Loven går ud på i lov om pension og hjælp til enker m. fl., jfr. lovbekendtgørelse nr. 268 af 26. august 1964, at skabe hjemmel for, at danske statsborgere kan oppebære enkepension i udlandet, når der indgås overenskomst herom med andre lande.

Efter de hidtil gældende bestemmelser skulle personer, der oppebærer enkepension, have bopæl her i landet. I medfør af enkepensionslovens § 2, stk. 3, kunne regeringen dog gøre undtagelse fra bopælskravet med hensyn til statsborgere i andre stater, med hvilke der er indgået overenskomst herom. Derimod var der ikke — som i invalide- og folkepensionslovens § ], stk. 5 — hjemmel til at gøre undtagelse for danske statsborgeres vedkommende.Dette ændres ved nærværende lov, der samtidig — i overensstemmelse med invalide- og folkepensionslovens § 1, stk. 1, nr. 3 — kræver fast bopæl her i riget i det sidste å1' før begæringens indgivelse som en almindelig betingelse for at opnå pension. Bestemmelsen herom blev indført i invalide- og folkepensionsloven, samtidig med at kravet om medlemskab af sygeforsikringen som betingelse for adgangen. til pension udgik af loven. Dette skete på baggrund af, at der efter dansk lovgivning i modsætning til de fleste fremmede landes lovgivning ikke stilles krav om medlemskab af en forsikring eller betaling af bidrag i en vis tid som betingelse for retten til pension, idet det fandtes rimeligt at kræve, at den, der søger pension, kan dokumentere en vis tilknytning til Danmark. Et tilsvarende krav stilles nu til den, der søger enkepension, dog med mulighed for dispensation, hvor særlige grunde taler derfor, på samme måde som hjemlet i lov om invalide- og folkepension § 1, stk. 4-, 1. punktum.

I den ændrede affattelse lyder enkepensionslovens. § 2 således:

„Ret til pension er betinget af, at modtageren

1) har dansk indfødsret eller senest har været gift med en mand med dansk indfødsret,

2) har fast bopæl her i riget,

3) i det sidste år forud for begæringens indgivelse har haft fast bopæl her i riget, hvormed ligestilles ophold i udlandet, såfremt den afdøde ægtefælle var udsendt som repræsentant for en dansk offentlig myndighed, som ansat i et dansk firmas filial eller underselskab eller i øvrigt som beskæftiget i dansk interesse eller med henblik på uddannelse.

Ret til pension efter § 1, stk. 1, nr. 1, er endvidere betinget af, at ægteskabet har bestået i mindst 5 år. Dette gælder dog ikke, såfremt den pågældende har oppebåret pension i henhold til § 1, stk. 1, nr. 2.

I overensstemmelse med regler i overenskomster med andre stater kan socialministeren fastsætte bestemmelser, hvorved der gøres undtagelser fra betingelserne i stk. 1.

I øvrigt kan socialministeren, når særlige omstændigheder taler derfor, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1, nr. 3."

I tilslutning hertil er der foretaget nogle ændringer i § 7. Den væsentligste af disse går ud på at give stk. 2 følgende affattelse:

„Udbetaling af pension i henhold til § 2, stk. 3, til en person, der har taget ophold i udlandet, foretages af den kommune, der umiddelbart inden flytningen var modtagerens opholdskommune. Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om udbetalingen."

Nyordningen trådte i kraft 1. april 1965.

Ved fremsættelsen af lovforslaget begrundede finansministeren det således:

„Baggrunden for lovforslaget er et ønske om at give enke- og invalidepensionister i et af de nordiske lande mulighed for at bevare pensionen ved flytning til et andet nordisk land.

Spørgsmålet er i sin tid rejst som et medlemsforslag i Nordisk Råd. Rådet har i 1962 vedtaget en rekommandation til regeringerne om hurtig afslutning af en påbegyndt undersøgelse angående samordning af enke- og invalidepensioneringen.

Spørgsmålet har været behandlet i den stående nordiske socialpolitiske komité. Komiteen har anbefalet en ændring af den nordiske konvention om social tryghed, således at enkepension og invalidepension — på samme måde som det i øjeblikket er tilfældet med folkepensionen — kan medtages ved flytning til et andet nordisk land, indtil vedkommende kan opnå pension i tilflytningslandet.

Jeg er bekendt med, at regeringerne i andre nordiske lande ligesom den danske er indstillet på at søge denne ændring af konventionen gennemført.

Hensigten er den, at pensionisten skal beholde pension fra fraflytningslandet, indtil han har haft mulighed for at få behandlet en pensionsansøgning i det nye opholdsland. Fraflytningslandet skal derfor længst udbetale pension, indtil den i konventionen foreskrevne ventetid er forløbet — som hovedregel 5 år. Herefter bortfalder fraflytningslandets forpligtelse, selv om vedkommende ikke opfylder betingelserne for at opnå pension i henhold til opholdslandets lovgivning.

Da spørgsmålet i sin tid blev rejst, blev der peget på, at det fælles nordiske arbejdsmarked og den hyppige ægteskabsstiftelse mellem statsborgere fra forskellige nordiske lande medfører, at nordiske statsborgere i vidt omfang tager varigt ophold i et andet nordisk land. For personer, som under et sådant ophold mister deres ægtefælle eller rammes af arbejdsudygtighed, vil det have stor betydning at kunne flytte tilbage til det oprindelige hjemland uden at miste pensionen. Også i de tilfælde, hvor pensionisten har nære pårørende — f. eks. børn — der er bosat i et andet nordisk land, vil det have stor betydning for pensionisten at kunne medtage pensionen ved flytning til dette land.

Lovforslaget indeholder samtidig et forslag om indførelse i enkepensionsloven af krav om 1 års bopæl her i riget forud for begæringens dato som en betingelse for at opnå pension. Den tilsvarende regel findes i invalide- og folkepensionsloven, og begrundelsen for forslaget er, at det findes rimeligt at kræve, at pensionsansøgerne har en vis tilknytning til landet, idet der som bekendt ikke i dansk lovgivning stilles krav om medlemskab af en forsikring eller betaling af bidrag i en vis tid, således som det er tilfældet i de fleste andre lande.

Det foreslås dog samtidig at give hjemmel for dispensation fra reglen i særlige tilfælde, således som det er sket i invalide- og folkepensionsloven.

Det herved fremsatte lovforslag tilsigter således i første række at åbne vejen for en yderligere udbygning af det allerede eksisterende samarbejde mellem de nordiske lande på det sociale område. Betydningen heraf øges ved, at flytninger inden for det nordiske område sandsynligvis vil blive mere og mere almindelige i de kommende år. Det er min opfattelse, at den kommende regel i den nordiske konvention vil få meget stor betydning rent menneskeligt for de personer, den kommer til at omfatte.

Jeg vil til sidst gerne understrege, at en vedtagelse af lovforslaget ikke i sig selv giver danske statsborgere adgang til at medtage enkepension ved flytning til et andet nordisk land. Reglen tilsigter kun at afgive hjemmel for, at noget sådant bestemmes ved indgåelse af overenskomst, og først når den nordiske tryghedskonvention er undertegnet og ratificeret, opnår enke- og invalidepensionister derfor ret til at bevare pensionen ved flytning til et andet nordisk land."

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse. Det vedtoges uændret og enstemmigt.