De gældende regler om læreruddannelse findes i lov nr. 220 af 11. juni 1954 om uddannelse af lærere til folkeskolen samt lov nr. 201 af 16. juni 1962 om midlertidig ændring i den nævnte lov (årbog 1961-62, side 383), ved hvilken undervisningsministeren indtil videre i et vist omfang bemyndiges til at godkende seminarieundervisning, der afviger fra reglerne i loven af 1954.
Årsagen til, at der allerede nu, kun ca. 10 år efter den gældende lovs ikrafttræden, er fremsat forslag til nye regler om læreruddannelsen, er den omfattende og hurtige udvikling, som foregår i folkeskolen, og som den nye skoleordning fra 1958 og de læseplaner, derr udformet efter den, har givet særlige muligheder. Undervisningen i folkeskolen er blevet mere differentieret, arbejdsmetoderne er blevet ændret, og der er stigende tilgang til folkeskolens øverste klasser. Alle disse forhold medfører øgede krav til lærernes uddannelse.
Nærværende lovforslag byggede på en betænkning (nr. 390, 1965), afgivet af et af undervisningsministeriet i 1960 nedsat udvalg vedrørende læreruddannelsen, og svarede bortset fra redaktionelle ændringer i alt væsentligt til et i betænkningen indeholdt udkast til lovforslag.
Som det fremgår af ministerens fremsættelsestale og af bemærkningerne til lovforslaget, fremsattes dette med henblik på genfremsættelse i næste folketingsår. Dette skyldtes et ønske om, at den debat om læreruddannelsens fremtidige udformning, som ville følge efter betænkningens offentliggørelse, kunne finde sted samtidig i folketinget og i skoleinteresserede kredse landet over. Samtidig med lovforslagets fremsættelse anmodede undervisningsministeriet en række organisationer, myndigheder m. m., hvis arbejds- eller interessefelter berøres af lovforslagets bestemmelser, om udtalelser angående forslaget. Synspunkterne i de svar, der kommer ind, vil tillige med hele den kommende tids debat indgå i overvejelserne ved udformningen af det lovforslag, der vil blive fremsat i folketingsåret 1965-66.
I det følgende vil alene en række hovedpunkter i lovforslaget blive omtalt, idet der om enkeltheder i lovforslaget må henvises til dette og de ledsagende bemærkninger.
Mens loven af 1954 skelnede mellem statsseminarier og private seminarier, omfatter lovforslagets bestemmelser direkte både statsseminarier og private seminarier, og kun hvor de private seminariers organisationsmæssige eller økonomiske grundlag gør en særregel nødvendig, er en sådan medtaget. Lovforslaget angiver således ikke — som 1954-loven — hvilke krav et privat seminarium må opfylde for at opnå godkendelse, men fastslår (i § 2), at læreruddannelsen gives på statsseminarier eller på privatseminarier, der er godkendt af undervisningsministeren.
Det fastslås endvidere, at der stilles ganske samme krav til stats- og privatseminarier med hensyn til de faglige kvalifikationer, der kræves ved ansættelse af rektor og lærere, så at disse kvalifikationer ved ansættelse af lærere ved private seminarier skal godkendes af undervisningsministeren i hvert enkelt tilfælde (§ 15). Den reelle forskel i denne henseende i forhold til loven af 1954 vil være, at der efter lovforslaget kræves godkendelse af læreransættelsen, når denne finder sted, og ikke som nu samlede overvejelser over lærerstabens kvalifikationer ved afgørelsen af spørgsmålet om fornyet godkendelse af seminariet ved udløbet af en 6-årig periode.
Det er fundet nødvendigt at bygge seminariernes undervisning på ret solide forkundskaber. For at blive optaget på seminarierne må aspiranterne herefter ifølge § 5 enten have bestået en særlig adgangsprøve eller studentereksamen. Til den nævnte adgangsprøve, hvis faglige indhold fremgår af § 6, skal alle kunne indstille sig, uanset på hvilken måde de har tilegnet sig de krævede kundskaber. Herved bortfalder den i 1954-loven indeholdte sondring mellem en 4-årig og (for studenter) en 3-årig læreruddannelse, således at uddannelsen bliver ens for alle studerende, kun med de forskelle, der følger af uddannelsens specialiseringsmuligheder.
I betænkningens udkast til lovforslag fandtes en bestemmelse, hvorefter forberedelse til adgangsprøven skulle finde sted ved et 2-årigt kursus på et seminarium eller på anden måde. Denne bestemmelse er ikke medtaget i lovforslaget, idet det er ministerens hensigt at fremsætte et særligt lovforslag om adgangskursus samtidig med, at nærværende lovforslag genfremsættes i folketingsåret 1965-66.
