L 60 Lov om ændring af lov om valg til folketinget.

(Valglister m. v.).

Af: Indenrigsminister Hans Erling Hækkerup (S)
Samling: 1964-65
Status: Stadfæstet
Lov nr. 364 af 18-12-1964
Ved loven foretages nogle ændringer i lov om valg til folketinget, jfr. lovbekendtgørelse nr. 176 af 22. maj 1964.

Disse ændringer, der udelukkende er af praktisk karakter og derfor ikke gav anledning til debat, er i det væsentlige en følge af de ændrede bestemmelser om valglister, der indsattes i den grønlandske folketingsvalglov ved lov nr. 198 af 4. juni 1964 (årbog 1963-64, side 66), og som trådte i kraft den 1. januar 1965. Af praktiske grunde er der samtidig i loven medtaget nogle ændringer i bestemmelserne om valglister, som det var fundet hensigtsmæssigt at søge gennemført i forbindelse med de øvrige ændringer i disse bestemmelser.

I hovedsagen går loven ud på, at der i folketingsvalgloven ligesom i den grønlandske folketingsvalglov åbnes mulighed for, at personer, som opholder sig i Grønland på områder uden for den kommunale inddeling — d. v. s. de ensomt beliggende vejrstationer, forsvarsområderne o. lign. — optages på valglisten i den kommune, hvor de senest har haft bopæl.

Endvidere begrænser loven den gældende særlige bestemmelse om optagelse på tilflytterlister her i landet af tilflyttere fra Grønland til kun at omfatte de tilflyttere, der kommer fra de omtalte områder uden for den grønlandske kommuneinddeling.

Herudover har man gennemført en bestemmelse om, at personer, der flytter til udlandet, skal slettes af valglisterne.

Endelig ajourfører og tydeliggør loven bestemmelserne om domstolsprøvelse af kommunalbestyrelsens afgørelse om optagelse på valglisten.

Lovforslaget gennemførtes uden udvalgsbehandling og vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.