Ved loven forhøjes satserne for dagpenge til lønarbejdere under sygdom fra 1. april 1966 til 33 kr. for forsørgere, 26 kr. for ikke-forsørgere over 18 år og 13 kr. for ikke-forsørgere under 18 år, jfr. sygeforsikringslovens § 51.
Samtidig forhøjes arbejdernes og arbejdsgivernes bidrag til dagpengefonden fra 1. april 1966, så at arbejdernes bidrag herefter bliver 3 øre pr. arbejdstime og arbejdsgivernes bidrag 6 øre pr. time.
Højestebeløbet for frivillige dagpenge, jfr. lovens § 27, forhøjes til 33 kr. og højestesatsen for dagpenge til ikke-selverhvervende husmødre til 13 kr.
Ventetiden for adgang til de i lovens kapitel V omhandlede frivillige dagpenge afkortes, så at den bliver af samme varighed som ventetiden for adgang til de i lovens afsnit II omhandlede dagpenge til lønarbejdere. Ventetiden er herefter en uge, men såfremt sygdommen vedvarer ud over 4 uger, efterbetales der dagpenge for ventetiden. I konsekvens heraf ændres også fristen for begæring om frivillige dagpenge svarende til den, der gælder ved lønarbejderdagpenge. Endelig bemyndiges direktøren for sygekassevæsenet til at fastsætte nærmere regler om, i hvilken udstrækning sygekassen skal kræve lægeerklæring i tilfælde, hvor der fremsættes begæring om frivillige dagpenge.
De sidst omtalte bestemmelser om ventetid m. v. indsattes under behandlingen i folketinget.
Loven indeholder endvidere en bestemmelse, hvorefter socialministeren bemyndiges til, når ganske særlige forhold taler derfor, at fmvige det i lovens § 50, stk. 2, omhandlede krav om medlemskab af anerkendt arbejdsløshedskasse. Dette krav er ifølge lovens § 50, stk. 2, en betingelse for, at funktionærer m. fl., der er over 18 år gamle og sygemeldt ved arbejdsforholdets ophør, kan få adgang til lønarbejderdagpenge.
Herudover indeholder loven enkelte ændringer af teknisk karakter.
Ved sygeforsikringsloven er det fastsat, at det med passende mellemrum skal undersøges, hvilken udvikling der har været i den gennemsnitlige timefortjeneste, og at socialministeren på grundlag heraf skal tage stilling til spørgsmålet om en eventuel regulering af dagpengesatserne. På baggrund af den stedfundne prisudvikling har regeringen herefter fundet det påkrævet at søge dagpengesatserne forhøjet som anført.
Forhøjelsen af arbejdernes og arbejdsgivernes bidrag må ses på baggrund af en bestemmelse i sygeforsikringsloven, hvorefter disse bidrag tilsammen skal dække ca. fem sjettedele af udgifterne til lønarbejderdagpenge og administration.
Forhøjelsen af højestebeløbet for frivillige dagpenge svarer til, hvad der har fundet sted ved tidligere reguleringer.
I forhold til den udgift, der er regnet med for finansåret 1965-66, er merudgiften for staten for finansåret 1966-67 ved de gennemførte forhøjelser af dagpengesatserne anslået til 7 mill. kr., for så vidt angår lønarbejderordningen, og 300.000 kr. vedrørende de frivillige dagpenge. Statens merudgift som følge af den gennemførte forkortelse af ventetiden ved de frivillige dagpenge er anslået til ca. 1/2 mill. kr.
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse af alle partiers ordførere. De foreslåede forhøjelser ansås af alle som en naturlig og rimelig konsekvens af de forbedringer, der var gennemført på arbejdsmarkedet.
Ved 1. behandling kom Niels Mørk (S) ind på en række andre spørgsmål i forbindelse med sygeforsikringsloven, som tiltrængte en løsning. Han efterlyste således en større lighed mellem forskellige gruppers mulighed for at sikre sig i sygdomstilfælde og større ensartethed i ydelsernes størrelse og i reglerne om karenstid. Bl. a. påviste han de forskellige regler, der var gældende for henholdsvis lønarbejder dagpengeforsikringen og den frivillige dagpengeforsikring.
Også Peter Larsen (V) fremdrog en række problemer i sygeforsikringsloven, således bl. a. spørgsmålet om byrdefordelingen mellem arbejderne og arbejdsgiverne på den ene side og staten på den anden med hensyn til udgifterne til lønarbejderdagpengene. Endvidere slog han til lyd for at give husmødre uden selvstændigt erhverv mulighed for at sikre sig højere dagpenge, end der var mulighed for efter lovens og de nu foreslåede regler.
De øvrige ordførere var villige til at gå ind i en drøftelse af de nævnte og andre spørgsmål, men var overvejende af den opfattelse, at det ikke ville være muligt at løse disse meget omfattende spørgsmål i forbindelse med det foreliggende lovforslags behandling.
Denne opfattelse deltes af socialministeren, som foreslog spørgsmålene henvist til behandling i sociallovskommissionen. Han var dog villig til at søge gennemført en løsning på det af Niels Mørk rejste spørgsmål om forskellen mellem ventetiden for adgang til dagpenge ved henholdsvis dagpengeordningen for lønarbejdere og den frivillige dagpengeforsikring.
I den af udvalget afgivne betænkning stillede socialministeren herpå sigtende ændringsforslag, hvis indhold i alt væsentligt er omtalt foran i forbindelse med omtalen af lovens indhold. Ændringsforslagene var tiltrådt af hele udvalget.
Ved 2. behandling fik de foreslåede ændringer tilslutning fra alle sider.
Uden for ordførernes kreds slog Chr. Madsen (SF) kraftigt til lyd for at forhøje lønarbejdernes dagpenge, så at de i lighed med tjenestemænd kunne få en ydelse, der svarede til den fulde løn.
Lovforslaget vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.