Ved udformningen af bestemmelserne om læreruddannelsen (kapitel III) har man søgt dels at fastholde princippet om en helhedsuddannelse af folkeskolens lærere, der giver mulighed for videreførelse af klasselærersystemet og for en undervisningsform, hvorefter de yngste klasser kun har få lærere og følges af disse igennem en række år, dels at dække det behov for specialisering, som en udbygget og stærkt differentieret undervisning medfører.
Som det fremgår af § 8, skal alle lærerstuderende have en sådan uddannelse i folkeskolens grundlæggende fag, at de har kendskab til undervisningen på alle folkeskolens trin og kan undervise i en række fag og følge eleverne i en årrække. Samtidig skal de studerende have en videregående uddannelse på enkelte pædagogiske og faglige områder (pædagogisk speciale og linjefag), så de bliver særlig kvalificerede til at undervise bestemte elevgrupper eller give en dyberegående undervisning i visse fag, navnlig i folkeskolens øverste klasser.
Undervisningen i pædagogisk speciale og i linjefagene kan tidligst påbegyndes i uddannelsens 2. år.
Hvad pædagogisk speciale (som er en nydannelse) angår, er det tanken, at de studerende til særlig fordybelse skal kunne vælge et af følgende tre pædagogiske specialområder: undervisningen i de yngre klasser, undervisningen i de ældre klasser eller undervisningen i specialklasserne. Alle tre områder indgår i øvrigt — omend i mindre udstrækning — i den for alle obligatoriske undervisning.
Mens det efter 1954-loven er normalt, at den enkelte studerende kun har ét liniefag, er det fundet nødvendigt, at alle studerende skal modtage linjefagsuddannelse i to fag.
Der er i øvrigt — bl. a. på baggrund af de skærpede krav ved optagelsen — foretaget en begrænsning i rækken af obligatoriske fag, idet historie, naturhistorie (biologi), geografi, naturlære og fremmedsprog ikke længere er obligatoriske for alle.
Historie, geografi og biologi er placeret som frivillige tillægsfag.
Endvidere skal de studerende kunne vælge en yderligere undervisning (frilæsning) i form af kursus eller studiekredse samt undervisning i instrumentalmusik.
Som en konsekvens af den foreslåede uddannelse, der lægger vægt på stor differentiering, valgmuligheder og de studerendes selvstændige arbejde, foreslås resultaterne af de studerendes uddannelse konstateret på forskellig måde. Der foreslås derfor (§11) gennemført en forprøve ved slutningen af uddannelsens første år og afsluttende prøver i de fleste af uddannelsen omfattede fag. I praktisk skolegerning, hvor særlige hensyn gør sig gældende, skal der dog gives en på de studerendes daglige arbejde byggende standpunktsvurdering.
Det fastslås i øvrigt i paragraffen, at selve studieordningen skal give mulighed for afslutning af uddannelsen på 3½ eller 4 år.
De nærmere regler om fordringerne ved prøverne og om karaktergivningen m. m. tænkes ligesom reglerne om undervisningen givet ved bekendtgørelse, jfr. §§ 12 og 13.
Ifølge § 20 skal der til hvert seminarium være knyttet en fast øvelsesskole i form af en kommunal skole, der stilles til rådighed for seminariet, eller — efter undervisningsministerens nærmere bestemmelse — en anden offentlig eller privat skole, der har ledelse fælles med seminariet. Endvidere er enhver offentlig eller anerkendt privat skole pligtig at stille sig til rådighed som supplerende øvelsesskole.
I kapitel VI findes der ligesom i den tidligere lov bestemmelser om videreuddannelse. Ministeren fremhævede i sin fremsættelse efteruddannelsesspørgsmålets voksende betydning og fandt, at lovforslagets uddannelsesform ville give et godt grundlag for vekselvirkning mellem seminariernes undervisning og Danmarks lærerhøjskoles virksomhed.
Mens betænkningens udkast til lovforslag foreslog 1. august 1967 som ikrafttrædelsesdato, foreslås det i lovforslaget (§ 28), at loven skal træde i kraft den 1. august 1969. Herved opnås, at aspiranter med adgangsprøve og aspiranter med studentereksamen kan optages fra samme tidspunkt, ligesom der gives en rimelig tid til den nærmere tilrettelæggelse af kravene ved adgangsprøven og af bestemmelserne om seminariernes undervisning efter nyordningen.
