet, og at oprettelsen af en boligfond er det rette middel, hvis man vil nå målet: tilstrækkeligt med velindrettede boliger til en rimelig leje. Der er ikke fra anden side kommet noget forslag, som kan vise vej ud af det uføre, vi er kommet i, og det er ikke nok at gentage slagord og løfter om, at vi må bygge os ud af boligmangelen. Der må realiteter og ofre til, og det må blive en folkesag at skaffe alle godt tag over hovedet til en overkommelig betaling."

Ved lovforslagets 1. behandling kommenteredes det indgående af boligministeren, der på væsentlige punkter fandt det urealistisk. „I det lovforslag, vi her i dag behandler," udtalte han bl. a. „er det et væsentligt led, at vi skal rykke en del af boligbyggeriet ud af den almindelige samfundsøkonomi, give det særlige vilkår igennem en fast rente og så tage de fordele og ulemper, et sådant skridt kan medføre. Det kan jo ikke være ukendt for nogen, at de politiske muligheder for at gennemføre et lovforslag som det foreliggende for øjeblikket er såre ringe, eller rettere, mulighederne er der vel slet ikke. Hvad enten man kan lide det eller ej, er boligpolitikken i disse år baseret på boligloven af 1958 og dennes ændringslove, som forudsætter finansiering af byggeriet over det almindelige lånemarked, og det, det foreliggende lovforslag sigter imod, er jo en tilbagevenden til 1946-lovens statslånsordning, selv om ordningen her benævnes boligfond. Der kan siges meget i forbindelse med statslånsfinansiering af byggeriet, måske burde man have opretholdt den, men jeg tror ikke, der for øjeblikket er mulighed for at få et folketingsflertal bort fra 1958-lovens finansieringslinje."

Ministeren anså altså ikke den foreslåede ordning for gennemførlig, men sluttede sit indlæg således:

„Da imidlertid selve spørgsmålet om en boligfond, hvis midler kan komme boligbyggeriet til gode, også overvejes i regeringen, vil jeg finde det naturligt, om hele dette problem indgår i de boligpolitiske overvejelser, som i den nærmeste tid skal foregå i et særligt folketingsudvalg."

I overensstemmelse hermed tilsagde Axel Ivan Pedersen (S) efter først på en række punkter at have kritiseret lovforslaget sit partis medvirken til at gå ind i en udvalgsbehandling af de problemer, der knyttede sig til lovforslaget.

Ordførerne for venstre, det konservative folkeparti, det radikale venstre og de uafhængige var alle kritisk indstillet over for lovforslaget, der efter forhandlingens slutning henvistes til behandling i et udvalg, der tidligere var nedsat angående boliglovgivning. Dette afgav ikke betænkning om det foreliggende lovforslag.