Lovens hovedbestemmelse er § 1, der er sålydende:
Fiskeriministeren kan efter indstilling fra vedkommende brancheforening og efter forhandling med det i § 2 nævnte eksportudvalg fastsætte mindsteprisordninger for udførsel af fisk og fiskevarer, såfremt hensynet til at bevare eller forbedre den danske fiskeeksports vilkår taler derfor.
Fiskeriministeren træffer de foranstaltninger og udfærdiger de nærmere bestemmelser, der er fornødne til sikring af overholdelsen af de efter stk. 1 fastsatte forskrifter.
§ 2 omhandler sammensætningen af det i § 1 omtalte eksportudvalg.
Ifølge § 3 kan ministeren i visse tilfælde af grovere overtrædelse af lovens bestemmelser for et angivet tidsrum tilbagekalde en eksportørs tilladelse til udførsel til de aftagerlande, de overtrådte bestemmelser vedrører. Tilbagekaldelsen kan ifølge § 4 indbringes for domstolene.
Ved lovforslagets 2. behandling i folketinget oplyste ministeren som svar på et spørgsmål fra H. C. Toft (KF), at, en eventuel tilbagekaldelse af en tilladelse kun ville blive foretaget i overensstemmelse med en indstilling fra det i lovens § 2 omhandlede udvalg.
Loven indeholder i §§ 6-8 straffebestemmelser, ikrafttrædelsesbestemmelser og en revisionsbestemmelse. Loven trådte i kraft den 1. juli 1965, og forslag til revision skal fremsættes i folketingsåret 1966-67.
Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte fiskeriministeren, at han principielt var tilhænger af, at erhvervet arbejdede uden indgreb fra statens side. Det var derfor uden særlig glæde, at han fremsatte lovforslaget, som et enigt erhverv imidlertid gennem fiskerikommissionen havde udtalt ønske om.
Baggrunden herfor var, at der i visse af Danmarks aftagerlande var opstået ønske om foranstaltninger, der kunne virke til gene for den danske fiskeeksport, ønsker, der var foranlediget af uro hos de respektive nationale fiskerierhverv over tilfælde af dansk eksport til lave priser.
Ministeren fortsatte:
„Fra Forbundsrepublikken Tyskland, der er Danmarks største aftagerland af fisk og fiskeriprodukter, har man modtaget indikationer om, at en fortsat markedsforstyrrende dansk eksport vil kunne bringe de kontingenter i fare, der af fællesmarkedet er tilstået Vesttyskland til inden for ret vide rammer at gennemføre en toldfri import uanset fællesmarkedets ydre toldtarif.
Der foreligger også tilfælde, hvor man fra de udenlandske myndigheders side er påbegyndt at fortolde de danske fisk og fiskevarer efter en skønnet produktionspris i stedet for at anvende den af de danske eksportører fakturerede pris som grundlag.
Endvidere må man befrygte, at aftagerlandene vil tage hjælpemidler i brug, der egentlig er importbestemmelserne uvedkommende, f. eks. ved at gennemføre en veterinærkontrol, som, uden at det klart vil kunne påvises, vil kunne gå ud over, hvad der af sundhedsmæssige hensyn er nødvendigt.
En kendsgerning er det også, at visse lande, især mden for fællesmarkedet, allerede på nuværende tidspunkt søger at gardere sig gennem fastsættelse af mindstepriser ved importen.
Jeg skal også pege på, at fællesmarkedets fiskeripolitik stadig er under overvejelse, og at man ikke kan udelukke, at man agter at anvende visse af de inden for landbruget gennemførte ordninger som mønster for en ordning inden for fiskeriet. Efter de erfaringer, man har fra fællesmarkedets landbrugsordninger, vil det kunne være af betydning, at man er i stand til at garantere fællesmarkedet, at salg af dansk fisk og fiskeriprodukter ikke vil finde sted under nærmere angivne mindstepriser, og på denne måde kunne undgå iværksættelse af forholdsregler fra fællesmarkedets side mod den pågældende import fra Danmark.
Disse forskellige forhold er baggrunden for, at fiskerierhvervet har ønsket, at der gives mig bemyndigelse til at fastsætte mindsteprisordninger for udførslen af fisk og fiskevarer med henblik på herigennem at bevare eller forbedre den danske fiskeeksports vilkår. Der har allerede i en periode været forsøgt på frivillig basis at gennemføre sådanne prisordninger for eksporten, men desværre er forholdene inden for erhvervet således, at der sjældent kan skabes fuld enighed om sådanne foranstaltninger, og en enkelt eksportør, der ikke vil følge de foreskrevne priser, er tilstrækkelig til at få en sådan prisordning til at bryde sammen med de deraf følgende konsekvenser for eksporten som helhed."
Under lovforslagets behandling i folketinget udtalte ordførerne for samtlige partier deres tilslutning til forslaget, idet de dog betonede, at det var uden glæde, at de gik med til disse foranstaltninger, som de imidlertid måtte erkende var nødvendige. H. C. Toft (KF), A. O. Normann (RV) og Bækgaard (Uafh) gik ind for, at man holdt fiskekonserves uden for loven, og støttede sig herved på en henvendelse fra den pågældende brancheforening til folketingsudvalget. Fiskeriministeren kunne ikke tiltræde dette synspunkt, men henviste til, at der med bestemmelsen i lovens § 1, stk. 1, var skabt tilstrækkelig sikkerhed for, at branchens interesser blev varetaget.
Efter en kort udvalgsbehandling vedtoges lovforslaget ved 3. behandling uændret og enstemmigt, idet de 2 grønlandske medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.