Ved lovforslagets 1. behandling blev der givet udtryk for forskellige opfattelser med hensyn til det betimelige i allerede nu at foretage ændringer i læreruddannelsen, ligesom der var afvigende meninger om flere af lovforslagets enkeltheder.
Dupont (S) fandt det utvivlsomt, at den hurtige udvikling på forskellige samfundsområder, som — ikke mindst på baggrund af den nye skolelov — havde afspejlet sig i undervisningen, gjorde ændringer af faglig og pædagogisk karakter i reglerne om uddannelsen ønskelige.
Han betonede, at der måtte skabes ensartede optagelsesmuligheder og ensartede uddannelser over hele landet. Han var i øvrigt enig i, at adgangsbetingelserne burde skærpes for at højne kvaliteten, men fremhævede, at der burde skabes større smidighed og bredere adgang til den højere uddannelse. Spørgsmålet om adgangsmulighederne måtte i det hele nøje gennemdrøftes med henblik på at give så alsidige adgangsveje som muligt.
Lovforslagets forsøg på at kombinere 1954-lovens enhedsuddannelse med en nærmere defineret specialisering forekom ham rigtigt. I forbindelse med ønskerne om en stærkere specialisering pegede han på den mulighed at skabe en rammelov, som kunne gøre det muligt, f. eks. gennem et mindre udvalgs permanente kommissionsarbejde, at gennemføre de reformer, som tiden og udviklingen gjorde nødvendige. Løsningen af dette problem kunne måske findes i det i lovforslaget omtalte seminarieråd.
Han fremførte som også andre ordførere ønsket om at bevare småbørnsseminariet i Vejle som et led i lovforslagets undervisningsmønster.
Hvad angik øvelsesskolerne, ville han finde det rigtigt, at kommunalbestyrelsen og skolekommissionerne blev inddraget i de forhandlinger, som fandt sted forud for aftaler om denne virksomhed.
Poul Hartling (V) fremhævede, at 1954-loven medførte store fremskridt, og bemærkede, at der under denne lov havde fundet en kolossal stærk udvikling sted. Når det i 1960 nedsatte udvalg alligevel var kommet til det resultat, at der burde fremsættes forslag til en ny lov, hang det bl. a. sammen med skolevæsenets hurtige vækst og med skolelovene fra 1958, der på flere måder stillede nye krav til læreruddannelsen. Han betonede, at lovforslaget ikke var rigtig gennemarbejdet, og at det måske havde været rimeligt at udskyde fremsættelsen, til en række problemer var afklaret. I øvrigt var venstre positivt indstillet over for principperne i lovforslaget.
Han fandt det rigtigt, at statsseminarier og private seminarier i lovforslaget nævntes side om side. Den tilsynsførende var undervisningsdirektøren for folkeskolen og seminarierne, og han rejste i denne forbindelse spørgsmålet, om ikke tiden nu var kommet til at give seminarierne og hele læreruddannelsen deres eget administrative organ.
Kravene til optagelse måtte gerne være strenge, men det var ikke så sikkert, at de øgede krav hele vejen igennem skulle være lidt i retning af studentereksamen. Der måtte — som også lovforslaget gav udtryk for — være 2 veje i form af studentereksamen eller en adgangsprøve. Den sidste kunne man forberede sig til, som man selv ville, men ville man lave kursus, der sigtede på en prøve, burde de knyttes til seminarierne, hvorved de kunne få et indhold, der kunne være til hjælp i den senere uddannelse. Dette forhindrede ikke, at der fra disse kursus kunne gå et vigespor over til studentereksamen, hvilket der burde.
Hvad selve uddannelsen angik, fandt han det rigtigt, at lovforslaget bevarede klasselærerfagene som grundlag for en klasselæreruddannelse. Tanken med de pædagogiske specialer havde bærekraft og kunne måske bl. a. skaffe en fornuftig løsning på det meget vigtige småbørnsområde. Også de to linjefag måtte stå fast. Hvad specielt faget legemsøvelser angik, burde det — i modsætning til lovforslaget — være frivilligt. Han måtte fraråde ordningen med tillægsfag, som kunne befrygtes at deklassere de pågældende fag.
Han var tilfreds med, at der skulle holdes en ret streng og ensartet sorterende forprøve, men var lidt usikker over for bestemmelsen om, at studietiden kunne være 3½ eller 4 år. Lovforslaget syntes at sætte 3½ år som det normale, mens betænkningens mening havde været, at den studerende frit kunne vælge mellem de to tidsrum som normal tid. Dette punkt tiltrængte en nærmere drøftelse, hvorunder spørgsmålet om praktikanttjenesten og en eventuel vikartjeneste burde inddrages.
