L 50 Lov om ændring i lov om afløsning og statens overtagelse af retten til fiskeri med ålegårde og andre særlige rettigheder til fiskeri på søterritoriet.

Af: Fiskeriminister Jens Risgaard Knudsen (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 168 af 12-05-1965
Lovforslaget fremsattes og behandledes i forbindelse med det ovenfor omtalte forslag til lov om saltvandsfiskeri og havde til formål at overføre de i saltvandsfiskerilovgivningen indeholdte bestemmelser om afgørelse af tvistigheder mellem de efter afløsningsloven endnu til ålegårdsfiskeri berettigede og de frie fiskere, idet disse bestemmelser nu kun har relation til afløste ålegårdsrettigheder og derfor rettelig hører hjemme i nærværende lov. Som en konsekvens heraf er samtlige ålegårdsbestemmelser liu udgået af den tidligere gældende saltvandsfiskerilov, ligesom de hidtidige bestemmelser i dennes §§ 8-10, der ikke mere har praktisk betydning, er udgået.

Valgperioden for medlemmerne af ålegårdsnævn og ålegårdsovernævn er desuden af praktiske grunde sat op fra 3 til 5 år. Endvidere er maksimum for bøder for unødig trætte: 100 kr. slettet, og angivelsen af størrelsen — 500 kr. — af det årlige honorar til de af folketinget valgte medlemmer af ålegårdsovernævnet er udgået, idet det ikke ud fra bevillingsmæssige synspunkter ansås for påkrævet eller hensigtsmæssigt, at der i loven indeholdes bestemmelser om faste årlige honorarer.

Endelig skal nævnes, at adgangen til nedsættelse af ålegårdsnævn i de sønderjyske amtsrådskredse og på Bornholm er bortfaldet, idet det havde vist sig, at der ikke i disse landsdele fandtes ålegårdsrettigheder.

Bortset fra en enkelt ændring af redaktionel karakter svarede lovforslaget i øvrigt til det i folketingsåret 1963-64 fremsatte lovforslag med samme titel (årbog 1963-64, side 432-34).

Lovforslaget fik ved 1. behandlingen i folketinget en velvillig modtagelse. Det udvalg, hvortil det henvistes, indstillede enstemmigt forslaget til vedtagelse med et af fiskeriministeren stillet ændringsforslag, hvorefter loven skulle træde i kraft den 1. juli 1965.

Ændringsforslaget vedtoges uden afstemning ved 2. behandling, hvorefter lovforslaget ved 3. behandling vedtoges enstemmigt.
Partiernes ordførere
Poul Dalsager (S), Kristen Østergaard (V), J. Hindkjær Pedersen (KF), Holger Vivike (SF), A. C. Normann (RV) og Ejnar Bækgaard (U)