Der var ingen grund til (§ 20) at understrege, at en øvelsesskole skulle være en kommunal skole. Det afgørende var, at der til ethvert seminarium skulle være knyttet en øvelsesskole. Om den var kommunal, statslig eller privat var, underordnet.
Edv. Jensen (KF) fandt det rigtigt, at lovforslaget blev fremsat nu som et bredt forhandlingsgrundlag.
Der var ting i det, som straks kunne få hans tilslutning. Dette gjaldt således den tilsyneladende intensivering af den egentlige seminarieuddannelse, og at der indførtes prøver i flere fag. Derimod var han mere forbeholden over for visse detaljer i den enhedsuddannelse, der var foreslået. Man måtte ikke forestille sig, at en læreruddannelse kunne dække alle de specielle fag, som efterhånden måtte ind i folkeskolen, og derfor måtte man overveje i højere grad at tage faglærere til hjælp i de højeste klasser.
Det var sikkert rigtigt, at foruddannelsen måtte skærpes, men man var veget tilbage for at forlange studentereksamen som grundlag. Som forudsætning for det foreslåede 2-årige kursus måtte man i hvert fald kræve realeksamen. Det foreslåede kursus gav, hvis eleven ikke blev optaget, i sig selv ingen muligheder. Der var meget, der kunne tale for at kræve studentereksamen, selv om det ikke var den bedst tænkelige løsning.
Han ville dybt beklage, hvis uddannelsen af småbørnslærerinder måtte ophøre som følge af enhedsuddannelsen, og fandt ikke småbørnspædagogikken tilstrækkeligt betrygget ved, at undervisningen heri skulle gives ved et pædagogisk speciale inden for helhedsuddannelsen.
Else-Merete Ross (RV) slog fast, at det forslag, der til sin tid skulle vedtages, måtte føre til en rammelov, der var så rummelig, at den gav grundlag for sådanne justeringer inden for læreruddannelsen, som udviklingen måtte gøre nødvendige.
Problemet, der opstod ved det samtidige ønske om reduktion af fagenes antal og hensynet til klasselæreropgaverne, måtte nøje overvejes.
Det var givet, at eksamensapparatet ville blive udbygget i forhold til 1954-loven, og disse spørgsmål måtte grundigt behandles. Der var fordele ved en ordning, hvor en afslutning markeredes ved eksamen, hvilket gav grundlag for større ensartethed fra sted til sted.
Det var meget væsentligt, at der var adgang til seminarierne for folk, der mødte med andre forudsætninger end studentereksamen. Spørgsmålet om adgangsprøven krævede nærmere undersøgelse.
Helhedsuddannelsen med specialisering for småbørnsundervisning var et grundstød imod den særlige småbørnslærerindeuddannelse, men baggrunden for forslaget var en stærk interesse for dette spørgsmål, og synspunkterne måtte siges at være berettigede. Man burde dog sikre en ordning, hvorefter småbørnslærerindeuddannelsen kunne fortsætte endnu nogen tid, da en øjeblikkelig afvikling ikke ville være ønskelig.
Sigsgaard (SF) mente ikke, tiden var inde til at udarbejde en ny læreruddannelseslov. Man havde ikke forsøgt at gøre status over 1958-lovens virkninger, det var for tidligt at afsige dommen over 1954-loven, og man havde ikke forsøgt at redegøre for skolens forventede fremtidige udvikling. Han fremførte i øvrigt en række indvendinger imod lovforslaget, som efter hans opfattelse på mange punkter var mindre smidigt og rummeligt end 1954-loven suppleret med 1962-loven.
Bækgaard (Uafh) var ligeledes af den opfattelse, at det ikke hastede med at få loven gennemført. Det var uheldigt at gøre forandringer, før den gældende lov var slået helt igennem og havde givet resultater, der kunne tages ved lære af. Selve lovforslaget var i øvrigt alt for teoretisk til, at det kunne danne grundlag for en saglig drøftelse af uddannelsen.
Uden for ordførernes kreds talte Westerby på Diderichsens (UP) vegne og Lembourn (KF). Den førstnævnte gav udtryk for, at specialiseringskravet måtte have fortrinsret fremfor kravet om enhedsuddannelse, og fandt i øvrigt, man havde forsvoret sig til det ensrettede både med hensyn til adgangsbetingelserne og selve uddannelsens forløb.
Lembourn understregede betydningen af de musiske fag og fandt en udvidelse af undervisningen i disse fag nødvendig ikke mindst med henblik på fremtidens velstands- og fritidssamfund. Han advarede således imod at opbygge undervisningen for stærkt på et effektivitetsprincip.
Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning.